Revolutionens ABZ

Af Raoul Vaneigem

1.

Den bureaukratiske kapitalisme har fundet sit legitime forsvar hos Marx. Vi har ikke hermed villet fastslå den ortodokse marxismes betydning for styrkelsen af neokapitalismens struktur, som under dens nuværende reorganisering har afsløret den dybeste respekt for den sovjetiske totalitarisme. Hvad det derimod drejer sig om er at påpege i hvor stor udstrækning Marx' mest dybsindige analyser af fremmedgørelsen er blevet vulgariseret indtil de mest banale fakta, der - berøvet deres magiske skal og materialiseret i hver en gestus - dag for dag er blevet det eneste livsindhold for et voksende antal mennesker. Den bureaukratiske kapitalisme indeholder den selvindlysende sandhed om fremmedgørelsen, og har klargjort den for alle med en betydelig større succes end Marx nogensinde kunne have håbet på. Den er blevet banal efter at den materielle nøds formindskelse har afsløret selve hverdagens kedsommelighed. Forarmelsen er blevet reduceret til termer af ren overleven, men den tiltager i dybde hvis man betragter vor livsmåde - her viser sig en udbredt følelse, som adskiller Marx fra alle de fortolkninger der er blevet ham påtvunget af en degenereret bolsjevisme. "Teorien" om den fredelige sameksistens har gjort det helt klart for de der endnu har tvivlet: udsugere kan komme rigtig godt ud af det med hinanden på trods af et skuespilmæssigt modsætningsforhold.

2.

"Enhver handling", skriver Mircéa Eliade, "kan blive en religiøs handling. Den menneskelige tilværelse virkeliggøres samtidig på to parallelle planer: på den ene side det midlertidiges, det kommendes og illusionens, og på den anden side evighedens, substansens og virkelighedens plan." Den brutale skilsmisse mellem de to planer i det 19. århundrede viste at magten ville have været mere effektiv såfremt virkeligheden var forblevet indsvøbt i et røgslør af guddommelig ophøjethed. Det må erkendes at reformismen i modsætning til Bonaparte havde held med at opløse det kommende i evigheden og virkeligheden i illusion; det er muligt at foreningen ikke er så tilfredsstillende som ægteskabets sakramente, men den holder, og mere kan forvalterne af social fred og sameksistens ikke forlange af den. Den leder os også til at definere os selv - fangede i det værendes illusoriske men uundgåelige perspektiv - som afslutningen på den abstrakte midlertidighed og som afslutningen på en tid hvor vore handlinger var bestemt af tingsliggørelsen. Skåret ud i pap: at definere os selv ved fremmedgørelsens positive pol, som afslutningen på menneskehedens fremmedgørelse.

3.

Socialiseringen af de primitive menneskegrupper åbenbarer en vilje til at kæmpe mere effektivt mod naturens mystiske og skræmmende kræfter. Men at kæmpe i naturen, på samme tid imod, og med den, at underkaste sig dens mest umenneskelige love for at gribe den mindste chance for at overleve - at gøre dette, kunne kun frembringe en mere udviklet form for aggressivt forsvar, en mere sammensat og mindre primitiv holdning, som på et højere niveau manifesterer de modsætninger, som de ukontrollerede og dog påvirkelige naturkræfter aldrig ophørte med at påtvinge mennesket. Samtidig med at kampen mod naturens blinde dominans blev social blev den også fremgangsrig i den betydning at den gradvist assimilerede den primitive og naturlige fremmedgørelse, men i en ny form. I kampen mod den naturlige fremmedgørelse blev fremmedgørelsen social. Om det end er tilfældigt, så har en teknisk civilisation udviklet sig til det punkt hvor den sociale fremmedgørelse er blevet afsløret gennem dens konflikt med de sidste rester af naturens modstand, som det af gode grunde ikke er lykkedes for teknikken at tilintetgøre. I dag foreslår teknokraterne at vi gør en ende på den primitive fremmedgørelse; i smuk humanitær begejstring opfordrer de os til at fuldkommengøre de tekniske metoder, som "i sig selv" ville sætte os i stand til at blive herrer over død, lidelse, sygdom og kedsommelighed. Men miraklet ville ikke være at afskaffe døden, miraklet ville være at afskaffe selvmordet og ønsket om at være død. Der er måder at afskaffe dødsstraffen på, som får en til at savne den. Indtil nu har teknikkens særlige anvendelse i samfundet, samtidig med at den kvantitativt har reduceret tilfældene af lidelse og død, tilladt døden selv som kræft at æde sig ind i livets hjerte.

4.

Den forhistoriske samlerperiode efterfulgtes af jagtperioden, hvor klaner blev dannet og kæmpede for at sikre deres overlevelse. Jagtmarker og forråd blev oprettet og brugt til gavn for gruppen som helhed. Fremmede var absolut bandlyste, idet hele klanens velfærd var afhængig af at dens grænser respekteredes. Således fremkaldte den frihed, man vandt ved at installere sig mere komfortabelt i naturen, gennem en mere effektiv beskyttelse imod dens tilfældigheder, sin egen negation udenfor de grænser, klanen havde trukket op, og tvang gruppen til at ændre sin sædvanlige aktivitet ved at organisere dens forhold til udelukkede og truende stammer. Allerede fra dens grundlæggelse frembragte således den økonomiske overlevelse på samfundsmæssig basis grænser, restriktioner og interessekonflikter. Det må slås fast, at indtil i dag har historien uophørligt defineret sig selv og os i forhold til den private tilegnelses bevægelse, fra en klasses, en gruppes, en kastes eller et individs overtagelse af en form for almindelig magt til økonomisksocial overlevelse, som forbliver kompleks; fra ejendomsretten til et stykke jord, et område, en fabrik, kapital - til den "rene" magtudøvelse over menneskene (hierarki). Udover kampen mod de regimer hvis paradisvision er den kybernetiske velfærdsstat, er det en nødvendighed at skærpe kampen mod et grundlæggende og fra begyndelsen naturligt forhold, i hvis udvikling kapitalismen kun spiller en episodisk rolle, og som først vil forsvinde med de sidste spor af hierarkisk magt.

5.

At være ejer vil sige at erobre sig noget som man udelukker andre fra at udnytte, samtidig med at man tilkender alle en abstrakt ejendomsret. Ved at udelukke andre fra den faktiske ejendomsret gør ejeren dem til en del af sin ejendom, for uden dem er han intet (de ejendomsløse absolut, de øvrige ejere relativt). I dette spørgsmål har de ejendomsløse intet valg. Medens ejeren tilegner sig og fremmedgør dem, skaber de hans magt idet nødvendigheden af den fysiske overlevelse tvinger dem til, imod deres vilje, at arbejde med på deres egen fremmedgørelse, at producere den, at overleve i en tilstand som gør det umuligt at leve. Udestængte som de er, deltager de i besiddelsen gennem ejerens formidling. Dette er en mystisk deltagelse, idet alle sociale relationer oprindelig udvikledes på en mystisk grund og langsomt erstattede princippet om ufrivillig samhørighed (slaveri/hoveri), hvorefter hvert medlem fungerer som en integreret del af gruppen ("organisk, indbyrdes afhængighed"). Deres aktivitet indenfor den private tilegnelses rammer garanterer dem deres overlevelse. De konsoliderer en ret til ejendom, som de er udelukket fra, og på grund af denne tvetydighed betragter enhver af dem sig selv som havende del i ejendommen, som et levende fragment af retten til at eje, skønt en sådan tro kun kan befæste individets egen stilling som på en gang værende udelukket og ejer. (Kroniske tilfælde af denne fremmedgørelse: den trofaste slave, strisseren, livvagten, centurionen, som gennem en slags forbund med deres egen død tillægger døden en styrke som er ækvivalent med livskræfterne og forener fremmedgørelsens negative og positive poler - den absolut lydige slave og den absolutte herre - i en destruktiv energi). Det er af vital interesse for udbytteren at denne illusion opretholdes og gøres mere raffineret, ikke fordi han er særligt machiavellistisk, men simpelthen fordi han ønsker at forblive i live. Opbygningen af illusioner afhænger af ejerens egen overlevelse, en overleven der på sin side er afhængig af at hans privilegier overlever. Desuden indebærer den den besiddelsesløses fysiske overleven, den skaber muligheden for at forblive i live, samtidig med at man udbyttes og udelukkes fra et menneskeligt liv. Beslaglæggelsen og beherskelsen til private formål er således påtvunget og opfattes primitivt som en positiv ret, men i en negativ universalitet. Netop fordi retten til privat tilegnelse gælder for enhver og retfærdiggøres i alles øjne som natur- eller guddommelig lov, gøres den til genstand for en almindelig illusion om at den er noget universelt ophøjet, en nødvendig lov, hvorunder enhver individuelt er tilfreds med at acceptere de grænser den trækker for hans egen ret til at leve, og for livsbetingelserne i almindelighed.

6.

Fremmedgørelsens funktion som betingelse for overlevelse må forstås i denne sociale sammenhæng. De besiddelsesløses arbejde er underkastet de samme modsigelser som den private tilegnelsesret. Det forvandler dem til at være ejede, til producenter af tilegnelse og til ansvarlige for deres egen udelukkelse. Men dette arbejde er den eneste chance for trællens, slavens og for arbejderens overleven, i så høj grad at den aktivitet, som tillader tilværelsen at fortsætte ved at fjerne hele dens indhold, gennem en både forståelig og ulykkessvanger omvending af perspektivet til sidst får en positiv betydning. Ikke alene er arbejdet blevet forherliget (som opofrelse under enevælden i dets fordummende aspekter i den borgerlige ideologi og i de såkaldte folkedemokratier), men desuden blev det at arbejde for en herre, frivilligt at fremmedgøre sig, på et meget tidligt stadium den hæderfulde - og i realiteten indiskutable - pris for at kunne overleve. Tilfredsstillelsen af de elementære behov er fremmedgørelsens bedste beskyttelse; den skjules bedst på grund af sin "nødvendighed". Fremmedgørelsen mangfoldiggør behovene, fordi den ikke kan tilfredsstille nogen af dem; i dag måles mangelen på tilfredshed i antallet af biler, køleskabe, fjernsyn: de fremmedgørende genstande har mistet det overnaturliges list og mystik, de er tilstede i deres konkrete armod. At være rig i dag er at eje det største antal forarmede genstande.

Hidtil har kampen for at overleve hindret os i at leve. Det er derfor, umuligheden af at overleve er så vigtig. At overlevelse er umuligt, kan kun blive mere og mere klart efterhånden som komfort og overflod af overlevelsens væsentlige bestanddele reducerer livet til et eneste enkelt valg: selvmord eller revolution.

7.

