De normer, der anvendes for at definere byens rum og den sociale virkelighed, bliver dag for dag mere selvmodsigende. Almindeligvis beskæftiger byplanlæggere og byplankonsulenter sig med fire funktioner, som blev defineret af Le Corbusier i 1933: bolig, arbejde, trafik og hvile. Denne simplificerede opfattelse af byen vidner snarere om opportunisme end om vilje til at forstå det moderne menneskes virkelige behov. Dette forårsager, at byer bliver forældede med stor hast. Under indflydelse af den tekniske udvikling, f.eks. automatiseringen, bliver behovet for menneskelig arbejdskraft mindre, mens man samtidig planlægger "arbejderdistrikter", der kun er anvendelige til at sove i. Privatejede transportmidler optræder i et sådant antal, at de bliver praktisk talt ubrugelige, mens et stadig større areal ofres til parkering. (Buchanan-rapporten påviser, at hvis alle havde biler, selv i en lille by som Leeds, ville de tage så megen plads op, at der ikke kunne findes nogen løsning på pladsproblemet). Luftforurening truer den naturlige plantevækst og dyrelivet, selv menneskenes sundhed, alligevel taler alle ret så optimistisk om havebyer. Der bliver fremført beklagelser over de vanskeligheder, "fritiden" skaber, mens man fratager den unge generation enhver mulighed for at bruge den frihed, de har fået, ved at begrænse deres udfoldelse i det offentlige rum.

2. Set i forhold til den stadig voksende fritid, mister begrebet "hvile" sin logiske mening. Hvile betyder genvindelsen af den energi, man har sat til i arbejdsprocessen. Så snart der opstår et energioverskud, der kan anvendes i andre aktiviteter end produktivt arbejde, mister "hvile" sin mening og muligheden for at skabe glimter frem - at skabe sin livsform og sine livsomgivelser. Derfor har den unge generation ikke så meget brug for underholdning, for hobby- eller klubvirksomhed, den finder hvile i kollektive initiativer.

3. Det rigtige sted for disse initiativer kan aldrig være naturen, kun byen, det er ikke ensomhed, man søger, men konfrontation med andre i "det sociale rum". Den såkaldte "vejkantsturisme" viser, at flugten ud fra byen snarere er en flugt fra den funktionelle by end en søgen til naturen. Amsterdams skov bliver en varm augustsøndag til et socialt rum. En strukturel opfattelse af byen, der svarer til de behov, der opstår i en epoke befriet for arbejde, vil gøre denne flugt overflødig. Kontrasten mellem "by" og "land" vil forsvinde, fordi en massebevægelse ud i den "fri" natur er et paradoks; en campingplads er også en by, om end måske i primitiv form.

4. Byens sociale rum trues af en kaotisk trafiktilvækst, der igen er affødt af den latterlige klyngen sig til »ejendomsret«. Antallet af parkerede biler er altid flere gange større end antallet af biler, der kører. Derfor går en af de væsentligste fordele ved at køre i bil - hurtig bevægelse - tabt. Ikke blot det eksisterende trafikale rum, men også en stadig større del af det sociale rum opsluges af denne opbevaring af privat ejendom på offentligt område. Bilen kan bruges effektivt, hvis man anvender det totale antal biler kollektivt, og det totale antal vil da blive begrænset til det, som der virkelig er behov for. Det er en skam, at masser af mennesker er nødt til at gå i dårligt vejr, mens der er biler nok til at transportere dem alle parkeret rundt omkring i gaderne, ubrugte, til gene for færdslen.

5. Ved færdslens inddragelse af det sociale rum har man krænket de mest elementære menneskerettigheder næsten ubemærket. Færdselsloven degraderer mennesker, som bevæger sig normalt, til "fodgængere" og begrænser deres bevægelsesfrihed så stærkt, at den i praksis er mindre end et køretøjs. Denne lov indskrænker éns brug af det offentlige rum, sådan at man, når det gælder sociale kontakter, for det meste må benytte private områder eller kommercielt udnyttede steder (kafeer eller lejede sale). Fodgængeren er på sin vis fanget på sådanne steder. Derfor mister byen sin mest betydningsfulde funktion, som mødested. Det er karakteristisk, at når politiet forsøger at retfærdiggøre deres aktion mod "happenings" på offentlige steder, hævder de, at det "er til hindring for trafikken". Biltrafikkens prioritet fremfor retten til socialt samvær bliver herigennem tavst taget for givet.

