Det moderne industrisamfund har indtil nu bygget sit organisationsprincip på basis af de klassiske sociale strukturformer, som blev udviklet i Grækenland og Rom. Hele rækken af disse forskellige regeringsformer er efterhånden blevet afprøvet i løbet af den industrielle epoke efter den store franske revolution. Dette gælder platonismens uoplyste enevælde, det mere eller mindre aristokratiske militærdiktatur som afløste adelens herredømme, såvel som de forskellige former for demokrati, af hvilke det heller ikke med det fordoblede oplag, det såkaldte folkedemokrati, er lykkes at skabe en samfundsform, som kan realisere betingelser, som muliggør en fuld, rig blomstring for den menneskelige tilværelse.

Det nye forhold som mere og mere har domineret det industrielle samfund siden dets begyndelse er trods al pionerromantik den tiltagende socialiseringen af tilværelsen, selv maskinteknikens uundgåelige konsekvens. Med socialisme forstås det princip, som gør samfundet til eneste mål og mening for al menneskelig virksomhed. Om denne udvikling opfattes som et fremskridt eller som en tiltagende trussel for den menneskelige frihed og om man handler ud fra den ene eller anden af disse indstillinger - alt dette viser sig at være komplet ligegyldigt. Socialiseringen breder sig bare ud, på den ene eller anden måde. Derfor kan mennesket i fremtiden kun beherske denne udvikling hvis han ser dette faktum direkte i øjnene, og udvikler de frigørende livsformer på basis af denne indsigt. At beherske den betyder som menneske at kunne hæve sig op over den fatalistiske nødvendigheds princip og finde nye muligheder for at vælge og bestemme.

Den strukturering, som muliggør udformningen af disse nye betingelser, har vi kaldt den situkratiske samfundsorden. I dag er den hverken teoretisk eller praktisk udformet. Men udgangspunktet er baseret på en afkristning af den kirkegaardske situationsfilosofien og dets forening med den engelske økonomiske lære, den tyske dialektik og det franske sociale aktionsprogram. Altså en dybtgående revision af den marxistiske lære. En revision som fuldstændigt revolutionere marxismen gennem en nyskabelse ud fra skandinavisk kulturforståelse.

Denne nye ideologi og filosofiske teori kalder vi SITULOGIEN. Den er baseret på princippet om socialt demokrati i den forstand at den udelukker alle kunstige privilegier. Den er endda garanti for at forskelligartede værdier kan udvikles uden at visse kim - som det sker i dag - brutalt udnyttes i et mere eller mindre forklædt slaveri for den talentløse. Sartre hævder, at man skal spørge sig selv: "Hvad vil ske, hvis alle handler som jeg?" På det spørgsmål vil vi svare: "Alle ville da dø af kedsomhed." Hvad vi vil udvikle er menneskets mulighed for at åbne så frit et spillerum i og for sin tilværelse som muligt, og dette betinges just af alles mulighed at gøre noget forskelligt.

Far at realisere og udvikle situlogien stiftedes i 1957 i Paris den FØRSTE SITUATIONISTISKE INTERNATIONALE. Siden da har et dybtgående brud på enigheden resulteret i en række ekskluderinger af situationister fra England, Italien, Holland, Belgien, Vesttyskland, Danmark, Norge, Sverige og Finland. Denne permanente fluktuation truer i dag med at gøre bevægelsen til en slags international avantgardeskole, hvor betydningsfulde kunstnere kan få en afsluttende læreplads. Det var ikke hensigten.

Konflikten nåede sin kulmination med det bedrøvelige skak-slag i Paris, da man ekskluderede de tyske situationister fra Münchengruppen "SPUR" på et tidspunkt, hvor denne gruppe stod anklaget af de neofascistiske myndigheder i Tyskland for at have fremstillet "Entartet Kunst".

Denne parisiske gambit fik det meningsløse resultat, at de samme personer, som ekskluderede gruppen, i dag efter den domfældelsen stiller sig solidariske med "SPUR", selvom de ikke vil have noget med gruppen at gøre.

Det uholdbare i denne situation viser klart, at programformuleringen for situationistisk virksomhed led af en fundamental svaghed: den arbejdede videre efter det gamle klassiske og helt igennem usmidige organisationsmønster.

