Begyndelsen på en epoke

I marts 1844 skrev Arnold Ruge til Marx: "Min ven, tror du vi vil komme til at leve tilstrækkeligt længe til at opleve en politisk revolution. Vi der er disse tyskeres samtidige? Det er kun ønsketænkning." Fire år senere var revolutionen en kendsgerning. Ruges pessimistiske ord citeres som motto i Guy Debords bog "Skuespilsamfundet" (La Sociéte du Spectacle), der udkom i december 1967. Debord anvendte sentensen som et morsomt eksempel på en historisk ubevidsthed, som i dag i stadig stigende grad holdes i live af tilsvarende grunde, med den samme effekt og på en måde der virker uforanderlig, tiden taget i betragtning; seks måneder efter udgivelsen af Skuespilsamfundet indtraf okkupationsbevægelsen, der blev Frankrigs største revolutionære begivenhed efter Pariserkommunen.

Den mest omfattende generalstrejke som nogensinde har standset økonomien i et avanceret industriland og historiens første vilde generalstrejke; revolutionære okkupationer og deres tilløb til direkte demokrati; den mere og mere komplette udslettelse af statsmagten i næsten to uger; bekræftelsen af vor tids revolutionære teori, hvor man her og der ovenikøbet kunne se en begyndelse på dens delvise virkeliggørelse; den vigtigste erfaring for den moderne proletariske bevægelse som nu er på vej til at etablere sig i alle lande i en fuldt udviklet form; og eksemplet som nu må overskrides - dette er essensen af den franske bevægelse i maj 1968, og allerede heri findes dens sejr.

Vi skal senere vende tilbage til bevægelsens mangler og svagheder, som var naturlige konsekvenser af såvel uvidenhed og improvisation, som af fortidens dødvægt, selv på stedet hvor bevægelsen bedst nåede at komme til udtryk. Specielt var der konsekvenserne af alle de splittelser, som det med præcision lykkedes at forsvare alle de kræfter der forenede sig for at holde den kapitalistiske samfundsorden ved magten. Da det gjaldt systemets liv eller død, var de politiske og faglige bureaukrater beskæftigede med denne redningsaktion, i en grad der var højere og bedre, end selv politiet var i stand til. Men lad os først opridse de kendetegn som okkupationsbevægelsen lagde for dagen i sit eget centrum, der hvor den var mest fri til at kunne omdanne sit indhold i ord og handlinger. Der proklamerede den sine mål langt tydeligere end det er lykkedes for nogen som helst anden spontan revolutionær bevægelse i verden at gøre; og dens mål var meget mere yderliggående og aktuelle end dem som de tidligere revolutionære organisationer nogensinde, selv i deres bedste øjeblikke, har haft evnen til at formulere i deres programmer.

Okkupationsbevægelsen indeholdt proletariatets pludselige tilbagekomst, som historisk klasse udvidet til at omfatte majoriteten af det moderne samfunds lønmodtagere, og stadigvæk med det mål virkelig at afskaffe klasseforskel og lønslaven. Bevægelsen indebar samtidens kollektive og individuelle genopdagelse af historien, af følelsen af at det var muligt at gribe ind i historien, og fornemmelsen af den kendsgerning at "ingenting længere kunne være som før". Oplivet betragtede menneskene den ejendommelige triste tilværelse de havde ført blot en uge tidligere, den kamp for overlevelse som havde hindret dem i at leve og som de nu havde tilbagelagt. Bevægelsen var en generaliserende kritik af alle slags fremmedgørelse, af alle ideologier og af hele den gamle organisering af det virkelige liv; en forkærlighed for at generalisere, og for at opfatte alt i sin helhed. I denne proces fornægtedes ejendomsretten, og hver og en betragtede sig som hjemmehørende overalt. Det erkendte begær efter dialogen, efter det fuldstændig frie ord og smagen for et virkeligt fællesskab fandt sin plads i de bygninger som stod åbne for møder, og i den fælles strid: telefonerne (der tilhørte det fåtal af tekniske hjælpemidler som stadigvæk fungerede) og de mange kurerer og tilrejsende i Paris og over hele landet som opretholdt kontakten mellem de okkuperede lokaler, fabrikker og forsamlingsstederne, bevarede den virkelige kommunikation. Okkupationsbevægelsen var et klart nej til, alt fremmedgørende arbejde; og indeholdt livsglæden, festen, legen, menneskenes og tidens virkelige tilstedeværelse. Den indeholdt også forkastelsen af enhver autoritet, enhver specialisering, enhver hierarkisk fordrivelse fra ejendom; en forkastelse af staten, partierne og fagforeningerne, heri inkluderet såvel sociologer som professorer. Alle de som bevægelsen gennem en lynhurtig kædereaktion fik vækket (måske var den skønneste parole som blev skrevet på murene den der kort og godt lød: "Hurtigt") foragtede på en virkelig radikal måde deres gamle eksistensvilkår. Det gjaldt selv dem som havde arbejdet for at holde disse vilkår ved magten - lige fra fjernsynsstjerner til byplanlæggere. På samme måde som mange stalinistiske illusioner (i deres mest sødladne former fra Castro til Sartre) blev aflivet, således faldt også en hel epokes rivaliserende og solidariske løgne fra hinanden og ligger nu tilbage som den ruinhob kun de kan udgøre. Ved at de såkaldte udenlandske arbejdere i stort tal kastede sig ind i kampen og samtidig med at en stor mængde af europæiske revolutionære hastede til Frankrig, genopstod den internationale solidaritet spontant. Den udstrækning i hvilken kvinderne tog del i kampens forskellige former er også et vigtigt tegn på dens revolutionære dybde. At man frigjorde sig fra de fremherskende sæder og skikke var også et vigtigt skridt. Bevægelsen var også en kritik, delvis illusorisk, af varen (i dens malplacerede sociologiske forklædning SOM "forbrugssamfund") og indeholdt allerede en forkastelse af kunsten som endnu ikke havde observeret sig selv som sin historiske negation (gennem den abstrakte og åndsforladte formulering "Fantasien til magten", som ikke kendte til midler hvormed man kunne omsætte denne magt til praktik, at genopfinde alt og idet den savnede magt, savnede fantasi). Det overalt bekræftede had til bagstræberne havde endnu ikke nået et teoretisk-praktisk kendskab til hvorledes disse skulle elimineres: neo-kunstnere og politiske neo-direktører, neo-tilskuere til den bevægelse som fornægtede dem. Hvis den praktiske kritik af anti-livets skuespil endnu ikke var nået frem til sin revolutionære overskridelse, så beror dette på at tendensen til "spontane råd" i majrevolten var forud for næsten alle de konkrete midler (inklusiv den teoretiske og organisatoriske bevidsthed) som en dag vil muliggøre denne tendens' omdannelse til en magt idet den er den eneste magt.

Lad os i forbifarten benytte lejligheden til at pisse på alle platte kommentarer og falske vidnesbyrd fra sociologer, pensionerede marxister, den gamle bevarede ultravenstrefløjs samlede dogmatikere og skuespillets krybende ultra-modernistiske dogmatikere - ingen af dem som levede med i bevægelsen skal kunne sige at han ikke besad denne foragt.

I nr. 10 af Internationale Situationniste skrev vi i marts 1966: "Det som i mange af vore påstande kan virke som forvovent spekulation fremfører vi i bevidstheden om at fremtiden vil vise deres overvældende og uigendrivelige historiske bekræftigelse". Bedre kunne det ikke have været sagt.

Naturligvis udfærdigede vi ingen profetier. Det vi sagde var til stede: de materielle forudsætninger for et nyt samfund var forlængst blevet produceret, det gamle klassesamfund holdtes ved magten overalt ved at dets undertrykkelse moderniseredes betydeligt og ved at dets modsætninger udvikledes i endnu større overflod - og den besejrede proletariske bevægelse vendte tilbage med sit andet angreb, som var endnu mere bevidst og totalt. Mange tænkte sikkert alt dette som historien og nutiden klart har vist - en del har oven i købet sagt det - men det forblev abstrakt og forsvandt i den tomme luft: uden ekko og uden mulighed for indgriben. Situationisternes fortjeneste bestod helt enkelt deri at de genkendte og udpegede nye angrebspunkter for revolten i samfundet (hvilket ikke på mindste måde udelukkede, men tværtimod genindførte alle de gamle): urbanisme skuespil, ideologi osv. Da denne opgave udførtes på radikal vis, blev den i stand til at fremkalde (i hvert fald kraftigt forstærke) visse begivenheder som praktisk revolte. Ekkoet udeblev ikke: under den foregående epoke havde få indenfor de forskellige venstrebevægelser fremført en kritik som var altdækkende. Hvis mange mennesker har gjort hvad vi har skrevet, så er det fordi vi hovedsagelig skrev det negative, det som så mange før os har måttet opleve og som vi selv har stiftet bekendtskab med. Det som i dette forår 1968 trådte frem i bevidsthedens dagslys var altså intet andet end hvad der havde slumret i "skuespilsamfundets" nat, hvis Lys og Lyd Show kun foreviste en evindelig, positiv, dekoration. Og for vores eget vedkommende havde vi "levet med det negative", ifølge det program vi formulerede i 1962 (jvf. I.S. nr. 7, side 10). Vi fremfører ikke vore "meritter" for at hjembringe klapsalver, men for at oplyse så mange som muligt der vil handle på samme måde.

Sorbonne okkuperet

Alle dem som lukkede øjnene for denne "kritik under kaos" befæstede kun deres egen overgivelse til det moderne herrevældes urokkelige undertrykkelse. Dets anti-utopiske "realisme" var ikke længere virkelig, ligesom en politistation eller Sorbonne ikke længere er virkelige bygninger efter at være blevet behandlet af brandstiftere eller "Katangesere". Da den totale revolutions underjordiske spøgelse rejste sig og udstrakte sin magt over hele landet, svarede den gamle verden med spøgelsesagtige illusioner som opløstes af dagslyset. Ganske enkelt: efter tredive års elendighed, som i revolutionens historie kun gælder for en måned, kom denne majmåned som rummede tredive år.

At virkeliggøre vore ønsker kræver et præcist historisk arbejde. Noget som er den direkte modsætning til den intellektuelle prostitution, som overfører sin evige illusion på en hvilken som helst virkelighed. Se nu for eksempel denne Henri Lefebvre, som citeredes i det foregående nummer af dette tidsskrift (okt. 1967) fordi han i sin bog Position: contre les technocrates (éditions Gonthier) vovede sig ind på en kategorisk konklusion, hvis videnskabelige opblæsthed knap seks måneder senere afslørede sin virkelige værdi: "Situationisterne fremlægger ikke en konkret, men en abstrakt utopi. Bilder de sig virkelig ind at folk en skønne dag vil se på hinanden og sige: "Så er det nok! Nu er det slut med arbejde og ledere! Lad os få en ende på det her!" og at de siden hen skal stige ind til den udødelige fest, ind til skabelsen af situationer? Selv om dette er hændt en gang tidligere - i daggryet til den 18. marts 1871 (Pariserkommunen. Se "Pariserkommunen 1871". Et dokumentarium ved Thorvald Berthelsen og Claus Clausen i Bibliotek Rhodos 1972) - så vil denne begivenhed ikke kunne gentages". En slags intellektuel indflydelse blev tildelt Lefebvre, da han i smug kopierede visse af SI's radikale teser (jvf. vort flyveblad fra 1963 "Til historiens skraldespand", genoptrykt i I.S. nr. 12), men sandheden i denne kritik forbeholdt han det forgangne. Og endda hidrørte den snarere fra nutiden end fra Lefebvres historiske refleksioner. Hvad han advarede imod var illusionen om at en bevægelse i dag skulle være i stand til at genfinde disse resultater. Tro blot ikke at Henri Lefebvre er den eneste forhenværende tænker hvem begivenhederne definitivt fik latterliggjort: de som ikke bar sig lige så komisk ad som han, tænkte ikke desto mindre på samme måde. Alle de eksperter som roder i den historiske tomhed erkendte under følelsesstormen i maj at ingen havde forudset noget af det som skete. I sine tanker må man dog medtage alle de "genopstandne bolsjevikiske sekter", som i de sidste tredive år ikke et eneste sekund er ophørt med at udråbe revolutionen fra 1917 som værende umiddelbart forestående. De tog forfærdeligt fejl: det drejede sig i virkeligheden ikke længere om 1917, og de var absolut ikke nogen Lenin'er. Hvad angår den gamle ikke-trotskritiske venstrefløjs rester, så var det, de først og fremmest savnede, en større økonomisk krise. I hvert eneste revolutionært øjeblik underkastede de sig denne krises tilbagekomst, og da de satte "kikkerten for det forkerte øje" kunne de intet se. Nu, da de omsider aner, at det var en revolutionær krise i maj, må de altså til at bevise denne usynlige økonomiske krise var til stede i foråret 1968. Uden den mindste smule angst for at virke komiske pusler de nu med at fremskaffe disse beviser, grafiske kurver og fremstillinger over hvorledes arbejdsløsheden og priserne steg osv osv.... Den økonomiske krise er altså ikke længere for dem den forfærdelige klarheds objektive virkelighed, der gennemlevedes og blev skrevet så meget om helt frem til 1929, men er snarere blevet til en altergang som bekræfter deres religion.

På samme måde som det ville være nødvendigt at udgive et helt nyt oplag af SI's tidsskrifter for at fremvise i hvor høj grad alle disse mennesker kunne tage fejl før denne majmåned, da ville det også være nødvendigt at skrive digre værker der kunne tjene som rundvisning blandt alle de dumheder og halve bekendelser, som er blevet fabrikeret efter maj. Vi vil dog nøjes med at citere floskel-journalisten Gaussen, som med sin artikel i Le Monde den 9. december 1966, troede sig at være i stand til at berolige bladets læsere ved at fortælle dem at Strasbourg skandalen var blevet iværksat af nogle situationistiske galninge, der havde "en messianistisk tiltro til massernes revolutionære kapacitet og deres anlæg for frihed". Frédéric Gaussens anlæg for frihed har siden da ikke ændret sig en tøddel; - men se, der har vi ham jo igen, og det endda i samme avis, men denne gang fra den 29. januar 1969, og nu er han blevet aldeles forrykt over at han overalt kan finde, at "følelsen af det revolutionære vindpust er universelt". "Gymnasiaster i Rom, studenter i Berlin, "de rasende" i Madrid, Lenins "forældreløse børn" i Prag, oppositionelle i Belgrad, alle angriber de den samme verden, den gamle verden ... "Gaussen bruger nu næsten samme ord til beskrivelsen af at alle disse revolutionære har en "kvasimystisk tro på massernes skabende spontanitet." Vi vil selvfølgelig ikke triumferende brede os over vore intellektuelle modstanderes bankerot, og det er ikke fordi denne "triumf" - som i virkeligheden ganske enkelt er den moderne revolutionære bevægelses triumf - skulle savne betydning. Nej, vi afstår fra det på grund af emnets ensformighed og på grund af den klare iøjnefaldende bedømmelse som, hvad angår hele den periode der sluttede i maj, forkyndte den direkte klassekamps tilbagekomst: Klassekampen som erkender aktuelle mål, historiens tilbagekomst (førhen var det det eksisterende samfunds omvæltning der virkede usandsynligt, nu er det dets opretholdelse). I fortsættelsen er det i stedet vigtigere at fremføre nye problemer; at kritisere bevægelsen i maj og at indlede den nye epokes praktik.

