Tingsliggørelsens elementære strukturer
Af Jean Garnault
Som om gamle Marx styrede alt nedefra sin grav, har vare-formen, gennem logikken i dens reelle udvikling, bidraget til at afklare og uddybe kritikken af den politiske økonomi. Det står helt klart at de som har videreført denne kritik, i lighed med borgerskab og bureaukrater, såvel teoretisk som praktisk har gjort alt for at skjule og forstærke forvirringen omkring dette emne ved at drukne det i metafysiske spidsfindigheder og teologiske griller. Verden er imidlertid gået videre uden dem. De analyser, som de anstrengte sig så kraftigt for at skjule, har vareformen med blændende klarhed overført til dagliglivets trivialitet: den har gjort teorien om varefetischismen til en objektiv sandhed og selvindlysende klarhed for alle.
Trods de forandringer varen har gennemgået siden Marx' tid, har den beholdt sin form: en form som indeslutter produkterne af den skabende virksomhed (praktikken), der gennem løn- eller slavearbejdet er berøvet al menneskelighed; en form som - i kraft af sin egenskab af trofast arvtager til den gamle jødisk-kristne gud - har opnået en selvstændig eksistens og formået at skabe mennesket og verden i sit eget billede; en form som affødte antropologien om det isolerede individ der vil forblive frarøvet rigdommen i dets sociale relationer. Varen betyder magtudfoldelse: ikke kun princippet for opløsningen af den gamle bonde-religiøse civilisation (hvis sidste rester den stadigvæk forfølger), men en måde at forestille, at repræsentere verden på, og en form for indvirkning på den; den har reduceret hele den sociale virkelighed til noget måleligt, oprettet det kvantitatives totalitære herredømme samt formået at udbrede det til områder af livet som hidtil havde undgået denne beherskelse. (Jvf. Revolutionens ABZ).
Det der fremstod som det mest konkrete var i virkeligheden det mest abstrakte; en formel rationalisering, en illusion. Men i samme øjeblik en sådan illusion, i lighed med og i modsætning til de revolutionære tanker, opnår selvstændighed, påvirker den den virkelige verden, som en spore til underkastelse.
Det herskende samfund avancerer altid og opnår nye højdepunkter gennem udviklingen af undertrykkelse og fremmedgørelse. Ved at kombinere varefetischismen med kunstværksfetischismen har "Den kybernetiske stat" skabt sin egen fetisch: Vareskuespillet; en projektion af livet i dets helhed omdannet til et krystalliseret væsen der opfattes som en selvstændig virkelighed; det er dette livs blændværk og normgivende model. Fremmedgørelseskoncentrationen har nøje fulgt kapitalkoncentrationens kurs. Konkurrencekapitalismen slog sig til tåls med at overdænge samfundsmennesket med et utal af former for fremmedgørelse, men ved at reducere disse tidligere adskilte sfærer til én og samme reifikation, nedfryser den nuværende bureaukratiske kapitalisme under sin hurtige kybernetisering dette menneske og placerer det i sit udstillingsvindue.
Varens selvstændighed
Kun den dødfødte strukturalistiske eller borgerlige tænkning, som opstod af dette, kunne undgå at forudse en sådan proces. En strukturel analyse skulle i virkeligheden af vareformen have kunnet udlede hele det samfund denne producerer og reproduceres af, heri indbefattet den strukturalistiske ideologi selv. På grund af, at den kun ubevidst har tolket strukturerne i den stadige tingsliggørelsesproces, og fået dem ophøjet til en slags a-historisk absolut, har denne ideologi vist sig ude af stand til at gennemføre en sådan analyse.
Bourgeoisiets tidligere negative arbejde, der foregik under renæssancen, er nogenlunde blevet fuldbyrdet med forsinkelser af forskellig karakter. Det forlængst opløste unitære samfund er blevet erstattet af en tomhed der ophøjes til det eneste mulige. Det mikro-samfund der var organiseret omkring virkelige, men kvantitativt og kvalitativt begrænsede enheder (landsby, familje, lav osv.), er af tomheden blevet erstattet med en række tingsliggjorte abstraktioner: individet, staten, forbrugeren, markedet, som bygger deres tilsyneladende virkelighed på det skin af virkelighed de har antaget i vores eget liv.