6. Det sociale rum er det sted, hvor kulturens vækst finder sted. Uden denne kollektive ritus kan ingen kultur formes. Jo hyppigere og jo mere varierende disse kontakter er, des mere intens vil den kulturelle vækst bliver. Chombart de Lauwe var den første, der pointerede denne funktion, som især de ældre bydistrikter har, han døbte eller betegnede disse dele "kulturvækstzoner" (Paris et l'agglomération parisienne, Paris 1956). Han hævder, at i de distrikter, hvor befolkningen kaldes asocial, er den kulturdannende proces mest intensiv, og at især der hvor sociale forskelle eksisterer, findes også de mest intensive kontakter mellem forskellige befolkningsgrupper, en kontakt, som giver mulighed for opkomsten af nye kulturdannende elementer.

7. Enhver autoritet stræber efter "planlægning", eller et "udformet samfund" (formierte Geselischaft) og ødelægger derfor den kulturvækstzone, som Chombart de Lauwe beskriver. Haussmann gennemskar denne zone med brede boulevarder, ad hvilke der kunne transporteres tropper hurtigt frem i tilfælde af opstand. Nazisterne brød den gamle bydel i Marseilles ned for at knække befolkningens modstand. Den moderne reorganisering af bycentrene og befolkningens deportation til forstæderne har samme virkning.

8. De såkaldte "havebyer" blev bygget ifølge en idé, der opstod omkring 1900 (Ebenezer Howard). De udsprang af et forsøg på at forbedre industriproletariatets boligsituation for herigennem at forøge arbejdsproduktiviteten. De vigtigste betingelser som denne idé stiller: intimitet med naturen, glæde ved arbejdet, stærke familiebånd - svarer ikke længere til de kendsgerninger, vi lever under. Havebyerne var derfor forældede allerede længe inden de blev bygget færdig. I stedet for den landsbyidyl, som Howard drømte om, har vi fået sovebykvartererne i de samme områder, hvor folk kun kommer for at overnatte, og som de flygter fra, så snart de får en chance dertil, dvs. i "fritiden". Isolerede lejlighedskomplekser ligger som øer i et trafikhav; de bliver til ghettoer for en befolkning, hvis eneste kontakt med den omgivende verden udgøres af kommunikationsmedier, der kontrolleres fra oven: presse, radio, tv.

9. Det bliver stadig mindre væsentligt at bo fast, efter som menneskets aktionsradius bliver stadig større, og friheden til at disponere over sin tid virker ind på tilværelsen. Mennesket blev kun fastboende på grund af det produktive arbejde - i den ny stenalder - og når dette arbejde forsvinder, vil nødvendigheden af at forblive på samme sted hele tiden også forsvinde. Behovet for midlertidige skaller - hoteller eller måske telte eller campingvogne vil vokse. Forholdet mellem boligområder og sociale områder vil ændre sig til fordel for de sociale områder for at kunne svare til behovene i det nye "nomadesamfund", der er ved at opstå.

10. Det sociale rums karakter vil blive bestemt af, hvordan den frigjorte energi vil blive anvendt. I alle tilfælde vil dette rum blive baggrund for leg, opfindelse, skabelsen af en levende atmosfære. Utilitære normer, som er gyldige i den funktionelle by, bliver nødt til at vige for kreativitetsnormer. Ikke nytte, men leg vil bestemme menneskets livsform i fremtiden.

11. De ovenfor nævnte punkter forklarer, hvorfor den unge generation i sit befrielsesforsøg og sit oprør mod de forkalkede normer og betingelser fra fortiden først og fremmest søger at generobre det sociale rum, gaden, for at denne generation kan oprette de kontakter, der er nødvendige for spillet. Såkaldte "idealister", der tror, at disse kontakter også kan oprettes på ungdomshjem, i organisationer, klubber osv., forsøger at etablere et adfærdsmønster, der dikteres fra oven og ikke er resultat af spontane initiativer. De er imod, hvad der er netop det vigtigste karaktertræk i den unge generation, kreativitet, viljen til først at skabe sit adfærdsmønster, og derefter sin livsform.