I alle andre lande har den fremadstræbende søgning efter en radikal kritik af den moderne kapitalisme (privat eller bureaukratisk) indtil nu været udsat for forvirring, og havde på den tid endnu ikke forladt den trange studenterghetto-base, som de havde erobret. Majbevægelsen derimod var ikke nogen studenterbevægelse, selvom såvel regeringen og aviserne som den modernistiske sociologis ideologer hyklerisk troede det. Den var det revolutionære proletariats bevægelse, som efter et halvt århundredes undertrykkelse og jævnt hen frataget alt, igen dukkede op. Dens ulyksalige paradoks var at den kun kunne tage til orde og finde sin konkrete form på den i højeste grad ufavorable kampplads af en studenterrevolte: gaderne der holdtes af de oprørske omkring Latinerkvarteret og de okkuperede bygninger i denne zone, der for størstedelens vedkommende tilhørte Undervisningsministeriet. I stedet for at spilde tiden på den virkelige historiske parodi som de leninistiske og pro-kinesiske stalinister fremførte, forklædte som arbejdere (oh, endelig at være proletariatets ledende avantgarde!), må man indse, at det man i virkeligheden så var modsætningen: den mest avancerede del af arbejderne - uorganiserede og splittede på grund af undertrykkelsens forskellige former - forklædte til studenter i fagforeningernes og skuespilsinformationstjenestens beroligende billeder. Majbevægelsen var ikke en eller anden politisk teori der søgte efter arbejdere til brug for dens virkeliggørelse; den var det aktive proletariat der søgte sin historiske bevidsthed.

At den sabotage af Universitetet, som blev gennemført af nogle grupper af unge revolutionære - der i virkeligheden var notoriske anti-studenter (vi taler her om "De rasende" og selvfølgelig ikke om majoriteten af "22. marts-bevægelsen") - i Nantes og Nanterre, gav lejlighed til at udvikle direkte kampformer, som specielt de yngre arbejdere i deres utilfredshed, fx. i Caen og Rodon, allerede valgte i de første måneder af 1968, - det er en omstændighed som på ingen måde er fundamental og som aldrig kunne skade bevægelsen. Det som skadede den var derimod, at den frembrusende strejke i sin egenskab af vild strejke vendt imod fagforeningernes ønsker og forholdsregler, kunne kontrolleres af fagforeningerne. Disse accepterede strejken da de var ude af stand til at forhindre den (der er intet usædvanligt heri idet det er den taktik fagforeninger altid anvender overfor vilde strejker). Denne gang måtte de imidlertid acceptere den i national målestok. Det var ved at acceptere denne "ikke-officielle" generalstrejke at de blev accepteret af den. De fortsatte med at kontrollere fabriksportene ligesom de fortsatte med at være isolerede fra den virkelige bevægelse - fra den enorme majoritet af arbejdere som helhed og fra hvert eneste virksomhed i forhold til de andre. Den handling, som var den mest enhedsmæssige og mest radikale kritik som nogensinde er set, blev således samtidig til en sum af isolerede dele og til en parade af banale, officielt fremførte krav. På samme måde som fagforeningerne havde været tvunget til at slippe strejken løs i små stykker, som mundede ud i en kvasi-totalitet, således var det også styk for styk at de gik i gang med at likvidere bevægelsen. Med terroristiske kneb og gennem forbindelser, som de havde eneret på, tvang de folkene indenfor de forskellige næringsgrene til at acceptere de små-reformer som alle og enhver endnu den 27. maj forkastede. På denne måde blev generalstrejken slået tilbage til et afbalanceret leje af kold krig mellem fagforeningsbureaukrater og arbejdere. Fagforeningerne erkendte strejken på de vilkår at den gennem sin praktiske passivitet i stilhed erkendte at den ikke førte til noget. Fagforeningerne, lige fra de stalinistiske til de mest borgerlige reformistiske, "forspildte aldrig en chance" til at optræde revolutionært, da der intet revolutionært findes hos dem. De spildte heller ikke nogen chance på at være reformister med store resultater, for situationen var altfor farlig revolutionær til at de turde tage risikoen for at lege med den, eller se sig selv drage fordel af den. Helt åbenlyst ønskede de at dette hurtigst muligt skulle bringes til ophør, hvad prisen så end skulle blive. Her fik det stalinistiske hykleri følgeskab af sociologer af den semi-venstreradikale type - samdrægtigheden var beundringsværdig (jf. Coudray i La Bréche, Ed. du Scuil 1968) - som viste en usædvanlig respekt for arbejdernes kompetence (noget der kun gøres i usædvanlige situationer), og for deres - som man kan formode - "modne" beslutninger. Med den mest fantastiske kynisme, klar til at blive debatteret, og den planlagte sagkundskab der var det genkendelig på grund af sin ufejlbarlighed: "Arbejderne vidste for en gangs skyld hvad de ville, de ville ikke have nogen revolution!" Men det bedste bevis på arbejdernes reelle, afvæbnende og frygtindgydende vilje er de forhindringer, der sattes op foran dem og deres såkaldte mangel på vilje, de mundkurve som bureaukraterne fik sat på dem, samtidig med at de selv badede i fedt, angst og løgnagtighed. Kun hvis man glemmer den historiske helhed i det moderne samfunds bevægelse, kan man være i stand til at nyde denne positivisme, som ræsonnerer i cirkler og som overalt synes at den nuværende orden er fornuftig fordi den har hævet sin "videnskab" gradvist op til at betragte denne orden adskilt fra selve spørgsmålet og adskilt fra svaret. Således noterer samme Coudray "at hvis man har disse fagforeninger, så kan man kun få 5 %, og er det 5 % man vil have, så er disse fagforeninger tilstrækkelige til formålet". Hvis man ser bort fra spørgsmålet om alle disse herrers hensigter i forhold til deres virkelige liv og dets interesser, så er dialektik det de savner mindst af alt.

Arbejderne havde naturligvis, som altid og overalt, udmærkede grunde til at være misfornøjede og påbegyndte den vilde strejke fordi de anede den revolutionære situation, der var opstået gennem de nye sabotageformer på universitetet og de på hinanden følgende fejlgreb som disse fremkaldte hos regeringen. Åbenbart var arbejderne nøjagtig lige så ligeglade som os overfor de forskellige former og reformer indenfor universitetet. Men de var ikke ligeglade overfor kritikken af kulturen, dekorationerne og hverdagslivets kolonisering af en avanceret kapitalisme, - en kritik som hurtigt fandt sin udbredelse efter at de første små skrammer havde fået fjernet universitetets sløringsnet.

Arbejderne har gennem deres vilde strejke fået dementeret alle de løgnhalse som påstod at de talte i deres navn. I fabrikkerne havde de ikke forstået at udtale sig for egen regning, i samdrægtighed, og dermed sige hvad de ville. Men for at sige hvad de havde på hjerte, var det nødvendigt at de gennem deres selvstændige handlinger fik skabt de konkrete betingelser, der ville tillade dem at handle og tale. Den næsten overalt forekomne mangel på en sådan dialog, på en alliance såvel som på det teoretiske kendskab til den proletariske klassekamps selvstændige mål (disse to grupper af faktorer kan kun udvikle sig parallelt) forhindrede arbejderne i at ekspropriere dem som havde eksproprieret deres virkelige liv. Den avancerede kerne af arbejdere (omkring hvilken den næste revolutionære proletariske organisation vil tage form) kom altså til Latinerkvarteret som en fattig slægtning til "studenterreformismen", som selv for en stor del var et kunstigt produkt skabt af pseudoinformation eller smågruppers naive missionsarbejde. De var unge industriarbejdere, tjenestemænd, arbejdere fra okkuperede kontorer, læderjakker, arbejdsløse, "gale intellektuelle", "katangesere", revolterende gymnasiaster. Det var de arbejdersønner som den moderne kapitalisme i sin trang til at konsolidere sine planer oftest rekrutterede for undervisning til nedsat pris. (Stalinister, jeres sønner er med os!)

Slut med stilheden

At en ikke uanseelig del af de franske studenter og specielt de som befandt sig i Paris deltog i bevægelsen er jo en klar kendsgerning; hvilket dog ikke kan tjene hverken som en grundlæggende karakterisering eller som en af dennes vigtigste holdepunkter. Af Paris' 150.000 studenter deltog ved de mindst farefulde demonstrationer højest mellem 10.000 og 20.000, og kun nogle ganske få tusinde var med under de voldsomme sammenstød i gaderne. Det eneste øjeblik under krisen, som udelukkende lå i studenternes hænder (for øvrigt et af de afgørende øjeblikke i bevægelsens udvidelse) var det spontane opløb i Latinerkvarteret den 3. maj efter arrestationen af ansvarlige vensteradikale folk på Sorbonne. Om morgenen efter okkupationen af Sorbonne var næsten halvdelen af dets generalforsamling, som åbenbart da havde påtaget sig en oprørsk funktion, stadigvæk studenter der var urolige over deres eksamensvilkår og som derfor søgte efter en eksamensreform i deres favør. Nogle af de studenter der deltog, og som var en smule kløgtigere, tilkendegav at spørgsmålet om magten var rejst; men de tilkendegav det som regel kun på grund af, at de tilhørte det naive klientel omkring de små venstrefløjspartier, de så det hele ud fra det gamle leninistiske skema eller under indflydelse fra det yderste østens Maoisme. Helt rigtigt havde disse smågrupper deres kvasi-eksklusive base i studentermiljøet, og den elendighed som stadigvæk fandtes dér kunne tydeligt aflæses i de pseudo-totale flyveblade som kom fra dette miljø. De fremstormende arbejderes bedste indgriben i Sorbonnes første dage hilstes af disse studenter, som drømte om at blive Dr. phil. i Revolution, som regel med pedantisk og højtravende stupiditet samtidig med at de mundvandssavlende og klappende kunne blive stimuleret af en eller anden sygelig manipulatør, som samtidig med at han fremlagde sine dumheder kunne omtale "arbejdernes klasse" med udmærkelse. Alene det faktum, at disse grupperinger kan rekruttere en vis mængde studenter er allerede et sygdomstegn på det eksisterende samfund: smågrupperne er det teatralske udtryk for en reel og uklar revolte, der søger sine årsager til en reduceret pris. Endelig vidner det faktum, at en lille fraktion af studenter virkeligt tilsluttede sig de radikale krav i maj, om bevægelsens bredde og dybde; det forbliver til deres agtelse.

Selvom adskillige tusinde studenter som individer betragtet ved hjælp af de erfaringer de fik i 1968 mere eller mindre har kunnet frigøre sig fra den plads som blev tildelt dem af samfundet, så er intet i den store studentermasse blevet forandret. Sådan er det, ikke i kraft af pseudo-marxisternes platheder der betragter studenternes sociale baggrund (den borgerlige og småborgerlige majoritet) som den bestemmende faktor, men snarere i kraft af den skæbne der definerer studentens liv: studentens fremtid er afgørende og bestemmende for hans nuværende handlinger. Han er et masseprodukt, bestemt for en høj, middel eller lav position i organiseringen af den moderne industriproduktion. Forresten er studenten uærlig når han forulempes over denne "opdagelse" af logikken i hans uddannelse, det er nemlig ikke første gang at det er blevet bekendtgjort at hans liv ikke vil forme sig som andet end et "input"; hvem skulle have kunnet stikke det under stolen for ham? At det er blevet økonomisk usikkert at skulle beskæftige ham optimalt ' og især spørgsmålet om det virkeligt skulle være nødvendigt med de "privilegier" som samfundet tilbyder ham i dag, har sikkert haft en grundlæggende betydning for hans forvirring og revolte. Tilslutningen til den ene eller den anden bureaukratiske smågruppe-ideologi er den naturlige følge af studentens iboende karrierelyst. Studenten der drømmer om at være bolsjevik eller stalinist, som skal gå ud og erobre nye områder (dvs. Maoist), sidder mellem to stole: indtræffer den ændring af magten, som han ønsker, ikke, så regner han sikkert med, at han på grund af den kendsgerning at han har studeret, at han kan komme til at forvalte en lille bid af samfundet indenfor den kapitalistiske ramme; i det tilfælde at hans drøm skulle blive til virkelighed, vil han se sig selv i lyset af sin evne til at forvalte samfundet i sin egenskab af garanteret videnskabeligt medlem af politbureau. Smågrupperingernes drømme om at få lov til at herske, giver sig ofte udtryk i den klodsede måde hvorpå disse fanatikere fremviser deres foragt overfor visse af arbejdernes krav, som de i reglen ganske enkelt opfatter som et spørgsmål om "brød og smør på bordet". Allerede her ser man impotensen i denne vanens magt, som havde gjort bedst i at tie, og nedvurderingen og foragten bryde frem. Foragten, som disse venstreradikale og selvudnævnte eksperter i arbejderklassens almene interesser, når de har fået statsmagten og politiet i "deres svage hænder" (som styrkes af deres opportunisme), vil være så lykkelige for at sætte op mod samme arbejderes fremtidige utilfredshed - nøjagtigt som i Kronstadt og nogenlunde som i Peking. Når man endelig er kommet udover perspektivet i disse enevældige bureaukraters bakteriologiske smittespredning, så er det umuligt at tage sociologers og journalisters påståede modsætning mellem oprørske studenter, som formodes at sige nej til forbrugersamfundet, og arbejderne, som stadigvæk gerne vil tage del i det, alvorligt. Det forbrug det drejer sig om er kun et forbrug af varer. Det er et hierarkisk forbrug, der udvides for alle, men kun ved at blive endnu mere hierarkisk. Den moderne vares bytteværdimæssige nedgang og forfalskning sker i alle samfundets lag, men selvfølgelig på forskellig måde. Alle oplever dette forbrug af skuespilmæssige og virkelige varer i en fundamental fattigdom "fordi den ikke selv ligger hinsides berøvelsen; det er kun berøvelsen der er blevet beriget" (Skuespilssamfundet). Arbejderne tilbringer også deres liv med at forbruge skuespillet, passiviteten, den ideologiske svindel og varen. Men på trods af dette er deres illusioner om de konkrete forhold der påduttes dem, mindre end andres, om den pris de må betale hvert eneste øjeblik af deres liv, for produktionen af alt dette.

