I juni 1961 blev udsendelsen af det femte nummer af tidsskriftet SPUR, organ for den tyske sektion af S. I., forsinket adskillige uger på grund af politisk og para-juridisk pression. Bogtrykkeren nægtede at lade nummeret udkomme og gjorde det derved muligt for domstolene i München at foretage visse modforanstaltninger. Dette nummer var i særlig grad helliget den situationistiske teori om den unitære urbanisme. Imidlertid foregav man gennem disse henvendelser og trusler at ville gøre opmærksom på, at tidsskriftet, foruden ophidselse til omvæltning af og angreb på forfatningen, indeholdt fornærmelser mod kirken, pornografi og demoralisering af ungdommen. På grund af de tyske situationisters faste holdning udkom tidsskriftet endelig uden officiel modstand.

I begyndelsen af november foranledigede udsendelsen af nummer 6 - som gjorde rede for denne begivenhed og benyttede lejligheden til en tydelig bekræftelse af redaktørernes mangel på ærbødighed for de katolske dogmer og den katolske moral - beslaglæggelse af hele det i Tyskland forhåndenværende oplag af samtlige numre af SPUR, og indledningen af en proces, hvor de eneste anklagepunkter var pornografi og blasfemi. Disse anklager byggede på ubetydelige detaljer, der var samlet op i de seks numre, i særdeleshed det sjette, ved at løsrive nogle sætninger fra deres sammenhæng og systematisk se bort fra hele det teoretiske indhold, hele den kunstneriske og kulturelle stillingtagen, som havde kunnet give oplysninger om tidsskriftet SPUR, selvom det tydeligt er dette indhold, der er skyld i de urimelige processer, som myndighederne besluttede at rejse mod redaktørerne. Yderligere anklagedes fem tyske situationister lidt senere for den 9. november at have ladet trykke og udsprede et flyveblad, som var medunderskrevet af samtlige medlemmer af S. I., og som appellerede til kunstnere og intellektuelle om at vise solidaritet for at forsvare et minimum af ytringsfrihed.

Ved den første proces, som fandt sted den 4. maj 1962, blev fire af de ansvarlige for tidsskriftet SPUR (Kunzelmann, Prem, Sturm og Zimmer) dømt til 5 1/2 måneds fængsel, alle domme blev gjort betingede. I mellemtiden havde disse kammerater gjort sig til forkæmpere for en mere moderat holdning til helt andre spørgsmål og havde derfor måttet forlade S. I. Det siger sig selv, at vi ikke af den grund vil slække det mindste på vor fuldstændige solidaritet med dem i hele denne affære, og at det er nødvendigt i hvert tilfælde at bekæmpe denne manøvre, som har til hensigt at bringe avantgarde-kunstnerne i miskredit ved stik imod al sandhed og sandsynlighed at præsentere dem som specialister i pornografi.

Den 5. juli kl. 15 vil der i justitspalæet i München (Pacellistrasse 2, retslokale nr. 607/VI) blive afsagt dom i den udskilte proces mod Uwe Lausen, medlem af S.I.'s centralråd og redaktør af tidsskriftet DER DEUTSCHE GEDANKE, som nu vil udkomme som nyt organ for Situationistisk Internationale i Tyskland. Tilfældet Uwe Lausen frembryder adskillige graverende omstændigheder. Som mindreårig på tidspunktet for de strafbare handlinger pådrager han sig en straf på mindst ét års indespærring, ubetinget, betegnet som genopdragende. Yderligere er en vis støtte fra tysk og internationalt kulturelt milieu, som lykkeligvis manifesterede sig i sagen mod de tidligere situationister, og som sikkert har bidraget til deres forsvar, allerede fra flere sider straks blevet afslået for Uwe Lausen's vedkommende, fordi denne i sin egenskab af nuværende medlem af S.I. - og yderligtgående radikal - optræder udenfor det traditionelle kulturelle milieu og som fjende af dette milieu.

Det minimale påskud for disse forfølgelser og den temmelig latterlige karakter af denne undertrykkelse bør ikke foranledige, at man taber det principielle i sagen af syne: udover de tydelige symptomer på en snæversynet og truende kontrol med alt, hvad der i Den Tyske Forbundsrepublik kunne åbenbare selv den mindste non-konformistiske tendens i udførselen og udformningen af ideer, er det en kendsgerning, at S.I. gennem en censur, der er vagtsom trods sine forskellige forklædninger, og gennem selve fængslingen af dens medlemmer, hvis de ikke lader sig skræmme, ser sig anbragt i en meget vanskelig position med hensyn til sine fremtidige manifestationer i dette land.

