Om rådene og rådsorganisationen

Af René Riesel

"Arbejder- og bonderegeringen har befalet at Kronstadt og de rebelske matroser umiddelbart underkaster sig Sovjetrepublikkens autoritet. Jeg beordrer derfor alle dem, der har sat sig op imod det socialistiske fædreland, til omgående at nedlægge våbnene. Dem der modsætter sig ordren, vil blive afvæbnet og overgivet til sovjetmyndighederne. De kommissærer og andre regeringsrepræsentanter, der er blevet arresteret, må omgående sættes på fri fod. Kun dem, der overgiver sig betingelsesløst,kan regne med Sovjetrepublikkens nåde.

Jeg udsteder samtidig ordrer til nedkæmpelse af mytteriet. Oprørerne må slås ned med våbenmagt. Ethvert ansvar for de lidelser, den fredelige befolkning herunder måtte blive udsat for, vil udelukkende falde tilbage på de oprørske kontrarevolutionære. Dette er den sidste advarsel."

Trotskij, Kamenev
Ultimatum til Kronstadtmatroserne, d. 5. marts 1921.

" Vi har kun ét svar på alt dette: Al magt til sovjetterne! Hold jeres hænder fra dem, jeres hænder som er røde af blod fra de frihedens martyrer som kæmpede imod hvidgardisterne, godsejerne og bourgeoisiet".

Kronstadt Izvestija nr. 6, 8. marts 1921.

Under de halvtreds år, hvor leninisterne har reduceret kommunismen til elektrificering, hvor den bolsjevistiske kontrarevolution har oprettet sovjetstaten på sovjetmagtens døde krop, og hvor ordet sovjet er ophørt med at betyde råd, har revolutionerne uophørligt kastet Kronstadts krav i ansigtet på herrerne i Kreml: "Al magt til sovjetterne og ikke til partierne." Den bemærkelsesværdige vedholdenhed i denne virkelige tendens til arbejderrådenes magt under hele dette halve århundrede af den moderne proletariske bevægelses forsøg på påfølgende knusning, tvinger herefter den nye revolutionære strømning til at anerkende rådene som den eneste form for proletariatets antistatslige diktatur, som den eneste domstol der vil kunne afsige dommen over den gamle verden, og samtidig eksekvere straffen.

Det er nødvendigt at præcisere rådsbegrebet - ikke blot ved at rense det for socialdemokratiets, det russiske bureaukratis, titoismens og sidst ben-bellismens grove forfalskninger, men fremfor alt ved at påvise bristerne i de korte øjeblikke, rådsmagten hidtil har erfaret; og naturligvis, i de råds-revolutionæres egne opfattelser. Det som rådet stræber imod at blive i sin helhed, fremstår negativt inden for de grænser og illusioner som har bestemt dets første manifestationer, og har forårsaget dets nederlag, i forening med den umiddelbare og kompromisløse kamp der normalt tages op imod det af den herskende klasse. Rådet vil ifølge sin bestemmelse være den praktiske forening af proletarer som giver sig de materielle og intellektuelle midler til forandringen af samtlige eksisterende betingelser, og således suverænt skaber, deres egen historie. Det kan og bør være den historiske bevidstheds organisation i handlinger. Men nu forholder det sig præcis således, at rådet endnu intetsteds har opnået at betvinge den adskillelse som bæres oppe af de specialiserede politiske organisationer, samt de former for ideologisk, falsk bevidsthed som disse producerer og forsvarer. Og desuden: mens rådene, som hovedkræfterne i et revolutionært øjeblik, normalt er råd af delegerede som koordinerer og forener de lokale råds beslutninger, så synes det som om de basale generalforsamlinger næsten altid er blevet betragtet som simple valgforsamlinger, hvor første grad af "råd" således befinder sig over dem. Allerede her støder vi på et adskillelsens princip, som kun kan overvindes ved at de lokale generalforsamlinger, bestående af samtlige dem som deltager i den revolutionære aktion, gøres til selve rådet, hvorfra enhver delegation i ethvert øjeblik må låne sin magt.

Hvis man ser bort fra de før-rådslige træk i Pariserkommunen, som begejstrede Marx ("den endeligt opdagede politiske form, hvorunder arbejdets økonomiske frigørelse kunne virkeliggøres"), og som i øvrigt i højere grad end i den valgte Kommune kan påvises i organisationen af Nationalgardens centralkomité, bestående af delegater fra det bevæbnede parisiske proletariat, - så blev det berømte "Arbejder-deputeretråd" i St. Petersborg det første udkast til en proletarisk organisation i et revolutionært øjeblik. Ifølge de tal som opgives af Trotskij i 1905, havde 200.000 arbejdere sendt deres delegerede til St. Petersborg-sovjetten; dens indflydelse strakte sig dog langt ud over dens geografiske zone, idet mange andre råd i Rusland lod sig inspirere af dens rådslagninger og beslutninger. Den samlede på direkte vis arbejderne fra mere end 150 virksomheder og modtog desuden repræsentanter fra 16 tilsluttede fagforeninger. Dens første kerne dannedes den 13. oktober, og fra og med den 17. indstiftede den en eksekutivkomité som stod over rådet, og som ifølge Trotskij "tjente som ministerium". Ud af i alt 562 delegerede omfattede komiteen kun 31, hvoraf 22 reelt var arbejdere, delegeret af alle arbejdere fra virksomhederne, 9 var repræsentanter for tre revolutionære partier (mensjevikkerne, bolsjevikkerne og de socialrevolutionære); dog "havde partirepræsentanterne ikke stemmeret". Man kan gå med til at basis-forsamlingerne var pålideligt repræsenteret af deres delegerede, som kunne kaldes tilbage; men disse havde helt åbenbart, nemlig på helt parlamentarisk vis, overgivet en stor del af deres magt til eksekutivkomitéen, hvor de politiske partiers "teknikere" havde en enorm indflydelse.

