Af alle de sager vi er involveret i, med eller uden interesse, er alene den spredte søgen efter en ny livsform det, som atter og atter formår at optage os. De æstetiske og andre discipliner har vist sig totalt utilstrækkelige på dette område og udviser den største ligegyldighed. Vi må derfor udpege nogle midlertidige observationsområder. Og i dem observere bestemte processer i gaderne, præget af tilfældet og af det planlagte.

Ordet psykogeografi, foreslået af en uskolet kabyler, som en samlende betegnelse for de fænomener, som nogle af os beskæftigede sig med hen over sommeren 1953, er ikke dårligt valgt. Det holder sig inden for livsbetingelsernes materialistiske perspektiv og de tanker, der opstår gennem den objektive naturbetragtning. Geografien studerer fx den bestemmende virkning af almindelige naturkræfter, såsom jordens sammensætning eller de klimatiske forhold, på den økonomiske udvikling, og således den forståelse et samfund kan have af verden. Psykogeografien foreslår studiet af de nøjagtige love og eksakte virkninger af det geografiske miljø, bevidst tilrettelagt eller ej, på individets følelser og adfærd. Adjektivet psykogeografisk, som er passende ubestemt, lader sig anvende på de givne resultater fundet gennem denne slags studier; på deres indflydelse på de menneskelige følelser; og endnu mere alment, på enhver situation og enhver adfærd, som synes at komme af samme opdager-ånd.

Det har allerede længe været sagt, at ørkenen var monoteistisk. Er det ulogisk eller uden interesse at påstå, at den del af Paris, som ligger mellem Place de la Contrescarpe og Rue de l'Arbalète, hælder mod ateismen, mod opløsningen og mod desorientering af vanemæssige reflekser?

Historiske forhold bestemmer hvad der betragtes som "nyttigt". Baron Haussmann's plan for fornyelse af byen, som det andet kejserdømme gennemførte, tjente, for eksempel, først og fremmest det formål at åbne brede gennemfartsstrøg, som skulle muliggøre hurtige troppebevægelser og indsætningen af artilleriet mod opstande. Men ser man bort fra et politimæssigt synspunkt, så er Haussmann's Paris en by, der er bygget af en idiot, fuld af larm og vanvittig trængsel, uden mening. I dag ligger det største problem, der skal løses af urbanismen, i at skaffe gode trafikmuligheder for det hurtigt voksende antal af motoriserede køretøjer. Man tør vel gå ud fra, at en kommende urbanisme vil tage sig af andre ikke mindre nyttige projekter, men vil gøre det ud fra de psykogeografiske muligheder.

Den nuværende overflod af privatbiler er et af de mest forbløffende resultater af den stadige propaganda, som den kapitalistiske produktion forfølger masserne med og som har overbevist dem om, at besiddelsen af en bil netop er et af de privilegier, som vort samfund forbeholder sine mest privilegerede medlemmer. (Da det ukontrollerede fremskridt ofte ender med at modsige sig selv, kan man i øvrigt fryde sig over det teater, at en ledende politibetjent gennem biografreklame opmuntrer de parisiske bilejere til at bruge offentlig transport).

Da vi allerede her støder på privilegiets idé, og da man véd med hvilken blind iver så mange mennesker - hvor lidt privilegerede de end kan være - er parate til at forsvare deres middelmådige fordele. Man må konstatere, at alle disse detaljer hører til en forestilling om lykke, som har gyldighed i borgerskabet, opretholdt gennem et reklamesystem, der omfatter såvel Malraux's æstetik som Coca Cola-imperiet; en forestilling om lykke hvis krise det gælder om at fremprovokere ved enhver lejlighed og med alle midler.