For at undgå at denne svaghed skulle få lov til at vælte hele det samarbejde som indtil nu er opnået, foreslog hollandske de Jong i tidsskriftet "The Situationist Times", at man skulle realisere det situationistiske anti-organisationsprogram gennem at opløse centralorganisationen, så at hver og een uden videre kunne være situationist og på den måde realisere den situationistiske ideologi efter eget forgodtbefindende.

Til dette forslag har den fransk-belgiske situationistgruppe under Guy Debords ledelse svaret et klart NEJ, ved, gennem artikler i tidsskriftet "Internationale Situationniste" og i dagbladet "Information" i København, at erklære at den skandinaviske situationistgruppe omkring Drakabygget og dens sekretær Jørgen Nash er ekskluderet fra den første situationistiske internationale.

Da vi ikke på nogen måde kan godtage de perfide beskyldninger man i denne anledning i det nævnte tidsskrift og på andre måder har rettet mod os, og vi under ingen omstændigheder vil opgive vort arbejde på at yde vort direkte bidrag til den situationistiske udvikling i overensstemmelse med vores overbevisning.

VI ERKLÆRER GENNEM DETTE MANIFEST DEN ANDEN SITUATIONISTISKE INTERNATIONALE FOR STIFTET.

Etableringen af den anden situationistiske internationale anser vi som en historisk nødvendighed, fremtvunget af de betingelser, som fortiden bydes os, men vi regner samtidigt med at denne skilsmisse er midlertidig. Vi håber, at vor egen såvel som den situationistiske udvikling omkring Paris bliver fulgt op af en østeuropæisk gruppe og at alle tre tendenser på en gang kan mødes i en tredje situationistisk internationale, som i det mindste for Europas vedkommende kommer til at kunne rumme alle de frugtbare nuancer, som er nødvendige for at nå frem til en virkeligt situkratisk samfundsorden, realiseret i al sin rigdom.

Da udviklingen viser, at den situkratiske proces på en besynderlig måde tvinges til at følge samme mønster, som den i forrige århundrede oprettede kommunistiske internationale, der førte til splittelse mellem den anden socialdemokratiske internationale og den tredje kommunistiske internationale (selv om processen denne gang går i et raskere tempo) er der fornuft i at belyse de socialistiske spitelsesmanøvre ud fra helt andre principper end den traditionelle gensidige kritik, som indtil nu har været den eneste anvendte metode. Hensigten er da at kunne nå frem til de elementære grundbetingelser i samfundsstrukturerne, som åbenbart helt automatisk har skabt parallellen mellem før og nu.

Niels Bohrs komplementaritetsteori er baseret på iagttagelsen, at det er umuligt at give en eksakt samtidig beskrivelse af TILSTAND og BEVÆGELSE. Hvis denne iagttagelse er mere end en abstrakt videnskabelig sandhed, må samme uforenelighed findes i selve den situation han beskriver. Og vi står så overfor to uforenelige opfattelser af samme situation. Vi skal nu se bort fra de gensidige grove beskyldninger og antage, at både det skandinaviske og det franske situationistprogram er velmenende, intelligent og rigtigt. Hvis vi gør det, bør vi kunne nå frem til et fundamentalt brud på enigheden for at kunne fastholde fokus.

Hvis man på denne uforvirrede måde betragter problemet, opdager man hurtigt, at Guy Debords hele argumentation og parisiske horisont er rent positionelt opbygget, og at det samme gælder hans situationsanalyse, men derimod er den skandinaviske indstilling helt bevægelsesbaseret. For den som indser dette, fremstår den foreslåede skilsmisse mellem grupperne som både naturlig og nødvendig hvis begge tendenser virkelig skal blomstre. Hvis de absolut med vold og magt skal forenes i et princip, kommer de kun til at forhindre hinandens udvikling og skabe endnu mere uløselige konflikter. Etableringen af den "Anden Situationistiske Internationale" kan altså hverken opfattes som et skridt fremad eller et skridt tilbage. Det er udviklingen af en SAMTIDIG situationistisk dobbelttendens med to indbyrdes helt uafhængige programmer.

