CO-RITUS

Kunst er pop - Co-ritus er kunst - Uenighed gør stærk

Interview med situationisterne: Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen.

Nash: Situationismen er ikke en ny isme i kunsten, - den er en måde at handle og leve på. En beherskelse af øjeblikket og udnyttelse af alle dets muligheder. Der findes vel endnu ingen situationistisk kunst, men der findes situationister som arbejder kunstnerisk med livsproblemerne, et forsøg på at finde en ny og mere nærværende kunst. Når situationisterne er blevet slået i hartkorn med folk, der laver nye kunstretninger, er det vel fordi, at den internationale situationisme i særlig grad har fået tilslutning fra tre kategorier: billedmagere, forfattere og arkitekter. Det skyldes først og fremmest situationisternes bestræbelser på at ændre det konforme sterile miljø som f.eks. en storby.

Hvordan er situationisternes forhold til samfundet?

Thorsen: Samfundets ændring er betinget af de kulturelle muligheder. Et klassisk eksempel er Marx og Hegel. Det centrale i situationismen er menneskets forhold til de skabende kræfter, som det var tanken at realisere ved at organisere skabende øjeblikke. Den situationistiske tanke er baseret på en brug af kunsten og de skabende kræfter i kunsten direkte i det sociale miljø.

Der findes en fransk og en skandinavisk Situationistisk Internationale henholdvis 1. og 2. Situationistiske Internationale. 1. Situationistiske Internationale ønskede en unitær organisering af byen og mente, at med en freudiansk metode kunne de skabe muligheder for en ny byplan, en arkitektur der var lavet efter indre ønsker hos mennesket. Ønsker de kunne finde ved at lade det passere hurtigt gennem vekslende miljøer det ikke kendte, og så ytre sig. Man hævdede at der ikke fandtes nogen situationistisk kunst. Vi mener situationismen er kunst, og - det skabende menneske (kunstneren) må involvere den sociale situation. Vi mener ikke, at livets organisering er et statistisk spørgsmål (reklamebranchen bruger også statistik), men at det er et spørgsmål om den kunstneriske skaben, situationernes nyorganisering. Derfor siger vi situationismen er kunst. Kunst kan kun skabes gennem eksperimental virksomhed (coritus, koncerten med den spirale labyrint i Malmøs rådhushal, Coritus i århus studenterforeninig og diverse plankeværksaktioner, er nogle af vore eksperimenter).

Parisersituationisterne havde den ide som i øvrigt ligger tæt op ad den dialektiske materialisme, at omgivelserne skaber mennesket. Vi mener i modsætning hertil, at det er den stadige realisering af nye muligheder for en mellemmenneskelig udfoldelse, der er livets kilde. Vores relation til marxismen og til den radikal-liberale vestlige samfunds-tanke, er at vi opererer med en indre fornyelse af begge systemer på en gang, fordi begge systemer er ved at træde ind i samme fase, den består af to ting:

1. En konformisering, der i østen er en politisk og kulturel ensretning, og i vesten en skematisk reklame-forbrugerisme.

2. En stigende velstand, der gør mennesket i stigende grad mere økonomisk frit. (Den udvikling skyldes hverken marxisme eller liberalismen, men er et produkt af den tekniske udvikling).

I udgiver et tidsskrift "drakabygget" for kunst mod atombomber, paver og politikkere?

Nash: Det er et organ, hvor de anti-autoritære tendenser i situationismen træder frem. Man har sagt, vi har vendt os imod katolikkerne og velfærdsstaten, - det er ikke rigtigt---- vi har bekæmpet fjender af den fulde ytrinsfrihed i kulturlivet. Med paver mener vi ikke alene pave Paul i Rom, - ham på hæmoridepuden, ---- men også pave Knud i Humlebæk, - ham på den store smøreost. Velfærdsstaten i den skandinaviske udformning har situationisternes sociale sympati. Det er kun godt, at arbejdstiden er blevet forkortet. Det groteske ligger i, at der derved er opstået fritidsproblemer. Det skyldes efter situationisternes mening, at man har overladt ikke blot den kunstneriske ytringsfrihed, men også den menneskelige ytringsfrihed til monopolsystemerne. I de kommunistiske lande overtog arbejderne produktionsmidlerne, men de frie kunstnere fik et spark i røven af kommissærene. I vesteuropa og amerika er det kulturentreprenørene (den kulørte kulturs højborg Gutenberghus og dets kultur kommissærer i Antoniegades politistation, Jens Fredrik Lavær fra fjernsynet og pamperen Peder Nørgård med hele sin stjernebajer-karriere på radiohuset, der sidder de og administrerer forlag, filmsselskaber, bladhuse og kunstudstillinger, der er opdelt i dels de statsanerkendte, og dels de der ikke passer autoriterne.

