Den mest overfladiske og ustandseligt gentagede tåbelighed fra venstreorienterede sociologers side har i nogle år været at betragte fritidens rolle som den dominerende faktor i det udviklede kapitalistiske samfund. På dette grundlag er der skabt uendelige debatter for eller imod betydningen af den reformistiske forbedring af levevilkårene, eller arbejdernes deltagelse i de dominerende værdier i et samfund, i hvilket de til stadighed bliver mere integreret i. Det kontra-revolutionære i alt dette ordskvalder er at de sætter lighedstegn mellem fritiden og passivt forbrug, som om den eneste mulige anvendelse af fritiden er at blive fuldtidstilskuer til det bestående nonsens. De illusioner udtrykt ved et kedsommeligt symposium oversvømmet af disse sociologer (Arguments nr. 12-13), blev forsvarligt gendrevet i to artikler i tidsskriftet Socialisme ou Barbarie nr. 27. I den første skrev Pierre Canjuers: "Mens den moderne kapitalisme til stadighed udvikler nye behov med henblik på at hæve forbruget, vedbliver folks utilfredshed at være den samme. Deres liv har ikke længere nogen mening hinsides jagten på forbrug, og dette forbrug bruges til at retfærdiggøre en mere og mere radikal frustrering af al skabende virksomhed, af ethvert ægte menneskeligt initiativ - indtil det punkt hvor folk ophører med at betragte den manglende mening med alvor". I den anden artikel gjorde Jean Delvaux opmærksom på, at forbruget ikke havde betydet en overskridelse af den kvalitative deling mellem den fattige og den velhavende, da 4/5 af arbejderne stadig lever med mangel på penge. Og specielt pegede han på, at det overhovedet ingen steder havde hjemme at blive foruroliget over, om arbejderklassen medvirker eller ej i de gældende sociale og kulturelle værdier, fordi "der findes ikke længere den slags værdier". Og han tilføjede en central pointe, at den nuværende kultur, "mere og mere isoleret fra samfundet og fra folks liv (malere maler for andre malerne, forfattere skriver romaner, der kun læses af andre forfattere, om umuligheden af at skrive en roman) - denne kultur, hvis den overhovedet besidder nogen originalitet, er ikke andet end en konstant selv-undsigelse: en undsigelse af samfundet og et raseri mod kulturen selv".

Fritidens tomhed stammer fra selve livets tomhed i det nuværende samfund, og det kan ikke fyldes inden for dette samfunds ramme. Denne tomhed udtrykkes og maskeres samtidig af hele det eksisterende kulturelle skuespil, i tre basale former.

Den "klassiske" form for kultur fortsætter med at eksistere, enten gengivet i ren form eller gennem nutidige efterligning (tragedien, fx, eller den borgerlige høflighed). For det andet findes der et utal af elendige skuespilmæssige repræsentationer gennem hvilke det eksisterende samfund henvender sig til de udbyttede med henblik på at mystificere dem (Tv-transmitteret sportsbegivenheder, næsten alle film og romaner, reklamen, bilen som statussymbol). Endelig findes der en avantgardistisk negering af skuespillet, der ofte er uvidende om sit grundlag, men som er den eneste "originale" aspekt i den nuværende kultur. Det "raseri mod kulturen" som udtrykkes indenfor den sidste form ender med havne i den samme ligegyldighed, som arbejderne som klasse nærer overfor enhver form for skuespilmæssig kultur. Før selve skuespillet er blevet negeret, kan et hvilket som helst publikum til fornægtelsen af skuespillet ikke adskilles fra det mistænkelige og ulykkelige publikum bestående af isolerede intellektuelle og kunstnere. Når det revolutionære proletariatet manifesterer sig selv som sådant vil det ikke udgøre et nyt publikum til et nyt skuespil, men som aktivt medvirkende mennesker i alle aspekter af deres liv.

Der er ikke noget revolutionært fritidsproblem - en tomhed som skal udfyldes - men et problem med fri tid, den fuldstændige frihed - hele tiden. Vi har allerede sagt: "der er ikke frihed i anvendelsen af tiden, hvis man ikke ejer de moderne redskaber til konstrueringen af hverdagen. Brugen af sådanne redskaber vil markere springet fra en utopisk revolutionær kunst til en eksperimentel revolutionær kunst" (Debord, " Teser for den kulturelle revolution"). Det at komme hinsides fritiden og hen imod en aktivitet der uadskilleligt består af fri produktion-forbrug kan kun forstås i forbindelse med opløsningen af de gamle kunstformer - med deres tranformation til en højerestående form for handlen, som ikke afviser eller afskaffer kunsten, men realiserer den. På denne måde vil kunsten blive overskredet, bevaret og overvundet som en mere sammensat aktivitet. Dens gamle elementer vil delvis kunne genfindes, men omdannet, tilpasset og indpasset i helheden.

De tidligere avantgarde-bevægelser præsenterede sig selv ved at udråbe deres metoders og princippers fortrinlighed, som man så umiddelbart bedømte ud fra værkerne. S. I. er den første kunstneriske organisation, som tager udgangspunkt i alle de mulige værkers radikale utilstrækkelighed; og hvis betydning, succes eller fiasko, kun kan bedømmes i forhold til tidens revolutionære praksis.