Vi ønsker altså overhoved ikke at blande os i parissituationisternes positionelle problem. I hvert fald ikke før det er blevet formuleret på en så klar måde, at det kan underkastes en systematisk og rationel kritik. Den positionelle situationisme har projektionen som definitiv udgangspunkt. Dette er typisk får det latinske handlingsmønster. Når det nordiske socialdemokrati kaldes reformistisk, er det fordi man her altid projekterer ud fra selve situationsudviklingen. Sådanne væsensforskellige forudsætninger medfører automatisk at alt intimt fransk-nordisk samarbejde altid må foregå i lyset af en uløselig konflikt, uden at [nogen af] parterne kan siges at have ret. Den græsk-latinske videnskabsteori er klart politisk eller sociocentrisk og må nødvendigvis med alle midler bekæmpe vores såkaldte ANTROPOCENTRISKE opfattelse, som sætter mennesket selv i centrum får den menneskelige virksomhed.

Når Sartre's eksistentialistiske skolastik betegnes som "humanisme", beror dette på at selve begrebet "menneske" her er helt sociocentrisk defineret. Når situationister går ud fra det princip, som Pascal, Descartes, Benedetto, Croche og Gide hævder; at "følelsen er en sekundær følge af handlingen", eller at den religiøse følelse kun indfinder sig hvis man tvinges til at afrabble bønner, er det nødvendigt at fastslå denne indstillings uforenelighed med den skandinaviske situationistfilosofi, som udgår fra handlingens sekundære forhold til følelsen, hvilket hos os virker som en primær og ureflekteret form for intelligens. Den lidelsesfulde tanke eller DEN TANKFULDE LIDELSEN. Handling betyder ifølge klassisk-latinsk opfattelse bevidst handling.

Dette betyder ikke at vi forstår den franske metode som fejlagtig eller ubrugelig. Den er bare ikke acceptabel som almengyldig for os. Den arbejder på et område, som er komplementært til vort. Vi vil ikke undlade at påpege, at de skandinaviske politikere, som i dag handler i fællesskabets navn, og samtidigt bort fra denne modsætning, risikerer at blive berørt meget smertefuldt af de nordiske følelsesreaktioner.

På grund af disse forudsætninger er den Anden Situationistiske Internationale kun en frit organiseret folkebevægelse, baseret på et samspil mellem selvstændigt grupperede individuelle ytringer enige om de programpunkter, som i al sin korthed skal skitseres her:

A. VIDENSKAB ER BEVIDSTHEDENS FÆLLESSKAB. Hele menneskeligheden er deltagere. Vor krav er videnskabens fulde frigørelse fra slaveriet under statsmagter, truster, politiske ideologier. Kravet om videnskabens frigørelse er kravet om VIDENSKABENS FULDSTÆNDIGE OFFENTLIGHED. En verdensorganisation skal sikre dette og forhindre, at videnskabelige resultat i fremtiden kan hemmeligholdes af isolerede samfundsgrupper eller stater og udnyttes til terrorisering og destruktion af den øvrige menneskelighed. Dette kan sikres gennem en organisation som minder om UNESCO, men en forudsætning er, at den får mulighed for at forholde sig absolut uafhængigt overfor krav fra enhver politisk magtgruppe. På det praktiske plan fordrer vi at det tjekkiske område frigøres fra sine satelitbånd med Sovjetunionen og at UNESCO derefter flyttes til Prag.

Det tekniske udnyttelse af videnskaben er resultatet af staters eller særlige samfundsgruppers opfindsomhed. Men eftersom ikke alle kan have lige stor viden om eller intresse i videnskab, må den socialiseres eller kollektiviseres, hvor igennem den kan være åben for alle. Dette gælder naturligvis ikke direkte de tekniske opfindelser.

B. Også kunsten skal være åben for alle. Kunstens og kulturens økonomiske selvstændighed og frihed i forhold til statsadministrationernes politiske apparat skal forsøgsvis muliggøres gennem etableringen af selvstændige kulturcentre og skabende folkehøjskoler, under beskyttelse af det nye UNESCO i Prag med eget internationalt ØKONOMISK grundlag.

C. Arbejderbevægelsen, hvis rolle engang var forbundet med tanken om jordens salt, har i dag formørket sig selv tømt for intelligens og inspiration gennem sin stræben efter social komfort og kun opnået en god social standard i et forbrugersamfund ledet af politiske ekspedienter og kulturentreprenører. Derfor vil situationismen kæmpe specielt for kunstens, videnskabens og selve tankens åndelige og økonomiske integritet.

