Aktionens første fase:
Den trojanske hest og kunstpolitiet

På strategimødet i Stockholm mellem det globale anarkist-råd og 2. situationistiske internationale, i april 1968 fik vi følgende opgave:

Organiseringen af en revolte imod den internationale Biennale i Venezia gennem at forandre den til den internationale revoltes udstilling: Pavillonen for international revolte.

I dag er denne aktion en realitet. Vore kammerater fra Italien belejrer Biennalen.

En jernring af politi forsvarer nu udstillingsområdet.

Vi takker jer, italienske kammerater, for jeres dåd! Den har allerede vist at terror-politiet med alle midler vil forsvare kunstpolitiet.

Fortsæt kampen! Vi er nu klar til aktionens næste fase, åbningen d. 18. juni.

Politi-terroren har ikke kunnet stoppe os.

Vores meddelelse er, at jern-ringen er brudt.

Den trojanske hest er allerede inde.

Aktionens anden fase:
Drop kunstakademiet, Accademia di Belli Arte

I Venezia, som overalt i verden, starte handlingen med okkupation. A Mia di Belli Arte, den lokale koncentrationslejr, blev okkuperet.

Nu gælder det: Drop Akademiet. Lad liget rådne.

Det ville være tåbeligt, hvis fangerne overtog koncentrationslejren for at føre den videre.

Aktionens tredje fase:
Den internationale pavillon for revolte

Kammerater fra Italien! Den internationale pavillon for revolte venter at I gør jeres pligt.

Vi er blevet spurgt: Hvad er den internationale pavillon for revolte. Svaret er: Pavillonen er skabt i det øjeblik avant-garden overtrumfer nationalgarden.

Vi vil sammen åbne revoltens pavillon når Biennalen åbner. Man venter os ikke bare til åbningen den 18., 19. og 20. Men også d. 21., d. 22., d. 23.,d. 24. Vi er ventet i al fremtid. Fremtiden venter os.

Aktionens fjerde fase:
Permanente barrikader

I 1855 rejste Gustave Courbet sin egen private, suspekte pavillon ved indgangen til verdensudstillingen i Paris og udfordrede på den måde nationalismens kunstsystem.

I 1871, som forsvar for friheden, lod han Vendome-søjlen, Frankrigs nationale monument, fjerne med dynamit.

Hvad angår aktionens fjerde fase er kode-ordet: I Courbets fodspor. Det er den eneste chance for at komme videre fra den naivist-maoistiske tilstand af okkupation.

Der er intet at vinde hos autoriteterne. (Bortset fra lidt officiel anerkendelse, stjerner og ordener og skriveborde for fjolser. Måske lidt kold kasse fra legater og cocktailparties med museumsdirektører, et par velkendte kunsthandlere med dårlige bankforbindelser og nålestribede kulturministre med hængerøv fra Øst og Vest).

Derfor: Lav ingen positionskrig: Forny Courbets metoder ved at bygge kunstbarrikader. Vi opfordrer alle som vover at fatte den nye virkelighed: Støt aktionens fjerde fase ved at blive deltager.

Situationisme er frihed! Anarki er frihed! Uenighed gør stærk!

Venezia, juni 1968.