Studenterne i maj 1968 har alle disse årsager taget i betragtning, ikke været andet end bevægelsens bagtrop.

Den uformåenhed som næsten alle studenter med revolutionære hensigter viste, har i betragtning af al deres frie tid, som disse burde have været i stand til at anvende for at belyse revolutionens problemer, var bedrøvelig, men af temmelig sekundær betydning. Uformåenheden hos den store masse af arbejdere, som holdes i snor og belægges med mundkurv, har derimod været meget undskyldelig, men var af afgørende betydning. Hvad angår situationisternes beskrivelse og analyse af de vigtigste øjeblikke af krisen, er disse blevet fremlagt i René Viénets bog Enragés et situationnistes dans le mouvement des occupations ("De rasende og situationisterne i okkupationsbevægelsen", Gallimard 1968). Det vil være tilstrækkeligt her at resumere de punkter som fremhæves i denne bog, sammensat i Bryssel i de sidste tre uger af juli, ved hjælp af de dokumenter som var tilgængelige. Efter vor mening bør man dog ikke drage disse konklusioner i tvivl.

I perioden mellem januar og marts havde gruppen "de rasende" stor fremgang ved at sabotere forelæsninger og lokaler (i april blev de langsomt afløst af 22. marts-bevægelsen). Universitetsrådets modtræk, som var alt for kluntet og forsinket, i forbindelsen med to på hinanden følgende lukninger af Nanterrefakulteterne, resulterede i studenternes spontane oprør i Latinerkvarteret den 3. maj. Universitetet lammedes dels af strejken og dels af politiet. En uges gadekampe var en kærkommen lejlighed for de unge arbejdere til at give sig hen i oprøret; for stalinisterne til hver dag at diskreditere sig selv ved gentagelsen af de mest utrolige løgne; for SNEsup's [Den Nationale Fagforening for Universitetsansatte] og smågruppernes ledende venstrefløjsfolk til at brillere med deres mangel på fantasi og principfasthed; for regeringen til fuldkommen malplaceret - og immervæk ude af takt med tiden - at anvende sin styrke og til at give ulykkelige indrømmelser. Om natten mellem den 10. og 11. maj vækkede bevægelsen, som havde bemægtiget sig kvartererne omkring Rue Gay-Lussac og kunne holde disse i mere end 8 timer ved at yde modstand fra 60 barrikader, hele landet og pressede regeringen til en vigtig kapitulation: den lod politistyrkerne trække sig tilbage fra latinerkvarteret og genåbne Sorbonne, som den ikke længere kunne få til at fungere. Perioden mellem den 13. og 17. maj var et tidspunkt, hvor bevægelsen uimodståeligt voksede og udvikledes til en almen revolutionær krise; den 16. maj var uden tvivl den afgørende dag for fabrikkernes forberedelse på at kaste sig ud i en vild strejke. Den 13., dagen hvor de store bureaukratiske organisationer påbød en generalstrejke for hurtigt og bekvemt at få gjort en ende på bevægelsen (og samtidig om muligt drage lidt fordel af den), var i virkeligheden kun en begyndelse: Nanterres arbejdere og studenter angreb politistationen og de der vendte tilbage til Sorbonne som okkupanter åbnede for arbejderne. Sorbonne blev straks en folkeklub, hvor til sammenligning sproget og kravene i 1848-klubberne virker frygtsomt. Den 14. okkuperede arbejderne i Nantes deres fabrik Sud-Aviation og indespærrede direktørerne. Den 15. fulgtes deres eksempel af to-tre andre virksomheder og fra og med den 16. - den dag der proklameredes strejke på Renault-Billancourt - fulgte flere efter. Så godt som alle virksomheder skulle slå følgeskab; og så godt som alle institutioner, ideer og vaner skulle komme til at blive udfordret i de følgende dage. Regeringen og stalinisterne forsøgte febrilsk at standse strejken ved at opløse dens bærende princip: de gik med til lønforbedringer hvis klare funktion var at arbejdet straks skulle genoptages. Den 29. måtte stalinisterne acceptere gaullismens sandsynlige fald og forberedte sig, mod sin vilje sammen med den resterende venstrefløj, på at opsamle den farlige arv: at afvæbne og knuse den sociale revolution. Hvis de Gaulle havde trukket sig tilbage, overfor borgerskabets panik og stalinisternes dårligere og dårligere opbremsningsforsøg, da ville den nye magt have blevet den samme som den foregående, ganske vist svagere, men officiel: stalinisterne skulle have forsvaret en regering som fx. bestod af Mendés-Waldeck med borgerlige militsenheder, aktivister fra partiet og dele af hæren. De ville ikke have forsøgt at handle som en Kerenskij, men som en Noske. De Gaulle, som var mere kontant end hans administratorer, lettede stalinisternes byrde ved en kundgørelse den 30., hvoraf det fremgik, at han ville forsøge at holde sig på taburetten med alle midler: dvs. ved at sætte hæren ind for at påbegynde en borgerkrig og for at holde eller tilbageerobre Paris. "De lyksalige stalinister var meget forsigtige med ikke at udtale sig om strejkens fortsættelse indtil regimets fald. De var hurtige til at acceptere gaullistvalget, hvilket også blev den pris de måtte betale. Under sådanne omstændigheder lå alternativet umiddelbart enten i proletariatets selvstændige bekræftelse eller i bevægelsens totale nederlag; mellem rådenes revolution eller "aftalerne i Grenelle". Den revolutionære bevægelse kunne ikke gøre dette op med det franske kommunistparti (FKP) førend de Gaulle var blevet sparket ud. Den form for arbejderstyre som kunne have udviklet sig under krisens efter-gaullistiske fase var på samme tid truet af staten og FKP og kunne ikke undgå dets kommende nederlag." (Viénet, cit.) Bevægelsen begyndte at aftage selvom arbejderne hårdnakket fortsatte at strejke i flere uger, hvilket alle deres fagforeninger indtrængende anmodede dem om at afslutte. Naturligvis var bourgeoisiet i Frankrig ikke forsvundet; det var kun blevet tavs af skræk. Den 30. maj stod det sammen med de konformistiske småborgere frem for at give staten sin støtte. Men staten, som allerede var blevet så godt forsvaret af det bureaukratiske venstre, kunne kun falde hvis den selv ville, al den stund og så længe som arbejderne ikke havde rørt grundvolden for disse bureaukraters magt ved at fremtvinge deres egen selvstyrende magtform. Arbejderne gav dermed staten denne frihed og måtte til gengæld modtage de gamle vanlige konsekvenser. Flertallet af dem havde ikke indset den totale betydning deres egen bevægelse havde, og ingen kunne gøre det i deres sted.

Hvis blot i en eneste stor fabrik i dagene mellem den 16. og 30. maj havde konstitueret sig som arbejderråd gennem en generalforsamling, som havde al beslutningsmæssig og udøvningsmæssig magt, bortjaget bureaukraterne, organiseret deres selvforsvar og opfordret alle strejkende i de forskellige fabrikker til at sætte sig i forbindelse med dem, da ville et sådant sidste kvalitativt skridt omgående have kunnet føre bevægelsen frem til den sidste kamp, som den historisk fik markeret. Et stort antal af virksomheder ville have fulgt dem. Øjeblikkeligt ville en sådan fabrik være blevet indsat som okkupationsbevægelsens virkelige centrum, i stedet for de første dages rådvilde og i alle henseender excentriske Sorbonne: virkelige repræsentanter fra de talrige arbejderråd som faktisk allerede eksisterede i visse okkuperede bygninger og alle de som kunne have udbredt sig i de forskellige industrigrene ville have forenet sig omkring denne base. En sådan forsamling ville da have været i stand til at proklamere ekspropriation af al kapital, statskapitalen iberegnet; bekendtgjort at hele landets produktionsmidler herefter befandt sig som værende kollektiv ejendom for det i direkte demokrati organiserede proletariat; og ville have været i stand til gennem sit eksempel at henvende sig til alverdens arbejdere for at få støtte for denne revolution, fx. gennem erobringen af nogle af telekommunikationens tekniske hjælpemidler. Nogle vil selvfølgelig sige at en sådan hypotese er utopisk. Her er vort svar: det er nøjagtigt derfor at okkupationsbevægelsen objektivt set i flere tilfælde har været kun en time fra et sådant resultat siden den kunne være i stand til at sprede en sådan skræk; noget som alle straks kunne mærke på den vanlige statsmagt og det såkaldte kommunistiske parti's panik og derefter på den lige så følelige sammensværgelse som man fik sammenkogt for at undgå at tale om bevægelsens alvor. Og det endda i en sådan grad at millioner af vidner (som på ny er indfanget af "samfundsapparatet som er til for at holde på formerne" og som overfor dem fremstiller denne epoke som en ungdommens overhåndtagende galskab måske endog udelukkende ved universiteterne) må undre sig over i hvor høj grad samfundet selv er kulret, siden det på den måde kan tillade sig at slippe en sådan forbløffende misforståelse ud.

Ud fra dette perspektiv var borgerkrigen naturligvis uundgåelig. Såfremt et bevæbnet sammenstød ikke længere beroede på hvad regeringen frygtede i spørgsmålet vedrørende det såkaldte kommunistiske parti's eventuelle dårlige hensigter, men objektivt set på befæstelsen af en direkte proletarisk magt i en industriel base (øjensynlig en total magt og ikke nogen "arbejdermagt" begrænset til man ved ikke hvilken pseudokontrol af produktionen af deres egen fremmedgørelse) så ville den bevæbnede kontrarevolution sikkert straks været brudt ud. Men den skulle ikke være for sikker på at vinde. En del af tropperne ville åbenbart have gjort mytteri; arbejderne ville have forstået at skaffe sig våben og skulle definitivt ikke længere bygge barrikader - hvilke uden tvivl var godt som politisk udtryksform i begyndelsen af bevægelsen men strategisk set åbenlyst forkert (og alle Malraux-typerne som a posteriori sagde at tankene kunne have taget Rue Gay-Lussac med storm meget hurtigere end "det røde gendarmeriet (almen reserve for opretholdelse af ordenen, tilhører hæren, men arbejder indenfor rammerne af politiets almene opgaver), har på dette punkt ret, men var de i stand til at tage de politiske omkostninger for dette? I hvert fald vovede de sig ikke ind på det, de foretrak at ligge død, og det er bestemt ikke nogen humanisme som har fået dem til at finde sig i denne fornedrelse). En udenlandsk invasion havde uundgåeligt fulgt uanset hvad visse ideologer tror herom (og så kan man have læst både Hegel og Clausewitz og alligevel kun være en Glucksmann), uden tvivl med Natotropper og med "Warzhavapagtens" direkte eller indirekte støtte. Men alt ville da også omgående og endnu engang været sat på spil i en kvit eller dobbelt rolle overfor hele det europæiske proletariat.

Efter okkupationsbevægelsens nederlag har såvel de som var med til den, som de der var nødt til at udholde den, ofte stillet det spørgsmål: "Var det en revolution?" At man i pressen og daglig tale fejt har anvendt ordet "begivenhederne" fremviser tvivlen på et svar og endog tvivlen overfor det at formulere spørgsmålet. Et sådant spørgsmål må ses i dets rigtige historiske sammenhæng. Journalisternes og regeringernes tomme henvisninger til en revolutions "succes" eller "fiasko" savner enhver betydning i så henseende af den enkelte grund at ingen revolution endnu har været en succes efter de borgerlige revolutioner: ingen har afskaffet klasserne. Intetsteds har proletariatets revolution hidtil sejret, men den praktiske proces gennem hvilken dets projekt viser sig har allerede skabt i hvert fald en halvsnes revolutionære øjeblikke med historisk betydning, som man er blevet enige om at bevilge navnet revolutioner. Den proletariske revolutions totale indhold er aldrig blevet udviklet i dem, men det har hver gang drejet sig om en væsentlig afbrydelse i den fremherskende socio-økonomiske orden og en fremtrængning af nye former for og opfattelse af det virkelige liv - vekslende fænomener som kun kan forstås og bedømmes i deres betydnings helhed og som ikke kan skilles fra den proletariske revolutions historiske fremtid. Af alle de partielle kriterier som tages i besiddelse for at bevilge eller ikke bevilge betegnelsen revolution på den eller hin urolige tid for statsmagten, da er det værste uden tvivl det som retter sig efter om en regering er faldet eller ej. Dette kriterium, som efter maj ofte påberåbes af de gaullistiske tænkere, muliggør for den daglige information at kvalificere som værende en revolution, et hvilket som helst militærkup der har ændret regimets sammensætning i Brasilien, Ghana, Irak osv. Men revolutionen i 1905 slog ikke zardømmet ned, som blot gav nogle provisoriske indrømmelser. Den spanske revolution i 1936 ophævede ikke udtrykkeligt den daværende politiske magt: for øvrigt udsprang den af en proletarisk revolte, der udløstes for at bibeholde republikken imod Franco. Og den ungarske revolution i 1956 afskaffede ikke Nagy's bureaukratisk-liberale regering. Den ungarske bevægelse havde desforuden beklagelige begrænsninger. Den var i det store og hele en national rejsning imod et udenlandsk herredømme; og dette grundlag for national modstand spillede også en vis, om end mindre betydningsfuld, rolle i Pariserkommunens oprindelse. Kommunen trængte kun Thiers magt ud til yderkanterne af Paris. Og sovjetten i St. Petersborg i 1905 fik aldrig held til så meget som blot at få kontrol over kapitalen. Alle de kriser som her er blevet anført som eksempel - ufuldbyrdede i deres praktiske virkeliggørelse og endog i deres indhold - fik dog fremført så tilstrækkelig mange radikale nyheder og stillede tilstrækkeligt alvorligt de regimer som de angreb på ruinens rand for at de legitimt kan kvalificeres som revolutioner. Det romantiske syn som bedømmer revolutionerne efter hvor stort antallet af nedslagtninger har været fortjener absolut ikke at blive diskuteret. Ubestridelige revolutioner er fremtrådt gennem ganske ublodige sammenstød selv Pariserkommunen, som skulle komme til at slutte med en massakre. Og en mængde borgerkrige har samlet døde i tusindtal uden at de af den grund har været revolutioner. Normalt er det nemlig ikke revolutionerne som er blodige, men derimod den reaktion og undertrykkelse som sættes ind imod dem på et senere tidspunkt.