Det overnaturlige hersker også over kampen mod fremmedgørelsen. Så snart volden i forholdet mellem undertrykker og undertrykkede ikke længere skjules af mystikkens camouflage, viser kampen mod fremmedgørelsen sig pludselig som en skånselsløs nærkamp mod den nøgne magt, der ligger blottet i hele sin brutale styrke og svaghed; en sårbar kæmpe, en kolos på lerfødder, hvor selv det mindste sår vil gøre angriberen herostratisk berømt; men på grund af magtens overlevelse forbliver begivenheden tvetydig. Destruktion, storslåede øjeblikke hvor verdens indviklethed fremstår klart og gennemskueligt, og bliver til noget umiddelbart letfatteligt som alle kan begribe, uforsonlige revolter, som fx.: slaveoprørene, bondeoprørene, billedstormerne, "de rasende", "de fødererede", Kronstadt, Asturien og, som et tegn på hvad der vil komme, læderjakkerne i Stockholm og ulovlige strejker. Kun tilintetgørelsen af al hierarkisk magt vil få os til at glemme disse. Vi har til hensigt at sørge for at det bliver tilfældet.

De mytiske strukturers opløsning og langsommeligheden i deres nydannelse har ikke muliggjort klassebevidstheden og en kritisk granskning af oprøret. Det er også årsagen til at så snart revolutionens "voldshandlinger" er overstået, vil kampen mod fremmedgørelsen blive forstået som en forlængelse af den afmystificeringsproces som gik forud for revolten. Det er her, revoltens reneste og mest autentiske træk omprøves og forkastes gennem klicheen: "det var da ikke vores mening at det skulle gøres" fra teoretikere, som har sat sig til opgave at forklare et oprør for dem som virkeliggjorde det, for dem som påtog sig at afmystificere gennem handling, og ikke kun i ord.

Alle handlinger, som angriber magten, råber i dag på analyse og taktisk udvikling. Man kan vente sig meget af:

a. Det nye proletariat, som opdager sin elendighed i en overflod af forbrugsvarer (dvs. udviklingen af arbejderklassens kamp sådan som den har taget sin begyndelse i England, såvel som holdningen hos den revolterende ungdom i alle de højtindustrialiserede lande).

b. Lande som har fået mere end tilstrækkeligt af deres ufuldstændige og forfalskede revolutioner og som henviser tidligere og samtidige teoretikere til et mausoleum (dvs. intelligensens rolle i system øst).

c. De underudviklede lande, hvis skepsis mod teknologiske myter er blevet holdt i live af kolonisationens strissere og lejetropper, disse de sidste og altfor fanatiske militanter for en magt, mod hvilken de selv er den bedste modgift.

d. Styrken hos Situationistisk Internationale ("Alle bærer vore ideer i sig") som er i stand til at foregribe fjernstyrede oprør, "krystalnætter" og fåreagtig modstand.

8.

Den private tilegnelse er knyttet til dialektikken imellem det specielle og det almene. I den mystik, som udgør grundlaget for modsigelserne i slave- og feudalsystemet, bestræber den besiddelsesløse - der specielt er udelukket fra retten til at besidde - sig for at sikre sin overlevelse gennem sit arbejde, og det lykkes desto bedre for ham i jo højere grad han bestræber sig for at identificere sig med sin herres interesser. Han kender kun de øvrige besiddelsesløse gennem deres fælles situation: arbejdskraftens tvangsmæssige underkastelse i eftersøgningen af den optimale overlevelse og en mystisk identifikation (kristendommen som rekommanderende frivillig underkastelse: i samme øjeblik slaven tilbød sin arbejdskraft "af egen fri vilje", var han ikke længere at betragte som slave). På trods af at kampen er båret frem af den almindelige vilje til at overleve, føres den alligevel på indbildningens niveau, hvor den da også får tilført skuespillet en identifikation med herskerens ønsker og således udløser en vis personlig rivalitet, der igen afspejler rivaliseringen mellem herskerne. Konkurrencen vil blive ved med at udvikle sig på dette plan så længe undertrykkelsens struktur er omgivet af et mystisk mørke og så længe de forhold som fremkalder dette mørke fortsætter med at eksistere. Sagt på en anden måde: så længe slaveri-tilstanden bestemmer bevidstheden om hvordan tingene virkelig forholder sig. (Med objektiv bevidsthed mener vi fremdeles bevidstheden om at være objekt). Ejeren på sin side er tvunget til at anerkende en ret, som han er den eneste, der ikke er udelukket fra, men som imidlertid på det indbildningsmæssige plan fortsat opfattes af de udelukkede som en ret der gælder for alle og enhver. Det er på denne indbildning ejerens privilegier beror, samtidig med at den også giver ham den styrke der er væsentlig såfremt han vil beholde sit gods blandt alle de øvrige ejere. Om han derudover skulle vise sig at være i stand til at give udseende af at han fornægter den eksklusive tilegnelse af alt og alle, og lade det skinne igennem at han er mere slave end herre - en slave af det almene vel, moralens sande vogter - så krones hans styrke med ære og berømmelse, hvorefter han på det indbildningsmæssige plan sammenkoblet med sine øvrige privilegier kan lægge fornægtelsen af selve ideen om den private tilegnelse, hvilket må siges at foregå på en ensidig kommunikations niveau. Han fornægter at nogen har denne ret, han forkaster de øvrige besiddere. I det feudale perspektiv er ejeren ikke integreret i indbildningerne på samme måde som de besiddelsesløse, slaver, soldater, funktionærer, tjenere, etc. De sidstnævntes liv er så elendigt at majoriteten kun kan leve som karikaturer af herskeren (godsejeren, prinsen, hovmesteren, arbejdsgiveren, biskoppen, gud, satan ... ). Herskeren er selv tvunget til at spille en rolle som karikatur. Det kan han gøre uden at behøve nogen større energiudfoldelse: hans imitation af et totalt liv har allerede formen af en karikatur, helt isoleret som han er blandt dem der kun kan overleve. Han er allerede af vor slags, men med et tillæg af en forgangen epokes storhed, styrke og nostalgi. Han lurede også, ligesom vi i dag lurer, - på eventyrets virkeliggørelse, hvor han skulle blive ét med sig selv, således at han skulle kunne genfinde sig på vejen til sin totale undergang. Skulle herskeren, på samme tid som han fremmedgør de andre, pludselig kunne indse at disse er udelukkede og ejede? Om han gjorde det ville han pludselig opdage at han ikke er spor andet end en undertrykker og dermed et rent negativt væsen. Noget sådant er selvfølgelig hverken troligt eller ønskeligt. For netop gennem det, at han hersker over det størst mulige antal mennesker, gør han det jo muligt for disse at forblive i live, er han da ikke netop den som tilbyder sig som deres eneste håb? (Hvad i hele menneskehedens navn skulle der vel ske med arbejderne dersom ingen ville ansætte dem? som det 19. århundredes "tænkere" ynder at spørge). Hvad ejeren i virkeligheden gør, er at han på det officielle plan afstår fra kravet om privat tilegnelse. Overfor det offer den besiddelsesløse yder, ved i sit arbejde at ombytte sit virkelige liv med en pseudotilværelse (mod et liv som hindrer ham i at tage sin egen død, og i stedet tillader herskeren at dræbe ham), kompenserer ejeren ved at give udseende af at han ofrer sin egenskab som ejer og undertrykker. Han udelukker sig selv rent mytisk, idet han stiller sig i alles og mytens tjeneste (fx. i guds eller sit folks tjeneste). Med en yderligere gestus, en handling hvis belønning skænker ham yderligere verdslig stråleglans, giver han forsagelsen dens rene form af mytisk virkelighed: Ved at afstå fra det almindelige liv bliver han en fattig mand midt i en illusorisk velfærd, en der har ofret sig selv for alle medens alle andre kun ofrer sig selv for deres egen skyld, for deres egen overlevelse. Da der er "så koldt på toppen", forvandler han sin situation til en ære. Jo større og mægtigere han er, desto mere ligner hans offer et skuespil. Han bliver hele det illusoriske livs referencepunkt, det højeste punkt som kan nås på en skala af falske værdier. "Frivilligt" tilbagetrukket fra de almindelige dødelige drages han mod gudernes verden, og på indbildningens plan (eneste almene referenceplan) er troen på hans delagtighed i det guddommelige det som kanoniserer hans position i de øvrige besidderes hierarki. I den mystiske organisation, hvor indehaverne af magten og produktionsmidlerne i varierende grad findes, ledes feudalherrerne til at spille den ledende rolle, som i virkeligheden er en rolle der spilles for at sikre organiseringen af gruppens økonomiske overlevelse. Derfor er gruppens eksistens på ethvert plan beroende på besiddernes eksistens som sådanne, dem som ejer alle og som tvinger alle til at fornægte deres eget liv under henvisning til det absolutte og guddommelige i besiddernes eget afsavn. (Fra guden Prometeus, straffet af guderne, til guden Kristus, straffet af menneskene. Besidderens offer vulgariseres, taber sin hellige aura, humaniseres). Myten forener besidderne og de besiddelsesløse. Den binder dem sammen i en fælles form hvor nødvendigheden af at overleve, - som et dyr eller et privilegeret væsen - tvinger dem til at leve på det indbildningsmæssige plan og under et devalueret livs tegn, som det den grå triste hverdag udgør. Dér står vi stadig, ventende på at leve hinsides eller på denne side af en mystik, imod hvilken hver eneste af vore bevægelser protesterer når de adlyder den.

9.