Det mest nærliggende af sådanne midler er uden tvivl den systematiske provokative udbredelse af en række forslag der går ud på at ændre livet i sin helhed til en lidenskabelig leg, kombineret med den fortsatte foragt for alle gældende adspredelser (naturligvis kun i en udstrækning, hvor disse ikke lader sig ændre til at tjene skabelsen af mere interessante stemninger). Ganske vist ligger den særlige vanskelighed for et sådant foretagende i at bringe tilstrækkelig alvorlig tilskyndelse ind i disse øjensynligt sværmeriske forslag. En behændig anvendelse af nutidens udbredte kommunikationsmidler kan tænkes som en mulighed for at nå til dette resultat. Men ligeledes kan et demonstrativt fravalg, eller manifestationer, der sigter mod kraftigt at frustrere tilhængerne af disse kommunikationsmidler, med små omkostninger, skabe en atmosfære af ubehag, som på en meget gunstig måde giver introduktionen af nogle nye begreber om underholdning et skub.

Den tanke, at virkeliggørelsen af en selvvalgt følelsesmæssig situation udelukkende afhænger af et gennemgribende kendskab til og en gennemtænkt anvendelse af et bestemt antal konkrete mekanismer, inspirerede til denne muntre "ugens psykogeografiske leg", som blev offentliggjort i første nummer af tidsskriftet Potlatch:

"Med henblik på Deres undersøgelser, vælg en egn, en mere eller mindre tætbefolket by, en mere eller mindre livlig gade. Byg et hus. Indret det. Anvend udstyr og omgivelser på bedste vis. Vælg årstid og tidspunkt. Bring de bedst egnede personer samt passende retter og alkoholiske drikke sammen. Belysningen og konversationen skal naturligvis svare til omstændighederne, ligesom den ydre atmosfære eller Deres erindringer. Hvis De ikke har begået nogen regnefejl, vil begivenheden tilfredsstille Dem".

Vi må oversvømme markedet - om det så i øjeblikket kun er på det intellektuelle marked - med en mængde ønsker hvis opfyldelse ikke overskrider menneskets nuværende handlemuligheder i den materielle verden, men kun er hinsides mulighederne i den gamle sociale orden. Det er på ingen måde uden politisk relevans at stille den slags ønsker op imod de primitive ønsker, som der begribeligvis uophørligt bliver tygget drøv på i filmindustrien eller i de psykologiske romaner som dem af det gamle ådsel Mauriac. ("I et samfund baseret på armod bliver de mest elendige produkter forbrugt af flertallet", forklarede Marx den fattige Proudhon).

Den revolutionære omformning af verden og alle dens aspekter vil bekræfte alle idéer om overflod.

Den pludselige ændring af atmosfæren på en gade inden for kun få meter, den tydelige opdeling af en by i enkelte psykiske klimazoner, de ruter man automatisk bliver ledt af (uden at have noget at gøre med om det går op eller ned ad bakke) når man slentrer rundt uden bestemt hensigt, den tiltrækkende eller frastødende karakter af bestemte steder; alt dette synes at blive overset. De bliver i hvert fald aldrig betragtet som forbundet med årsager, som kan blive bragt for dagen gennem en grundig analyse, og som vi kan drage nytte af. Folk véd ganske vist, at visse kvarterer er triste og andre er behagelige. Men de er sædvanligvis overbevist om uden yderligere skelnen, at de elegante gader formidler en følelse af tilfredsstillelse, mens de fattige gader er deprimerende, næsten uden nuancer. I virkeligheden giver mangfoldigheden af de mulige kombinationer af stemninger, lidt tilsvarende opløsningen af rene kemikalier i et utal af blandinger, anledning til lige så differentierede og komplicerede følelser her som i et hvilket som helst andet sceneri. Og den mindste afmystificerede undersøgelse gør det klart, at hverken de kvalitative eller kvantitative indvirkninger en bys forskellige omgivelser har, kan bestemmes udelukkende ud fra en epoke eller en arkitektonisk stil, og endnu mindre ud fra de regionale betingelser.

De undersøgelser, vi således føler os foranlediget til at gennemføre af elementernes indbyrdes forhold i den urbane ramme, i snæver forbindelse med de sanseoplevelser de fremkalder, er kun mulige gennem dristige hypoteser, som stadig må korrigeres i lyset af erfaringen, gennem kritik og selvkritik.