Denne side af vore vanskeligheder kan kun forstås gennem analyse af andre metoder, hvorved S.I. samtidig ser sig bekæmpet i andre geografiske sektorer af de forskellige magter der vil opretholde den gamle kulturorden og indretning af tilværelsen. F.eks. er man samtidig i Frankrig på det stadium, hvor man organiserer tavshed med hensyn til S.I., først og fremmest fra vagthundene for den patenterede venstreorienterede intelligens. Og i de skandinaviske lande eller, i mindre målestok, i Holland er man i modsætning hertil på det stadium, hvor man organiserer skamløs forvanskning. Denne udbredes såvel gennem temmelig stor journalistisk agitation (den foregivne "situationisme" er ved at blive stof for den behjertede presse, samtidig med at den bliver objekt for en ubestemmelig form for kunsthandel), som ved hjælp af formeringen af para-situationister af enhver art, der har været modne til opsamling i de fejlslagne avantgardisters skarnkasser (epoken før S.I. blev netop frugtbar med hensyn til skabelsen af nuller). De samles for øjeblikket i det svenske Bauhaus, eller forvirrede tidsskrifter, som blot populariserer en situationistisk bevægelses etikette, der "udvides" i højde med deres skarpsindighed og deres handelsiver. Disse folk erklærer sig enige med alle S.I.'s teser, formodentlig fordi de er ude af stand til at finde frem til andre eller blot forstå dem så klart, at de kan kritisere noget som helst, bortset fra den detalje, at S.I. ikke vil vide af dem, og at den larm de laver om deres muligheder for igen at slutte sig til S.I., da der endnu er åbne samtaler og kontakter, er og altid vil være ren usandhed. Processerne i München har givet og vil uden tvivl stadig give adskillige af disse forvirrende elementer lejlighed til at præsentere sig som stående S.I. nær, i et spørgsmål, hvor det er let at finde enighed mellem alle kunstnere, som føler det mindste for friheden, men vi betragter dem snarere som indrulleret i de herskende værdinormers milits, og vi ved, at de forsøger at likvidere såvel ved at sprede forvirring og føre bag lyset som ved at skræmme eller boykotte.

At S.I. tiltrækker spyfluerne fra den gamle moderne kunst eller opmærksomheden fra dommerne i München, vil ikke lå os til at gøre nogen indrømmelser. Vore modtræk bør vælges ud fra hver given situation, men med hensyntagen til det samstemmende i alle disse konflikter: i Tyskland kan det være en passende grad af hemmelighed; med hensyn til ødelæggelsen af alle falsknerne vil S.I.'s disciplin og fasthed, som allerede har stået sin prøve, uden tvivl være tilstrækkeligt på langt sigt.

Det er klart, at vi ikke skal spille forbavsede eller indignerede over denne modstand, som er normal, men hellere i alle henseender forberede os på skærpelse af den. Imidlertid vil vor egen magt vokse i takt med modstandens styrke og hidrøre fra samme årsag: det nye i de problemer, vi rejser, og det indlysende i dem. Vi er tilmed kun én avantgarde: andre vil komme. Vi er et mareridt, som kulturens søvn ikke mere vil kunne blive fri for. Vi vil skabe sammenligning mellem verden og vore forestillinger om den.

Vi anmoder alle sektioner af S.I. om at oversætte og publicere denne erklæring og beder alle de kammerater, som vi i øjeblikket ser slutte sig til vore perspektiver, om at skaffe oplysningerne om denne affære, så stor udbredelse som muligt. Vi anmoder alle om at støtte Uwe Lausen så hurtigt som muligt, såvel gennem offentlige erklæringer, som kan benyttes under hans proces, som gennem enhver form for praktisk hjælp, som fortsættelsen af S.I.'s aktivitet i Tyskland kan nødvendiggøre.

Den 25. juni 1962.

Michéle BERNSTEIN (Frankrig), J. V. MARTIN (Danmark), Alexander TROCCHI (England), Raoul VANEIGEM (Belgien)