RAPPORT OM OKKUPATIONEN AF SORBONNE

Af Komitéen for opretholdelse af okkupationerne

Paris, den 19. maj 1968

Okkupationen af Sorbonne, som begyndte mandag den 13 maj, blev startskuddet for en ny periode i det moderne samfunds krise. De begivenheder der nu finder sted i Frankrig foregriber den proletariske, revolutionære bevægelses tilbagekomst i alle lande. Gadekampene, som overskred teorien, overskrides nu af kampen om magten over produktionsmidlerne. Neo-kapitalismen lader som om klassekampen er overstået, men den er genopdaget! Proletariatet, som ikke længere eksisterede, tilbagevender nu.

Ved at overgive Sorbonne forsøgte regeringen at afvæbne de revolterende studenter, som allerede havde kunnet holde stand en hel nat på barrikaderne i en bydel af Paris - og som kun med besvær kunne slås ned af Politiet. Sorbonne blev overladt til studenterne for at disse fredeligt skulle kunne diskutere deres studieproblemer. Men okkupanterne besluttede hurtigt at åbne det for offentligheden, så man frit kunne diskutere almene samfundsproblemer. Sorbonne udvikledes da til et groft skitseret RÅD, hvor studenterne selv ikke længere var studenter: de tilbagelagde deres elendighed.

Men okkupationen var aldrig total: man tolererede visse lokale, administrative rester og et gudstjenestelokale(!). Demokratiet blev aldrig fuldstændigt; UNEFs (Studenterforeningen) kommende teknokrater ville gøre sig betydningsfulde og andre politiske bureaukrater søgte også at dominere. Arbejdernes deltagelse forblev meget sporadisk og snart rejste der sig også røster mod ikke-studenternes tilstedeværelse. Mange studenter, lærere, journalister og andre idioter med lignende beskæftigelser kom som tilskuere.

Trods alle disse utilstrækkeligheder, der ikke er forbavsende, når man tænker på uoverensstemmelsen mellem projektets enorme omfang og det trange studentermilieu, fik det bedste som kom ud af denne situation straks en eksplosiv virkning. Arbejderne så hvordan den frie diskussion, deres søen efter en radikal kritik og det direkte demokrati omsat i praktik, var en rettighed at tiltage sig. Selvom det var begrænset til Sorbonne, som var befriet fra staten, var det det revolutionære program som tog form. Dagen efter okkupationen af Sorbonne okkuperede arbejderne hos Sud Aviation i Nantes deres fabrik. Tredie dagen, torsdag den 16., okkuperedes Renault-fabrikkerne i Cléon og Flin, det samme skete hos IMPP (et foretagende der varetager distributionen af alle aviser i Frankrig, o.a.) samt i Boulogne-Billancourt hvor det begyndte i afdeling 70. Ved ugens udgang var 100 fabrikker okkuperet; medens strejkebølgen (accepteret, men aldrig støttet af fagforeningsbureaukraterne) paralyserede jernbanen og udviklede sig til en generalstrejke.

Den eneste magt i Sorbonne var okkupanternes generalforsamling. På dens første møde, den 14.maj, valgte den i en vis forvirring en okkupationskomité på 15 personer, som kunne afsættes når som helst af forsamlingen. Kun én af delegaterne, der tilhørte gruppen "Les Enragés" i Nanterre og Paris, fremlagde et program: forsvar af det direkte demokrati i Sorbonne og absolut magt til arbejderrådene som endemål. Næste dags generalforsamling omvalgte en bloc én okkupationskomité, som endnu ikke har været i stand til at udrette noget. I virkeligheden fulgte alle de tekniske organer som var installeret i Sorbonne direktiverne fra en hemmelighedsfuld "koordinationskomité", der var sammensat af selvudnævnte organisatorer og træge moderate, som ikke var ansvarlige overfor nogen. En time efter omvalget af okkupationskomitéen forsøgte en af disse "koordinatorer" på egen hånd at erklære den for opløst. En direkte henvendelse til masserne i Sorbonnes gård fremkaldte omgående en protestbevægelse, som tvang manipulatøren til at trække sig tilbage. Næste dag, torsdag den 16., var tretten medlemmer af okkupationskomitéen forsvundet. To medlemmer (blandt dem medlemmet af "Les Enragés") var de eneste magtdelegerede som var valgt af forsamlingen, men situationens alvor krævede umiddelbare beslutninger: demokratiet truedes hvert eneste minut indenfor Sorbonne, og udenfor bredte fabriksokkupationerne sig. Komitéen samlede alle okkupanter den kunne finde omkring sig i Sorbonne, besluttede at opretholde demokratiet og udsendte kl. 15 en appel om "okkupation af alle fabrikker i Frankrig og oprettelsen af arbejderråd".