Spørgsmålet om antallet af døde i majbevægelsen har jo foranlediget en polemik overfor hvilken ordenshåndhæverne (som nu for tilfældet er rolige) ikke kan ophøre med at komme tilbage til. Den officielle sandhed er at kun fem - hvoraf en var strømer - døde på stedet. Alle som påstår dette tillægger sig selv at det beror på et fantastisk held. Det videnskabeligt fantastiske heri er at man aldrig har erkendt at blot en af de mange, virkeligt mange, alvorligt sårede døde de følgende dage - et fantastisk held som dog ikke beroede på den hurtige kirurgiske hjælp, og specielt ikke om natten på Rue Gay-Lussac. Denne enkle jongleren med antallet af døde var dengang meget målnødvendigt for den hårdt trængte regering og det er da også herefter af forskellige årsager forblevet sådan. De retrospektive beviser på okkupationsbevægelsens revolutionære karakter er i deres helhed imidlertid lige så klare, som det den fik slængt i ansigtet på verden gennem det at den eksisterede: beviset på at den fik gjort et første udkast til en ny legitimitet er at det i juni måned genoprettede regime aldrig har brudt sig om at anklage (for at genindføre samme indre statslige sikkerhed) de som var ansvarlige for de åbenbart ulovlige handlinger som berøvede staten dens autoritet og til og med dens bygninger. Men det mest åbenlyse for dem som kender til vort sekels historie vil endda være dette: alt det som stalinisterne uden rast eller ro og på alle stadier gjorde for at bekæmpe bevægelsen beviser at revolutionen var der.

Medens stalinisterne altid på vanlig måde har repræsenteret idealet af et arbejderfjendtligt bureaukrati i dettes rene form, trampede de venstreradikale bureaukratiske misfostre kun i klaveret. De behandlede de eksisterende bureaukratier åbenlyst hensynsfuldt (ikke "22. marts-bevægelsen", den havde travlt med at mele sin egen kage til fordel for sine egne eventyreres, ungtrotskisteres, maoisters vel, etc. etc.) med den tilføjelse at der for dem samtidig tilbagestod at ville (dog kun hvis det stemte overens med deres egne utilstrækkelige kalkyler) "at presse mere til venstre" en spontan bevægelse som i forvejen var meget mere ekstremistisk end dem selv, og et politisk apparat, som under ingen omstændigheder kunne give koncessioner til venstreismen i en så åbenlys revolutionær situation. I rigdommelig blomsterpragt blomstrede også pseudo-strategiske illusioner: visse venstreradikale (som fx. Cohn-Bendit og andre medlemmer af "22. marts", o.a.) troede på at man ved at okkupere et eller andet ministerium natten til den 24. maj skulle have været istand til at tilskrive bevægelsens sejr, medens andre venstreradikale samtidigt manøvrerede for at forhindre en "overdrift" der ikke passede ind i deres planer om hvorledes sejren skulle vindes. Andre som nærede den mere blufærdige drøm om at bevare en "ansvarlig" og afluset administration for at kunne holde et "sommeruniversitet", troede at fakulteterne skulle blive bybaser for guerillaen. (Alle faldt de uforsvarede efter arbejderstrejken, og allerede Sorbonne kunne, selvom det var et tilfældigt centrum for den udvidede bevægelse, med sine åbne døre og næsten tømt for folk mod slutningen af den kritiske nat mellem den 16. og 17. maj, være blevet tilbageerobret på mindre end en time gennem et fremstød af CRS-politiet). De små kliker, som ikke ville indse at bevægelsen allerede var hinsides et politisk skifte i Staten, eller på hvilke vilkår den virkelige indsats kunne fremføres (at en total sammenhængende bevidsthed kunne opstå i fabrikkerne) modarbejdede derfor reelt dette perspektiv ved i stort tal at udsende deres mølædte illusioner, og give alle og enhver et dårligt eksempel ved deres bureaukratiske optræden, som alle revolutionære arbejdere spyttede på; og slutteligen at parodiere, på den mest ulykkelige måde, alle de hedengangne revolutionære former; parlamentarismen som guerilla i dens zapatistiske stil, - uden at denne elendige filmforevisning nogensinde gengav blot så meget som en krumme af den mindste virkelighed. De retarderede ideologier fra venstreismens småpartier - beundrere af fejltagelserne i en forsvunden revolutionær forgangenhed - var som sædvanlig overordentlig godt nedrustede for at kunne forstå en moderne bevægelse. Og "22. martsbevægelsen" - hvor summen af deres filosofiske gang biksemad var spædet op med en modernistisk mangel på sammenhæng, der var sammenflettet af løse trådender, kombinerede det forgangne med så godt som alle ideologiske skavanker og med fejlene hos en forvirringsskabende naivisme. Bagstræberne befandt sig i spidsen for dem som selv demonstrerede deres angst for "bagstræb". Disse folk, hvordan eller hvorledes de så end gjorde det, betragtede bagstræber som en eller anden slags fare med en mystisk naturlig oprindelse, som skyldtes deres manglende kendskab til de mest elementære sandheder vedrørende bagstræb og organisation, og om forskellen på en delegeret og en uansvarlig "talsmand". En sådan talsmand (som fx. Cohn-Bendit) var bundet af det modangreb som sattes ind af fjenden, fordi den grundlæggende og effektive magt for "22. marts-bevægelsen" var at give interviews til verdenspressen. Deres latterfremkaldende stjerner skred frem i projektørlyset for overfor pressen at erklære, at de var på vagt overfor selv at blive stjerner.

"Aktionskomiteerne" som dannedes spontant overalt stod og vaklede på den tvetydige grænse mellem direkte demokrati og den splittelsesfremkaldende bagstræberiske mangel på sammenhæng. Denne modsætning kløvede næsten alle disse komiteer i deres indre. Men endnu tydeligere var opdelingen mellem to fremherskende organisationstyper der begge havde fået samme etiket. På den ene side fandtes der komiteer som var dannet på lokalt plan (aktionskomiteer i bykvarterer eller på virksomheder, okkupationskomiteer i visse bygninger der var faldet i hænderne på den revolutionære bevægelse) eller dannet for at opfylde visse særskilt angivne og åbenbart praktisk nødvendige opgaver, specielt bevægelsens internationalistiske udvidelse (italienske, nordafrikanske aktionskomiteer etc.). På den anden side så man bedriftskomiteer som var et forsøg på at genoprette den gamle syndikalismes udbredelse, men som regel i de halv-privilegeredes sold - hvis karakter var prydet med korporativistisk indhold - som talerstole for særskilte specialister, som i deres egenskab af samme, ville tilslutte sig bevægelsen, overleve i den, og til og med skaffe sig en smule berømmelse fra den "Filmproduktionens kongres", "Forfatterforeningen", "Det engelske Instituts aktionskomité" og hele resten. Endnu tydeligere end modsætningerne om målene, var dog modsætningen mellem metoderne. På den ene side var beslutningerne til for at blive virkeliggjorte, på den anden side var det abstrakte ønsker. På den ene side havde de alle de træk som er karakteriserende for de kommende revolutionære råds magt, på den anden side var de en lattervækkende parodi på statsmagtens undertrykkelsesorganer.

De okkuperede bygninger udgjorde en af bevægelsens stærkeste holdepunkter når de blot ikke stod under fagforeningernes "loyale forvaltningsbureaukraters" autoritet, og i den udstrækning de ikke forblev isolerede som en slags pseudo-feudal ejendom, der kun tilhørte dem som normalt færdedes på universitetet (se fx. på Sorbonne i de første dage, de bygninger i Nantes som "studenterne" åbnede for arbejdere og vagabonder, INSA hvor Lyons revolutionære arbejdere installerede sig, det Nationale Pædagogiske Institut). Disse okkupationers egen logik kunne have ført til bedre resultater: man bør for øvrigt lægge mærke til hvor lidt en bevægelse, som forblev paradoksalt angst overfor at rekvirere varer, overhovedet ikke bekymrede sig om allerede at have beslaglagt en del af statens faste ejendom.

Selv om det til slut blev forhindret at dette eksempel blev genoptaget i fabrikkerne, så må det også siges at den stil der blev skabt gennem mange af disse okkupationer lod meget tilbage at ønske. Den velbevarede slendrian hindrede næsten overalt indsigten vedrørende situationens betydning og de instrumenter som den tilbød den eksisterende aktion. I nr. 77 af Informations Correspondance Ouvriére (jan. 69) indvender man mod Viénets bog (Enragés et situationnistes dans le mouvement des occupations. Edition Gallimard), der havde anført ICO-ernes tilstedeværelse ved Censier, at de arbejdere, som allerede længe havde været i kontakt med dette blad "ikke har 'belejret' hverken Sorbonne, Censier eller et hvilket som helst andet sted; alle har de været engageret i strejken på deres arbejdspladser" og i "forsamlingerne på gaderne". "De tænkte aldrig på at holde 'en permanent plads' i den ene eller anden form på fakulteterne, og endnu mindre på at konstituere sig som 'arbejderled' eller '-råd', selvom de så var for 'okkupationernes opretholdelse', hvilket de ifølge dem selv betragtede som "en deltagelse i parallelle organisationer med den hensigt at sætte sig selv i arbejdernes sted". Længere fremme fremturer ICO at de under alle omstændigheder afholder "to møder pr. uge" i deres gruppe fordi "fakulteterne, og specielt da det mere rolige Censier, tilbød gratis disponible lokaler". Således har ICO-arbejdernes skrupler (som man gerne vil foregive de lige så virksomme som fordringsløse arbejdere som værende sandheder, når de indlader sig på en strejke på en nøjere bestemt arbejdsplads eller på nøje afgrænsede gader) kun kunnet føre dem til at afskrive et af de mest originale aspekter, muligheden for at kunne flytte fra stamcafeen til gratis lånte lokaler i et eller andet roligt fakultet. De tilstår også - med en ligeså tilfredsstillet mine - at et ikke nøjere angivet antal af deres kammerater "hurtigt ophørte med at komme til ICO's møder fordi de ikke fik nogen reflekser overfor deres lyst til "at gøre noget". "At gøre noget" er altså blevet for disse ICO-ere til en skammelig tendens til at kunne "sætte sig i arbejdernes sted", og sådan set, i stedet for at bære arbejdernes væsen i sig, som ifølge definitionen jo kun kan eksistere i fabrikkerne, hvor fx. stalinisterne tvinger ham til tavshed og hvor ICO under normale forhold må afvente at alle arbejdere skal befri sig indtil fuldstændig frihed direkte på pladsen (så risikerer man vel heller intet andet end at sætte sig i stedet for den samme og fortfarende stumme arbejder?). Et sådant ideologisk valg af splittelse er en udfordring mod de virkelige behov, som så mange arbejdere i maj følte var virkelige nødvendigheder: samordning af og kommunikation mellem basernes kampformer og ideer gennem frie møder udadtil, fordi fagforeningspolitiet havde underkastet sig fabrikkerne. ICO er, og det være sig før eller efter maj, kommet til slutningen af dets metafysiske ræsonnement: den eksisterer selv kun som et stencileret skrift, i hvilket en halv snes arbejdere tålmodigt finder sig i at "fremkomme med deres egne analyser" i stedet for "de som spontant kan skabes af hundredvis af andre som ikke har redigeret det. Nummer 78 fra februar kan yderligere meddele os" at på et år er oplagstallet gået op fra 600 til 1000 eksemplarer". Medens "Rådet for okkupationernes opretholdelse" (Conseil pour le maintien des occupations, CMDO) som blot gennem dens okkupation af Institut Pédagogique National syntes at have chokeret ICO's dyd, lod fx. uden at det skadede dets øvrige aktiviteter, gratis trykke tekster i oplag på 100.000 eksemplarer gennem en umiddelbart opnået overensstemmelse med de strejkende typografer ved IPN-trykkeriet i Montrouge, tekster hvis oplag spredtes til absolut størstedelen blandt andre strejkende arbejdere. Og endnu har ingen forsøgt at vise at disse teksters indhold på mindste måde sigtede på at sætte sig i stedet for beslutninger truffet af hvilke som helst andre arbejdere. Og deltagelsen i de forbindelser som CMDO opretholdt i Paris og ude omkring i landet, stod aldrig i modsætning til de strejkendes nærværelse på arbejdspladserne (for så vidt heller ikke på gaden). Desuden fandt nogle strejkende typografer det betydeligt bedre at arbejde hvor som helst på en anden måde med de til rådighed stående maskiner end at forblive passive på "deres" virksomheder.

Arbejderpassivitetens puritanere mistede her chancen for at tage til orde til gengæld for alle de gange de var blevet tvunget til tavshed, som hos dem efterhånden var vokset op til at være en slags stolt vane. Langt skadeligere var imidlertid tilstedeværelsen af en mængde ny-bolsjevikiske eventyrere. Men det værste var dog stadigvæk den ekstreme mangel på homogenitet i den forsamling, som under de første dages okkupation af Sorbonne, uden at have villet det eller overhovedet klart forstået det, fandt sig selv som værende det eksempeldannende midtpunkt for en bevægelse som drog fabrikkerne med sig. Denne mangel på social homogenitet beroede først og fremmest på studenternes nedbrydende og talmæssige overvægt (trods den gode vilje hos mange af dem) og forstærkedes af et ganske stort antal af besøgere, hvis motiv helt enkelt var turistens. Det er en sådan objektiv base som tillader alt grovere manøvre af en Krivines og Penous slags at udbrede sig. Deltagernes splittelse øgede den grundlæggende splittelse i de handlinger som vedtoges af en improviseret forsamling, som gennem hændelsernes kraft var kommet til at repræsentere (i alle dette ords betydninger, og altså også dets værste) et perspektiv for oprettelse af arbejderråd over hele landet. Denne forsamling besluttede samtidigt for Sorbonne - for øvrigt dårligt og på en mystificerende måde, den formåede end ikke at kontrollere sin egen virksomhed - og for samfundet i krise: den ville og proklamerede, i kejtede men oprigtige ord, enighed med arbejderne, den gamle verdens negation. Lad os samtidig som vi nævner dens fejl ikke glemme at man lyttede til den. Samme nummer 77 af ICO fordømmer situationisterne for at have forsøgt at handle eksemplariske i denne forsamling for at "blive en legende", for at have placeret personer "på historiens tribune". Vi tror ikke at vi har gjort nogen til stjerne på en historisk tribune, men vi ved at disse "arbejderskønånders" anvendelse af overlegen ironi passer sig meget dårligt her: det var en historisk tribune.