Hvorledes opstod denne sovjet? Det synes som om denne organisationsform opfandtes af visse politisk uddannede elementer ved arbejderbasen, nogen der i reglen selv tilhørte en socialistisk fraktion. Det ligner i sandhed en overdrivelse når Trotskij skriver: "En af de to socialdemokratiske organisationer i St. Petersborg tog initiativet til dannelsen af en selvstændig, revolutionær arbejderadministration" (desuden var den "af de to socialdemokratiske organisationer", som straks indså vigtigheden af dette arbejderinitiativ, lige netop den mensjevikiske). Men generalstrejken i oktober 1905 havde faktisk haft sin første oprindelse i Moskva, nemlig den 19. september, da typograferne fra Sytin-trykkeriet gik i strejke, - især fordi de ønskede at skilletegnet skulle regnes med blandt de 1000 typer som udgjorde betalingsenheden for deres akkordløn. 50 trykkerier fulgte efter, og den 25. september konstituerede trykkeriarbejderne i Moskva et råd. Den 3. oktober "vedtog arbejder-deputeretforsamlingen af typografernes, mekanikernes, snedkernes og tobaksarbejdernes korporationer, samt nogle andre, en resolution om dannelsen af et råd (sovjet) af alle arbejdere i Moskva" (Trotskij, 1905). Man ser altså at denne organisationsform opstod spontant i begyndelsen af strejkebevægelsen. Og denne bevægelse, som begyndte at falde tilbage i de følgende dage, tog et nyt opsving i den store historiske krise, nemlig den 7. oktober da jernbanearbejderne, først i Moskva, spontant begyndte at afbryde trafikken.

Rådsbevægelsen i Torino i marts-april 1920 havde sit udspring i Fiat-fabrikkernes meget koncentrerede proletariat. Mellem august og september 1919, midt i den sociale krise som på det tidspunkt gik igennem Italien, gav nyvalget til en "intern kommission" - en slags samarbejdende fabrikskomité, dannet ved en kollektiv overenskomst i 1906, i det formål at integrere arbejderne bedre - pludselig anledning til en fuldstændig forvandling af disse "kommissærers" rolle. De begyndte at føderere sig indbyrdes som direkte repræsentanter for arbejderne. I oktober 1919 var tredivetusind arbejdere repræsenteret i en forsamling af "Fabriksrådenes eksekutivkomitéer", som snarere mindede om en forsamling af tillidsmænd (shop-stewards) end om en rådsorganisation i egentlig forstand (de grundede sig på et kommissionsmedlem, valgt i hvert værksted). Men eksemplet bredte sig som en olieplet, og bevægelsen radikaliseredes. Den støttedes af en fraktion af socialistpartiet som var i flertal i Torino (heriblandt Gramsci) og af de piemontesiske anarkister (jvf. Pier Carlo Masinis pjece, Anarchici e comunisti nei movimento dei Consigli a Torino). Bevægelsen bekæmpedes af Socialistpartiets majoritet og af fagforeningerne. Den 15. marts 1920 indledte rådene strejken med besættelse af fabrikkerne og fortsatte produktionen under egen kontrol. Den 14. april blev strejken generel i Piemonte; de følgende dage bredte den sig til store dele af Norditalien, først og fremmest blandt bane- og havnearbejderne. Regeringen måtte indsætte krigsskibe, for i Genova at kunne landsætte de tropper som den lod marchere mod Torino. Selvom rådenes program til sidst måtte godkendes af den italienske anarkistunions kongres i Bologna den 1. juli, er det et faktum at det lykkedes socialistpartiet og fagforeningerne at sabotere strejken ved at holde den isoleret: da Torino var invaderer af 20.000 soldater og politifolk nægtede partiavisen Avanti at trykke socialistsektionens opråb (jvf. P. C. Masini). Den strejke som helt åbenbart ville have muliggjort et sejrrigt proletarisk oprør i hele landet, besejredes den 24. april. Følgerne er velkendte.

Trods visse bemærkelsesværdigt avancerede træk i denne så sjældent citerede erfaring (en masse venstreorienterede tror at fabriksbesættelser er noget der først dukkede op i Frankrig i 1936), så må man påpege de alvorlige tvetydigheder den rummede, og som endog kom til udtryk blandt bevægelsens partisaner og teoretikere. Gramsci skrev i Ordine Nuovo nr. 4, 2. årg.: "Vi betragter fabriksrådet som begyndelsen på en historisk proces som med nødvendighed må føre til grundlæggelsen af arbejder-staten." Rådsanarkisterne skånede for deres vedkommende syndikalismen og forestillede sig at rådene ville tilføre den en ny impuls.