For at opnå spredning af denne appel måtte komitéen samtidig genoprette Sorbonnes demokratiske funktioner. Den måtte okkupere eller genskabe alle de funktioner, som principielt var under dens autoritet: højtaleranlæggene, trykkeriet, kontaktorgan, vagttjeneste. Den affærdigede de højlydte protester fra forskellige politiske grupper (JCR, een i raden af trotskistiske organisationer) mao-ister etc. med henvisning til at den kun var ansvarlig overfor generalforsamlingen. Den ville forklare sine handlinger allerede samme aften, men den første march mod Penault-Billancourt (hvis okkupation var blevet kendt), som besluttedes af alle okkupanterne i Sorbonne, medførte at generalforsamlingens møde måtte udsættes til næste dag kl. 14.

Om natten, medens tusindvis af kammeraterne var i Billancourt, improviserede nogle ukendte personer en generalforsamling, som opløste sig selv. Da okkupationskomitéen erfarede dette, sendte den to delegater for at påpege dens illegitime karakter.

Fredag den 17. kl. 14 fandt den regulære forsamling sin estrade okkuperet af en falsk vagtstyrke, som tilhørte FER (yderligere en trotskist-gruppe) og blev også tvunget til at afslutte sessionen før den næste march mod Billancourt kl. 17.

Samme aften kl. 21 kunne okkupationskomitéen endelig gøre rede for sine aktiviteter. Det viste sig imidlertid at være umuligt at diskutere dens virksomhed og gennemføre omvalg, specielt om dens appel om fabriksokkupation, som forsamlingen hverken formåede at godkende eller forkaste. Overfor en sådan uformåen kunne komitéen intet andet end at gå af. Generalforsamlingen viste sig lige så inkapabel til at protestere mod en ny invasion på scenen af FER:s tropper, hvis kup syntes at være vendt mod den provisoriske alliance mellem bureaukraterne i JCR og UNEF. Det direkte demokratis tilhængere erklærede straks at de ikke længere havde noget at gøre på Sorbonne.

I samme øjeblik okkupationen følges op i fabrikkerne, kollapser den i Sorbonne. Situationen er så meget alvorligere når man tager i betragtning at arbejderne har et uendeligt meget stærkere bureaukrati imod sig end studenternes og venstrefløjens amatører. Desuden går venstrefløjens bureaukrater CCT:s (den stalinistisk ledede fagforening) ærinder for at blive tilkendt en marginel eksistens og adskiller på en meget abstrakt måde arbejderne fra studenterne, som "ikke har noget at lære arbejderne". Men i virkeligheden har studenterne allerede lært arbejderne noget gennem deres okkupation af Sorbonne, og ved gennem en kort tid at opretholde en virkelig demokratisk diskussion. Alle bureaukrater erklærer demagogisk for os, at arbejderklassen er vokset op og er blevet myndig, for at skjule det faktum at den er forslavet, og da først og fremmest af sig selv (i nuet, eller i sine forhåbninger der er beroende på et partiemblem). Disse pampere opstiller deres alvorlige løgne midt imod "festen" på Sorbonne. Men det er netop denne fest, som i sig selv var det eneste alvorlige: den radikale kritik af de fremherskende livsvilkår.

Studenternes kamp er nu overskredet. Men endnu mere overskreden er alle de udskiftelige bureaukratiske ledelser, som tror at det er passende at stole på, og finde tryghed for deres magt ved at respektere stalinisterne på et tidspunkt hvor CGT og det såkaldte kommunistiske parti ryster i sin grundvold. Den aktuelle krises udgang er i hænderne på arbejderne selv, ved at de gennem deres okkupation af fabrikkerne kan virkeliggøre det som okkupationen af universitetet kunne antyde.

De kammerater som støttede den første okkupationskomité på Sorbonne: "Comité Enragés - Internationale Situationniste", et antal arbejdere, nogle studenter, har dannet et "råd for opretholdelsen af okkupationerne". Og opretholdelsen af okkupationerne kar kun opfattes som deres kvantitative og kvalitative udvidelse, der ikke lægger fingrene imellem overfor nogen eksisterende magt.