Myten, det unitære absolutte, hvor verdens modsætninger finder en illusorisk løsning, det harmoniskes stadigt harmoniserede drømmebillede, som genspejler og forstærker ordenen, er det helliges område - det overmenneskelige område hvor man, blandt så mange andre vidunderlige åbenbaringer, ikke et eneste sted kan finde den private ejendomsret. Nietzsche var meget nær sandheden da han skrev: "Alt kommende er en kriminel frigørelse fra den evige væren og dets pris er døden." Borgerklassen udgav sig for at erstatte feudalismens rene væren med det kommende, medens alt det den i virkeligheden gjorde var at afhellige det værende og helliggøre det kommende til sin egen fordel, og løftede det op til det værendes niveau, nu ikke længere det absolutte ejerskab men i stedet den relative tilegnelse: noget småtskåret demokratisk og mekanisk kommende, med dets betoning af fremskridt, fortjeneste og årsagssammenhæng. Besidderens liv skjuler ham for sig selv; bundet som han er til myten af en pagt med liv eller død, kan han kun blive bevidst om sin egen positive og eksklusive nydelse af det gode ved at leve op til indbildningen om sin egen eksklusion - og er det ikke netop gennem denne mytiske eksklusion at de besiddelsesløse vil komme til at opdage virkeligheden af deres egen udelukkelse? Han påtager sig ansvaret for en gruppe, han antager en guds proportioner. Han underkaster sig dens velsignelser og straffe, han svøber sig ind i sin kappe af selvdisciplin og forbruges. Herskeren er en model af guder og helte. Hans ansigt er Prometeus' og Kristus' sande ansigt - ansigtet på alle de hvis illusionistiske selvopofrelse har gjort det muligt for "størstedelen af menneskeheden" at fortsætte med at ofre sig for en minoritet, for sine herrer. (En mere nuanceret analyse af ejerens offer bør udarbejdes: er ikke tilfældet Kristus i virkeligheden ofringen af ejerens søn? Hvor ejeren på det indbildningsmæssige plan kun tilsyneladende ofrer sig selv, da fremstår med Kristus den virkelige ofring af sønnen når omstændighederne ikke kan fremvise noget andet alternativ. Som søn er han kun ejer på et tidligere udviklingsstadium, et foster, lidt mere end en drøm om fremtidig ejendom. Til denne mytiske dimension hører også en meget berømt udtalelse af journalisten Barrès der i det øjeblik, hvor verdenskrigen i 1914 endelig gjorde hans hedeste drømme til virkelighed, sagde: "Vor ungdom er, som den bør, gået ud for at udgyde vort blod"). Inden den placeredes på riternes og folklorens museum, gennemgik denne ganske smagløse lille leg en heroisk periode hvor konger og stammehøvdinge dræbtes ritualmæssigt i overensstemmelse med deres egen "vilje". Historikerne forsikrer os at disse ærefrygtindgydende martyrer snart erstattedes med fanger, slaver og kriminelle. Herskerne såres altså ikke længere, men glorien bevarede de.

10.

På ejerens og de ejendomsløses offer baseres opfattelsen om en fælles skæbne. Med andre ord: opfattelsen om de menneskelige vilkår er indlemmet i et drømt og kvalfuldt billede, hvis funktion det er at løse den uløselige modsætning mellem minoritetens mytiske offer og alle de øvriges virkelige offer. Mytens funktion er at den i en række af statiske øjeblikke forener og udødeliggør dialektikken hos "livsviljen" og dens negation. Denne universelt dominerende, kunstlede enhed opnår sin mest håndgribelige og konkrete beskrivelse i kommunikationen, specielt sproget. Tvetydigheden er tydeligst på dette plan, den afslører fraværelsen af en virkelig kommunikation, hvor den udleverer analytikeren til latterlige genfærds varetægt; ordene - evige og foranderlige øjeblikke - hvor indholdet ændres i takt med den person som anvender dem, på samme måde som opfattelsen af offeret. Sæt sproget på prøve og det vil da ikke længere kunne skjule denne grundlæggende misforståelse, hvorefter deltagelsens krise bliver uundgåelig. Sporene af den totale revolution kan følges gennem en epokes sprog, altid truende men aldrig fuldført. De er de berusende og kølige tegn på den tumult de forudsiger, men hvor findes de der tager dem alvorligt? "Overalt revolutionære, men intetsteds revolution." Den miskredit som rammer sproget er lige så rodfast og instinktiv som mistænksomheden overfor myterne, hvilket ikke har hindret at alle er lige så forelskede i dem som nogensinde. Hvordan kan nøgleord defineres med andre ord? Hvilke fraser kan fremvise tegn som afslører løgnen hos den fraseologiske iscenesættelse af indbildningerne? De bedste tekster venter stadigvæk på deres retfærdiggørelse. Først når et digt af Mallarmé bliver den eneste grund til en revolterende handling vil forholdet mellem poesi og revolution miste sin tvetydighed. At afvente og forberede sig på dette øjeblik vil sige at manipulere med informationen, ikke som den sidste chokbølge hvis betydning ikke opfattes af nogen, men som et forvarsel om en handling der er på vej.

11.

Født af menneskets vilje til at overleve naturens ukontrollable kræfter er myten et redskab for den almindelige velfærd som har udlevet sin betydning; det har konsolideret sin position med tyranniets styrke ved at reducere livet til én eneste dimension: overlevelsen, ved at fornægte det som bevægelse og helhed.

Når myten angribes, normaliserer den det som angriber den, indlemmer det og assimilerer det før eller senere. Og intet vil kunne modstå den, hverken billedet eller opfattelsen, der har til hensigt at destruere de dominerende åndelige strukturer. Den hersker over formidlingen af fakta og oplevet erfaring, som den påtvinger sin tolkende struktur (dramatisering). Privat bevidsthed er den bevidsthed om oplevet erfaring som finder sit udtryk på de iscenesatte forestillingers niveau.

Myten får næring af det kompenserede offer. Da ethvert individuelt liv er baseret på dets egen fornægtelse, må den oplevede erfaring defineres som offer og kompensation. Som belønning for sin askese modtager den nyindviede (den forfremmede arbejder, specialisten, direktøren - nye martyrer, der kanoniseres på demokratisk vis) en beskyttende niche hugget ud i muren for iscenesættelsen af indbildninger og forestillinger, så han kan indrette sig komfortabelt i fremmedgørelsen. Men kollektive beskyttelsesrum forsvandt sammen med de unitære samfund, og det der i dag er tilbage til offentlig brug er deres konkrete oversættelser: templer, kirker, paladser ... erindringer om en universel beskyttelse. Beskyttelsesrum er private nu om stunder, og selv om beskyttelsen er langt fra sikker, så er prisen i hvert fald ikke til at misforstå.

12.

"Privatlivet" defineres frem for alt i en formel sammenhæng, og er tydeligt opstået af det sociale relationsmønster der beror på den private tilegnelse; men dets væsentlige form skabes gennem disse relationers udtryk. En sådan form, der er universel og ubestridelig, og som hvert øjeblik bestrides, gør tilegnelsen til en universelt gældende ret - hvorfra alle er udelukkede, en ret man kun har såfremt man giver afkald på den. Om den mest autentiske erfaring mislykkes med at slå sig ud fra den sammenhæng som holder den fængslet (en udbrydning der kaldes revolution) kan den kun blive bevidst, og kan kun udtrykkes og kommunikeres gennem en invertering af det tegn som skjuler dens grundlæggende modsætning. Med andre ord: hvis et positivt projekt mislykkes med at give nyt liv til den radikale omstyrtning af livsvilkårene - vilkår som i alle deres former udgøres af den private tilegnelse - da har det ingen chancer for at undgå den negativitet som hersker over udtrykkene for de sociale relationer: det vil blive generobret i et omvendt perspektiv, som et billede i et spejl. Den private tilegnelses udvikling har, i det totaliserende perspektiv hvor den regerer over alles hele liv og der hvor dens virkelige og dens mytiske magt ikke længere kan adskilles (idet begge er virkelige og mytiske på samme tid), gjort negationen til de reneste mulige udtryksform. Livet i alle dets former svæver i en negation, som udhuler det og definerer det formelt. At tale om liv i dag er som at tale om rebet i en hængt mands hus. Siden nøglen til livsviljen blev tabt har vi følt os frem i et endeløst gravkammer. De der stadigvæk accepterer deres egen forarmelse, elendighed og stagnation indbilder sig at de aldrig skulle kunne bryde sig om livet, lige så let som de undgår at se en levende benægtelse af deres håbløshed i hver og en af deres daglige handlinger, en benægtelse som skulle få dem til at fortvivle over fraværet af deres egen fantasi. Disse indbildninger, som om livet skulle være faldet i trance, tilbyder et felt af muligheder med det erobrende og erobrede dyr på den ene side og helgenen og den rene helt på den anden. Stanken fra dette lokum er virkelig blevet for skrap. Verden og mennesket som repræsentation stinker som ådsler og der findes ingen gud for hånden der kan få slagtehuset til at se ud som et bed med liljekonvaller. Efter alle de tidsaldre hvor mennesker er døde, og efter at mennesket har accepteret gudernes, naturens og biologiens svar uden nogen mærkbar forandring, ville det ikke være helt ubegrundet at spørge sig om vi ikke dør fordi så megen død af specielle årsager kommer ind i hvert eneste øjeblik af vore liv.

13.

Den private tilegnelse kan især defineres som tilegnelse af ting via tilegnelsen af individer. Den er kilden og det oprørte hav hvor alle reflekser blandes og udviskes til utydelige billeder. Dens rækkevidde og indflydelsessfære, som strækker sig over hele historien, synes indtil nu at være karakteriseret af at den er baseret på en dobbeltbestemmelse i adfærden: en ontologi, hvis fundament er selvfornægtelse og offer (hhv. dens subjektive og objektive aspekter); og en fundamental dualisme, en opdeling mellem det specielle og det almene, mellem individ og kollektiv, mellem privat og offentligt, mellem teori og praktik, mellem ånd og materiale, mellem intellektuelt og manuelt, etc. etc. Modsætningen mellem den universelle tilegnelse (appropriation) og den universelle ekspropriation påstår at herskeren er blevet set sådan som han virkelig er og derpå isoleret. Dette mytiske billede af terror, af nødvendighed og afkald opstår blandt slaver og tjenere, blandt alle dem der stræber efter et nyt liv og nye betingelser. Den er det illusoriske genskær af deres deltagelse i ejendommen, en naturlig illusion, eftersom de virkelig deltager gennem den daglige ofring af deres energi (det som i antikken kaldtes pine eller tortur og som vi i dag kalder arbejde); eftersom de skaber denne ejendom i samme forstand som den udelukker dem. Herskeren selv kan kun klamre sig til opfattelsen af arbejdet som offer, som Kristus med kors og søm. Det er på ham det hviler, at gøre ofringen autentisk, at give udseende af en afstandtagen fra en ret til eksklusiv nydelse, samt ikke længere at ekspropriere med rent menneskelig (dvs. direkte) vold. Det storslåede ved en sådan gestus skjuler dens oprindelige voldsomhed, den ædle ofring frikender krigeren, erobrerens brutalitet stråler i lyset fra en ophøjethed med iboende magt, guderne er lovens uforsonlige vogtere, de trættekære fårehyrder blandt flokken af ydmyge og lovlydige, der "er og vil være ejere".