Det manifest som udfærdigedes af rådstilhængerne i Torino den 27. marts 1920 "til alle Italiens arbejdere og bønder", og som lagde op til en generel rådskongres (som ikke kom til at finde sted), formulerer nogle væsentlige punkter i rådenes program: "Kampen for erobring må føres med erobringens våben, og ikke længer kun med forsvarsvåben (dette hentyder til fagforeningerne, "modstandsorganisationer ... krystalliseret i en bureaukratisk form" - S. I. note). En ny organisation må udvikle sig i direkte modsætning til regeringens og arbejdskøbernes organer; den må opstå spontant på arbejdspladserne og forene alle arbejdere, da alle som producenter er underkastet en fremmed autoritet som de må frigøre sig fra ... Dette er for os frihedens oprindelse: oprindelsen til en samfundsformation, som ved en hurtig og universel udbredelse sætter os i stand til at eliminere udbytterne og mellemmændene fra det økonomiske område og selv blive vore egne herrer, herrer over vore maskiner, vort arbejde, vort liv ... "

Det er en kendsgerning at de tyske arbejder- og soldaterråd i 1918-19 for størsteparten var og blev domineret af det socialdemokratiske bureaukrati, eller blev offer for dets manøvrer. Man tolererede Eberts "socialistiske" regering, som hovedsageligt støttede sig på generalstaben og frikorpsene. De "syv Hamburg-punkter" (om den gamle hærs øjeblikkelige afvikling), som fremlagdes af Dorrenbach og vedtoges ved valg af et stort flertal på soldaterrådenes åbne kongres i Berlin den 16. december, blev ikke taget til følge af "folkekommissærerne". Rådene tolererede denne udfordring og de lovgivende valg som hurtigt fastsattes til den 19. januar; endvidere angrebet på Dorrenbachs matroser, og derpå nedkæmpelsen af spartakus-opstanden på selve dagen før disse valg. I 1956 udtalte det Centrale Arbejderråd i Budapest som var blevet konstitueret, den 14. november, og som havde erklæret sig besluttet på selv at forsvare socialismen, sig for Nagys tilbagevenden til magten, og for snarligt frie valg. Samtidig krævede det "allé politiske partiers tilbagetrækning fra fabrikkerne". Uden tvivl holdt dette strejken i live på et tidspunkt hvor de russiske tropper allerede havde knust den væbnede modstand. Men allerede inden den anden russiske intervention havde de ungarske råd krævet parlamentariske valg; dvs. de forsøgte selv at vende tilbage til en tilstand af dobbeltmagt, mens de over for russerne var den eneste effektive magt i Ungarn.

Bevidstheden om hvad rådenes magt er og må være, fødes af selve denne magts praktik. Men på et hæmmet stadium af denne magt kan bevidstheden i høj grad afvige fra hvad den eller den arbejder hver for sig tænker, som rådsmedlem, eller endog fra rådet i dets helhed. Ideologien modsætter sig den handlingernes sandhed som har sit felt inden for rådssystemet. Ideologien fremtræder ikke blot i form af fjendtlige ideologier, eller i form af ideologier om rådene - udarbejdet af de politiske kræfter som vil undertrykke dem -, men også i form af en ideologi som er for rådenes magt, som indsnævrer og tingsliggør rådsmagtens totale teori og praxis. I sidste ende ville en ren rådisme selv nødvendigvis blive en fjende af rådenes virkelighed. Der er risiko for at en sådan - mer eller mindre konsekvent formuleret - ideologi bæres frem af de revolutionære organisationer som i princippet er orienteret mod rådenes magt. Denne magt er i sig selv det revolutionære samfunds organisation. Dens sammenhæng defineres objektivt af denne historiske opgave, erkendt som en helhed; den kommer derfor på ingen måde uden om det praktiske problem med de partikulære organisationer som er rådets fjender eller mer eller mindre oprigtigt for rådet, og som på enhver måde vil komme til at gribe ind i dets funktioner. Det er en nødvendighed at de rådsorganiserede masser er bevidste om og behersker dette problem. Her har rådsteorien og eksistensen af autentiske rådsorganisationer en vigtig betydning. Inden for disse optræder der allerede visse væsentlige elementer som kommer til at stå på spil i rådene, og i deres egen samvirken med rådene.

Hele den revolutionære historie viser den rolle som fremkomsten af en rådsideologi spiller i rådenes nederlag. Den lethed hvormed det kæmpende proletariats spontane organisation sikrer sine første sejre, stiller ofte en anden fase i udsigt hvor generobringen opererer indefra, hvor bevægelsen stiller sin virkelighed i skyggen af sit nederlag. Rådismen er den gamle verdens sidste forsøg på at blive ung på ny.

Socialdemokrater og bolsjevikker har det til fælles, at de i rådene blot vil se et støtteorgan til partiet og staten. Ængstelig over det dårlige omdømme som fagforeningerne havde hos arbejderne, ønskede Kautsky i 1902 at arbejderne inden for visse industrier valgte "delegater som skal udgøre en slags parlament med det formål at regulere arbejdet og overvåge den bureaukratiske forvaltning" (Die soziale Revolution). Ideen om en hierarkiseret arbejderrepræsentation kulminerende i et parlament skulle konsekvent blive tillempet af Ebert, Noske og Scheidemann. Den måde hvorpå denne slags rådisme behandler rådene, erfaredes til fulde - og til uomgængelig opbyggelse for dem der ikke har røv hvor vi andre har hoved - den 9. november 1918, da socialdemokraterne for at bekæmpe rådenes spontane organisation på dens eget felt i Vorwärts' redaktionslokaler dannede et "Berlins arbejder- og soldaterråd", som bestod af 12 tillidsmænd fra fabrikkerne, funktionærer og socialdemokratiske ledere.