Den formelle logiks principper (som med de første købmænd trængte igennem i de gamle handelsbyer) finder deres fulde virkeliggørelse i vareskuespillet. Identitetsprincippet er for varen hvad helhedens kategori er for den revolutionære bevægelse. Indenfor vareformens oprindelige struktur, dvs. før dens vækstkrise, kunne varernes almene identitet kun opnås via deres fiktive identifikation med en abstrakt almen ækvivalent. Denne dagligt gentagne, illusoriske identitet inducerede til sidst alle behov, og følgelig alle forbrugeres identitet, og opnåede således en vis grad af realitet. Den fuldstændige virkeliggørelse af den gamle abstrakte ækvivalens ville være højdepunktet af denne proces. Kulturproduktionens sektor, hvor reklamen som følge af inflationen har større og større vanskeligheder med at skelne mellem produkterne, anmelder og foregriber denne store tautologis komme.
Varen er ligesom bureaukratiet en formalisering og rationalisering af praktikken: dens reducering til en ting, som kan beherskes og manipuleres. Under dette herredømme reduceres den sociale virkelighed til to modstående betydninger: en bureaukratisk varebetydning (som på et andet plan modsvares af bytteværdien) og så en virkelig betydning. Kapitalismens bureaukratisering indebærer ikke en indre, kvalitativ forandring, men tværtimod en udvidelse af handelsvarens form. Varen har altid været bureaukratisk.
Den skuespilsmæssige vareform parodierer det revolutionære projekt: en menneskehed som endelig er blevet herre over sig selv, over sin historie, og nu behersker sit naturlige og sociale miljø. Den behersker et isoleret og abstrakt menneske ved hjælp af et miljø, som heltigennem er blevet organiseret af magten. Hvis det er sandt, at mennesket er et produkt af sine livsvilkår, vil det være, tilstrækkeligt at skabe umenneskelige vilkår for at kunne reducere mennesket til ting. I organiseringen af vareverdenen reduceres "mennesket" til en ting, medens tingene - i overensstemmelse med principperne om de forbundne kar - antager menneskelige kvaliteter. En annonce i ugebladet "Elle" havde denne overskrift: "Disse møbler lever." - Ja, de lever (af) selve vores liv. Mennesket er menneskets verden.
Nietzsche peger i sin bog Den muntre videnskab på, at "et stort overskud af ris i kosten fører til opiums- og narkotikaindtagelse, på samme måde som et overskud af kartofler medfører indtagelse af alkohol. Dette stemmer overens med det faktum, at den narkotiske tænknings fortalere, ligesom hindufilosofferne, anbefaler en ren vegetarisk diæt. De ville lave denne diæt om til en lov for masserne, for på denne måde at vække de behov til live som kun de selv ville være i stand til at tilfredsstille". Men i et samfund, som kun kan forsøge at skjule behovet for et andet liv, er vareskuespillets opium kun en parodisk virkeliggørelse af dette eneste og virkelige ønske. Med vareformen og de forestillinger den frembringer, søger skuespilsamfundet at knuse dette enkle ønske ved at tilføre det en mængde partielle og illusoriske tilfredsstillelser. Som tak for at vi afstår fra det eneste mulige, dvs. et andet samfund, tilbydes vi til gengæld, på meget generøs vis, alle muligheder for at blive noget andet i dette samfund.
Vareskuespillet koloniserer det mulige ved politimæssigt at fastslå sin epokes teoretiske og praktiske horisont. Ligesom den religiøse ramme i middelalderen fremstod som den uoverskridelige horisont som klassekampen måtte holde sig indenfor, således tenderer vareformen imod at skabe sin egen ramme inden for hvilken alle kampe for fuldstændig frigørelse på forhånd vil være tabt.