Spillet på det ophøjede, og det offer det medfører, er det største herskeren har opnået, hans mest fuldkomne underkastelse under erobringens nødvendighed. Enhver som agter at tilegne sig en magt, som ikke legitimeres af fornægtelsen, vil før eller senere, hvad enten han er stratenrøver eller tyran, blive opsporet og slået ned som en gal hund - eller endnu værre: som den der ikke forfølger andre mål end sine egne, og hvis opfattelse af "arbejdet" er dannet uden hensyn til de andres åndelige afklarethed, Tropmann, Landru, Petiot, som balancerede med et budget uden post til forsvaret af den frie verden, forsvaret af staten eller af de menneskelige værdier, fik aldrig en sportslig chance. Fribyttere, gangstere, lovløse, som nægter at følge spillets regler, forstyrrer dem som har en fredfyldt samvittighed (dem hvis samvittighed er en genspejling af myten). Men når herskerne dræber forbryderen, eller indrullerer ham som gendarm, overgiver de hans almagt til den "evige sandhed": den der vover sit liv, risikerer at sætte overlevelsen til; den der sætter sig i gæld for at betale, har ret til betalt liv. Herskerens offer er humanismens støbeform og lad det blive forstået en gang for alle, at det gør humanismen til en grotesk benægtelse af alt som er menneskeligt. Humanismen er herskeren taget alvorlig når han spiller, tiljublet af de som ser hans tilsyneladende offer og derigennem håber på frelse og ikke kan se det som et karikaturagtigt spejlbillede af deres eget virkelige offer. Retfærdighed, værdighed, ære, frihed ... disse ord der hyler og bjæffer, er de i virkeligheden noget som helst andet end de skødehunde, som deres herrer roligt har afventet hjemkomsten af fra en tid hvor heroiske tjenestefolk kæmpede for retten til at promenere med dem på gaden? At anvende dem er at glemme at de er den ballast i kraft af hvilken magten forøges og gør sig uopnåelig. Et fremtidigt regime kan meget vel tænkes ikke at ville belønne ofring i sådanne universelle former og vil begynde at opspore disse ord for at vippe dem ud. Hvis det sker, kan man meget vel forestille sig venstrefløjen involveret i endnu en jammerlig strid om ord, hvor hver eneste frase lavpriser en tidligere herskers opofrelse og råber på en ligeså mytisk opofring fra en ny. En venstre-hersker, en magt som mejer proletariatet ned i proletariatets eget navn. Humanismen, bundet til opfattelsen om offeret, er født af frygten for både herskere og slaver; den er en skrækslagen menneskeheds solidaritet. Men de som forkaster al hierarkisk magt kan anvende alle ord som våben for at angive rytmen i deres handlinger. Lautréamont og illegalist-anarkisterne var velvidende herom; dada-isterne ligeså.

Tilegneren bliver ejer i samme øjeblik han lægger ejerretten over folk og ting i guds hænder eller overgiver den til en universel ophøjethed, hvis almægtighed strømmer ned mod ham som en nåde der helliggør alle hans handlinger. At modsætte sig ejeren, som således er helliggjort, er det samme som at modsætte sig gud, naturen, nationen, folket. Kort sagt: at lukke sig ude fra verden i dens helhed. "Det må aldrig blive et spørgsmål om at regere, og endnu mindre et spørgsmål om at lade sig regere," skriver Marcel Havrenne så smukt. For dem som til denne humoristiske bemærkning lægger anvendelsen af vold kan der ikke længere findes hverken frelse eller forbandelse, der findes ingen plads til dem i den universelle opfattelse af ting, heller ikke hos satan, denne de troendes største styrkegiver, eller i nogen form for myte, idet de er det levende bevis for deres egen overflødighed. De fødtes til at leve et liv som endnu mangler at blive opfundet; i den udstrækning de levede, var det på dette håb de til sidst strandede.

To punkter om det ophøjedes særegenhed:

a) hvis ontologien medfører en særegen ophøjethed, retfærdiggør hver ontologi a priori forekomsten af en hersker og hierarkisk magt, i hvilken herskeren genspejles i degraderede og mere eller mindre nøjagtige afbildninger.

b) ovenpå adskillelsen mellem manuelt og intellektuelt arbejde, mellem praktik og teori, indføres adskillelsen mellem arbejde-som-virkeligt-offer og dets organisering i form af et tilsyneladende offer.

Det er fristende at forklare fascismen - blandt andre årsager - som en handling af trofasthed, et kætterbål udført af en borgerklasse som hjemsøgtes af mordet på gud og ødelæggelsen af det store, hellige skuespil, og som vier sig selv til satan, til en venden op og ned på mysticismen, en sort mysticisme med dens ritualer og båloffer. Mysticisme og storfinans.

Det må aldrig blive glemt, at hierarkisk magt ikke kan eksistere uden ophøjethed, uden ideologier, uden myter. Selve demystifikationen kan forvandles til en myte; det er tilstrækkeligt, helt filosofisk at "undlade" den praktiske demystifikation. Hvorefter al demystifikation, hygiejnisk opskåret i små stykker indpakket i cellofan, bliver et smertefrit medlidenhedsdrab, med ét ord: humanitær. Hvis det da ikke lige havde været for demystifikationsbevægelsen som ender med at demystificere demystifikatorerne.

14.

Når det revolutionære bourgeoisi angreb den mytiske iscenesættelse af forestillinger (skuespil) indebar dette ikke kun et angreb på brohovedet for totalitær magt, men også stik imod borgerskabets egen natur på ethvert etableret brohoved for hierarkisk magt. Kan denne ubestridelige fejltagelse, for mest af alt var dette ubestrideligt, måske give forklaringen på det skyldkompleks, som er et så fremtrædende træk i borgerskabets mentalitet.

Først og fremmest var det en fejltagelse, fordi, når skyerne af løgn, som omgav den private ejendomsret en gang for alle var opløst, blev selve myten opløst og et tomrum af berusende poesi og besindelsesløs frihed opstod. Den orgiastiske poesi har indtil dags dato ikke formået at tilintetgøre magten. Dens nederlag er let at forklare. På samme tid som dens tvetydige handlinger forråder de slag den uddeler, stryger de salve på de sår de forvolder. Historikere og æsteter må ruge over deres sandheder, men man behøver kun at skrabe lidt på erindringens sårskorpe og det forgangnes skrig, ord, handlinger, og hele kroppe af magt vil begynde at afgive "frisk" blod igen. Den organisation som skabtes for at minderne kunne overleve, kan ikke forhindre at så snart de dukker op og begynder at smelte ind i erfaringsverdenen bliver de glemt. Det er nøjagtig den samme skæbne som rammer begrebet "overleve" og dets indhold, når vi konstruerer vort daglige liv.

Denne proces er uundgåelig, som Marx påviste, bytteværdiens fremkomst og pengenes symbolske erstatning af samme, åbenbarede én, i den unitære verdens hjerte latent og grundlæggende krise. Varehandelen indførte en almengyldig karakter i de mellemmenneskelige relationer (en hundredelap repræsenterer alt det der kan købes for den) og en lighedskarakter (lige ting byttes mod hinanden). Denne "lighedens almengyldighed" undslipper delvis både udbytteren og den udbyttede, idet begge accepterer den som en fælles måleenhed. De finder sig selv stående ansigt til ansigt; de mødes ikke, sådan som det engang var med adelsmændene, i den guddommelige fødsels og overhøjhedens mysterium, men i en begribelig overmenneskelig verden: Logos, et kompleks af love som alle kan forstå, også selv om denne forståelse forbliver omgivet af mystik. En mystik der har sine indviede, først præsterne som kæmper for at holde Logos fanget i den guddommelige mysticismes tugthus, for snart efter at vige pladsen for filosoffen og dernæst for teknikerne, såvel stillingsmæssigt som m.h.t. værdigheden i deres hellige mission. Fra Staten hos Platon til den kybernetiske stat.

Myten er således, under bytteværdiens og teknikkens pres ("Gør det selv" æsken, "Den lille ejendomsmægler"), gradvis blevet verdsliggjort. Man må imidlertid tage to ting i nøje betragtning:

a) Når Logos frigør sig fra mystikkens enhed bekender den sig på samme tid som en del af, og som modpart til, samme. Ind på samme magiske og lignende adfærdsmønstre tvinges rationelle og logiske mønstre (matematik, poesi, æstetik, økonomi, psykologi osv.), som fornægter og neutraliserer dem.

b) Hver gang Logos - eller "organiseringen af forståelige forestillinger" - vokser mod selvstændighed tenderer den til at bryde med det hellige og bliver en fritstående, løsrevet enhed. Som sådan udgør den en dobbelt trussel mod den totale magt. Vi har allerede konstateret, at det hellige er et udtryk for magtens bemægtigen sig helheden, og at hver og én som vil have adgang til helheden kun kan få det ved hjælp af magtens formidling. De bandbuller som rammer mystikere, alkymister og gnostikere er tilstrækkeligt bevis. Dette forklarer også hvorfor magten i dag "beskytter" specialisterne, som den, uden egentlig at stole på, kunne tænke sig som den genkanoniserede Logos' missionærer. Blandt de historiske begivenheder, der bekræfter forsøgene på at finde, indenfor mystikkens unitære magt, en rivaliserende Logos' magt, kan nævnes den kristne synkretisme, den psykologiske gudsforklaring, renæssancen, reformationen og oplysningen.

De herskere som forsøgte at bevare Logos som en enhed var velvidende om, at kun enhed formår at stabilisere, magten. Går man deres stræben efter i sømmene vil man finde at den ikke har været helt forgæves, således som efter Logos' frigørelsesproces i det 18. og 19. århundrede umiddelbart skulle have kunnet tro. I den almindelige bevægelse af sønderdeling er fornuften blevet opdelt og siden overført på forskellige fag (fysik, biologi, sociologi, papyrologien osv.). Samtidig er imidlertid behovet for at genoprette helheden blevet mere og mere påkrævet og man må absolut ikke glemme, at en almægtig teknokratisk magt allerede nu vil kunne begynde at planlægge denne helhed, hvorved Logos skulle efterfølge myten som en fremtidig (kybernetisk) magts middel til at erobre helheden. Sådan set er encyklopædisternes vision (en streng rationel udvikling, som strækker sig over en uendelig fremtid) blevet virkeliggjort efter en periode af kun tohundrede års hjemløshed. Det er sådan stalinist-kybernetikerne tænker sig fremtiden. I betragtning heraf må vi definere den fredelige sameksistens som den totalitære enheds fundament. Vi må alle indse, at vi allerede er i gang med oprøret.

15.

Vi kender slagmarken. Og må gøre alt klar til kampen, i modsat fald vil det lykkes patafysikere, som besidder helheden men ikke teknikken, og kybernetikere, bevæbnet med teknikken uden nogen helhed at have den i, at fuldbyrde deres politiske røvpuleri. Halleluja!

Ud fra den hierarkiske magts synsvinkel kan myten kun dekanoniseres såfremt Logos, eller i hvert fald et ligestillet dekanoniseret element bliver rékanoniseret. At kaste springkniven i det hellige er det samme som at befri helheden, dvs. at tilintetgøre magten. Men den knækkede, kraftløse og fortsat angrebne borgerlige magt opretholder en vis stabilitet gennem den tveæggede teknologi, der objektivt dekanoniserer og som subjektivt synes at være et frigørelsesmiddel. Men virkelig frigørelse er det ikke! En sådan kan kun opnås gennem dekanonisering, dvs. ved at tæppet for samfundsskuespillet går ned for stedse. Der kan altså kun være tale om en karikatur af frigørelsen, en substitut, en kontrolleret hallucination! Forestillingen om den endelige ophøjelse, som den almene verdensvision har henlagt til livet efter dette, er blevet overtaget af den løsrevne magt der har indrulleret den i sit fremtidsprojekt for en anderledes og bedre morgendag. Velfærdsstaten. I virkeligheden vil morgendagen ikke blive anderledes og bedre end den dag som i dag er multipliceret med antallet af produceret blændværk. Fra slagordet "Lev i Gud" er vi gået over til det humanistiske motto "Overlev så længe du kan" hvilket vil sige "Bliv ung af sind og du vil få et langt liv".