Den bolsjevistiske rådisme besidder hverken Kautskys naivitet eller Eberts plumphed. Den udsprang af den radikale grund, "Al magt til sovjetterne", for atter at falde ned på sine klør, på den anden side af Kronstadt. I Sovjetmagtens umiddelbare opgaver (april 1918) kommer Lenin enzymer i Kautskys vaskemiddel: "De borgerlige parlamenter, selv det der tilhører verdens - ud fra det demokratiske synspunkt - bedste kapitalistiske republik, betragtes aldrig af de fattige som institutioner "for dem" og goder for dem ... Det er lige netop sovjetternes kontrol nedefra - tilbagekaldelse af de deputerede osv., - former som vi nu må lægge os efter at udvikle med særlig iver. De undervisningsråd som udgøres af de periodiske konferencer med de sovjetiske vælgere og deres delegerede, der forsamles for at diskutere og kontrollere de sovjetiske autoriteters virksomhed på dette område, fortjener således al vor sympati og vor fulde støtte. Men intet ville være dummere end at forvandle sovjetterne til en fast institution. I stedet må vi i dag bestemt kræve en stærk og nådeløs magt for det personlige diktatur i denne arbejdsproces, i dette øjeblik for udøvelsen af rent eksekutive funktioner; kontrolformerne og midlerne til kontrol nedefra må være mere varierede, for at lamme den mindste skygge af mulighed for at sovjetmagten deformeres, for én gang for alle at rive det bureaukratiske ukrudt op med rode." For Lenin var rådene altså pressionsgrupper, der - ligesom gudfrygtige sammenslutninger - korrigerer det uundgåelige statsbureaukrati i dets politiske og økonomiske funktioner, sikret af henholdsvis partiet og fagforeningerne. Lenin har samme problem med rådene som Descartes med sjælen - han ved ikke hvor han skal gøre af dem.

Selveste Gramsci renser blot Lenin i et bad af demokratisk konveniens: "Fabrikskommissærerne er de eneste og sande sociale (økonomiske og politiske) repræsentanter for arbejderklassen, da de er valgt ved almindelig afstemning af samtlige arbejdere på selve arbejdspladsen. På de forskellige trin i deres hierarki repræsenterer kommissærerne sammenslutningen af alle arbejdere, svarende til de faktiske produktionsorganismer (arbejdshold, fabriksafdeling, sammenslutning af en industris fabrikker, sammenslutning af en bys foretagender, sammenslutning af produktionsorganismerne inden for den mekaniske industri og landbrugsindustrien i et distrikt, en provins, en region, nationen, verden), hvor rådene og rådssystemet repræsenterer magten og samfundsledelsen" (artikel i Ordine Nuovo). Idet rådene således reduceres til økonomisk-sociale fragmenter, der forbereder en "fremtidig sovjet-republik", giver det sig selv at partiet, denne "de moderne tiders Fyrste", må fremtræde som det uundværlige politiske led, som den forudeksisterende mekaniske gud der omhyggeligt sikrer sig sin fremtidige eksistens: "Kommunistpartiet er instrumentet for den indre frigørelsesproces og den historiske form for denne proces, takket være hvilken arbejderne fra at være udøvende bliver ophavsmænd, fra at være masser bliver førere og vejledere, fra arme og hænder omformes til hjerner og viljer" (Ordine Nuovo, 1919). Tonen er en anden, men rådisme-sangens tekst forbliver den samme: Råd, Parti, Stat. At behandle rådene på fragmentarisk vis (økonomisk magt, social magt, politisk magt), ligesom råds-kretinisterne i gruppen Révolution Internationale fra Toulouse, er som at tro at man kun bliver pulet halvt når man strammer røvbalderne.

Også austro-marxismen siden 1918 har, på linje med den langsomme reformistiske evolution den lovpriser, konstrueret en egen rådsideologi. Max Adler ser fx i sin bog Demokratie und Rätesystem meget rigtigt rådene som et instrument for arbejdernes selvuddannelse, den mulige afslutning på adskillelsen mellem dem der udfører og dem der leder, konstitueringen af et homogent folk som kan virkeliggøre det socialistiske demokrati. Og han indser også det faktum at det ikke er tilstrækkeligt at rådene bliver en magt, for at de kan garantere sig et sammenhængende revolutionært mål: dertil kræves det at arbejderne som rådsmedlemmer udtrykkeligt vil forandre samfundet og virkeliggøre socialismen. Eftersom Adler er en teoretiker for den legaliserede dobbeltmagt, dvs. for en absurditet som nødvendigvis vil være ude af stand til at hævde sig ved gradvist at nærme sig den revolutionære bevidsthed og ved besindigt at forberede en senere revolution, - så står han dér berøvet det eneste virkelig grundlæggende element i proletariatets selvuddannelse: selve revolutionen. Når Adler skal erstatte dette uerstattelige område for den proletariske homogenisering - og denne eneste måde for udvælgelse til selve dannelsen af rådene, såvel som for dannelsen af sammenhængende ideer og handlemåder inden for rådene - så ser han ingen anden udvej end denne forvildelse: "Stemmeretten til valg til arbejderråd må baseres på tilhørsforholdet til en socialistisk organisation."