D. Vi tilslutter os til Mutantprogrammet for en interplanetære økonomiske ekspansion, opløsningen af alle eksisterende militære projekter og ødelæggelsen af alle kernevåben. Hvis en menneskelig kulturen skal tilintetgøres, vil vi går under med den uden nogen form af bunkeraristokratisk overlevelse.

SITUATIONISMEN OG DEN NORDISKE REFORMISME.

Vi er på det rene med, at skandinaverne er umådeligt svage i spørgsmål om projektioner og måske endnu svagere overfor andres projekt. Dette beror på at vi ikke er i stand at adskille teori og praktik, at vi hele tiden bedømmer teorien i forhold til den umiddelbare handling. Når vi altså indleder en situationistisk udvikling, er vi automatisk på vej mod at realisere denne med forhåndenværende midler. Den franske gruppen går ud fra et helt modsat princip. Der skal man først have ryddet op og fjernet alle forhindringer, INDEN man begynder på opbygningsarbejdet. Dette indebærer, at man skal tro på deres program og bekæmpe modstanden herimod, inden man kan begynde at realisere sig selv. Og at realisere sig selv er det det gælder om. Den franske indstilling er så farlig, at et frontalangreb kræver en overlegen styrke, hvis det skal have nogen værdi. Uforberedte og svage frontalangreb styrker kun fjenden endnu mere, hvis den er stærk i forvejen. Resultatet bliver let, at fjenden bliver interesseret i disse ufarlige frontalangreb, som altså derigennem let får karakter af en for fjenden værdifuld provokationsaktivitet. Og det er givetvis ikke meningen. Kun gennem samtidigt at angribe problemet ved hjælp af de to indbyrdes komplementære metoder vil det lykkes.

Hvis vi kan fastslå, at den skandinaviske metode er klart reformistisk i modsætning til den franske metode, som er klart revolutionær, må vi også tilføje en anden karakteristik af den nordiske. Vi ved, at vi må knytte an til alle nye perspektiver i forhold til vores tradition og historiske fortid. Vor tilknytning til dette organiske princip medfører at vi af andre kan komme at opfattes som yderst konservative. I dag, når begreber som konservatisme, fremskridt, revolution, reaktion er blevet meningsløse floskler, har selve anvendelsen af denne liberalistiske terminologi blevet så absurd, at det savner kraft. I forhold til om situationismen er en sådan karakteristik dobbelt meningsløs, da vi i foreningen af den nordiske situationsfilosofien og et gennem skabende virksomhed fornyet nordisk højskoleprincip på forhånd selv bevæger denne moderne traditions forudsætninger. Disse elementer forekommer os at give de i det hele taget eneste mulige ideologiske og organisatoriske principper, som gør et situationistisk fremskridtsperspektiv realiserbart. Hvis de franske situationisterne ikke accepterer disse forudsætninger, SER VI FREM TIL ET FRA DISSE PRINCIPPER KLART UAFHÆNGIGT PROJEKT FRA DERES SIDE.

Når vi er overbeviste om at kun en tredje situationistisk international med bidrag også fra den østeuropæiske kulturforståelse kan udvikle det situkratiske program i al dets rigdom, er det fordi vi er overbeviste om at der eksisterer et tredje situationistisk princip, udviklet på basis af et iagttagelsessystem, som er fuldstændigt uafhængigt af det specifikt nordiske og det specifikt latinske synspunkt.

Vi regner med at det er baseret på Alfred Jarrys patafysiske principper, som ophæver ekvivalensprincippet også til at være et etisk og kunstnerisk princip. En situationisme, som ikke anerkender det patafysiske ekvivalensprincip som universelt gyldigt, må stemples som reaktioner demagogi.

Det specielt hårde præg, som den situationistiske konflikt har fået, forekommer mange mennesker uforståelig. Vi tvivler ikke på at den i Europas fremtidige historie kommer at fremstå som en af vort århundredes mest afgørende kulturbegivenheder - vi er nemlig kun ved begyndelsen. Til alle, som finder denne kamp uværdig, vil vi sige, at krig med ord er bedre end krig med våben, en krig på skabende grund kommer af en moralsk styrke, som militær destruktion aldrig kan opnå.