Men på samme måde som vareformen, der monopoliserer hele virkeligheden, kun havde en virkelig eksistens i hjernerne på bourgeoisiet i det attende århundrede, så er dette mareridt til samfund intet andet end en oplevet ideologi; en organisation af det tilsyneladende, som kun opnår en tilsyneladende organisation. Skuespillet har i virkeligheden aldrig nogensinde været andet end varens fantastiske virkeliggørelse, idet varen aldrig har indeholdt nogen sand virkelighed; dens mystiske karakter består i at den reflekterer det menneskelige livs egenskaber som objektive egenskaber. Magten projicerer billedet af overlevelsen sådan som den selv tillader den at se ud, ved at tilføre den elementer som ind imellem har et frigørende indhold, altid åbne overfor det mulige. Derved stilles disse elementer i undertrykkelsens tjeneste: fremmedgørelsen bliver mere tilforladelig når den er udsmykket med kritikkens blomster.
For dem der forstår at tyde tidens sociale sammenhæng bliver det for hver dag lettere at afsløre de herskende klassers drømme: Intet mindre end skabelsen af et abstrakt samfund (abstraheret fra samfundet) hvor abstrakte tilskuere forbruger abstrakte objekter. På denne måde ville den med længsel ventede samhørighed mellem ideologi og virkelighed opnås: forestillingerne udvikles til et verdensbillede, som til sidst skal erstatte verden og grundlægge en billedverden, skabt af magten og som udsalgsvare fremført på markedet. Den bevidste forestilling af livet som et produkt af egen aktivitet ville derefter kunne forsvinde ud af forbruger-tilskuerens egen hjerne og han ville ikke kunne medvirke i noget som helst andet end skuespillet omkring hans eget forbrug. Vask dit ansigt i vor sæbe - din hjerne vasker vi.
Kybernetikernes opfattelse om tilbagelæggelsen af filosofien går side om side med deres drøm om at genoprette de unitære samfunds tabte paradis, ved med skuespillet som basis at berige det med den sociale fremmedgørelses totusind-årige fremskridt. Disse drømme afslører i forbifarten disse samfunds smukt skjulte mystificerede karakter: de byggede altid deres enhed på undertrykkelse. I en verden der var fuldstændig reduceret til det kvantitative, totalt domineret af identitetsprincippet, så at selv den mindste indvending ikke kunne forstyrre dens ligevægt: dér ville det gamle filosofisk-økonomiske ordskvalder virkelig blive overflødigt.
Disse fantasterier finder på deres vej frem til andet fosterstadie deres praktiske virkeliggørelse, som altid er overordentlig afslørende. Et hospital i Richmond, Virginia, har lanceret en "Livets Ø" for svært brandskadede. Den består af en enorm plasticboble, der holdes fuldstændig fri for bakterier. Efter at være blevet desinficerede bliver de brandskadede placeret i denne præ-steriliserede atmosfære. "Ingen klaustrofobi: Livets Ø er gennemsigtig" (Paris-Match). Afventende på, at en kærnevåbenkonflikt skal tilgodese denne filantropiske frembringelse med de patienter den fortjener, bygger samfundet et billede af de vilkår det påtvinger os: overlevelse i kontrolleret isolation.
Selvom vareskuespillet stræber efter at indføre denne simple og livløse positivisme, nærer det negationen ved sit bryst, og ligesom al historisk virkelighed frembringer det spiren til sin egen undergang. Det er en gammel velkendt socio-økonomisk sandhed, at masseindustriens udvikling producerer og overproducerer overproduktionen. Visse sociologer er endda nået til den opfattelse, at med overproduktion af varer vil den objektive forskel mellem ting forsvinde. Den eneste forskel som kan indføres er rent subjektiv. Men at opdage de selvdestruktive tendenser som ligger latent i en sådan proces, overstiger en sociologs fatteevne. Samtidig med at brugsværdien forsvinder, forskydes tingens generelle identitet fra virkelig indbildning til indbildt virkelighed. Alligevel er brugsværdien denne virkeligheds inderste kerne, uden hvilken bytteværdien hverken ville kunne blomstre eller overleve. Varerne undertrykker selv deres egne vilkår. Når systemet kan klare sig uden virkelighed, beror dette på at virkeligheden klarer sig uden systemet. Det moderne samfund er allerede så tæt på en revolution, at det på forhånd parodierer sin egen undergang. Gadgets arbejder for forbrugssamfundets undergang. De sidste gadgets er "nothing gadgets" (ingentingester): den formålsløse maskine, maskinen som destruerer sig selv, falske dollars til at kaste i kakkelovnen.