Man kan fastslå, at udover ideologien om rådene hos socialdemokraterne og bolsjevikkerne, som fra Berlin til Kronstadt altid var en Noske eller en Trotsky forud, så er selve rådsideologien, de forgangne og nogle nutidige rådsorganisationers ideologi, altid nogle generalforsamlinger og nogle bundne mandater forsinket: alle de råd som har eksisteret indtil i dag, har - med undtagelse af de aragonske bønders fællesejer - som idé blot været "demokratisk valgte råd"; selv hvor de højeste øjeblikke i deres praktik dementerede denne begrænsning og så alle beslutninger taget af suveræne generalforsamlinger, der gav mandat til delegerede som kunne kaldes tilbage.

Kun den historiske praktik, hvori arbejderklassen må opdage og virkeliggøre alle sine muligheder, vil angive rådsmagtens præcise organisationsformer. Til gengæld er det de revolutionæres umiddelbare opgave at fastslå de grundlæggende principper for de rådsorganisationer som vil se dagens lys i alle lande. Ved at formulere hypoteser og ved at erindre om den revolutionære bevægelses grundlæggende krav vil denne artikel - som bør efterfølges af et vist antal andre - åbne en ligestillet og virkelig debat. De eneste der vil være udelukket herfra er dem der nægter at føre den på denne måde; dem der i dag erklærer sig som modstandere af enhver form for organisation i navn af en halv-anarkistisk spontanisme, og som kun gentager den gamle bevægelses mangler og forvirring: disse ikke-organisationens mystikere; modløse arbejdere som for længe har været tilsluttet de trotskistiske sekter; eller studenter som er fanger af deres elendige betingelser, og som er ude af stand til at slippe fri af de bolsjevikiske organisationsmønstre. Situationisterne er klart tilhængere af organisation - herom vidner eksistensen af den situationistiske organisation. Alle dem der skilter med deres enighed med vore teser, samtidig med at de. tilskriver os en vag spontanisme, kan simpelt hen ikke læse.

Netop fordi organisationen ikke er alt, og ikke formår at redde eller vinde alt, er den uundgåelig. I modsætning til hvad slagteren Noske siger (i Von Kiel bis Kapp) apropos den betydningsfulde dag, 6. januar 1919, så var det ikke fordi masserne havde "skønne talere" i stedet for "beslutsomme ledere" at de "på denne dag ved middagstid ikke blev Berlins herrer", men fordi fabriksrådenes selvstændige organisationsform ikke havde nået en sådan grad af selvstændighed at den kunne klare sig uden "beslutsomme ledere" og undvære en særskilt organisation til at sikre sin sammenhæng. Det skændige eksempel fra Barcelona i maj 1937 er et andet bevis: at man så omgående greb til våben som svar på den stalinistiske provokation, men også at ordren om overgivelse fra de anarkistiske ministre blev så hurtigt eksekveret, siger meget om de catalanske massers umådelige selvstændighedskapacitet, og om hvad de endnu manglede i selvstændighed for at sejre. I morgen vil det atter være arbejdernes grad af selvstændighed som kommer til at afgøre vor skæbne.

De rådsorganisationer som vil blive dannet, kommer altså ikke uden om situationisternes Minimums-definition på en revolutionær organisation: de må selv påtage sig at gøre den til et virkeligt minimum. Da deres opgave vil bestå i at forberede rådenes magt, der i sig selv er uforenelig med enhver anden form for magt, vil de vide at en abstrakt antagelse af denne definition inappellabelt dømmer dem til ingenting at være; deres virkelige antagelse bestemmes nemlig praktisk i de indre ikke-hierarkiske relationer mellem de grupper eller sektioner som udgør dem, i relationerne mellem disse grupper såvel som i relationerne til andre selvstændige grupper eller organisationer; i udviklingen af den revolutionære teori og den unitære kritik af det herskende samfund, såvel som i den uafbrudte kritik af deres egen praktik. De vil bekræfte deres forenede program og praktik gennem forkastelsen af arbejderbevægelsens gamle opdeling i særskilte organisationer, partier og fagforeninger. Trods rådenes smukke historie har alle de hidtidige rådsorganisationer, som har spillet en væsentlig rolle i klassekampen, stadfæstet adskillelsen i politiske, økonomiske og sociale sektorer. Et af de få gamle partier som fortjener analyse, er Kommunistische Arbeiter Partei Deutschlands (KAPD). Ved ikke selv at påtage sig andre væsentlige opgaver en propagandaen og den teoretiske diskussion, "massernes politiske uddannelse", samtidig med at de antog rådene som deres program, overlod det Allgemeine Arbeiter Union Deutschlands (AAUD) rollen at føderere de revolutionære fabriksorganisationer, - en idé der ikke adskilte sig synderligt fra den traditionelle syndikalisme. Hvis KAPD forkastede såvel den leninistiske idé om et masseparti som den parlamentarisme og syndikalisme som forfægtedes af KPD (Kommunistische Partei Deutschlands), og foretrak at samle de bevidste arbejdere, så forblev den dog bundet til avantgarde-partiets gamle hierarkiske model: professionelle revolutionære og lønnede redaktører. Forkastelsen af denne model, altså først og fremmest forkastelsen af en politisk organisation som er adskilt fra de revolutionære fabriksorganisationer, førte i 1920 til en splittelse af AAUD og til dannelsen af AAUD-E (Einheitsorganisation): den nye enhedsorganisation skulle ganske enkelt ved hjælp af sit indre demokrati fuldføre det oplysningsarbejde som hidtil var tilkendt KAPD, og gjorde det samtidig til sin opgave at koordinere kampene: de fabriksorganisationer, den fødererede, skulle i revolutionens øjeblik forvandles til råd og sikre samfundets forvaltning. Det moderne slagord, arbejderråd, blandede sig således endnu med de messianske minder fra den gamle revolutionære syndikalisme: fabriksrådene skulle på magisk vis blive til råd, så snart alle arbejdere deltog i dem.

