Situationistisk Manifest
En ny menneskelig kraft, som den bestående orden ikke vil kunne tæmme, vokser fra dag til dag i takt med teknologiens uimodståelige udvikling og utilfredsheden over mulighederne for dens anvendelse i vores meningsløse samfundsliv.
Fremmedgørelsen og undertrykkelsen i samfundet kan ikke under nogen form tillempes, men kun forkastes under ét, sammen med samfundet selv. Ethvert virkeligt fremskridt afhænger ganske indlysende af, at øjeblikkets mangeatede krise løses på revolutionær vis.
Hvordan er mulighederne for at organisere tilværelsen i et samfund, der oprigtigt "vil reorganisere produktionen på basis af en fri og ligelig forening af producenterne"? Produktionens automatisering og socialiseringen af de vitale fornødenheder vil i stadig højere grad begrænse arbejdet, betragtet som ydre nødvendighed, og i sidste ende sikre individet fuldstændig frihed. Således befriet for økonomisk ansvar og for al gæld og skyldfølelse over for fortiden og sin næste, vil mennesket kunne disponere over et nyt overskud, et overskud som ikke kan beregnes i penge, fordi det ikke kan omsættes til den målestok der gælder for lønarbejde. Det er legens, det frit opbyggede livs værdi, det drejer sig om. Denne skabende leg garanterer friheden for den enkelte og for alle inden for rammerne af den lighed, menneskets afståen fra at udnytte andre mennesker tilsikrer. Legens frigørelse vil sige dens skabende autonomi: den overskrider den gamle skelnen mellem tvungent arbejde og passiv fritid.
Engang brændte kirken såkaldte troldmænd for at undertrykke de primitive tendenser til leg som havde overlevet i folkefesterne. I dagens dominerende samfundssystem, med dens massive produktion af umådeligt triste pseudo-lege, som ikke fordrer nogen deltagelse, må enhver virkelig kunstnerisk aktivitet nødvendigvis fremstå som kriminel. Den er halvt underjordisk. Dens manifestationer vil have karakter af skandale.
Men hvad er en situation da? Det er udførelsen af en art højerestående leg eller nærmere betegnet en indbydelse til den leg, som selve menneskets tilstedeværelse på jordkloden er. Revolutionære legende i alle lande kan nu slutte sig sammen i S.I. for således at forberede deres sortie fra dagliglivets forhistorie.
Allerede nu foreslår vi en autonom organisation med den nye kulturs producenter, uafhængig af de i øjeblikket eksisterende politiske og faglige organisationer, eftersom vi bestrider deres evne til at organisere noget som helst andet end en tilpasning til det bestående.
[...]
Hvad bør være denne nye kulturs vigtigste karaktertræk, først og fremmest i forhold til den gamle kunst?
Op imod skuespillet sætter den situationistiske kultur den fuldkomne deltagelse.
Mod den konserverede kunst en direkte organisering af det levende øjeblik.
Mod den opdelte kunst vil den være den globale aktivitet, som på én gang vil anvende alle brugbare midler. Den tenderer naturligt mod en kollektiv og absolut anonym produktion (og eftersom produkterne ikke oplagres som varer, vil vores kultur ikke blive domineret af ønsket om at sætte sig varige spor). Minimumsmålet for dens ønsker er at revolutionere individets adfærd og skabe en unitarisk, dynamisk urbanisme, der vil være i stand til at brede sig over hele planeten og dermed efterhånden vinde fodfæste på alle øvrige beboede planeter.
Mod den unilaterale, ensidige kunst vil den situationistiske kultur være dialogens og vekselvirkningens kunst. Indenfor hele den synlige kultur er kunstnerne nu fuldkommen adskilt fra samfundet, ligesom de er indbyrdes adskilt af konkurrencen. Men selv før kunsten drejede ind i denne kapitalismens blindgyde, var den i det store og hele ensidig og uden svar. Denne primitivismes afsluttede epoke vil vi nu kunne forlade, for at opnå den fuldkomne kommunikation.
Alle og enhver vil nu blive kunstnere på et højere plan; det vil sige integreret producent/forbruger i en total kulturel skaben; man vil komme til at overvære kravet om den lineære fornyelses hurtige forsvinden. Da alle vil være blevet - lad os sige - situationister, vil man komme til at se en mangedimensioneret overflod af tendenser, eksperimenter, radikalt forskelligartede "skoler", - ikke længere successivt, men samtidigt.
Vi indvier nu, hvad der fra et historisk synspunkt vil blive den sidste profession. Situationistens rolle som amatør-professionel og antispecialist vil vedblive at være en specialisering, indtil det øjeblik af økonomisk og social overflod, hvor alle og enhver bliver "kunstnere" i en forstand kunstnere hidtil ikke har opnået: konstruktionen af deres eget liv. Imidlertid er denne historiens sidste profession så nær samfundet uden permanent arbejdsdeling, at man, selvom den træder frem i S.I., som regel fraskriver den betegnelsen profession.
Til dem, der ikke vil kunne forstå os rigtigt, siger vi: "Situationisterne, hvis dommere I måske mener at være, vil en dag dømme jer. Vi afventer det vendepunkt der betegner den uundgåelige opløsning af den verden, hvor savn og udbytning hersker i alle former. Dette er vore mål, og de vil blive hele menneskehedens fremtidige mål."