Da revolutionen gik tabt måtte naturligvis den falske bevidstheds socio-tekniske mekanismer, som i det væsentligste var uskadede, genoprettes: skuespillet kolliderer med sin rene negation og ingen reformisme kan herefter overgive større indrømmelser til virkeligheden, ikke engang 7 %. Noget sådant ville en undersøgelse af de ca. trehundrede udkomne bøger - for nu kun at regne med dem som er udkommet i Frankrig året efter okkupationsbevægelsen - uden videre kunne bevise overfor de mindst underrettede. Det er imidlertid ikke det store antal af bøger som man skal spøge med eller nedvurdere, men derimod visse personer, som besat af risikoen for bagstræbet, har troet sig at være kaldet til at træde frem og forklare; personer som imidlertid har så meget mindre grund til at være urolige, da der sædvanligvis hos dem ikke findes meget som kan lokke bagstræbernes snedighed frem. Det faktum at så mange bøger er blevet udgivet betyder først og fremmest at bevægelsens historiske betydning, trods misforståelser og interessante bestridelser, er blevet erfaret i dybden. Det som betydeligt enklere kan kritiseres er, at der blandt 300 bøger knapt findes ti som fortjener at blive læst, hvor det drejer sig om beskrivelser og analyser som har undgået at fastlåse sig i latterlige ideologier, eller de dokumentsamlinger som ikke er blevet forfalskede. Den totalt dominerende altfor mangelfulde information og forfalskning er eksemplarisk blevet tilpasset den måde hvorpå man altid har omtalt situationisternes aktivitet. Uden overhovedet at ville nævne de bøger som på dette punkt begrænser sig til enten at være fuldstændig tavse eller til at fremkomme med nogle absurde anklager, så er der hovedsagelig tre typer af løgne som går igen i disse bøger. Den første model går ud på at begrænse SI's virksomhed til Strasbourg atten måneder tidligere som den første, fjerne igangsættelse af en krise i hvilken den slutteligen skulle være forsvundet (dette er også den holdning som indtages i Cohn-Bendits bog, hvor det til og med er lykkedes ikke med et eneste ord at nævne gruppen "De rasendes" eksistens i Nanterre). Den anden model - denne gang en positiv løgn og ikke længere igennem hvad den udelukker - bekræfter på trods af alle indikationerne på det modsatte, at situationisterne skulle have haft eller accepteret noget som helst samarbejde med "22 martsbevægelsen", mange går til og med så langt at man helt og holdent sammensmelter os med den. Den tredje model fremstiller os til slut som en autonom gruppe af uansvarlige og vanvittige individer, der trådte frem som en overraskelse, ja med våben i hånd, ved Sorbonne og andre steder for at så en uhyggelig uorden, og stillende de mest ekstravagante krav.

Alligevel turde det være svært at benægte en vis kontinuitet i situationisternes handlinger 1967-68. Men det forekommer præcist som om denne kontinuitet er blevet oplevet som noget ubehageligt af dem som gennem stort opslåede interviews eller ved deres rekrutteringer tildeler sig selv en rolle som ledere for bevægelsen; en rolle som SI for sin part altid har tilbagevist. Deres enfoldige ambition forleder dem til at skjule netop det som de selv kender lidt bedre til end andre. Den situationistiske teori fandtes hos store skarer som udspringet til denne generaliserende kritik der fremkaldte de første episoder i majkrisen og som udviklede den. Det var ikke udelukkende en følge af vor indblanding ved universitetet i Strasbourg. Vaneigems og Debords bøger var fx. blevet udsendt i hver to til tre tusinde eksemplarer nogle måneder i forvejen, hovedsagelig i Paris, og et usædvanligt stort antal af dem var blevet læst af revolutionære arbejdere (visse tegn tyder på at de i hvert fald i forhold til deres oplagstal har været de mest stjålne hos boghandlerne i 1968). Gennem gruppen "De rasende" kan SI smigre sig med ikke at have været uden betydning for den direkte kilde til den uro der var ved Nanterre og som skulle komme til at føre sig så langt. Slutteligen tror vi ikke at vi var særligt langt bagefter massernes spontane bevægelse som dominerede landet i maj 1968, både i lyset af det vi gjorde i Sorbonne og gennem de forskellige former for aktioner som CMDO siden hen udførte. Foruden SI i almindelighed eller det store antal individer, som godtog og handlede i overensstemmelse med dens teser, så forsvarede endnu flere de situationistiske perspektiver, enten gennem direkte påvirkning eller ubevidst, fordi det for en stor del var dem som denne epokes revolutionære krise frembar, objektivt set. De som ikke tror os, behøver blot at læse skriften på væggen (for dem som ikke direkte har erfaret dette henviser vi til den fotosamling som Walter Lewino har udgivet: L'Imagination au Pouvoir [Fantasien til magten], Losfeld 1968).

Man kan altså påstå at den systematiske nedvurdering af SI kun er en detalje, som er homolog med den fremherskende læres aktuelle og normale forringelse af hele okkupationsbevægelsen. Den jalousi som visse venstreradikale har næret overfor SI og som så stærkt bidrager til deres historieforfalskende beskæftigelse savner forresten en hvilken som helst anledning. De mest venstreradikale smågrupper har ingen grund til at optræde som rivaler til SI, for SI er ikke en gruppe af deres slags. Den konkurrerer ikke med dem i militantisme på deres område og foregiver ikke som dem at styre den revolutionære bevægelse i navn af en eller anden påstået "korrekt" tolkning hos et eller andet forstenet sandshedsvidnesbyrd i et marxistisk eller anarkistisk citat. Man må ikke glemme at SI, i stedet for disse abstrakte drøvtyggerier hvor den gamle klassekamps altid aktuelle slutsætninger forekommer i en håbløs forvirring af fejl og bedragerier som sønderslider hinanden, principielt har tilført den teoretiske debat om samfundet, kulturen og livet en ny esprit. Denne esprit er garanteret revolutionær. Den har på en særskilt måde kunnet alliere sig med den virkelige revolutionære bevægelse som begyndte forfra. Og det er i hele den udstrækning som denne bevægelse fik en ny karakter, hvor den fandtes ligne SI, hvis teser den delvist havde taget på sin egen kappe; og ingenlunde ved hjælp af en traditionel politisk proces. Den overvejende nye karakter af denne praktiske bevægelse er nøjagtig aflæselig i selve den indflydelse (som helt og holdent er fremmed for en dirigerende rolle), som SI anså sig at udøve. Alle tendenser til venstreradikalisme - det medregnet "22. marts" som i sin kludebutik havde noget leninisme, kinesisk stalinisme, anarkisme og til og med lidt, lidt "situationisme", som de ikke har fattet - støttede sig udtrykkeligt til en lang række af foregående kampe, eksempler og doktriner, som hundreder af gange er blevet publiceret og diskuteret. Uden tvivl var disse kampe og udgaver blevet undertrykt af den stalinistiske reaktion og negligerede af den borgerlige intelligentsia. Men de var dog uendeligt meget mere lettilgængelige end SI's nye synspunkter, som aldrig havde kunnet gøre sig kendte undtagen gennem vore egne skrifter og gennem vore aktuelle aktiviteter. At de sjældent sete SI-dokumenter som man kender til, har nået en så stor opmærksomhed beror tydeligvis på at en del af den avancerede kritik genkendte sig selv i dette sprog. Således befinder vi os altså i en ganske god position for at kunne sige hvad maj, til og med latent, hovedsagelig indeholdt, at nå frem til bevidstheden om okkupationsbevægelsens ubevidste tendenser. Andre, som lyver, siger at der ikke fandtes noget at forstå i dette absurde raseri; enten projicerer de kun faktiske synspunkter som er forældede og mindre vigtige på deres ideologiske biograflærred som om det var hele sandheden; eller også fortsætter de med den taktik som de har udviklet i Arguments: gennem selvvalgte enqueter stadigt at skabe sig nye emner. De har til deres tilrådighed de store aviser og de små vennetjenester, sociologien og de store oplag. Vi har intet af alt dette og vi udleder vor ytringsret kun fra os selv, og alligevel kommer det de siger angående maj til at forsvinde ind i det ligegyldige og glemmes bort; og det er hvad vi siger om dem som vil blive stående og slutteligen blive troet og genoptaget.

Den situationistiske teoris indflydelse kan aflæses såvel på væggene som i de handlinger de revolutionære i Nantes udførte, ligesom i "De rasendes" virksomhed, der var eksemplarisk på sin måde. Man kan i aviserne fra begyndelsen af 68 se med hvilken indignation man mødte de nye handlingsformer som "De rasende" begyndte at tilføre og systematisere. "Det snavsede Nanterre" blev til "det tossede Nanterre" blot fordi nogle "slyngler på universitetsområdet" en dag blev enige om at "alt det som er diskutabelt skal diskuteres" og fordi de ville "at man sagde dette til hinanden".

I virkeligheden havde de som slog sig sammen og dannede "De rasende" ingen forudfattet mening om hvorledes man skulle agitere. Disse "studenter" var nemlig kun der for formens og stipendiernes skyld. Nu blev imidlertid betonbygningerne, studenternes dumme indbildskhed og de modernistiske professorers bagtanker dem endnu mere forhadte end hvad deres gamle vaner og blikskursbyerne i Paris's udkanter tidligere har været. I hvad som her fandtes tilbage af menneskelighed fandt de kun elendighed, kedsommelighed og løgn; i denne kulturelle suppe, i denne sprukne koncert af Lefebvres "ærlighed", Touraines slutning på klassekampen, Bouricauds lange arme, Lourau og hans kybernetiske fremtid. Men de rasende kendte desuden til situationisternes teorier og vidste at de studenter som i ghettoen anvendte deres hoved til at tænke med, også kendte til dem. De bestemte sig for at alle skulle have kendskab hertil og de begyndte at give sig til at demaskere løgnen, medens de sparede op til senere at kunne finde nye områder for deres leg, for de regnede afgjort med at når studenterne og løgnhalsene var blevet kørt ud og fakulteterne ødelagt, at da kunne de med lidt held begynde på en sammenstyrtning i en helt anden skala, hvor "lykken og ulykken skulle begynde at tage form".

Udsnit af en tegneserie fra De Rasende

Deres fortid, som de aldrig forsøgte at skjule (deres oprindelse var for størstedelen anarkistisk, men også surrealistisk og i visse tilfælde trotskistisk) kom snart til at blive til bekymring for dem som de først ramlede sammen med: de gamle venstreradikale smågrupper, CLER's trotskister eller de anarkistiske studenter iberegnet Daniel Cohn-Bendit, som alle kaglede om UNEF's mangel på fremtid eller psykologiens funktion. At de rasende i talrige tilfælde valgte, uden nogen unødvendig parlamentering at blive udelukket fra universitetet, beskyttede dem imod den fremgang de fik blandt en snes studenter; det beskyttede dem også mod ørkesløse tilhængere og imod alle dem som var ude efter en situationisme uden situationister, hvor de kunne dyrke deres tvangsforestillinger og elendighed. På grund af disse omstændigheder kom gruppen som regel kun til at bestå af et halvt dusin agitatorer, også selv om de engang imellem nåede op på et antal af femten. Og som vi alle har kunnet se, så slog det jo godt nok til.

De metoder som de rasende anvendte - specielt at de saboterede forelæsningerne - vækkede straks dybe anstød hos såvel de venstreradikale som hos de velafrettede studenter, også selvom de i dag er lige så sædvanlige på universitetet som i gymnasterne. De venstreradikale organiserede endog sommetider ordensvagter for at beskytte professorerne fra en regn af forulempelser og rådne appelsiner. Udbredelsen i brugen af de velfortjente forulempelser, væginskriptionerne, kampråbet om uvilkårlig boykot af eksamenerne, udbredelsen af flyveblade i universitetslokalerne - med et ord: hele deres daglige skandaløse eksistens påførte de rasende et første forsøg på undertrykkelse: Riesel og Bigorgne indkaldtes den 25. januar til universitetsdekanen, Cheval blev i begyndelsen af april smidt ud fra sit kollegieværelse, Bigorgne blev det forbudt at blive der i slutningen af februar og han fik senere, i begyndelsen af april fem års udelukkelse fra alle universiteter i Frankrig. Parallelt begyndte smågrupperne nu at udvikle en strammere politisk agitation.

Det var først senere at de gamle aber i dette reservat begyndte at lade sig forstyrre, for de var så optaget af at iscenesætte deres "tanker" i de mest forkludrede komedier. Man måtte derfor tvinge dem til at smide masken som Morin, der grøn af fortrydelse under studenternes klapsalver skreg: "I går henviste I mig til historiens skraldespand ... " Nogen afbrød: "Hvorfor er du kommet tilbage?" - "Jeg foretrækker at være på møddingen i stedet for at være hos jer som passer den, og jeg foretrækker under alle omstændigheder at være i skraldespanden fremfor at være i krematoriet!" Eller endnu bedre: Tourain, som savlende af vanvid vrælte: "Jeg har fået nok af anarkister, for ikke at tale om situationister! I øjeblikket er det mig som bestemmer her, og skulle det en dag blive jer, så vil jeg begive mig hen til et sted hvor man ved hvad det vil sige at arbejde." Kun et år senere blev disse banebrydende synspunkter yderligere udviklet i Raymond Arons og Eteimbles artikler, i hvilke de protesterer imod det umulige i at arbejde under sådanne forhold og mod fremkomsten af venstre-totalitarisme og røde fascisme. Fra den 26. januar til den 22. marts foregik til stadighed disse voldsomme afbrydelser af forelæsningerne. De rasende vedligeholdt denne permanente agitation for at kunne gennemføre flere projekter, som kom til at forblive ufuldbyrdede: at udgive en brochure i begyndelsen af maj og for sammen med revolutionære fra Nantes at erobre og plyndre universitetets administrationsbygning i begyndelsen af marts. Inden universitetsdekan Grappin havde fået set så meget, tilkendegav han ved sin pressekonference den 28. marts at "en gruppe uansvarlige studenter i nogle måneder havde forstyrret forelæsninger og eksamener og praktiseret soldatermetoder indenfor universitetet ... Disse studenter kan ikke sammenstilles med nogen kendt politisk organisation. De udgør et meget eksplosivt element i et miljø som er meget letantændelig." Hvad angår brochuren, så var revolutionen hurtigere end de rasendes trykkere. Og efter krisen var man tvunget til at afstå fra at udgive den tekst, som så her bagefter skulle have virket profetisk.