Men varen frembringer også sine egne graverkarle, som ikke vil lade sig nøje med et skuespil om varens undergang: deres mål er selve vareskuespillets undergang. Man kan ikke gendrive eksistensbetingelserne, man kan kun befri sig for dem.
På alle den praktiske kamps niveauer aftegnes der bedrifter som umiddelbart kan overgå til revolutionære handlinger. Men på grund af mangelen på tilstedeværelsen af en virkelig revolutionær bevægelse, vil disse stridigheder forblive på det individuelle niveau. Nostalgien over for privatejendom har dannet grundlaget for teorien om den individuelle tilbageerobring, og har reduceret den til en tom reaktion imod den abstrakte socialisering som vareformen har indført. Tyverierne fra supermarkederne, som ejernes psyko-sociologer helt korrekt betegner som værende "ukendte forehavender", er kvalitativt af en helt anden kategori. I overflodssamfundets skuespil ophører de såkaldte forbrugsobjekter med at være nydelsesobjekter for i stedet at blive beskuelsesobjekter, som bliver mere og mere fremmede for dem hvis behov de er afset til at tilfredsstille. Tyveriet er i denne situation den eneste tilegnelse som er forenet med nydelsen, og dermed i modsætning til de "ukendte forehavender" der fremstår som en form for beskuende anvendelse, en måde at lade sig beherske af tingene på uden at nyde dem.
Som den helt store opdagelse har visse sociologer i deres politimæssige undersøgelser udråbt den forbindelse, som eksisterer mellem læderjakkerne og de arkaiske samfund. Og endda er dette ganske enkelt og åbenlyst ikke spor andet end den virkelige forbindelse mellem et samfund der ligger på denne side af systemet og grupper som har tilbagelagt det. Den frivillige ødelæggelse af varer og rudeknusningerne minder om luxusdestruktionen i de før-kapitalistiske samfund (med den indskrænkning at disse handlinger ser den revolutionære kapacitet begrænset i et samfund hvor der hersker overproduktion af varer). Visse læderjakker undgår denne tvetydighed ved at stjæle varerne for at forære dem væk. De reproducerer på et højere niveau den gavegivning som var fremherskende i de arkaiske samfund, som byttehandelen - i egenskab af en formalisering af de sociale relationer på basis af en lav udviklingsgrad hos produktivkræfterne - har fået ødelagt. De opdager således et adfærdsmønster der er endnu bedre tilpasset et samfund der definerer sig selv som et overflodssamfund, og de påbegynder således gennem deres praktik dette samfunds tilbagelægning.
Under tidligere oprør har de mest spontane handlinger (dem som magthaverne altid kalder for blinde) definitivt været de mest revolutionært klartsynede. For at tage et aktuelt eksempel: Revoltedeltagerne i Los Angeles angreb direkte den skuespilmæssige bytteværdi, der tjente som indramning af deres slaveri; de var skuespilsamfundets himmelstormere. Samtidig med at de knuste reklamevinduerne og nedbrændte varehusene, antydede de omgående brugsværdiens genoprettelse: "En sort der transporterer et stjålet køleskab på en trillebør, åbner det og fremdrager stege og whiskyflasker." (L'Express).
Hvis det er sandt at revolutionerne i al almindelighed indtil nu har spildt deres tid ved at spankulere rundt i de gamle festers klædedragt, så har fjenden, som de synes at have glemt, altid vidst at minde dem om de gerninger der burde have været virkeliggjort forlængst. Hvad der er blevet taget for fortvivlelsens gerninger, er kun et udtryk for en fortvivlelse over ikke at have fuldbyrdet dem noget før. De kommende revolutioner må omgående genopdage disse handlinger og virkeliggøre dem uden tøven; ligesom vareskuespillets undergang er de bærerne af håbet om et frit skabende liv. Da drejer det sig om at tilbagekræve alle de skatte som blev indleveret til skuespillets himmel og sætte dem i det virkelige livs tjeneste. Man vil kalde os for forbrugersamfundets ødelæggere, men det eneste vi gør er at virkeliggøre os selv.
