VI HAR SEJRET!
I foråret 2001 krævede vi: Al magt til det Fri Universitet i København. Vi havde netop åbnet et frit universitet i vores hjem på Nørrebro i København. Dette umulige krav blev stillet i form af et manifest skrevet for at støde og provokere den kollektive forestillingsevne og åbne nye mulige veje for handling. Vi ønskede at tage magten.
Manifestet blev skrevet i den meget specifikke socio-politiske situation, som gik forud for den 11. september 2001. Det var skrevet i en stemning af selvsikkerhed. Med det Fri Universitet i København ønskede vi at tilbageerobre magt, samtidigt med at vi ønskede at underminere den såkaldte vidensøkonomi; en term som blev brugt til at beskrive den nye økonomi som var ved at konsolidere sig omkring årtusindeskiftet. Udbredelsen af denne økonomi var en del af den neoliberale kampagne for kontrol, iscenesat af verdens finansielle og politiske elite. Brugen af termen, vidensøkonomi, gjorde det klart hvilken målsætning, som var central i denne kampagne: inddragelsen af vores hjerner, vores nervesystemer, vores begær, vores selv, vores subjektivitet som produktionsmidler.
Midt i udbredelsen af vidensøkonomien var det vores hensigt at udvide grænserne for hvad man kunne gøre, med enkle midler, for at dæmme op for denne invasion af vores liv af den kapitalistiske økonomis abstrakte beregninger. Vi ville blokere den sociale fabrik og forhindre denne klart fjendtlige overtagelse som lå lige for. Vi åbnede vores lejlighed som et rum for kollektiv forskning inden for rammer præget af de hårde materielle forhold, diffuse begær og psykologiske ustabiliteter som kendetegnede vores hverdag. Vi ville vende strømmen. Vi tog magten ved at anvende de forhåndenværende midler: en madras blev til et residency, et soveværelse blev til en biograf, en dagligstue blev til et mødelokale og arbejdsrummet blev arkiv. I og med at vi åbnede vores private rum blev de forvandlet til en offentlig institution. Det Fri Universitet i København var et virkeligt kollektivt fantom, svævende.
På den tid var mange kunstnere i deres jagt efter en ny funktion i samfundet og nye kilder til indtægt ved at blive trukket ind på gangene og bestyrelseslokalerne i virksomhederne og koncernerne i den neoliberale økonomi. Kunstnerne virkede som konsulenter og skulle legitimere branding og business i forbindelse med etisk og social ansvarlighed og human resource management. Raseriet og håbet som havde drevet den revolutionære avantgarde blev dømt naivt og kunstnere tilpassede sig til den immaterielle produktions nye landskaber. Dette fortalte en historie om et samfund som havde mistet sin evne til at drømme.
Hvis vi rettede opmærksomheden mod undervisningssektoren, så vi hvordan universiteterne verden over i tiltagende grad blev restruktureret og tilpassede sig virksomhedstænkning. Principper om frihed og uafhængighed i forskning var ved at gå af mode. Krav om en direkte anvendelighed af den viden som blev fremstillet på universiteterne blev indskærpet. Samtidig var distributionen af intellektuelle produkter ved at blive helt afgørende i den nye økonomi. Det Fri Universitet i København gjorde det klart at universiteter ikke nødvendigvis skal afspejle samfundets herskende strukturer; universiteter kunne organiseres og baseres omkring den viden, der gennemstrømmer hverdagen og de materielle kampe, som præger folks liv. Et universitet kunne faktisk modvirke de herskende strukturer. Vi forsøgte i det mindste at åbne en ny front.
Ved at tilbagetage et af samfundets centrale produktionsmidler, universitets- maskinen, blev det faktisk muligt at skabe rum som ikke var baseret på den kapitalistiske værdisætning. For os betød ’fri’ både gratis og ’frigjort’. Alle kan åbne deres eget universitet, det er en meget enkel handling. Ved at selv-organisere universiteter kan folk på en meget praktisk måde modvirke det fri markeds restrukturering af de officielle universiteter og reaktualisere universitetets grundidé som et sted for udveksling af viden blandt studerende (som de første universiteter blev defineret). Med det Fri Universitet var det vores hensigt at bryde ind i universitetet som en af samfundets imaginære institutioner og skabe et nyt billede og en ny vej for det mulige.