Alt dette forklarer hvilken interesse de rasende havde for aftenen den 22. marts, hvor stor deres mistænksomhed a priori så end har været imod de øvrige protestanter. Medens Cohn-Bendit, som allerede da var blevet en stjerne på Nanterres himmelhvælv, forhandlede med dem som ikke rigtigt kunne bestemme sig, installerede ti rasende sig ensomme i universitetsrådets sal, for først 22 minutter senere at forenes med hvad som skulle blive til "22. martsbevægelsen". Det er kendt (jvf. Viénet) hvorfor og på hvilken måde de rasende trak sig tilbage fra denne farce. De indså at politiet ikke kunne virkeliggøre det eneste mål de havde sat op for denne aften: at ødelægge samtlige eksamenshandlinger. Ud på de små timer den 23. ekskluderede de fem stykker, som i angst for at "adskille sig fra studentermasserne" havde nægtet at forlade salen!

Det er for så vidt interessant at kunne konstatere at man i oprindelsen til majkrisen kan finde et opgør med de falske tænkere fra kredsen omkring "Arguments". Men når de rasende angreb denne slibrige skare af subversive tænkere, udnævnt af staten, gjorde de andet og mere end blot at slide en gammel plade: de talte allerede i egenskab af en okkupationsbevægelse, som sloges for sammen med alle mennesker at gennemføre en virkelig okkupation af alle sektorer indenfor dette løgnagtige samfundsliv. Og ved, gennem på betonmurene at skrive: "Tag jeres begær alvorligt," ødelagde de samtidig den bagstræberiske ideologi som kom til udtryk i sloganet "Fantasien til magten" der lanceredes af "22. martsbevægelsen" på en så prætentiøs måde. De rasende var fyldte af begær, medens de andre savnede fantasi.

I april var de rasende næsten aldrig synlige i Nanterre. De tilløb til direkte demokrati, som udbasuneredes af "22. martsbevægelsen" var åbenlyst umulige at virkeliggøre i et så dårligt selskab, og de rasende sagde på forhånd nej til at lade sig opfatte som yderliggående spasmagere til venstre for den latterlige arbejdsgruppe "Kultur og Kreativitet". Derimod betød nanterresstudenternes genoptagelse af visse af deres agitationsmetoder (selvom det skete på en måde som var blevet bevidst fordunklet af debatten om anti-imperialismen) at debatten begyndte at komme ind på det område som de rasende havde efterstræbt. Pariserstudenternes angreb på politiet den 3. maj, som svar på universitetsadministrationens seneste og klodsede modforholdsregler, viser det også - de rasendes voldsomme flyveblads "Hids jer op til kamp", der uddeltes den 6. maj, fremkaldte kun indignation hos de leninister som var omtalt der, det lå nemlig i niveau med den virkelige bevægelse: med to dages gadekampe kom de oprørske til at finde en anvendelig måde. De rasendes egen aktivitet sluttede lige så konsekvent som den begyndte. De blev behandlet som situationister længe før de overhovedet var med i SI, idet de bagstræberiske venstreradikale efterabede dem samtidig med at de troede sig i stand til at kunne forbigå dem i tavshed med deres pralende skryderier overfor de journalister, som de rasende klart og tydeligt havde tilbagevist. Ja, selv ordet "rasende", med hvilket Riesel fik sat et så uafvaskeligt mærke på okkupationsbevægelsen, gled langsomt over til at blive synonymt med "cohn-bendist" i pressen.

Den hurtige række af på hinanden følgende gadekampe i majs første "ti-dagesuge" sammenførte straks de rasende, situationisterne og en del andre kammerater. Deres overensstemmelse formaliseredes den 14. maj - dagen efter Sorbonnes okkupation - da de overgik til "Comité Enragés - Internationale Situationniste", der samme dag begyndte at udsende en del dokumenter med denne betegnelse. Nu udtryktes de situationistiske teser allerede helt selvstændigt og i stor udstrækning i det indre af bevægelsen. Men det gjaldt ikke om at opstille særskilte principper omkring hvilke vi senere hen skulle kunne gøre krav på at forme eller at vejlede den virkelige bevægelse; når vi sagde hvad vi tænkte så sagde vi hvem vi var, medens en mængde andre var tvungne til at skjule for sig selv, for at kunne forklare at man måtte følge deres centralkomités korrekte politik. Samme aften begyndte generalforsamlingen i Sorbonne, der nu også stod åben for arbejderne, på at på stedet at organisere sin magt. Og René Riesel, som var den mest radikale i diskussionen om Sorbonnes egen organisation og i sin stillingtagen for en total udvidelse af den påbegyndte kamp, blev indvalgt i den første okkupationskomité. Den 15. henvendte de situationister, som befandt sig i Paris, sig til udlandet og til landet som helhed med et cirkulære: "Til SI's medlemmer og til de kammerater som har erklæret sig i overensstemmelse med vore teser". Denne tekst analyserede i nogle få ord den proces som var i gang og hvilke vendinger den kunne tage, i aftagende sandsynlighed: udmatning af bevægelsen, hvilket skulle blive tilfældet om den forblev begrænset "til studenterne inden den anti-buraukratiske agitation er nået frem til arbejderne", undertrykkelse, eller til slut "social revolution?". Cirkulæret indeholdt også oplysninger om vore hidtidige handlinger og opfordrede til maksimale anstrengelser for at "gøre bevægelsen kendt, støtte og udbrede den". Som umiddelbare mål i Frankrig foreslog vi: "Okkupation af fabrikkerne (aftenen i forvejen havde man just fået besked om at Sud-Aviation faktisk var blevet okkuperet), konstituering af arbejderråd, definitiv lukning af universitetet og en fuldstændig kritik af alle arter af fremmedgørelse". Det bør bemærkes her, at dette var første gang i hele sin eksistens at den situationistiske internationale bad nogen - hvem det end måtte være - at gøre noget. Dette gælder til og med dem som stod vore teorier nærmest. Vort cirkulære forblev heller ikke uden ekko, særskilt hvor det gjaldt et par steder, hvor majbevægelsen skulle komme til at blive mest udbredt. Om aftenen den 16. udsendte SI et andet cirkulære i hvilket der blev gjort rede for hvad som var hændt i dagens løb og i hvilket også "en usædvanlig kraftprøve" blev forudsagt. Her kom dog generalstrejken til at afbryde denne serie, som efter den 20. blev genoptaget i en anden form gennem de sendebud CMDO sendte ud i landet og til andre lande.

Sidste rapport fra Okkupationskomiteen ved Generalforsamlingen på Sorbonne,
den 17. maj

Viénet har i sin bog detaljeret redegjort for hvorledes Sorbonnes okkupationskomité - der om aftenen den 15. genvalgtes en masse af generalforsamlingen - måtte se de fleste af sine medlemmer forsigtigt forsvinde under trykket af alle de manøvrer og intimideringsforsøg som fremførtes mod dem af et informelt bureaukrati (UNEF, MAU, JCR etc.) som i al hemmelighed selv stræbte efter at gøre sig til herrer over Sorbonne. Den 16. og 17. befandt sig således de rasende og situationisterne i den situation at de alene havde ansvaret for okkupationskomiteen. Da den generalforsamling, som samledes den 17. maj, hverken kunne komme til at godkende eller forkaste (manipulatørerne forhindrede enhver afstemning i forsamlingen) de handlinger som komitéen havde udført i kraft af sit mandat, forklarede vi omgående at vi forlod dette hensygnende Sorbonne, og alle de som var med i denne komité udvandrede sammen med os. De dannede senere kernegruppen i "Rådet for okkupationernes opretholdelse" (CMDO). Her bør det påpeges at den okkupationskomité man valgte efter vort opbrud kom til at forblive i funktion, identisk i sin sammenhæng og storslået i sine handlinger som vi jo alle kender til, endda helt frem til politiets tilbagekomst i juni. Der blev aldrig mere talt om at lade generalforsamlingen dagligt vælge delegerede, som kunne afsættes. Den komité som bestod af professionelle, lykkedes til og med at afskaffe generalforsamlingerne, som i deres øjne kun var en kilde til uro og spild af tid. Situationisterne kan derimod sammenfatte sin aktivitet ved Sorbonne i disse få ord: "Al magt til generalforsamlingen!" Som følge deraf er det latterligt at der i dag går rygter om en situationistisk "magtovertagelse" ved Sorbonne, da virkeligheden bagom denne "magt" bestod i at vi her som alle andre steder til stadighed lagde vægt på det direkte demokrati's principper, og til stadighed fordømte bagstræbere og bureaukrater samt krævede at generalforsamlingen levede op til sit ansvar gennem beslutninger og ved at se til at alle disse beslutninger gennemførtes.

Gennem sin konsekvente holdning vakte vor okkupationskomité en almen indignation iblandt manipulatørerne og de venstreradikale bureaukrater. Men også selv om vi forsvarede det direkte demokrati's principper og metoder på Sorbonne, var vi totalt blottede for illusioner hvad angik denne forsamlings sociale sammensætning og almene bevidsthedsniveau: vi indså klart det paradoksale i at de som fik opgaverne var mere bestemte i deres vilje til direkte demokrati end dem som tildelte dem opgaverne, og vi forstod at på denne måde kunne det ikke fortsætte. Men vi anstrengte os særskilt for at stille de ikke foragtelige midler, som okkupationen af Sorbonne indeholdt, til den nu hurtigt voksende vilde strejkes disposition. Det var også derfor okkupationskomiteen den 16. maj kl. 15 udsendte en kort deklaration, i hvilken den opfordrede til "umiddelbar okkupation af samtlige fabrikker i Frankrig og dannelsen af arbejderråd". Alt det øvrige som man har fordømt os for er næsten ingenting i sammenligning med den effekt, som skandalen med dette "ubetænksomme mellemspil" fremkaldte overalt - dog ikke blandt "de brede lag af okkupanter". I samme øjeblik okkuperedes dog yderligere to eller tre fabrikker; en del transportarbejdere ved NMPP forsøgte at blokere avisdistributionen og to timer senere kunne man erfare at arbejderne ved flere af Renaults værksteder med fremgang havde begyndt at standse arbejdet. Man kan spørge sig selv med hvilken ret disse typer kunne gøre krav på at styre Sorbonne, når de ikke engang accepterede at arbejderne burde sætte sig i besiddelse af al ejendom i landet. Vi synes at Sorbonne med denne udtalelse fremførte et sidste svar som stadigt lå i niveau med kampen, og hvor lykkeligvis fabrikkerne skulle overtage og fortsætte; dvs. i niveau med det svar arbejderne selv afgav på de første begrænsede stridigheder i Quartier Latin. Denne opfordring stod sådan set ikke i strid med hvad de fleste af dem, som da befandt sig på Sorbonne, ville og som de kom til at gøre så meget for at udbrede. Da okkupationerne senere udbredte sig tilsluttede oven i købet de venstreradikale bureaukrater sig til denne opfordring, som de dagen i forvejen ikke havde vovet at kompromittere sig ved at give deres samtykke til, men de gjorde det uden at give afkald på deres fjendtlige indstilling til arbejderrådene. Okkuppationsbevægelsen behøvede blot ikke Sorbonnes samtykke til at udbrede sig. Men netop da var hver eneste time værdifuld for en eventuel sammensmeltning af virksomhederne til en generalstrejke, som visse virksomheder havde påbegyndt trods fagforeningernes forsøg på overalt at vinde tid for at forhindre en total arbejdsnedlæggelse. Og med tanken på dette fik en sådan opfordring umiddelbart en stor spredning - selv i radioen. Desuden anså vi det også for specielt vigtigt, sammen med den kamp som nu begyndte, at pege på det maksimum mod hvilket kampen umiddelbart måtte tage sigte. Fabrikkerne kom aldrig så langt som til at danne arbejderråd, og de strejkende som i begyndelsen skyndte sig til Sorbonne kunne absolut ikke finde deres forbillede der.

Det bør være tilladt at anse at denne opfordring her og der har været medvirkende til at åbne vejen for en radikal kamp. I hvert fald befandt den sig definitivt iblandt dem som indgød den største skræk denne dag. Det er kendt at premierministeren klokken 19 lod udsende et kommunike, som forsikrede at regeringen "overfor diverse forsøg, som bekendtgjordes eller var sat i gang af yderligtgående grupper for at fremprovokere en almen uro", ville gøre alt for at holde "den almene orden" ved magten og det republikanske styre "siden universitetsreformen kun var blevet et påskud for at kunne kaste landet i uorden". Samtidigt indkaldtes 10.000 reserver til politiet. "Universitetsreformen", hvis agtelsesværdige nødvendighed man nu så barskt fik øjnene op overfor, var til og med for regeringen kun et påskud med hvilket man dækkede over sin egen tilbagetrækning overfor oprøret i Latinerkvarteret.

"Rådet for okkupationernes opretholdelse" (CMDO), som først okkuperede IPN ved Rue d'Ulm, gjorde alt hvad det kunne under denne krise, til hvilken ingen eksisterende revolutionær gruppe for øvrigt havde nogen som helst mulighed for at bidrage på en virkelig betydningsfuld måde siden strejken nu var blevet generel og overgået til defensiven. Ved at samle situationisterne, de rasende og tredive til tres andre rådsrevolutionære sammen (blandt hvilke mindre end ti kunne regnes for studenter) kunne CMDO etablere et stort antal kontakter indenfor og udenfor Frankrig, og det anstrengte sig på slutningen af bevægelsen for særskilt at få revolutionære fra andre lande til at forstå bevægelsens betydning, da de jo ikke kunne undgå at lade sig inspirere af den. Rådet udsendte et vist antal plakater og tekster (de vigtigste i næsten 200.000 eksemplarer hver) af hvilke de mest betydningsfulde var: "Rapport om okkupationen af Sorbonne" den 19. maj, "For arbejderrådenes magt" den 22. og "Opråb til alle arbejdere" den 30. maj. CMDO, som hverken havde taget imod ordrer fra nogen eller ladet sig hverve for fremtiden, "blev den 15. juni enige om at opløse sig. CMDO havde ikke forsøgt at udvikle noget for egen regning, ikke engang en slags rekruttering for at kunne indrette sig permanent. De som deltog i CMDO havde ingen skel mellem deres personlige mål og bevægelsens almindelige mål. De bestod af uafhængige individer, der havde dannet en gruppe for en kamp på bestemte grunde i et særskilt øjeblik, og som atter er blevet uafhængige siden rådets opløsning". (Viénet, cit.). CMDO havde været et forbindelsesled, ikke en magt.