Visse af Chiricos billeder, som tydeligt er inspireret af arkitektonisk funderede oplevelser, formår at udøve en virkning tilbage på deres objektive udgangspunkt der nærmest forvandler det; de tenderer mod selv at blive udkast eller modeller. Urovækkende arkadekvarterer kunne en dag videreføre og fuldende disse værkers tiltrækningskraft.

Jeg kender næsten kun de to havne i aftendæmring af Claude Lorrain – udstillet på Louvre og som sammenstiller to ekstremt forskellige urbane stemninger – der i skønhed kan sammenlignes med metrokortene klæbet op i Paris. Selvfølgelig tænker jeg ikke her på den plastiske skønhed - den nye skønhed kan kun være situationens skønhed – men udelukkende på den særligt inciterende fremstilling, i begge tilfælde, af en sum af muligheder. Blandt forskellige meget vanskelige handlingsmuligheder synes en fornyet kartografi egnet til at blive taget i anvendelse med det samme.

Fremstillingen af psykogeografiske kort, eller selv anvendelsen af forskellige fiksfakserier såsom sammenligningen af to topografiske repræsentationer, om end nok så lidt begrundet eller fuldkommen vilkårlig, kan bidrage til at belyse bestemte karakterforskydninger, som ikke foregår uden videre, men opstår af en total rebelskhed mod vanemæssige impulser. - Sidstnævnte bliver kategoriseret under begrebet turisme, der som en populær pille er lige så afskyelig som sport og afbetalingshandel.

En ven fortalte mig for nylig, at han havde gennemkrydset Harzen ved hjælp af et kort over London, som han havde fulgt blindt. En sådan leg er naturligvis kun en beskeden begyndelse med hensyn til en fuldkommen skabelse af arkitektur og urbanisme, en skabelse, som det en dag vil blive muligt for alle at tage del i. I mellemtiden kan vi gennemføre forskellige mindre vanskelige delprojekter og begynde med simple forskydninger af elementer i omgivelserne, vi er vant til at møde på givne steder.

Således har Marién i det foregående nummer af dette tidsskrift foreslået, når verdens ressourcer på et tidspunkt ikke mere sættes over styr gennem irrationelle foretagender, som bliver os påtvunget i dag, at sammenbringe samtlige rytterstatuer fra alle byer på én eneste ubebygget slette. Så ville der for de forbipasserende - som fremtiden tilhører - frembyde sig et sceneri med et kunstigt kavaleriangreb, som man oven i købet kunne vie mindet om historiens største slagtere, fra Tamerlan til Ridgway. Det peger også på en af den nuværende generations hovedkrav: kvalitet i uddannelsen.

De facto er der kun at afvente, at de virksomme masser bliver bevidste om de betingelser som bliver påtvunget dem på alle livets områder, og de praktiske midler til at ændre dem.

"Det imaginære er det som har en tendens til blive virkeligt", skrev en forfatter, hvis navn jeg på grund af hans notorisk dårlige opførelse på det åndelige plan, i mellemtiden har glemt. En sådan påstand indeholder noget ufrivilligt indskrænket, men kan altså tjene som prøvesten, og afslører visse litterære revolutioners latterlighed: Det der er tilbøjeligt til at forblive uvirkeligt, er noget vrøvl.

Livet, som vi bærer ansvaret for, giver tungtvejende grunde for modløshed og et utal af mere eller mindre vulgære adspredelser og erstatninger. Der går ikke et år uden at mennesker vi holder af giver efter og kapitulerer på grelleste vis, på grund af manglende forståelse af nutidens muligheder. Men de styrker ikke fjendens lejr, hvor man objektivt betragtet er fordømt til at være imbecil og som derfor allerede tæller millioner af imbecile.

Den væsentligste moralske defekt er og bliver eftergivenhed i alle dens former.