Den dekanoniserede og løsrevne myte mister gloriens glans og åndelighed og bliver til en kraftløs form, hvis tidligere karakteristika ganske vist er blevet bevaret, men som nu fremstår som noget konkret, brutalt og håndgribeligt. Gud trækker ikke længere i trådene, og indtil Logos bevæbnet med videnskab og teknologi kan overtage jobbet, vil fremmedgørelsens spøgelse blive legemliggjort overalt og skabe forvirring i sit fodspor. Tag det alvorligt: det er den fremtidige ordens første manifestationer. Hvis ikke fremtiden skal dirigeres af princippet om overlevelsen, eller hvis overlevelsen selv ikke skal blive umuliggjort (hypotesen om menneskehedens selvdestruktion); og med det, hele konstruktionen af dagliglivet, må vi begynde med at lege fra og med dette øjeblik.

De væsentligste stridsobjekter i kampen for retten til fri konstruktion af dagliglivet er de grundlæggende vurderinger hos al hierarkisk magt. At konstruere én, er det samme som at tilintetgøre en anden. I de- og rekanoniseringens malstrøm finder vi først og fremmest følgende elementer at bekæmpe: iscenesættelsen af skuespil i samfundet (passive tilskuere), hvor hver og én fornægter sig selv (jegets ofring) og den isolation på hvilken privatlivet er baseret, idet det på ethvert niveau er her den objektive isolering mellem udbyttere og udbyttede lever og reflekteres. Disse tre punkter er åbenbart forenede ligesom deres modsætninger: aktiv deltagelse, jegets virkeliggørelse samt kontakt. Det samme gælder deres respektive større sammenhæng: ikke-helheden (som er en bankerot verdens kontrollerede helhed) og så helheden.

16.

I samme øjeblik som det hellige ikke længere fungerede som katalysator, løsgjorde de mellemmenneskelige relationer sig som tidligere havde været fortonet i den guddommelige overhøjhed (en helhed kronet af det hellige), og blev håndgribelige. Deres materielle karakter trådte tydeligt frem, og samtidig med at forsynets love gav plads til de lunefulde økonomiske love, kunne man ane den menneskelige magt bag den guddommelige. Den mytiske rolle som hver og én før i tiden udøvede i skinnet fra det guddommeliges søgelys modsvares i dag af en endeløs række af roller, som - selv om deres masker er menneskelige - tvinger både skuespillere og statister til at fornægte deres virkelige liv og opfylde dialektikken om virkelig og mytisk ofring. Skuespillet er intet andet end en dekanoniseret og løsrevet myte. Det er piggene på magtens beskyttende pindsvineforklædning. En magt (absolut mæglende) der, når den en dag ikke længere formår at skjule den private ejendomsrets natur, i den kakofoni, hvor alle råb overstiger hinanden og smelter sammen i harmoni, vil blive såret af hvert eneste slag. For dens skyld kunne vi have været druknet i lort.

Rollerne er blevet udpinte samtidig med at den løsrevne magt fortæredes af dekanoniseringen. På samme måde forholder det sig med skuespillet, hvis forarmning er åbenlys i henhold til myten. Rollerne forråder deres mekaniske og listige karakter så åbenlyst, at magten for at forhindre en almindelig fordømmelse af skuespillet - ikke har noget andet valg end selv at fordømme det. Det forråder sig selv yderligere når det udskifter skuespillere og regissører og begynder med blodbad på formente eller i forvejen udnævnte skuespilproducenter (Moskvas eller Wall Streets agenter, judokratiets eller de tohundrede familiers). Dette indebærer at alle mod deres vilje må iklæde sig rollen som omrejsende skuespillere fremstillingsmetoden reduceret til manér.

I sin egenskab af urørlig helhed omsluttede myten alle bevægelser (fx. pilgrimsfarerne som på samme tid var en opfyldelse og et eventyr indenfor det urørlige). Skuespillet formår på den ene side kun at opfatte helheden ved at reducere den til en løsrevet del blandt en lang række af løsrevne dele (psykologiske, sociologiske, biologiske, filologiske, mytologiske verdensanskuelser), men er, på den anden side nået til det punkt, hvor dekanoniseringsbevægelsen falder sammen med rekanoniseringsforsøgene. Det kan derfor kun håbe på fortsat fremgang ved at tvinge virkelighedens bevægelse til ubevægelighed; en bevægelse som forandrer skuespillet mod dets vilje. I denne løsrevethedens tidsalder indebærer iscenesættelsen af forestillinger at bevægelsen bliver til en lineær følge af ubevægelige hændelser (denne udviklingsgang, fra trin til trin eksemplificeres fuldt ud af Stalins "diamat"). Indenfor det vi kalder "koloniseringen af dagliglivet" eksisterer kun en eneste mulig form for rollebytning - de løsrevne rollers. De mere eller mindre kategoriske konventioner, som man kan indpasses i, er i tur og orden følgende: medborger, forældre, sexualpartner, politiker, ekspert, forretningsmand, producent og forbruger. Og vis os så den vogter som ikke føler sig bevogtet! Man kan måske få sig et godt knald, men ender altid med selv at blive kneppet. Det er det samme overalt.

Denne løsrevethedens epoke har i hvert fald på ét punkt tilintetgjort al tvivl: dagliglivet er den slagmark, hvor striden mellem helheden og magten tager form. Magten gør derfor alt for at kontrollere det.

Hvad kræver vi når vi stiller hverdagslivets magt op imod den hierarkiske magt? Vi kræver alt. Vi har indtaget vor plads i den almindelige konflikt - den der strækker sig lige fra huslige scener til revolutionær krigsførelse - og vi satser på viljen til livet. Dette indebærer at vi må overleve som anti-overlevende. Vi er i grunden kun interesserede i de øjeblikke, hvor det levende bryder frem igennem overlevelsens isskorpe (uanset om disse øjeblikke er ubevidste eller teoretiserede, historiske som revolutionen, eller personlige). Men vi må også indse, at vi, bortset fra selve revolutionsøjeblikket, er forhindret i at følge disse øjeblikkes kurs frivilligt. Det beror ikke kun på den modstand som magten udøver, men også på den kritiske situation som vor egen kamp, vor egen taktik osv. befinder sig i, derfor er det lige vigtigt at få denne "fejlprocent" til at balancere ved at give disse øjeblikke spillerum og påvise deres kvalitative betydning. Vore krav på dagliglivets genoprettelse kan ikke understøttes af kulturelle eller subkulturelle institutioner (Politisk Revy, - filosoffer med tre ugers betalt sommerferie), fordi alle situationistiske ideer ikke er andet end en videreudvikling af de handlinger, hvormed utallige mennesker forsøger at forhindre at hvert døgn kun bliver til 24 timers bortkaster tid. Er vi en avantgarde? At tilhøre avant-garden vil i så fald sige at marchere i virkelighedens takt.

17.

Vi har ikke monopol på intelligens, men på dens anvendelse. Vor position er strategisk, vi befinder os i hjertet af hver eneste mulige konflikt. Det kvalitative er vor atomslagstyrke. Folk som kun halvt kan forstå vore publikationer beder os om en forklarende monografi, som de kan slå op i for at overbevise sig selv om at de er intelligente og kultiverede, dvs. idioter. Den som får nok af dem og smider dem i rendestenen har bedre forstand. Før eller senere må det stå klart at de ord og fraser vi anvender, endnu er bagud for virkeligheden. Med andre ord: den forvredne og snørklede måde vi udtrykker os på (som en person med smag, ikke helt fejlagtigt, har betegnet som "en noget irriterende form for hermetisk terrorisme") hidrører fra vor centrale position på den dårligt definerede og foranderlige grænse, hvor det sprog som er beslaglagt af magten (betingning) og det befriede sprog (poesien) udkæmper deres mangesidede krig. Fremfor dem som ikke rigtigt kan holde trit med os foretrækker vi dem som utålmodigt forkaster os fordi vort sprog endnu ikke er autentisk poesi, dvs. endnu ikke er den frie konstruktion af dagliglivet.

Alt det som er forbundet med tanken har forbindelse med skuespillet. Næsten alle lever i en tilstand af frygt, et mareridt, overfor den mulighed at de skal vågne op og finde sig selv, og denne frygt holdes omsorgsfuldt i live af magten. Betingningen, som er magtens specielle poesi, har underkastet så meget under sin kontrol (al materiel udrustning tilhører den: presse, radio og fjernsyn, stereotypien, magien, traditionen, økonomien, teknikken samt det vi kalder det beslaglagte sprog at det næsten er ved at lykkes den at opløse det som Marx kaldte for naturens udominerede sektor og erstatte den med en anden (jvf. vort billede af "overleveren"). Med en sådan lethed kan den oplevede erfaring imidlertid ikke reduceres til en række tomme konturer. Modstanden mod den ydre organisering af livet, dvs. mod livets organisering som overlevelse, indeholder mere poesi end noget nok så så mange bind med vers eller prosa, og poeten, i ordets bogstaveligste betydning, er den som har indset disse forhold, hvilket medfører at hver eneste af disse poeters liv hænger i en tynd tråd. Denne poesi, sådan som situationisterne opfatter den, er med sikkerhed ureducerbar og kan ikke genvindes af magten (så snart en handling er genvundet bliver den til en stereotypi, given betingelse, magtens sprog). Men poesien er belejret af magten. Det er ved hjælp af isolering at magten indkredser det ureducerbare og bringer det til fald; men alligevel er en total isolering umulig. Knibtangen har to kæber: den ene er truslen om desintegration (sindssyge, sygdom, nød, selvmord) og den anden fjernkontrolleret terapi. Den første muliggør død, den anden intet mere end overlevelse (tom kommunikation, bånd med venner og familie, lægehjælp, ergoterapi og psykoanalyse i fremmedgørelsens tjeneste). Før eller senere må Situationistisk Internationale definere sig selv som terapeutisk: vi er beredte til at forsvare den poesi som skabes af fællesskabet mod den falske poesi, som helt manipuleres af magten (betingning). Læger og psykoanalytikere gør klogest i at passe en smule på (osse sig selv), hvis de da ikke vil udsætte sig for en skønne dag, sammen med arkitekter og andre af overlevelsens apostle, at måtte tage konsekvenserne af deres handlinger.

18.