Under og efter maj har en del fordømt os for at have kritiseret alt og alle og følgagtigt kun anset at situationisterne handlede acceptabelt. Dette er ikke rigtigt. Vi godkendte massernes bevægelse i hele dens udstrækning og de bemærkelsesværdige initiativer som titusindevis af individer tog. Vi godkendte såvel en del revolutionære gruppers virksomhed i Nantes og Lyon som vi fik kendskab til, samt al deres virksomhed der var i kontakt med CMDO. De dokumenter som Viénet anfører viser jo klart og tydeligt at vi desuden delvist godkendte mange aktionskomiteers deklarationer. Det er klart at vi ville have godkendt mange andre grupper og komiteer som vi ikke kendte til hvis vi blot var blevet informerede herom. Og endnu mere åbenlyst er det, at eftersom vi ikke kendte til dem, kunne vi ikke på mindste måde kritisere dem. Nok om dette. Hvad derimod angår venstreismens småpartier og "22. martsbevægelsen", Barjonet og Lapassade, så forbavser det os virkeligt at nogen som har kendskab til vor tidligere stillingtagen skulle vente sig en artig anerkendelse fra vor side, specielt når man ser på hvorledes de i dette spørgsmål værende typer optrådte i denne periode.

Vi har heller aldrig påstået at visse af de handlingsformer okkupationsbevægelsen anvendte skulle have en direkte situationistisk oprindelse - måske lige netop med undtagelsen af udnyttelsen af tegneserier med kritisk indhold. Tværtimod mener vi at de alle kommer fra arbejdernes "vilde" kampe, og vi har siden flere år tilbage i proportion hertil også anført eksempler på dem i visse numre af vort tidsskrift og regulært angivet deres oprindelse. Det var arbejderne som først angreb et blads hovedkontor i protest mod de falske oplysninger avisen spredte om dem (Liége 1961), som først brændte biler af (Merlebach 1962) og som først skrev den nye revolutions slagord på væggene ("Her slutter friheden" på en væg ved Rhodiaceta 1967). Derimod kan det fremhæves at første gang en professor "stod skoleret" og jagedes væk fra sit podium var den 26. oktober 1966 i Strasbourg (åbenbart som et forspil til hvad de rasende skulle komme til at gøre i Nanterre) - det var hvad situationisterne gjorde ved kybernetikkeren Abraham Moles ved hans tiltrædelsesforelæsning.

Alle de tekster vi udgav under okkupationsbevægelsen viser at situationisterne aldrig nærede nogle illusioner om bevægelsens muligheder til helt og holdent at lykkes. Vi vidste at denne revolutionære bevægelse, som var objektivt mulig og nødvendig, dog subjektivt opstod på et meget lavt niveau: spontant og sønderrevet, ukendt med sin egen historie og om helheden i sine mål, tilbagekom den revolutionære bevægelse efter et halvt sekels sønderknusning og fandt at alle de som havde slået den ned (borgere og bureaukrater) stod og ventede i gode kamppositioner. Efter vor opfattelse fandtes der kun en svag chance for at bevægelsen virkeligt skulle have været lykkedes, og det var mellem den 17. og den 30. maj. Men vi har også vist at denne chance, som dog skabtes af bevægelsen, var det maksimum der blev sat på spil i det øjeblik krisen nåede et vist punkt og som definitivt også var værd at sætte på spil. Allerede på dette tidspunkt var bevægelsen efter vor opfattelse en stor historisk sejr - hvad som end senere skulle hænde. Og vi mener at allerede halvdelen af det som skete ville have været et meget betydningsfuldt resultat.

Ingen kan benægte at SI var imod al propaganda, såvel for sig selv som for smågrupperne. CMDO hævede ingen "situationistisk fane" og der findes heller intet om SI i vore tekster fra den tid, lige med undtagelse af den tekst som besvarede Barjonets frække indbydelse til en fælles front dagen efter mødet i Charlety. Og blandt alle de reklamemæssige forkortelser, som de grupper der gør krav på at lede revolutionen skrev på væggene i Paris, forekommer ikke en eneste som betegner SI - og endda er vore tilhængere uden tvivl mestre i at skrive på væggene.

Vi mener - og vi siger dette først og fremmest til kammerater som i andre lande kommer til at stifte bekendtskab med en krise af samme natur - at disse eksempler viser hvad nogle få individer med en sammenhængende opfattelse i væsentlige spørgsmål kan udrette under det første stadie af den revolutionære proletariske bevægelses tilbagekomst. Under majdagene i Paris befandt der sig kun en halv snes situationister og rasende, og i det øvrige land fandtes ingen. Men en lykkelig forening af spontan revolutionær improvisation og en slags almen sympati som stod omkring SI tillod at en helt udbredt virksomhed kunne samordnes, ikke kun i Paris men også i andre store byer, som om der allerede eksisterede en organisation over hele landet. I endnu større udstrækning end denne spontane organisation fandtes en følelse af en vag og mystisk situationistisk trussel, som man også gav udtryk for fra mange sider: således var det med de hundredvis, ja oven i købet tusindvis, personer som bureaukraterne udnævnte til situationister eller mere ofte situs, som den populære forkortelse lød på og som dukkede frem i denne tid. Vi føler os hædrede af det faktum at dette ord "situ", som synes at have sit nedsættende udspring i det sprog som anvendes i visse studenterkredse ude i landet, og som ikke bare anvendes for at betegne okkupationsbevægelsens mest ekstremistiske elementer, men som også har bibetydningen vandal, tyveknægt og gadedreng.

Vi tror ikke at det lykkedes os at undgå en hel del fejltagelser. Men det at vi regner dem op her er stadigt beroende på at vi tænker på hvad de kammerater som længere fremme kan komme til at gøre i lignende situationer, og hvad de kan lære sig af dem.

Sparkist-barrikade

På Rue Gay-Lussac, hvor vi befandt os i småklynger som var opstået spontant, traf enhver af os flere dusin personer som vi kendte eller som genkendte os af udseende og kom hen for at tale med os. Derefter begav hver og en sig af dem selv ud i dette vidunderlige kaos som det "befriede kvarter" udgjorde, ud til den ene eller anden "frontlinje" eller dets forsvarsværker, oven i købet inden politiets uundgåelige angreb. Dette skete på en sådan måde at ikke alene blev alle isolerede fra hinanden, men som regel også hver enkelt fra sin egen gruppe. Det var en stor misforståelse fra vor side, at vi ikke straks bad alle om at blive på stedet samlet. Hvis en gruppe havde handlet på den måde ville den uundgåeligt vokse, som en snebold der ruller ned ad en bakke, til den indeholdt alle dem vi kendte af disse barrikadekæmpere - det var her hver enkelt af os traf flere venner end man på et helt år tilfældigt kan støde på i Paris. På denne måde havde vi været i stand til at danne en enhed på to til trehundrede personer, som kendte hinanden og som handlede i enighed, hvilket netop var det som der savnedes mest under den splittede kamp. Uden tvivl var denne kamp under alle omstændigheder dømt til at mislykkes; det talmæssige forhold mellem de styrker som omringede kvarteret og oprørsstyrkerne var sådan noget som 3:1, for nu slet ikke at nævne de førstes overlegenhed i udrustning. Men en sådan gruppe ville have givet et vist manøvrerum, hvad enten det drejede sig om et modangreb eller at forlænge barrikaderne øst om Rue Mouffetard (en zone som politiet holdt ganske dårligt endda til langt hen på natten) for på denne måde at have kunnet åbne en retrætevej for alle dem som senere havnede i politiets garn (et par hundrede undslap ved et rent held ved at søge ind i École Normale Supérieure).

I okkupationskomiteen på Sorbonne gjorde vi næsten alt hvad vi kunne med tanken på omstændighederne og den almindelige travlhed. Man kan ikke fordømme os for ikke at have gjort mere for at pynte på udseendet af denne bedrøvelige bygning, som vi knapt nåede at inspicere. Det er sandt at der fandtes et kapel der, men vi havde på en plakat opfordret okkupanterne - ligesom Riesel gjorde det overfor generalforsamlingen den 14. maj - at så hurtigt som muligt at ødelægge det. (Plakaten lød: "Lad os omgående afkristne Sorbonne. Vi kan ikke længere tolerere et kapel her. Lad os grave op hvad der findes tilbage af ådslet Richelieu, statsmand og kardinal, og sende det tilbage til Elyséepalæet og Vatikanet!"). På den anden side eksisterede "Sorbonnes Radio" aldeles ikke som sender, så man kan ikke bebrejde os for ikke at have anvendt den. Det er indlysende at vi intet kendte til ildebranden den 17. maj eller at vi skulle have påsat den, som et skummelt rygte der blev spredt af smågrupperne ville gøre gældende; alene datoen er tilstrækkeligt for at vise hvor upolitisk et sådant projekt ville have været. Vi hængte os heller ikke i detaljer, hvor nyttige disse så ellers kunne have været. Det er altså ren fantasi når Jean Maitron fremfører at "Sorbonnes restaurant og køkken ... forblev i hænderne på 'situationisterne' helt ind i juni. Iblandt dem fandtes meget få studenter. Derimod mange unge uden arbejde." (La Sorbonne par elle-meme, s. 114, Editions Ouvrieres, 1968). Alligevel må vi dog bebrejde os selv denne fejl: de kammerater som stod for distributionen af flyveblade og deklarationer ændrede fra og med den 16. maj kl. 17 underskriften fra "Sorbonnes okkupationskomité" til "Okkupationskomiteen ved Sorbonnes selvstændige og folkelige universitet" uden at nogen spekulerede over det. Dette var absolut en ganske afgørende tilbagegang, i vore øjne havde Sorbonne kun en værdi derved at det var en bygning som den revolutionære bevægelse havde bemægtiget sig, og denne underskrift fik folk til at tro at vi skulle anerkende en plads som stadigvæk gjorde krav på at være et universitet - også om det så var et "selvstændigt og folkeligt" universitet, for hvilket vi aldrig har næret andet end dyb foragt, og som det ville have været endnu mere ækelt at have accepteret i et øjeblik som dette. En mindre vigtig fejl, som beroede på manglende opmærksomhed, gjorde vi den 17. maj da vi uddelte en tekst som var forfattet af de brede lag ved Renault med en underskrift som lød: "Okkupationskomiteen". Komiteen havde selvfølgelig ret da den stillede midler til disposition for arbejdernes muligheder for at kunne tage til orde uden censur, men det skulle have været anført klart at det var arbejderne der havde redigeret denne tekst og at okkupationskomiteen blot udgav den. Og dette så meget mere da disse arbejdere, der opfordrede til at man skulle fortsætte med at "gå til Renault", derved havde kunnet anvendes mod et af fagforeningernes argumenter (som på denne tid stadigvæk virkede mystificerende) der gik ud på at det var nødvendigt at fabriksportene forblev lukkede, således at politiet ikke skulle kunne tage dette faktum at de var åbne som en forventning og en mulighed for at angribe fabrikkerne.

CMDO glemte at betegne hver eneste af sine tryksager med: "Trykt af strejkende arbejdere", hvilket skulle have været eksemplarisk og i perfekt overensstemmelse med de teorier de ledte tankerne hen på og et udmærket svar på de fagforeningsmærker som trykkerierne i almindelighed lader påstemple. En alvorligere fejl var, at medens vi gjorde fortræffelig brug af telefonerne, så forsømte vi fuldstændig muligheden for at anvende telex, som ville have sat os i stand til at nå en lang række af okkuperede fabrikker og bygninger i hele Frankrig og sende informationer ud over hele Europa. Ejendommeligt nok forsømte vi også at anvende de astronomiske observatorier som blev tilgængelige da observatoriet i Meudon blev okkuperet.

Men bortset fra dette kan vi gennem en eventuel opsummering af det vigtigste SI foretog sig ikke finde noget som skulle være kritikværdigt.

Lad os i stedet betragte okkupationsbevægelsens hidtil vigtigste resultater. Bevægelsen besejredes i Frankrig, men den knustes ikke. Dette er uden tvivl det mest bemærkelsesværdige og det som har den største interesse i praktikken. Det virker som om at en sådan her alvorlig social krise aldrig er ophørt, men efterfølges af en undertrykkelse som mere eller mindre svækker den revolutionære strømning - denne undertrykkelse er den betaling som man har kunnet vente sig for den historiske erfaring som hver gang tilføres. Det er velkendt at der ikke er forekommet nogen politisk undertrykkelse i egentlig forstand, naturligvis udover de talrige udlændinge der blev kastet ud af landet via det administrative apparat og de hundredvis oprørsmagere som i de efterfølgende måneder blev dømt for såkaldt offentlig forbrydelse. (Selvom mere end en tredjedel af CMDO's aktive tilhængere anholdtes under forskellige sammenstød, havnede ingen i denne kategori; CMDO trak sig stille og roligt tilbage i slutningen af juni). Alle de politisk ansvarlige fra denne periode der ikke klarede sig fri af en arrestation i slutningen af krisen, blev løsladte efter et par uger og ingen af dem blev stillet for retten. Regeringen var tvunget til at beslutte sig for dette tilbagetog, kun for at få det til at se ud som om roen var genoprettet ved universiteterne og at der ikke var nogen fare for eksamenerne efteråret 1968; det behøvedes blot for de medicinstuderendes aktionskomité at presse en lille smule på for at man kunne få denne vigtige indrømmelse allerede i slutningen af august.

"Hvad der er blevet frontalt angrebet ... er ganske simpelt den velsmurte kapitalistiske økonomi" (Viénet), og den er alvorligt blevet bragt ud af balance af den revolutionære krises omfang. Selvfølgelig ikke gennem lønforhøjelser, som den sikkert nok kunne udholde, og heller ikke gennem det at produktionen har været lammet i nogle uger, men fremfor alt derved, at det franske borgerskab har mistet troen på sit lands stabilitet: dette sammen med de øvrige aspekter på dagens valutakrise medførte en kraftig kapitalflugt og en ny krise for Franc'en allerede i november. (Landets valutareserver faldt fra 30 milliarder i maj 1968 til 18 milliarder et år senere). Efter den forsinkede devaluering den 8. august 1969 begyndte le Monde næste dag at forstå "at Franc'en ligesom generalen fik sit 'dødsstød' i maj".

