OPRÅB TIL SAMTLIGE ARBEJDERE!
Af Komitéen De Rasende - Internationale Situationister - Komitéen for opretholdelse af okkupationerne
Paris, 30 maj 1968
Kammerater!
Det vi har udrettet i Frankrig går nu som et spøgelse gennem Europa og truer den herskende klasse i HELE verden; fra bureaukraterne i Moskva og Peking til milliardærerne i Washington og Tokyo. På samme måde som vi har fået Paris til at danse tilbagevender det internationale proletariat for at slagte hver eneste stats hovedstad, hver fremmedgørelses bastion. Besættelsen af fabrikkerne og de offentlige bygninger over hele landet har ikke alene fået det økonomiske liv til at tage afstand, men har fremfor alt fremkaldt en almindelig debat om selve samfundet. Der går en dyb bevægelse gennem næsten alle kredse af befolkningen: man ønsker en ændring af selve livet, en total ændring af hverdagen og at kunne beherske denne hverdag. Den er nu en revolutionær bevægelse, som kun savner bevidstheden om hvad den allerede har udrettet, som fordres for virkeligt at kunne beherske revolutionen.
Hvilke kræfter vil forsøge på at redde kapitalismen? Regimet vil blive styrtet hvis det ikke forsøger at redde sig med truslen om våbenmagt (sammen med en affærdigende henvisning til almenhedens vel, en henvisning som selvfølgelig ikke kan holde medmindre bevægelsen kapitulerer) eller også gennem en direkte væbnet undertrykkelse. Hvad angår et eventuelt kommende venstreregime, så kommer det også til at forsvare den gamle verden både i overbevisning og styrke. Det såkaldte kommunistiske parti, de stalinistiske bureaukraters parti, har bekæmpet bevægelsen lige fra begyndelsen. Dette parti kunne ikke forestille sig gaullismens fald førend det så sig ude af stand til at optræde som regimets vigtigste beskytter. Stalinistpartiet ville desuden udgøre en "folkeregerings" bedste politikorps. En sådan tilfældig regering ville ikke indebære nogen "Kerenskyisme" førend stalinisterne er besejrede. Og dette kommer til at bero på arbejdernes bevidsthed og deres evne til selvstændig organisering. Disse arbejdere, som allerede har forkastet de latterlige overenskomster, der var så tilfredsstillende for fagforeningslederne, må også gøre sig det klart, at de ikke kan få meget mere "ud af" den eksisterende økonomis rammer, men at de kan overtage det hele ved at forandre hele systemets grundvold i deres egen interesse. Kapitalisterne kan vel dårligt nok betale mere, MEN DE KAN AFSKAFFES.
Den nuværende bevægelse er ikke blevet "politiseret" ved at overskride fagforeningernes elendige krav om lønninger og pension, der fejlagtigt betragtes som "sociale spørgsmål". Den har allerede tilbagelagt Politikken: den afslører det sociale spørgsmåls enkle sandhed og løsning. Revolutionen, som har været forberedt i mere end et århundrede er nu tilbagevendt. Den kan ikke finde sin bekræftelse på anden måde end gennem dens rigtige form. Det er allerede for sent for en bureaukratisk-revolutionær erobring. Når en vis, fornylig afstaliniseret, André Barjonet efterlyser dannelsen af en fælles organisation, som skulle sammenføre "alle ægte revolutionære kræfter... som er inspireret af Trotsky, Mao, anarkisme, situationisme", behøver vi vel bare at påpege at de som i dag er inspireret af Trotsky eller Mao, for slet ikke at tale om den ynkværdige "Féderation Anarchiste", IKKE har noget som helst at gøre med dagens revolution. Det er tilladt bureaukraterne at ændre indstilling til det de kalder "ægte revolutionært", men den ægte revolution ændrer ikke den dom den har afsagt over bureaukratiet.
Som situationen er nu, har arbejderne - med den magt de har og med de partier og fagforeninger vi kun kender alt for godt - kun en vej at gå: en direkte overtagelse af økonomien og af alle aspekter på en forvandling af det sociale liv gennem dannelsen af komitéer på bred basis, og som åbent forklarer sig uafhængigt af alle partier og fagforeninger, sikrer sig sit selvforsvar og danner en federation på regional og national niveau. På denne måde vil den eneste virkelige magt i landet komme til at blive: ARBEJDEERRÅDENES MAGT. Mislykkes dette for proletariatet, vil det igen - eftersom det er "revolutionært eller intet" - komme til at blive et passivt objekt. - Det vender da tilbage til sine TV-apparater.
Hvad er kendetegnet for ARBEJDEERRÅDENES MAGT? Tilintetgørelsen af alle øvrige magter; direkte og total demokrati; praktisk forening af beslutninger og deres udførelse; delegerede kan afsættes når som helst af dem som har valgt dem; afskaffelse af hierarkiet og særskilte specialiseringer: det bevidste herredømme og omskabelsen af alle det befriede livs betingelser, massernes stadige, skabende og aktive deltagelse; internationalistisk UDVIDELSE og koordination. Alt dette kræver den øjeblikkelige situation. Alt dette indebærer selvstyre. MEN GIV AGT OVERFOR POLITIAGENTER i alle deres moderne forklædninger, og for de præster som nu er begyndt at tale om selvstyre, ja, til og med om arbejderråd uden at erkende disse minimumskrav. Alt hvad DE i virkelieder er ude efter, er at redde deres egen bureaukratiske position, og de privilegier som følger med deres særskilte intellektuelle specialisering eller deres fremtid som små-chefer.
Det, der er nødvendigt nu, har altid været nødvendigt fra selve begyndelsen af det proletariske, revolutionære projekt.
Man har kæmpet for arbejderklassens autonomi. Man har kæmpet for lønslaveriets, vareproduktionens og statens tilintetgørelse. Man har kæmpet for bevidstheden om historien, for afskaffelsen af al fremmedgørelse og adskillelse, "alt det der eksisterer uafhængigt af individerne". De proletariske revolutioner fandt spontant deres rigtige form i arbejderrådene - i St. Petersborg 1905, i Turino 1920, i Katalonien 1936 og i Budapest 1956. Opretholdelsen af det gamle samfund, eller fremkomsten af en ny udsuger- og pamperklasse er altid fulgt automatisk efter undertrykkelsen af arbejderrådene. I denne her situation kender arbejderklassen sine fjender, ligesom den kender sin rigtige aktionsform. "Den revolutionære organisation har måttet lære sig at den ikke længere kan bekæmpe fremmedgørelsen gennem fremmedgjorte former" (citat fra SKUESPILSSAMFUNDET). Arbejderrådene har klart vist sig at være den eneste løsning; alle andre former for revolutionær kamp er hidtil havnet i det modsatte af hvad de efterstræbte.