Alle de modsætninger som ikke løses, ikke overskrides, dør bort. De kan kun udvikles som fanger af de gamle former der ikke er overskredet (fx. den antikulturelle kunst i det kulturelle skuespil). Enhver radikal opposition, som enten mislykkedes eller har været delvis fremgangsrig - hvilket går ud på et - sygner gradvis hen til reformistisk opposition. Fragmentarisk opposition svarer til tænderne på et tandhjul; de griber ind i hinanden og holder maskineriet i gang, skuespillets maskineri, magtens maskineri.

Myten opretholdt alle modsætningerne i mekanismens arketype. Men hvad kan tjene som arketype i et fragmentarisk samfund? I virkeligheden fremstår minderne om tidligere modsætninger i dag, udtrykt i tydeligt devaluerede og ikke-aggressive former, som et sidste forsøg på at frembringe en smule sammenhæng i organiseringen af forestillinger. Skuespillet er i højeste grad blevet til en jævnbyrdighedens og forvirringens skuespil. Vi er rede til at fjerne alle spor af disse minder ved at udnytte al oplagret energi i tidligere modsætninger til brug for fremkaldelsen af en radikal konflikt som verden ikke tidligere har set magen til. En rivende flod vil komme til at bryde frem fra alle de kilder der blev blokeret af magten, en flod der vil komme til at forandre hele verdens ansigt.

Magten, denne karikatur på modsætninger, kræver af alle, at man enten er for eller imod Beatles, den nye roman, kinesisk mad, LSD, mini-skørt (det forlængede bælte), FN, pop-kunst, socialisering, atomkrig, blafferi. Alle spørges om deres mening angående hver eneste detalje for at forhindre dem i at have én om helheden. Hvor klodset manøvren end er, så kunne den have fungeret om det ikke var sådan at selv dens forsælgere begyndte at indse deres egen fremmedgørelse. Til den passivitet som blev påtvunget de ejendomsløse masser, skal nu også lægges den voksende passivitet hos ledere og skuespillere der er underkastet markedets og skuespillets abstrakte love, og som udøver en mindre og mindre effektiv magt over verden. Allerede nu kan man se revoltesignaler blandt skuespillerne; stjerner som forsøger at flygte fra publicity eller herskere som kritiserer deres egen magt, Brigitte Bardot eller Fidel Castro. Magtens redskaber slides op. Vi bør regne med deres længsel efter egen frihed som instrument.

19.

Kristendommens skuespilmæssige reformisme opstod i det øjeblik slaverne truede med at rasere magtstrukturen og afsløre forbindelsen mellem det ophøjede og den private ejendomsrets mekanisme. Dens centrale demokratiske krav var ikke at slaverne skulle have adgang til et menneskeligt livs virkelighed - hvilket ville have været umuligt uden samtidig at fornægte ejendomsretten som en udelukkelsesmanøvre - men tværtimod til en tilværelse hvis glorieskinnende lykkekilde er mytisk (efterlevelsen af Kristus som prisen for et evigt liv efter dette). Hvad er forandret? At vente på livet efter dette er blevet erstattet af en venten på en morgendag hvor alt er anderledes; ofringen af det virkelige og umiddelbare liv er prisen for en pseudo-tilværelses illusoriske frihed. I skuespillet forvandles tvangsarbejdet til frivilligt offer. Der findes ikke noget mere mistænkeligt end slagordet: "Lige løn for lige arbejde," i en verden hvor arbejdet er en afpresning for overlevelsen; for slet ikke at tale om slagordet: "Enhver får efter behov," i en verden hvor behovet bestemmes af magten. Enhver konstruktion der stræber efter at definere sig på en selvstændig, og derfor partiel, måde, kan affærdiges som reformistiske. Den er ubevidst om at den i virkeligheden er defineret af den negativitet som alting holdes tilbage i. Ligesom så mange arkitekter forsøger den at bygge på kviksand i den tro at det skulle være en klippe. Ringeagten for og underkendelsen af den sammenhæng som bestemmes af den hierarkiske magt, kan kun lede til en styrkelse af denne sammenhæng. På den anden side må de spontane handlinger, som vi kan se fremkomme overalt imod magten og dens skuespil, advares mod alle de fælder der findes på deres vej, og de må finde en taktik som fuldt ud svarer til fjendens styrke og dens generobringsmetoder. Denne taktik, som vi arbejder på at popularisere, er fordrejning (détoumement).

20.

Ofret må belønnes. Som udveksling med sit virkelige offer modtager arbejderne udrustningen til deres egen befrielse (komfort, døgnflueartikler), som imidlertid er af en ren fiktiv karakter, idet magten kontrollerer den måde al udrustning kan anvendes på, den anvender både udrustningen og de som anvender den til magtens egne formål. De kristne og borgerlige revolutioner demokratiserede det mytiske offer eller "herskerens offer". I dag findes der utallige "nyindviede", som modtager levningerne fra magtens bord som tak for at de har stillet helheden hos deres partielle kundskaber til samfundets tjeneste. De kaldes ikke længere "nyindviede" og endnu ikke "Logos's ypperstepræster"; de er endnu kun kendte som specialister.

På skuespillets plan er deres magt uantastelig: når kandidaten i "kvit eller dobbelt" eller sporvognskonduktøren i detaljer kan redegøre for bestandelene i et atom og deres funktioner, så identificerer han sig med specialisten. Vi ved også hvorledes produktionschefer kan anvende denne identifikation for at få faglærte arbejdere til at falde til patten. Teknokraternes sande missionsopgave skulle være at forene Logos, hvis de bare ikke var så patetisk isolerede takket være en af den partielle magts modsigelser. Fremmedgjorte som de er i deres kontakter med hverandre, kender de til alt vedrørende en særskilt sektor og al virkeliggørelse undgår dem. Hvilken virkelig kontrol kan atom-teknikeren, strategen eller den politiske specialist udøve over kernevåben? Hvilken absolut kontrol kan magten håbe på at anvende for at undertrykke alle de ytringer som formerer sig imod den. Scenen er så propfuld at hr. Kaos dirigerer. "Ordenen hersker, men regerer ikke" (redaktionel note, Internationale Situationniste, 6).

I den udstrækning specialisten deltager i konstruktionen af de instrumenter som bestemmer og forandrer verden påbegynder han de privilegeredes oprør. Tidligere er ethvert sådant oprør blevet kaldt fascisme. I sit inderste væsen er det en operamæssig revolte, hvor de skuespillere som længe har været skubbet til side kræver retten til at spille hovedrollerne - så Nietzsche ikke Wagner som en foregangsmand? Klinisk set er fascismen hysteriet i skuespillets verden når den ryster af krampetrækninger. I disse krampetrækninger forsikrer skuespillet hvert øjeblik sin enhed, samtidig med at det afslører sin radikale umenneskelighed. Gennem sine romantiske kriser, fascisme, og stalinisme, forråder skuespillet sin sande natur: BLADAN.

Vi er forgiftede af skuespillet. Og alle nødvendige elementer til brug for vor helbredelse (vor ret til fri konstruktion af dagliglivet) er i specialisternes hænder. På den ene eller den anden måde er vi derfor uhyre meget interesseret i dem alle. Nogle tilfælde er kroniske: Fx. har vi ikke i sinde at forsøge på at vise hvor langt magtspecialisterne, herskerne, præcist er kommet ud i deres delirium. Derimod er vi forberedte på, at vi i vore beregninger må medtage den bitterhed der findes hos de specialister som er fanget i hæmmende, groteske og infame roller. Vi må dog erkende at vor overbærenhed er meget begrænset. Hvis de, på trods af alt det vi gør, hårdnakket fortsætter med at stille deres skyldige samvittighed og bitterhed i magtens tjeneste, at producere de givne betingelser som koloniserer deres eget dagligliv; Hvis de fortsætter med at foretrække en illusorisk repræsentation i hierarkiet fremfor en virkeliggørelse af virkeligheden; Hvis de fortsætter med at svinge om sig med deres specialisering (deres malerier, deres romaner, deres ligevægt, deres sociometri, deres ballistik); Og til slut, hvis de meget vel ved - og inden længe vil det ikke mere være muligt at ignorere det - at kun den Situationistiske Internationale og magten har nøglen til deres specialisering, hvis de stadigvæk vælger at tjene magten fordi magten, takket være deres slaphed, hidtil har valgt dem til at tjene sig, ja, i så fald: til helvede med dem! Elskværdigere end os kan ingen være. Fremfor alt burde de forstå at herefter er de ikke-herskende skuespilleres revolte en del af revolten mod skuespillet.

Inskription ved indgangen the koncentrationslejren Auschwitz:
"Arbejde gør fri"

21.

Den almindelige afsky som pjalte-proletariatet fremkaldte stammer fra den måde hvorpå borgerskabet anvendte det. Det anvendes som et middel til at regulere magten og som en rekruteringskilde for loven og ordenens mere tvivlsomme styrker: strissere, lærere, revolvermænd, kunstnere ... På trods af dette er deres iboende kritik af arbejdets samfund bemærkelsesværdig radikal. Den åbenlyse foragt for både arbejdsgivere og arbejdere indeholder en gyldig kritik af arbejdet som en fremmedgørende faktor i dets egen fremmedgørelse, hvilket er en kritik der hidtil ikke er blevet taget alvorlig, både på grund af at pjalteproletariatet væsentlig var den sektor hvor alt det tvetydige i samfundet samledes og dernæst fordi kampen mod den naturlige fremmedgørelse og velstandsproduktionen endnu syntes at være gyldigt påskud for at arbejde i det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede.

Så snart overfloden af forbrugsvarer ikke opfattes som noget som helst andet end den anden side af en fremmedgjort produktion, opnår pjalte-proletariatet en ny dimension: det frigiver en foragt for organiseret arbejde som i velfærdsstatens tidsalder gradvis stiger til et krav, som kun den herskende klasse vægrer sig mod at erkende. Trods magtens stadige forsøg på at slå det ned, konkretiseres i dag ethvert eksperiment i hverdagslivet, dvs. ethvert forsøg på at konstruere det - hvilket har været en illegal handling lige siden feudalmagten blev styrtet, hvor den var begrænset og forbeholdt en minoritet - gennem dets kritik af fremmedgørende arbejde og dets vægring ved at underkaste sig tvangsarbejde. Det sker i en så høj grad, at det nye proletariat tenderer til at blive defineret som en "Front Mod Tvangsarbejde", en front som samler alle der modsætter sig at opsluges af magten. Her ligger vort aktionsfelt. Det er her vi spiller historiens list ud mod magtens listighed, det er her vi støtter arbejderen, stålværksarbejder eller kunstner, som - bevidst eller ubevidst - forkaster organiseret arbejde og liv, imod arbejderen, som - bevidst eller ubevidst finder sig i at arbejde efter magtens ordre. I dette perspektiv er det således ikke helt urimeligt at forudse en overgangsperiode hvori automatiseringen og viljen hos det nye proletariat lader specialisterne alene om arbejdet og degraderer direktørerne og bureaukraterne til midlertidige slaver. I en tilstand af fuldstændig automation skulle "arbejderne", i stedet for at overvåge maskinerne, have stillet kybernetiske specialister til deres rådighed, hvis eneste opgave skulle være produktionsfremmende foranstaltninger - en radikal forandret produktion som tjener livet i stedet for overlevelsen.