Det "gaullistiske" regime var kun en lille, meget lille detalje i den almindelige spørgsmålssættelse af hele den moderne overudviklede kapitalisme. De Gaulles magt fik imidlertid også sit dødsstød i maj: På trods af at de Gaulle kom tilbage i juni (hvilket objektivt set ikke var svært, som vi har vist det, idet den virkelige kamp ikke stod her og desuden allerede var tabt) kunne han ikke skjule at det var ham, der i sin egenskab af ansvarlig for den stat der nu havde overlevet okkupationsbevægelsen, der var ansvarlig for at staten havde måttet udholde den skandale det indebar at bevægelsen overhovedet kunne eksistere. De Gaulle som ikke gjorde noget andet end at dække over det der skete på sin egen lille specielle måde (og det som skete var kun det kapitalistiske samfunds normale modernisering) havde på grund af sin prestige kun ladet som om han herskede. Denne prestige blev overordentlig tilsølet i maj, hvilket han selv forstod og som senere hen den herskende klasse og vælgerne kunne overbevise ham om ved at stemme ham ud på ubestemt tid. Det franske borgerskab leder nu efter en ny slags politisk magt, som skal være mere rationel, mindre vægelsindet og ikke så højt oppe i det blå. Den skal være lettere at forsvare mod denne nye trussel som borgerne til deres bestyrtelse har set dukke frem. Gennem folkeomvalget den 27. april 1969, men som opløbet natten derpå annullerede, ville de Gaulle gøre kål på denne onde drøm som stadigvæk var til stede, "majs sidste spøgelse". Den "stabile magt", som pludselig var snublet til, følte nu at den ikke havde opnået at komme i balance og fandt det derfor at være alt for uforsigtigt så hurtigt at skaffe sig støtte gennem endnu et konventionelt politisk ritual. De slagord demonstranterne råbte den 13. maj: "Ti år er nok!" fik deres bekræftelse: der blev ingen 11 års fødselsdag ved magten for de Gaulle, og dette var ikke fordi han blev forhindret heri af den bureaukratiske eller pseudoreformistiske opposition, men fordi man den 14. maj 1968 så hvorledes Rue Gay-Lussac i virkeligheden stod i direkte kontakt med alle Frankrigs fabrikker.

Okkupationen af rektorkontoret på Sorbonne

En almen uorden, som radikalt sætter spørgsmålstegn ved alle institutioner, er opstået i de fleste fakulteter og særskilt i gymnasierne. Også om det næsten lykkedes for staten at redde undervisningen i de eksakte videnskaber og ved højskolernes har man på den anden side tabt godt og vel hele læseåret 1968-69, og beviserne har ikke længere den samme værdi selv om massen af studenter langt fra foragter dem. En situation som denne er i det lange løb uforenelig med en industristats normale funktion, og den er det første trin på vejen mod underudvikling ved at den skaber en kvalitativt "kværkende flaskehals" i elementærundervisningen. Også selv om den ekstremistiske strømning kun har beholdt et lille fodfæste i studentermiljøet, synes det at være tilstrækkeligt stærkt for at fastholde en proces af kontinuerligt forfald: i slutningen af januar okkuperedes rektors arbejdsværelse i Sorbonne og plyndredes, siden da har mange og ganske alvorlige episoder vist at blot fastholdelsen af pseudo-undervisningen udgør en ganske stor urovækkende kilde for ordensmagten.

I mange af de fabrikker som havde deltaget i wild-cat strejken og hvor radikale grupper havde formeret en mere eller mindre fagforeningsfjendtlig agitation, ledte denne sporadiske agitation til mange partielle strejker, til trods for bureaukraternes anstrengelser. Disse strejker som så let paralyserer de mere og mere koncentrerede virksomheder, hvis indbyrdes forbindelse gennem forskellige produktive processer fortsat vokser. Chokbølgen må ikke få nogen til at glemme at roen ikke er helt som den har været i virksomhederne, og at de moderne former for udbytning i maj måned samtidig afslørede hvilke midler de har til deres rådighed og hvor skrøbelige de er blevet.

Nu hvor den gamle ortodokse stalinisme er begyndt at falde sammen (hvilket kan aflæses i de tab som CGT har lidt ved de seneste fagforeningsvalg) er det morgengry for de venstreradikale småpartier til at kaste sig ud i manøvreringer efter samme håbløse skema: næsten alle vil så gerne mekanisk reproducere processen i maj, for at kunne gentage deres egne fejl. Det var ikke svært for dem at overtage ledelsen over det der var tilbage af aktionskomiteerne, og disse forsvandt da også hurtigt. De små venstrepartier er revnet i flere indbyrdes fjendtlige afskygninger, hvor hver og en holder fast på sine egne dumheder, som jo på en så storslået måde udelukker alle rivalernes dumheder. De radikale elementer, som er vokset op og er blevet talrige siden maj, er uden tvivl stadig spredt - og først og fremmest på fabrikkerne. Den idémæssige sammenhæng disse radikale elementer må opnå inden de kan organisere en virkelig, selvstændig, praktisk virksomhed, forhindres stadig af gamle vaneforestillinger, tom snak og sommetider også en skadelig ensidig "pro-situationistisk" beundring. Den eneste vej de kan gå - og den vil blive lang og besværlig er dog afstukket: de revolutionære arbejdere må danne rådsorganisationer der slutter sig sammen med det totale demokrati og den totale kritik som eneste grundlag. Deres første teoretiske opgave vil være at bekæmpe og i praksis modbevise den sidste type ideologi som den gamle verden vel anvende imod dem: rådsideologien, som fik sit første grove udtryk i slutningen af krisen indenfor gruppen "Revolution Internationale", der opstod i Toulouse og som ganske enkelt opfordrede - man ved for øvrigt ikke hvem - til at vælge arbejderråd, og det henover hovedet på generalforsamlingerne, som således ikke ville have andet at gøre end i rækkefølge at godkende de beslutninger som de vise mænds revolutionære neo-direktion allerede havde bestemt. Dette jugoslavisk-leninistiske mønster, som allerede er accepteret af Lamberts "Trotskistiske Organisation", er lige så barokt som når gaullisterne anvender et ord som "direkte demokrati" når de aldeles ude af sig selv af beundring taler om den "dialog" som folkeomvalget skulle indebære. Næste revolution erkender kun som råd, de suveræne generalforsamlinger som opstår blandt de brede lag i virksomhederne og beboelsesområderne, hvor delegerede kan afsættes når som helst af forsamlingen selv. En rådsorganisation kan aldrig forsvare noget andet mål end dette: den må i handling oversætte en dialektik der overskrider de forstenede og ensidige begreber spontanisme kontra åbent eller skjult bureaukratisk organisation. Den må på revolutionær vis bevæge sig frem imod Rådenes revolution; den må være en organisation som ikke splittes når kampen begynder og som aldrig bliver til en institution.

Dette perspektiv er ikke begrænset til Frankrig men er internationalt. Overalt må man komme til forståelse af okkupationsbevægelsens totale betydning, eftersom dens eksempel siden 1968 har iværksat eller optrappet uroligheder i Amerika, Japan og hele Europa. De mest bemærkelsesværdige af majoprørets følger var de mexicanske studenters blodige revolte, som det lykkedes at knuse i dens relative isolering, og de jugoslaviske studenters bevægelse imod bureaukratiet og for proletariatets selvstyre, som delvis fik arbejderne med sig og som udsatte Tito's regime for en alvorlig fare; men dér var det snarere den russiske intervention i Tjekkoslovakiet end den herskende klasses indrømmelser der på en så storslået måde reddede regimet: invasionen tillod regeringen at forene landet i angst for et udenlandsk bureaukratis eventuelle invasion. Den nye Internationales indflydelse anmeldes efterhånden af politiet i forskellige lande, der tror at have opdaget franske direktiver såvel i Mexico sommeren 1968 som under de anti-russiske demonstrationer i Prag den 28. marts. Og Franco-regimet retfærdiggjorde sin tilbagevenden til undtagelsestilstanden i begyndelsen af året med risikoen for at universitetskrisen skulle udvikle sig til en krise efter fransk model. I England har wild-cat strejker længe været velkendte, og det er åbenlyst et af den engelske arbejderregerings vigtigste mål at få dem forbudt, men det er uden tvivl de første signaler af en general-wild-cat-strejke der har fået Wilson til i 1969 at udvikle en så lidenskabelig ildhu for at få gennemført en repressiv lov rettet imod disse strejker. Denne karrieremager nølede ikke med at risikere sin karriere og oven i købet enigheden i det politisk-faglige "arbejder"-bureaukrati gennem sit "Castle-forslag". For selv om fagforeningerne er direkte fjender af wild-cat strejkerne, så er småbureaukraterne naturligvis rædde for at miste al kontrol over arbejderne, hvilket sker så snart deres ret til at lægge sig imellem og hindre klassekampens virkelige manifestationer overlades til staten og altså ikke længere sker gennem deres formidling. For første gang siden 1926 fik England den 1. maj igen en politisk strejke at se. Det var havnearbejderne, typograferne og metalarbejderne der gennemførte en fagforeningsfjendtlig strejke mod den lov som man truede dem med. Som retfærdigt var, genopstod denne kampform vendt imod en arbejderregering.

Wilson blev tvunget til at tabe ansigt ved at afstå fra dette kærlighedsprojekt og atter overlade det til fagforeningspolitiet at undertrykke de 95 % af arbejdsnedlæggelserne som wild-cat strejkerne udgør i England. Den sejr som støberiarbejderne ved Port Talbots stålværk vandt efter otte ugers wild-cat strejke "viste at TUC's ledelse ikke er stærk nok til denne rolle." (Le Monde, 30.8.69).

Vi accepterer virkelig den nye tone i den radikale kritiks krigserklæring mod det gamle samfund; lige fra den mexicanske ekstremistgruppe Caos' opfordring til sabotage mod de olympiske lege og det "skuespilmæssige forbrugersamfund" sommeren 1968, og til hvad der blev skrevet på væggene i England og Italien; lige fra råbet "Stop the show!" under en demonstration i Wall Street den 12. april ifølge AFP (i dette amerikanske samfund hvis "nedgang og fald" vi gjorde opmærksom på i 1965 og hvor de ansvarlige selv tilstår at det er et "sygt samfund"), til Acratas' publikationer og aktioner i Madrid.

I Italien kunne SI allerede i slutningen af 1967 give den revolutionære strømning en vis hjælp, da okkupationen af Turins universitet iværksatte en stor bevægelse. Dette skete endda ved hjælp af nogle ganske dårlige, men hurtigt udgåede udgaver af grundlæggende tekster (hos Feltrinelli og hos De Donato) og gennem radikale aktioner, der gennemførtes fra nogle personers side, selvom den italienske sektion af SI formelt ikke blev grundlagt førend i januar 1969. Den italienske krise, hvis langsomme udvikling i de næstfølgende 22 måneder gav den betegnelsen "den langtrukne maj", standsede op i begyndelsen af 1968 hvor der dannedes en "studenterbevægelse" som stod langt tilbage i udvikling for den franske, og som desuden stod helt isoleret - med den næsten eksemplariske undtagelse i studenternes, hyrdernes og arbejdernes fælles okkupation af rådhuset i Orgosola på Sardinien. Men arbejdernes kampe begyndte nu selv at tage fart, og de skærpedes i 1969 på trods af anstrengelser i modsat retning fra stalinistpartiet og fagforeningerne, der sled sig op for at slå denne trussel i stykker ved at gå med til endagsstrejker i national målestok for bestemte håndværksgrupper, eller ved at acceptere éndags-generalstrejker ude i landsbyerne. Oprøret i Battipaglia, som fulgtes af fængselsmytterierne i Turin, Milano og Genua, førte i begyndelsen af april kampen op på et højere niveau og reducerede bureaukraternes spillerum yderligere. Arbejderne i Battipaglia var herrer over byen i mere end 24 timer, ved - efter at politiet havde åbnet ild - at bemægtige sig våben, belejre kasernerne hvortil politiet flygtede og opfordre dem til at overgive sig, samt ved at afspærre vejene og jernbanen. Selvom store politiforstærkninger senere ankom og overtog kontrollen med byen og kommunikationen, så eksisterede i Battipaglia et første udkast til et råd, som gjorde krav på at erstatte kommunalbestyrelsen og udøve indbyggernes direkte magt i deres egne anliggender. Selvom sympatidemonstrationerne i hele Italien var kransede af bureaukrater og forblev på det platoniske plan, lykkedes det i hvert fald i Milano de radikale elementer at rette et voldsomt angreb mod bureaukraterne og hærge byens centrum, samtidig med at de kæmpede mod politiet. Ved dette tilfælde genoptog de italienske situationister de franske metoder på den mest fyldestgørende måde.

I de følgende måneder var det snarere de "vilde" bevægelser ved Fiat og blandt de øvrige arbejdere i nord, end regeringens fuldbyrdede opløsning, som viste i hvor høj grad Italien står overfor en moderne revolutionær krise. Den vending som "wild-cat" strejkerne tog ved Pirelli i Milano og Fiat i Turin i august, er et signal på hvor nært forestående en total konfrontation er.

Zengakuren i 1968

Det er ikke svært at forstå de vigtigste årsager til at vi her både har behandlet spørgsmålet om de nye revolutionære strømningers almene betydning og spørgsmålet om deres forhold til SI's teser. For nylig klagede de som fandt vore teorier interessante i visse henseender, over at vi byggede hele samfundet på den efter deres mening utrolige "hypotese" om den sociale revolutions tilbagekomst. Til gengæld stillede diverse aktivister, som svævede i det blå og som var stolte over deres allergi mod enhver aktuel teori, følgende stupide spørgsmål til os: "Hvad består SI's praktiske handling i?" I mangel af en, om end nok så ringe, forståelse for den dialektiske proces i et møde mellem den virkelige bevægelse og "dens egen ukendte teori", ville de alle negligere hvad de troede var en afvæbnet kritik. Men nu afvæbner den sig. "Denne solopgang, som med et lyn tegner den nye verdens form" kunne vi betragte i majmåned i Frankrig, hvor røde og sorte faner blandede sig med hverandre i arbejderdemokrati. Og selvom vi i en vis udstrækning har indskrevet vore navne i denne bevægelses tilbagekomst, så har det ikke været for at lægge beslag på nogle af dens øjeblikke eller for at hente nogen autoritet ud deraf. Vi er fremdeles sikre på at et fuldbyrdet resultat af vore anstrengelser indebærer selve S.I.'s ophævelse.