Alt dette førte til det, det kun kunne føre til. Efter at oprøret i 1921 var knust og bevægelsen undertrykt, forlod arbejderne, som det revolutionære perspektivs fjernhed havde taget modet fra, i stort antal fabriksorganisationerne, der forfaldt på samme tid som de ophørte med at være organer for en virkelig kamp. AAUD blev et andet navn for KAPD, og AAUD-E så revolutionen fjerne sig i takt med dens mindskede ressourcer. Disse organisationer var hermed intet andet end bærere af en rådsideologi, der blev mere og mere afskåret fra virkeligheden.

KAPD's terroristiske udvikling og den støtte AAUD til sidst gav "fødemiddel"-kravene, førte i 1929 til splittelsen mellem fabriksorganisationen og dens parti. Som døde kroppe sluttedes AAUD og AAUD-E i 1931 på en latterlig, og principløs, vis sammen imod nazismens fremvækst. De to organisationers revolutionære elementer samledes for at danne KAUD (Kommunistische Arbeiter Union Deutschlands). Idet denne union var sig bevidst som mindretalsorganisation, blev den også den eneste i hele den tyske rådsbevægelse der ikke havde til hensigt at påtage sig samfundets fremtidige økonomiske (i AAUD-E's tilfælde økonomisk-politiske) organisation. Den opfordrede arbejderne til at danne selvstændige grupper og sikre sig forbindelsen og sammenhængen mellem disse grupper. Men KAUD kom alt for sent til Tyskland. I 1931 havde den revolutionære bevægelse været død i næsten ti år.

Hvis man roder op i resterne fra den anarko-marxistiske strid - om så blot for at lade dem skryde -, vil man finde at CNT-FAI, bortset fra den anarkistiske ideologis dødvægt, slutter sig til det marxistiske KAPD-AAUD i organisatorisk henseende, men med en betydeligere praktik af frigørende fantasi. På samme måde som det tyske kommunistiske arbejderparti ønskede den iberiske anarkistføderation at være de bevidste spanske arbejderes politiske organisation, mens dets AAUD, CNT, påtog sig forvaltningen af det fremtidige samfund. De militante i FAI, proletariatets elite, spredte den anarkistiske idé blandt masserne - CNT organiserede arbejderne praktisk i deres fagforeninger. Der er dog to væsentlige forskelle mellem FAI-CNT og KAPD-AAUD, hvoraf den ene - den ideologiske - medførte hvad man havde kunnet vente sig: FAI ville ikke gribe magten og nøjedes med at influere CNT's kurs som helhed, men på den anden side repræsenterede CNT virkelig den spanske arbejderklasse. Et af de smukkeste programmer der nogensinde er blevet udformet af en revolutionær eksplosion, på CNT's kongres i Saragossa, og den skulle blive delvist virkeliggjort af de anarkosyndikalistiske masser, mens deres ledere druknede i ministersysler og klassesamarbejde. Med massernes alfonser Garcia Oliver, Segundo Blanco osv., samt under-maitressen Montseny, fandt den libertære anti-statslige bevægelse - der allerede havde støttet den skyttegravs-anarkistiske fyrste Kropotkin - endelig den historiske krone på sin ideologiske absolutismes værk. I det sidste historiske slag som anarkismen udkæmpede, fik den hele den ideologiske sovs tilbage i synet, som udgjorde dens væsen: Stat, Frihed, Individ, og andre fordærvede krydderier med stort; mens de libertære militsfolk, arbejdere og bønder reddede dens ære. De leverede det største praktiske bidrag til den internationale proletariske bevægelse. De brændte kirker og kæmpede på alle fronter mod bourgeoisiet, fascismen og stalinismen; og de begyndte at virkeliggøre det kommunistiske samfund.

