Det fordrejede maleri

Af Asger Jorn

Tiltænkt det brede publikum. Kan læses uden besvær.

Vær moderne,
samlere, museer.
Har De gamle malerier,
så fortvivl ikke.
Bevar Deres minder
men fordrej dem
så de svarer til Deres tid.
Hvorfor forkaste det gamle
hvis man kan modernisere det
med nogle få penselstrøg?
Det bringer aktualitet
til Deres gamle kultur.
Vær med på noderne,
og elegant
på samme tid.
Maleriet, det er færdigt.
Man kan lige så godt give det nådestødet.
Fordrej.
Længe leve maleriet.

Tiltænkt kenderne. Kræver en vis opmærksomhed.

Alle kunstværker er objekter, og må nødvendigvis behandles som sådan, men objekterne er ikke mål i sig selv; de er redskaber til at indvirke på nogle betragtere. Det kunstneriske objekt, uagtet dets tilsyneladende objektive karakter, udgør således et forbindelsesled mellem to subjekter, det skabende og udfordrende subjekt, og det modtagende subjekt. Denne sidste ser ikke kunstværket som et rent objekt, men som tegnet på et menneskeligt nærvær.

Problemet for kunstneren er ikke at finde ud af, om kunstværket skal betragtes som objekt eller subjekt, eftersom de begge fungerer samtidig. Problemet er at gribe og formulere den spænding, der er tilstræbt i værket mellem formen og tegnet.

Den forestilling om kunsten, som action painting udgør, reducerer kunsten til en handling i sig selv hvor objektet, kunstværket, blot er sporet, og hvor kommunikationen med publikum ikke længere eksisterer. Det er holdningen hos den rene skaber, som ikke gør andet end at realisere sig selv i stoffet, til sin egen glæde.

Denne holdning er uforenelig med interessen for objektet i sig selv, kunstværket i sin anonymitet; glæden oplevet i sin renhed foran en skulptur fra et ukendt land, fra en uvis tid. Objektet, som flyder frit i tid og rum. Det er især mellem disse to poler, at min interesse for objektiviteten og subjektiviteten befinder sig, eller mere præcist mellem min vilje og min forstand. Hvad den tredje holdning angår, nemlig betragterens, indrømmer jeg ikke at bekymre mig særlig meget om den. Alt ender alligevel hos ham, om man vil det eller ej.

Den klassiske og latinske idé har altid givet forrang til objektet, mens den orientalske idé lægger alt i subjektet. Den gotiske eller nordiske idé har, lige siden den interne spænding i den europæiske kultur opstod, forsøgt at spille på en dialektik mellem de to mod-sætninger. Altså er jeg ikke bundet af den slags begrænsninger.

Resultatet er, at denne optik nødvendigvis får én til at betragte alle kunstneriske frembringelser som noget, der på een gang er reinvesteringer og revaloriseringer af Menneskets handlinger. Objektet, i sin virkelighed eller i sin tilstedeværelse, får kun betydning i kraft af sin funktion som tilblivelsens agent. Men det er umuligt at etablere en fremtid uden en fortid. Fremtiden kommer i stand ved at man afstår eller ofrer fortiden. Den der er i besiddelse af et fænomens fortid besidder kilden til dets fremtid. Europa vil fortsat være kilden til den moderne udvikling. Det eneste problem, der eksisterer dér, er spørgsmålet om hvem der skal have retten til ofringerne og afståelserne af denne fortid, hvem den futuristiske kraft kommer til gode. Jeg vil forynge den europæiske kultur. Jeg begynder med kunsten. Vores fortid er fuld af fremtider. Vi skal blot knække nødderne.

Fordrejningen er et spil, som kommer af evnen til devalorisering. Den der er i stand til at devalorisere kan alene skabe nye værdier. Og kun dér, hvor der er noget at devalorisere, det vil sige en allerede etableret værdi, kan man foretage en devalorisering. Det er op til os at devalorisere eller blive devaloriseret alt efter vores evne til reinvestere i vores egen kultur. Vi har i Europa kun to mulig-heder tilbage: at blive ofret eller at ofre. Det er op til Dem at vælge mellem det historiske monument og den handling, som gør sig for-tjent til det.

Beviserne på forsætligheden.

I 1939 skrev jeg min første artikel ("Intime banaliteter", i tidsskriftet "Helhesten"), hvor jeg udtrykte min kærlighed til det banale maleri, og i tyve år har jeg været optaget af idéen om at hylde det. Jeg handler altså under fuldt ansvar og efter modne overvejelser. Det er alene min aktuelle situation, som har gjort det muligt for mig at gennemføre denne kostbare opgave at vise, at maleriets foretrukne næring er maleriet selv.

Med denne udstilling rejser jeg et monument til ære for det dårlige maleri. Personligt kan jeg bedre lide det end det gode. Men fremfor alt er dette monument uundværligt. For mig som for alle andre. Det er det ofrede maleri. Denne form for offer kan gøres diskret, sådan som lægerne gør det når de dræber deres patienter i eksperimentet med nye lægemidler, og det kan gøres på barbarisk vis, offentligt og med pomp. Det er det, der tiltaler mig. Højtideligt tager jeg min hat af, lader blodet fra mine ofre løbe, alt imens Baudelaires hymne til skønheden toner frem.