22.

Magtens helhed stræbte efter at opløse den individuelle eksistens i en kollektiv bevidsthed, således at enhver social enhed definerede sig selv subjektivt som en partikel med en klar bestemt vægt nedsænket i olie. Enhver må føle sig forblændet af beviset på guds hånd der rystede modtageren, som anvendte alt for sine egne hartkorn, hvilket oversteg ethvert særskilt menneskeligt væsens fatteevne, og derfor fremstod som udstrålingen af den højeste vilje der gav mening til den mindste forandring. (Hvor hver eneste forstyrrelse var en stigende eller faldende bevægelse frem mod harmoni: de fire magter, lykkehjulet, prøvelserne som sendtes af guderne). Man kan tale om en kollektiv bevidsthed i den betydning at det var samtidigt for ethvert individ og for alle: bevidstheden om myten og bevidstheden om en særskilt eksistens-indenfor-myten. Illusionens magt er sådan at det virkelige liv præges af det det ikke er; Heraf følger det hellige præsteskabs fordømmelse af livet, reduceret til en ren tilfældighed, til en elendig materialitet, til forfængelige forestillinger og til den laveste form af en ophøjethed som degraderes i en sådan målestok at den flygter fra den mytiske organisering.

Gud var den der garanterede tid og rum, de koordinater som definerede samfundets helhed. Han var menneskehedens fælles referencepunkt; Tid og rum mødtes i ham ligesom alle væsener blev til et med deres skæbne gennem ham. I splittelsens tidsalder er mennesket slidt til trævler mellem en tid og et rum som ingen ophøjethed kan forene gennem en centraliseret magts formidling. Vi lever i en tid og et rum som savner forbindelse, berøvet alle referencepunkter og koordinater som om vi aldrig skulle komme i kontakt med os selv på trods af at alt netop indbyder os hertil.

Der findes et rum hvor man former sig selv og en tid i hvilken man leger. Dagliglivet, dvs. rummet for ens reelle virkeliggørelses begrænsede område definerer os uanset om vi definerer os selv i skuespillets tid. Anderledes udtrykt: vor bevidsthed er ikke længere bevidstheden om myten og en særskilt-væren-i-myten, det er bevidstheden om skuespillet og om den særskilte-rolle-i-skuespillet. (Jeg har tidligere peget på relationen mellem al ontologi og magtens helhed, og i denne sammenhæng må man erindre sig, at ontologiens krise fremkommer med bevægelsen hen imod adskillelsen). For at udtrykke det endnu engang med andre vendinger: i relation til tiden og rummet, som alt og alle befinder sig i, er tiden blevet det indbildte (område for identifikationerne); rummet definerer os selv om vi definerer os selv i det indbildte og til trods for at indbildte definerer os så længe vi er subjektiviteter.

Vor frihed er baseret på en abstrakt tilfældighed i hvilken vi er benævnte af magtens sprog (disse benævnelser er de roller som er blevet os tildelt) i valget af passende synonymer, officielt registrerede som sådanne. I den autentiske virkeliggørelses område (dagliglivet) hersker på den anden side stilhedens konge. Der er ingen navne til at benævne den oplevede erfarings område, hvis da ikke lige i poesien, i sproget som kæmper for at komme fri af magtens dominans.

23.

Da borgerskabet dekanoniserede og adskilte myten var dets primære krav, kravet om bevidsthedens uafhængighed (krav om trykke- og talefrihed, forskningens frihed og forkastelsen af dogmer). Da ophørte bevidstheden med mere eller mindre at være den bevidsthedsreflekterende myte. Den blev bevidst om de i skuespillet på hinanden fremførte roller. Det som borgerskabet først og fremmest krævede var frihed til aktører og statister i et skuespil som ikke længere blev organiseret af gud, af hans strissere og præster, men af naturlige økonomiske love, "ubevægelige og lunefulde love": strissere og specialister på lønningslisten igen.

Gud var blevet slængt hen i en krog som en uanvendelig bandage og såret forblev åbent. Bandagen havde måske hindret såret i at blive lægt, men den berettigede smerten, den gav den en mening som vel nok skulle være et par skud morfin værd. Nu har smerten ingen som helst berettigelse og morfin er langt fra billigt. Isolationen er blevet håndgribelig. Enhver kan pege på den, og det eneste svar det kybernetiske samfund kan give os er at vi må blive tilskuere til råddenskab og forfald, overlevelsens tilskuere. Bevidsthedens drama hos Hegel er mere eksakt dramaet om bevidstheden. Ekkoet fra romantismen er som et skrig fra en sjæl der flåes ud af kroppen, en lidelse som er gjort endnu mere utålelig idet vi alle finder os ensomme i den ventesal, hvor vi afventer den hellige helheds og vogterhusets sammenbrud.

24.

Helheden er den objektive virkelighed i en bevægelse hvor subjektiviteten kun kan deltage som virkeliggørelse. Alt det som ikke er virkeliggjort af dagliglivet tilhører skuespillet hvor overlevelsen er gået i hi og serveres i dybfrosne skiver. Der kan ikke findes nogen autentisk virkeliggørelse adskilt fra den objektive virkelighed, helheden. Alt andet er kun en karikatur. Den objektive virkeliggørelse som fungerer i skuespillets mekanisme er intet andet end fremgangen for magt-manipulerede objekter (det er "den objektive virkeliggørelse i subjektiviteten" hos berømte kunstnere, filmstjerner, berømthederne i "Hvem er Hvem"). På platformen for organiseringen af indbildningerne bliver hver fremgang og også det mislykkede - blæst op til det bliver til en stereotypi og lanceres af informationsmedierne som værende den eneste mulige form for fremgang eller fiasko. På trods af at dens omdømme udsættes for pres har magten hidtil været den eneste dommer. Kun dens kriterier har været gyldige for de som har accepteret skuespillet og som er tilfredse med at spille en rolle i det. Der findes ikke længere nogen kunstnere på scenen, kun erstatningens konservesfabrikanter.

25.

Privatlivets tid og rum harmoniseredes i mytens tid og rum. Fouriers universelle harmoni er et svar på denne perverse harmoni. Lige så snart myten ikke længere omfatter det individuelle og det særskilte i en helhed domineret af det hellige, ophøjer hvert eneste fragment sig til en helhed. Fragmentet ophøjet til en helhed er i virkeligheden det totalitære. I det adskilte tid og rum som udgør privatlivet, forstærker tiden, (gjort absolut i form af en abstrakt frihed, som er skuespillets frihed) ved selve sin adskilte tilstand det opdelte absolutte i dagliglivet, dets isolering, dets fortrængning. Det fremmedgørende skuespils mekanismer udøver en sådan styrke på privatlivet, at det når det punkt hvor det defineres som noget der er blevet frarøvet skuespillet. Det faktum at det ikke passer ind i skuespillets kategorier og roller ses som en yderligere forsagelse, som en følelse af sygdom magten anvender som forskrift til at reducere dagliglivet til betydningsløse bevægelser: at ryge, at læse, at lave og drikke kaffe.

26.

Skuespillet som påtvinger den oplevede erfaring sine normer, hidrører selv fra oplevet erfaring. Skuespillets tid, levet i form af på hinanden følgende roller, gør den autentiske erfarings rum til et område for den objektive impotens, medens den objektive impotens på samme tid, på grund af den private ejendomsrets betingelser, gør skuespillet til det absolutte for den faktiske frihed.

Elementer født af oplevet erfaring erkendes kun på skuespillets plan, hvor de er udtrykte i form af stereotypier, selv om enhver sådan erkendelse stadigvæk støder på modstand i den oplevede erfaring og fornægtes af den autentisk oplevede erfaring. Igen billedet af overleverne - som Nietzsche kalder "små folk" eller "de sidste mennesker" - som kun kan forstås i benævnelser gennem følgende dialektik af mulighed-umulighed.

a) det mulige på skuespillets plan (antallet af abstrakte roller) forstærker umuligheden af den autentiske erfarings plan.

b) det umulige (de begrænsninger som den private ejendomsret påtvinger den virkelige erfaring) bestemmer de abstrakte muligheders område.

Overlevelsen har to dimensioner. Hvilke er de kræfter som, mod en sådan reduktion, kan rette sin opmærksomhed på alle menneskelige væseners hverdagsproblemer: dialektikken hos overlevelsen og selve livet? Enten kommer de kræfter som Situationistisk Internationale har spillet på, til at lade disse modsætninger overvindes og dermed genforene tid og rum i den frie konstruktion af dagliglivet, ellers vil liv og overlevelse blive låst fast i sin antagonisme og sygne hen og blive svagere lige til den yderste forvirring og elendighed er nået.

27.

Den oplevede erfaring parteres og sorteres skuespilmæssigt i kategorier som biologisk, sociologisk etc., som samtidig med at de overføres til det kommunikérbare, aldrig kommunikerer mere end fakta der er tømte for deres autentisk oplevede indhold. Således er det, at den hierarkiske magt, der holder alle fængslet i den private ejendomsrets objektive mekanisme (adgang/udelukkelse, jfr. pkt. 5) også dikterer subjektivitetens natur. I den udstrækning den gør det tvinger den, med varieret fremgang, ethvert individ til subjektivt at objektivisere sig selv, dvs. at blive et objekt som magten kan manipulere med. Dette skaber en yderligere interessant dialektik, som burde analyseres i mere indgående detaljer (jfr. den objektive virkeliggørelse i subjektiviteten - som er magtens - og så den objektive virkeliggørelse i objektiviteten - som opstår i praxis, i konstruktionen af dagliglivet og i destruktionen af magten).

Kendsgerningerne er berøvet deres indhold i det kommunikérbares navn, i navnet af en abstrakt universalitet, i navnet af en pervers harmoni hvori enhver virkeliggør sig i et omvendt perspektiv. I denne sammenhæng tilhører den Situationistiske Internationale den tradition af afvigelse som udgår fra Sade, Fourier, Lewis Caroll, Lautréamont, surrealismen, lettrismen - i hvert fald hvad angår disses mindre kendte former, som til gengæld også var de mest radikale.