Der eksisterer i dag forskellige organisationer som på snedig vis foregiver ikke at være det. Dette påfund tillader dem at slippe for at bekymre sig om den simpleste klargørelse af de baser hvorpå de kan samle ligegyldigt hvem (og på magisk vis etikettere ham "arbejder"); endvidere for overhovedet at gøre rede for deres halv-medlemmer i den informelle ledelse som holder roret; det gør dem ydermere i stand til at sige ligegyldigt hvad, og især til en bloc at dømme enhver anden mulig organisation og på forhånd at fordømme enhver teoretisk fremstilling. Således skriver gruppen "Informations Correspondance Ouvrieres" i en nylig udkommet bulletin (ICO nr. 84, august 1969): "Rådene er strejkekomiteernes forvandling under påvirkning af selve situationen, og som svar på selve kampens nødvendighed i selve denne kamps dialektik. Alle andre forsøg på i noget øjeblik af en kamp at formulere nødvendigheden af at danne arbejderråd, sådan som man kan se dem i forskellige former i visse fagforeninger, i PSU, eller hos situationisterne. Selve rådsbegrebet udelukker enhver ideologi." Disse individer ved intet om ideologi; deres egen tænkemåde adskiller sig kun fra mere udviklede ideologier ved en rygradsløs eklekticisme. Men et eller andet sted har de hørt (måske hos Marx, måske blot fra S.I.) at ideologien er blevet en uting. Dette udnytter de til at forsøge at give det udseende af at alt teoretisk arbejde - som de afholder sig fra som fra noget syndigt - er ideologi, hos situationisterne nøjagtig som hos PSU. Men deres tapre regres til "dialektikken" og "begrebet", som herefter smykker deres vokabular, redder dem på ingen måde fra en imbecil ideologi - hvorom det citerede vidner tilstrækkeligt. Hvis man for at "udelukke al ideolog!" i de virkelig råd idealistisk begrænser sig til råds-"begrebet", eller hvis man - hvad der er endnu mere euforisk - sætter sin lid til ICO's praktiske uvirksomhed, så kan man kun vente sig det værste: den historiske erfaring har vist at den slags optimisme altid er uberettiget. Overskridelsen af rådenes primitive former kan kun finde sted gennem mere bevidste kampe og kampe for mere bevidsthed. ICO's mekaniske billede af strejkekomiteens automatisk perfekte svar på "nødvendigheder", ifølge hvilket rådet opstår af sig selv når tiden er inde og navnlig på betingelse af at man ikke taler om det, forbigår fuldstændig dette århundredes revolutionære erfaringer som viser at "selve situationen" lige så hurtigt kan lade rådene tilintetgøre eller indfange og generobre, som den lader dem dukke op.

Lad os forlade denne kontemplative ideologi, denne stærkt forringede erstatning for naturvidenskaberne, som tilstræber at iagttage fremkomsten af en proletarisk revolution i lighed med en eksplosion i solens atmosfære. Der vil vokse rådsorganisationer frem, uagtet de må indebære enhver modsætning til en generalstab som vil lade rådene dukke op på ordre. Trods den nye periode af åben social krise vi er trådt ind i siden okkupationsbevægelsen, og trods de opmuntringer som situationen ødsler med her og der, fra Italien til Rusland, er det højst sandsynligt at dannelsen af virkelige rådsorganisationer endnu vil tage lang tid, og at der vil blive skabt andre vigtige revolutionære øjeblikke før rådsorganisationen formår at gribe ind på et anseeligt niveau. Man skal ikke lege med rådsorganisationen, lancere eller støtte for tidligt modne parodier på den. Det er derimod hævet over enhver tvivl, at rådene vil have større chancer for at hævde sig som eneste magt hvis der findes bevidste rådstilhængere i dem, samt en virkelig beherskelse af rådsteorien.

I modsætning til rådet som permanent basis-enhed (ud fra hvilken der uophørligt konstitueres og modificeres delegatråd), som en forsamling med deltagelse af alle arbejdere fra en virksomhed (værksteds- og fabriksråd) og hvor alle indbyggere i en bydel slutter sig til revolutionen (gade- og kvarterråd), - så må rådsorganisationen for at garantere sin sammenhæng og den reelle udøvelse af sit indre demokrati vælge sine medlemmer, efter hvad de udtrykkeligt vil og virkelig formår at udrette. Rådenes sammenhæng garanteres af selve det faktum at de er magten; at de eliminerer al anden magt og træffer bestemmelse om alt. Denne praktiske erfaring er den grund hvorpå menneskene erhverver sig forståelsen af deres egen handling, "virkeliggør filosofien". Det siger sig selv at disse folkemajoriteter i farten risikerer at ophobe fejltagelser og ikke længere have tid og midler til at korrigere dem. Men de kan ikke længere tvivle på at deres egen skæbne er det virkelige produkt af deres beslutninger, og at selve deres eksistens nødvendigvis vil blive tilintetgjort af tilbageslaget af deres uovervundne fejltagelser.

I rådsorganisationen vil den reelle lighed mellem alle i beslutningerne og deres udførelse ikke være et tomt slogan, et abstrakt krav. Sandt nok vil alle medlemmer i en organisation ikke have samme talenter, og det står klart at en arbejder vil være bedre til at skrive end en student. Men da organisationen globalt vil have alle de nødvendige talenter, vil der komplementært hertil ikke være noget hierarki af de individuelle talenter til en rådsorganisation eller proklamationen af en ideel lighed der vil tillade alle dens medlemmer at være smukke og intelligente, og at leve godt, men deres virkelige evner til at blive smukkere, mere intelligente og til at leve bedre, ved at udvikle sig frit i den eneste virkelig fornøjelige leg: nedbrydelsen af den gamle verden.