Man har spurgt efter, hvem der skulle overtage de kunstneriske "produktionsmidler". Alle disse vidunderlige tekninske opfindelser som radio, tv, film, rotationspresse, offsett maskine osv. De burde naturligvis ikke blot være kunstnerens lejetøj, som de teknisk lærte at betjene. Alle disse ting er opfundet for at blive brugt af den spirituelle intelligens, og ikke af en samling kulturentrepenører eller kommissærer, der både i øst og vest er talerør for et mægtigt kontrolapparat af åndelige døvstumme og farveblinde paradeheste. Vores sidste aktion på strøget havde mottoet - den ukontrollerede kunst, og den viser hvilke muligheder, der er når kunstneren overtager de rettigheder, der ellers er okkuperet af reklamen. Erik Knudsens kampagne mod Radio Mercur, reklameindustrien osv., var en sympatitilkendegivelse for alt det autoritære f. eks. Statsradiofonien. Jeg mener, at kan en kunstner ikke få lov at ytre sig gennem et program i den monopoliserede radio, da skulle der være muligheder for ham at samarbejde med den teknieke intelligens, - - radioamatøren som pirat i æteren. Og kan han ikke komme til orde i de autoriserede blade og tidsskrifter uden at blive underkastet censur, da må han starte sit eget. Det vigtigste er at han ikke resignerer, - det vil sige holder sin kæft med det han har på hjertet.

Hvad er publikums stilling i coritus?

Thorsen: Publikums stilling er umulig i Co-ritus. Co-ritus vil afskaffe begrebet publikum, - ikke som fluxus, ved at kede dem væk eller gøre dem til grin med en tør fortynding af europæisk teatertableau, men ved at gøre publikum medskabende. Ved at realisere ideen om at kunsten ikke er noget, der enten foregår i kunstneren eller tilskueren, men er det spil, der foregår mellem menneskene, bidrager vi til en fornyelse af begreberne kunst, skabelsesproces og social etablering. Den etablering kunsten har for øjeblikket, gør at den er en højere udviklingsform for pop. Derfor har vi lavet det frække slagord, som selvfølgelig ikke helt passer, at kunst er pop, Co-ritus er kunst. At gøre et menneske til tilskuer er at klippe nosserne af ham. Vi bar ikke noget imod pop eller reklame, jeg holder meget af mælk selv om der reklameres for det. Vi er imod de former som giver frihed til poppen og ikke til kunsten. Vi har det våben mod pop, som anti-popfolkene ikke har, og det viste vi på Strøget og i Møntergade, hvor politiet gjorde alt for at stoppe det. Anti-popfolkene er ufarlige teoretikere, og reklamebranchen, f. eks. Politiken har levet bravt af dem.

Skal kunsten være etisk, æstetisk eller aktiviserende?

Thorsen: Begrebet etik bidrager til problematikken om hvordan man ak-tiviserer sig selv og til tider andre. Begrebet æstetik er lanceret i så mange forklædninger, at det både kan betyde etik og aktivisering. Jeg kan derfor ikke forstå spørgsmålet på anden måde end at spørgeren selv mener, at kunst er aktivisering, vi er derfor i dette spørgsmål enige: kunst er både en etisk og æstetisk aktivisering af mennesket.

Nash: Uenighed gør stærk. Det er vigtigt for kulturlivet, at der er plads for anderledes tænkene. Der må gælde andre regler i kunstlivet end i fagforeningsverdenen. På fagforeningfanerne stod rigtigt:"Enighed gør stærk". Det førte til sejr på mange områder. Skal man skabe et rigt kulturliv, og ikke det nuværende af autoriteterne begrænsede, så må det være ved "uenighed gør stærk".