"But the new frontier of mankind is not only in Outer Space; it is in the radical transformation of life on this planet." Asger Jorn og Guy Debord i 'Mutant', 1962

Søndag d. 7. september 2003 tager vi hul på et nyt forløb på Det Fri Universitet i København under titlen Situationisternes Storhed og Fald. Dette indledes med åbningen af en webside med situationistiske tekster på dansk. Siden som også indholder en situationistisk kronologi kan findes i Situationistisk Arkiv

Vi har i flere år mere eller mindre systematisk været optaget af at kortlægge den internationale situationistiske bevægelse i alle dens forgreninger. I både geografisk og historisk forstand er vores ekspedition sket med et skandinavisk udgangspunkt. Undervejs har vi indsamlet dokumentation: tryksager, malerier, film, interviews, mm. som vil bliver præsenteret på det Fri Uni i løbet af efteråret. Info om læserum, udstilling, publikationer, filmforevisninger og foredragsaftener følger.

Da den Situationistiske Internationale blev grundlagt i Italien i 1957 var bevægelsens to hovedpersoner maleren Asger Jorn og filmskaberen og skribenten Guy Debord. Jorn og Debord repræsenterer på mange måder to centrale tendenser i den situationistiske bevægelse; tendenser som over årene gensidigt ansporede og inspirerede hinanden, men som efterhånden begyndte at udelukke hinanden. Det der skilte vandene var kunstens rolle i den kulturelle revolution.

Skismaet, som i begyndelsen mere var et spørgsmål om metode end om målsætning, udgjorde groft skitseret: analysen overfor handlingen, billedstormen overfor billedfremstillingen, den revolutionære politik overfor den revolutionære kunst. Begge tendenser udviklede sig op gennem 1960erne som en del af den situationistiske bevægelse, også selvom Debord og teoretikerne i Paris allerede i begyndelsen af 1960erne ekskluderede de tysk/skandinaviske kunstnere fra den Situationistiske Internationale. De udstødte etablerede som svar den 2. Situationistiske Internationale/Bauhaus Situationiste omkring Drakabygget i Sydsverige.

Frigørelsen fra det hæmmende kapitalistiske samfundssystem gennem den eksperimenterende leg vedblev at være målet for både den 1. SI og den 2. SI. Men efter nederlaget ved maj-oprøret i1968 gik det situationistiske projekt i løbet af 1970erne til grunde, for sidenhen at ende i den rene farce: med afvisningen af samfundet ført til sin yderlighed i Guy Debords patetiske selvmord i 1994 og med Jørgen Nash og Drakabyggets lallende kreativisme, der stadig huserer.

Ligesom situationisterne lærte meget af de fejlslagne projekter som gik forud for deres - DADA, surrealisme og lettrisme - så kigger vi i brokkassen og ser på hvad situationisterne gjorde og skrev i deres kritik af byen, kunsten, dagliglivet, tingsliggørelsen, varefetischismen, skuespillet, men uden at forlede nogen til at tro at det situationistiske projekt var vellykket.

Det må være vores egen opgave at formulere en kritik som er relevant i dag!

God fornøjelse

Jakob Jakobsen

Tak til Jacqueline de Jong, Gordon Fazakerley, Peter Laugesen, Howard Slater, Mikkel Bolt, Fabian Tomsett, Reuben Keehan og Stewart Home.