I de sociale bevægelser der vil brede sig, vil rådstilhængerne nægte at lade sig indvælge i strejkekomiteerne. Deres opgave vil tværtimod bestå i at agere for at alle arbejdere basalt organiserer sig i generalforsamlinger der afgør hvorledes kampen skal føres. Det er på tide man begynder at forstå, at det absurde krav om en "central strejkekomité" som lanceredes af nogle naive personer under okkupationsbevægelsen, hvis det var blevet til noget, endnu hurtigere havde saboteret bevægelsen hen imod massernes selvstyre; næsten samtlige strejkekomiteer kontrolleredes af stalinisterne.

Det er givet at det ikke tilkommer os at smede en plan for de tider der skal komme, og at et enkelt fremskridt for den virkelige rådsbevægelse er mere værd end tolv rådsprogrammer. Det er således vanskeligt at fremsætte præcise hypoteser om rådsorganisationernes forhold til rådene i det revolutionære øjeblik. Rådsorganisationen - som ved at den er adskilt fra proletariatet må ophøre med at eksistere som særskilt organisation i det øjeblik som ophæver adskillelserne; og dét selvom den fuldstændige foreningsfrihed, som garanteres af rådenes magt, lader forskellige partier eller organisationer overleve som er fjendtligt indstillede over for denne magt. Dog kan man tvivle på det realistiske i at alle rådsorganisationer, som Pannekoek ville, opløses umiddelbart i selvsamme øjeblik rådene dukker op. Inden for rådene vil rådstilhængerne netop optræde som rådstilhængere og bør ikke vise en eksemplarisk opløsning af deres organisationer, for så at genforenes ved siden af og spille pressionsgrupper på generalforsamlingen. Det vil således også være lettere for dem, og mere legitimt, at bekæmpe og udpege den uundgåelige tilstedeværelse af bureaukrater, spioner og andre som vil infiltrere sig her og der. Ligeledes må de bekæmpe kunstige eller i bund og grund reaktionære råd (politiråd), som ikke vil undlade at indfinde sig. De agerer på en sådan måde at rådenes forenede magt underkender såvel disse organer som deres delegerede. Eftersom andre organisationers celledannelse repræsenterer den diametrale modsætning til rådsorganisationernes mål, og da disse forkaster enhver mangel på indre sammenhæng, forbyder de det dobbelte tilhørsforhold. Vi har sagt at alle en fabriks arbejdere må deltage i rådet, i det mindste dem der accepterer dets spilleregler. Der findes kun en praktisk løsning på det problem som består i at vide om man i rådet vil acceptere tilstedeværelsen af "dem som i går måtte forlade fabrikken med en browningpistol i hånden" (Barth).

I sidste ende vil rådsorganisationen blive dømt på sammenhængen mellem sin teori og sin handling, og på sin kamp for den fuldstændige forsvinden af enhver magt som er blevet stående uden for rådene, eller som søger at selvstændiggøre sig i forhold til dem. Men for nu med det samme at forenkle diskussionen, og overhovedet at nægte at tage en masse pseudo-rådsorganisationer i betragtning - alle sådan nogen som vil kunne simuleres af studenter eller af dem der er besat af den professionelle militantisme -, lad os så sige at det ikke forekommer os at man kan anerkende en organisation som rådsorganisation, medmindre den består af mindst 2/3 arbejdere. Eftersom denne proportionering imidlertid kan tage sig ud som en indrømmelse, så lad os straks tilføje at det forekommer os nødvendigt at korrigere den med følgende regel: i enhver delegation ved centrale konferencer, hvor der kan tages uforudsete beslutninger med bundet mandat, må arbejderne udgøre 3/4 af deltagerne. Kort sagt den omvendte proportion af den der gjaldt på "Ruslands socialdemokratiske arbejderparti"s første kongresser.

Som bekendt nærer vi ingen tilbøjelighed til nogen som helst form for arbejderdyrkelse. Hvad det her drejer sig om er arbejdere "som er blevet dialektikere" - hvad de må blive en masse under udøvelsen af rådenes magt. Men på den ene side er arbejderne, endnu og altid, den centrale kraft som kan sætte det eksisterende samfunds funktioner ud af kraft, og den uundværlige kraft til at genopfinde alle dets baser. På den anden side, selvom rådsorganisationen helt klart må skille andre lønslavekategorier ud fra sig, herunder navnlig de intellektuelle, så er det under alle omstændigheder vigtigt at de sidstnævnte ser den suspekte rolle, de kan komme til at spille, strengt begrænset: ikke blot ved at verificere om de virkelig, i alle livets aspekter, er rådsrevolutionære, men også ved at sørge for at de inden for organisationen er så fåtallige som muligt.

Rådsorganisationen vil kun acceptere en ligestillet dialog med andre organisationer under forudsætning af at de er konsekvente forkæmpere for proletariatets selvstyre. Ligeledes må rådene forsvare sig, ikke bare mod at falde i hænderne på partierne eller fagforeningerne, men også mod enhver tendens som sigter imod at tildele dem en position, for så sammen med dem at forhandle om den ene og den anden magt. Rådene er den eneste magt, eller de er intet. Midlerne til deres sejr er allerede deres sejr. Med rådene som løftestang og en total negation af vareskuespillets samfund kan man rejse verden.

Rådenes sejr indebærer ikke at revolutionen er slut men at den netop er begyndt.