Indenfor en løsrevet del, som er ophøjet til en helhed er hver eneste løsrevet del selv en helhed. Sensibilitet, ønsker, vilje og smag, det underbevidste og alle jeg'ets kategorier, men indførelsen af variationer i rollerne betoner snarere monotonien hos identifikationsreflekserne. "Overleverens" frihed vil komme til at blive den abstrakte bestanddel, som han har "valgt" at reducere sig selv til. Så snart det ikke er et spørgsmål om en virkelig virkeliggørelse tilbagestår kun en psykologisk dramaturgi, i hvilken subjektiviteten fungerer som en overflod for at blive af med de effekter man har slæbt rundt på til brug for den daglige opvisning. Overlevelsen bliver det sidste stadie af et liv der blev organiseret som en mekanisk reproduktion af mindet.

28.

Hidtil er indstillingen til helheden blevet forfusket. Magten er helt parasitisk blevet inkorporeret som en uundgåelig formidler mellem mennesket og naturen. Men relationen mellem mennesket og naturen er udelukkende grundlagt på praktikken. Det er praktikken som altid knuser den maske af løgne som myten og dens erstatning forsøger at styrke. Det er praktikken, også den fremmedgjorte praktik, som opretholder kontakten med helheden. Ved at vise sin fragmentariske karakter afslører praktikken samtidig den virkelige helhed (virkeligheden): Helheden som opdages gennem sin modsætning, fragmentet.

I praktikkens perspektiv er ethvert fragment en helhed. I magtens perspektiv, som fremmedgør praktikken, er ethvert fragment totalitært. Dette burde være nok til at fjerne benene under de forsøg som den Kybernetiske magt vil komme til at gøre for at svøbe praktikken ind i mystikkens slør, selvom alvoren i disse forsøg ikke bør undervurderes.

Al praktik indgår i vort projekt. Den kommer med sit slæng af fremmedgørelse, og forurenet magt, men vort rensningsanlæg virker ganske godt. Vi vil komme til at klargøre underkastelsens manøvrer og styrken og klarheden hos vægringen. Vi vil anvende vor strategi, ikke i en manikæisk vision, men som en metode til at udvikle denne konflikt i hvilken, overalt og altid, modstandere søger hinanden og kun tilfældigvis støder sammen for at tabes i et uigennemtrængeligt mørke og forvirring.

29.

Dagliglivet er altid blevet tømt for indhold for at kunne forstærke pseudo-tilværelsen. Men indbildningerne var i sit mytiske sammenhæng kraftfulde nok til at sørge for at ingen nogensinde blev bevidst om dagliglivet. Elendigheden og tomheden hos skuespillet, forrådt af hver eneste form for kapitalisme, af ethvert borgerskab, har blottet den måde hvorpå dagliglivet eksisterer (et liv i beskyttelsesrum, men beskyttelse for hvad og imod hvad?) og afsløret dets elendighed. Alt eftersom konkretiseringen og bureaukratiseringen æder sig dybere og dybere ind i livet bliver skuespillets og hverdagens tomhed endnu mere åbenbar for alle og enhver. Konflikten mellem det menneskelige og det umenneskelige er også blevet overført til indbildningernes plan. Straks efter marxismen blev til en ideologi overførtes Marx's kamp mod ideologien som fandt sted i navn af livets rigdom, til en ideologisk anti-ideologi, et anti-skuespillets skuespil (nøjagtig som indenfor avant-garden hvor antiskuespillets skuespils skæbne er dets begrænsning af skuespillere; anti-kunstnerisk kunst skabes og forstås kun af kunstnere); Forholdet mellem denne anti-ideologis ideologi og den professionelle revolutionæres funktion i leninismen burde studeres). Således blev manikæismen genopvækket for en tid. Hvorfor angreb St. Augustinus manikæerne med en sådan bitterhed? Fordi han vidste hvilken fare en myte udgjorde som kun tilbød en løsning: det godes sejr over det onde. Han vidste at denne mulighed truede med at ødelægge hele mytestrukturen og fastlåse opmærksomheden på modsætningen mellem mytisk og autentisk liv. Kristendommen tilbyder en tredje vej: den hellige forvirrings vej. Det som kristendommen udførte med styrkelse hos myten, udføres i dag med styrken hentet hos ting. Der findes ikke længere den mindste forskel mellem sovjetarbejdere og kapitalistarbejdere, der findes heller ikke længere den mindste forskel mellem de stalinistiske bureaukraters bomber og de ikke-stalinistiske bureaukraters bomber: der findes kun enhed i et kaos af konkretiserede væsener.

Hvem bærer ansvaret? Hvem skal henrettes? Vi domineres af et system, en abstrakt form. Grader af menneskelighed og umenneskelighed måles i rent kvantitative variationer af passivitet. Kvaliteten er den samme overalt: vi er alle proletariserede eller godt på vej til at blive det. Hvad gør de traditionelle 'revolutionære' De eliminerer visse forskelle, de ser efter at ingen proletar er mere proletar end de andre. Men hvilket parti vil gøre ende på proletariatet?

Det går ikke længere at tolerere overlevelsens perspektiv. Hvad vi lider under er vægten af ting i et vakuum. Det er tingsliggørelsen: alt og alle falder med samme hastighed, alt og alle er brændemærket og varemærket med deres enspålydende værdi. De ækvivalente værdiers hersken har virkeliggjort det kristne projekt, men det er blevet virkeliggjort uden kristendommen (som Pascal forstod det) og frem for alt er det blevet virkeliggjort henover guds døde krop, og dermed i modsætning til Pascals forventninger.

Under de ækvivalente værdiers herredømme lever skuespillet og dagliglivet i en fredelig sameksistens. Mennesker og ting udskiftes. Reifikationens verden er en verden uden centrum, ligesom dens nye byer er dens kulisser. Det nuværende forsvinder overfor løftet om en evig fremtid, som i sig selv ikke er andet end en mekanisk fortsættelse af det forgangne. Selve tiden er berøvet et centrum. I denne koncentrationslejr bærer ofrene og plageånderne samme maske, det er kun smerten som er virkelig. Ingen ny ideologi vil kunne mildne plageånderne, hverken helhedens (Logos) eller nihilismens, der vil blive den kybernetiske stats krykker. De fordømmer hele den hierarkiske magt hvor den så end er organiseret eller skjult. Den modsætning som Situationistisk Internationale er i gang med at forny er den ældste af alle: det er den radikale modsætning og det er derfor den kan assimilere alt det som er tilbage af det forgangnes store personligheder og oprørsbevægelser.

30.

Mange andre almindeligheder vil kunne vendes og drejes til brug for en undersøgelse. De bedste er stadig tilbage. Inden det ovenstående læses igennem igen - selv den mest middelmådige intelligens vil kunne forstå det ved tredje forsøg - vil det være klogt med en meget nøje koncentrering om den følgende tekst, idet disse optegnelser, der er ligeså fragmentariske som de foregående, må diskuteres i detaljer. Det centrale punkt er spørgsmålet om Situationistisk Internationale og den revolutionære magt. S.I. må være sig krisen i både massepartier og "eliter" bevidst, må omfatte tilbagelæggelsen både af den bolsjevikiske C. K. (tilbagelæggelsen af massepartiet) og af det Nietzscheanske projekt (tilbagelæggelsen af intelligentsiaen).

a) Hver gang en magt har udnævnt sig til leder af den revolutionære vilje, har den a priori undermineret revolutionens magt. Bolsjevikkernes centralkomité definerede samtidig som koncentration og repræsentation. Koncentration af en magt i modsætning til den borgerlige magt og repræsentation af massernes vilje. Denne dobbelte karakteristik udvirkede at den snart ikke var noget andet end en tom magt, en tom repræsentations magt, hvorefter den genforenedes med den borgerlige magt i en fælles form (bureaukrati), tvunget til at følge samme udvikling. Forudsætningerne for koncentreret magt og for massepræsentation eksisterer potentielt indenfor S.I. fordi den monopoliserer det kvalitative og fordi alle bærer på dens ideer. Ikke desto mindre afviser vi både retten til magtkoncentration og repræsentation, i bevidstheden om at vi påtager os den eneste offentlige holdning (vi kan nemlig ikke benægte at vi til en vis grad er blevet kendte skuespilmæssigt), som vi kan give til dem der opdager den revolutionære magt ved hjælp af vore teoretiske og praktiske holdninger, magt uden formidling, magt der forudsætter alles direkte aktion. Vort ledemotiv kunne være Durutti's kolonne, som drager fra by til by og likviderer de borgerlige elementer og overlader det til arbejderne at organisere sig selv.

b) Intelligentsiaen er magtens spejlsal. I opposition mod magten tilbyder den aldrig mere end frelste identifikationer ved at spille på passiviteten hos dem der gennem hver eneste af deres handlinger afslører en virkelig tilstedeværelse af meningsforskellighed. Den ydre og tydeligvis ikke teoretiske radikalisme der kunne anes i De Hundredes Komité og i de 121:s Deklaration viser imidlertid et antal forskellige muligheder. Vi er kapable til at fremskynde denne krise, men kun ved at begive os ind i intelligentsiaen som en magt (mod intelligentsiaen). Denne fase, som må foregå og indfattes i den fase der er beskrevet i a), placerer os i det Nietzscheanske projekts perspektiv. Vi danner en lille, næsten alkymistisk eksperimentalgruppe, i hvilken virkeliggørelsen af det totale menneske kan begynde. Nietzsche kunne kun forstå et foretagende af denne her type indenfor det hierarkiske princips rammer. Nu er det i virkeligheden indenfor disse rammer vi selv vil befinde os. Defor er det af den allerstørste betydning at vi præsenterer os selv uden mindste spor af tvetydighed (på det gruppemæssige plan synes renselsen af centret og elimineringen af affald at være afsluttet). Vi accepterer den hierarkiske ramme som vi er placeret i samtidig med at vi utålmodigt venter på at få afskaffet vor dominans af andre, dvs. dem som vi kan dominere i kraft af vore kriterier mod dominering.

c) Rent taktisk bør vor kommunikation spredes fra et centrum der forbliver mere eller mindre okkult. Vi etablerer ikke-materialiserede net (direkte, episodiske kontakter, uforbindtlige kontakter, udvikling, embryoniske relationer baseret på sympati og forståelse, noget lignende den måde de røde agitatorer arbejdede på før de revolutionære armeers ankomst). Vi kræver af dem, vi betragter som vore, at de analyserer og udfører radikale handlinger (aktioner, skrifter, politiske holdninger, værker), og vi betragter vore handlinger eller vore analyser som krav fra folkemajoriteten.

Ligesom Gud blev referencepunktet i det tidligere unitære samfund, så forbereder vi at skabe det centrale referencepunkt for et helhedssamfund som nu er muliggjort. Men dette punkt vil ikke kunne fixeres. Mod den stadigt fornyede forvirring som det kybernetiske samfund øser op af umenneskelighedens fortid, vil det stå for det spil som alle kommer til at lege, "fremtidens bevægelige orden" - som vil bevise at der er et liv efter fødslen.