Seks måneder efter at vi åbnede det Fri Uni, kom den 11. september og krigen mod terror pressede den antikapitalistiske bevægelse i defensiven. Den blev tvunget til at reagere i forhold til alle de krige som udfoldede sig de følgende år. Dette brækkede rygraden på bevægelsen lige efter sejrene i London, Seattle, Göteborg og Genova og den blev forvandlet til den meget vage såkaldte Sociale Bevægelse, hvis målsætninger blev reformistiske og uklare. På trods af denne udvikling opstod der på græsrodsniveau alligevel tusindvis af decentrale og selvorganiserede initiativer. Sværme af projekter der engagerede sig i at finde andre måder at leve på, udviklede sig stadig, baseret på venskaber og sociale netværker og med klare kulturelle, sociale og politiske mål. Disse former for lokalt baserede initiativer modsætter sig som regel formalisering og undgår på den måde at blive trukket ind i de ubrugelige og passiverende akademiske seminarer, kunstudstillinger og udgivelser, som i tiltagende grad kendetegnede formidlingen af kritisk kultur de seneste år. Vi tjekkede undertiden selv ind dette kredsløb og det skabte en fornemmelse af skizofreni og resignation i os.
Gennem vores daglige liv på det Fri Universitet erfarede vi den autoritet som ordet ’universitet’ har og at det virker på mange niveauer. På et meget praktisk plan så begyndte folk fra hele verden at skrive til os og ansøge som studerende og undervisere; folk benyttede det Fri Universitet som henvisning så de kunne komme ind i biblioteker og arkiver (som i stigende grad er ved at blive private), folk brugte det Fri Uni som en imaginær job reference og folk i den fattige del af verden brugte os som et middel til at få adgang til den rige del ... Disse og andre hændelser gjorde det klart hvor indlejret institutionernes autoritet er i den globale bevidsthed. Men det fortalte os også hvor skrøbelig den herskende magt er når du piller ved dens sprog og grundlæggende definitioner. At vi ikke var alene i vores stræben efter selvbestemmelse på trods af den neoliberale vidensøkonomi, blev tydeliggjort af alle søsteruniversiteterne, der sprang op overalt parallelt med vores. Det har aldrig drejet sig om at blive en del at det Fri Uni men om at åbne sit eget universitet.
En ting er det faktum at selvorganiserede universiteter roder rundt med institutionelle magtrelationer, men på et strukturelt plan er spørgsmålet hvilke ideer om viden der rent faktisk gennemstrømmer de uafhængige selv-institutioner? Viden er for os altid noget som fordamper og glider mellem vores fingre. Det er ikke noget som vi behandler som en sandhed eller som en ejendel, men noget som er levende, en forbindelse mellem mennesker. Sandhed er altid den herskende sandhed, den ejede viden er altid den viden som adskiller folk i dem som besidder og dem som ikke besidder. For os findes viden i konkrete situationer og er gennemvævet med begær. Køkkenet, sengen, dagligstuen udgjorde vores alt andet end sterile laboratorier. Drømme, utilpassethed, raseri var spredt ud over arkitekturen. Viden drejer sig samtidigt om at gøre folk stærke og at gøre dem i stand til at forstå og handle tættere på eksistensen på trods af forvrængningen fra skuespillet. De forskningsprojekter vi har sat i gang fungerede som invitationer til at dele, snarere end forsøg på at akkumulere. Der er ingen enkeltstående slutprodukter; vigtigst har været alle de forskellige erfaringer og konklusioner som folk bragte med ind i deres egne liv og netværker, efter at de har deltaget i aktiviteterne på Det Fri Universitet i København. Det er også derfor vi ikke har udgivet artikler eller afhandlinger for at afslutte de forskningsprojekter vi har arbejdet med. Vi fandt at forskningen og den affødte viden ikke behøvede lukning. Men det gjorde institutionen.
Det Fri Universitet i København har aldrig ønsket at blive en fast identitet og som en del at ideen med selvinstitutionalisering så har vi altid fundet det vigtigt at tage magt og lege med magten, men også at opløse magten. Det er derfor at Det Fri Universitet i København lukkede ved udgangen af 2007. Og når vi ser tilbage på det Fri Universitets 6-årige virke så afslutter vi vores aktiviteter med en klar overbevisning: Vi har sejret!
Komiteen for opløsningen af Det Fri Universitet i København af 2007 /
Henriette Heise & Jakob Jakobsen
