1.

Æstetikkens traditionelle mål er at gøre nærværende - fattigt og mangelfuldt - visse tidligere momenter i livet, som gennem kunstnerisk mellemkomst kan undgå et forvirret udtryk, og således få et udtryk som er underlagt tidens herredømme. Graden af den æstetiske succes måles altså ved en skønhed uadskillelig fra tiden, og som endog har tendens til at gøre krav på evigheden. Situationisternes mål er den øjeblikkelige deltagelse i livets passionerede overflod, gennem en variation af flygtige øjeblikke tilrettelagt med dristighed. En succes for disse øjeblikke kan ikke være andet end en forbigående virkning. Situationisterne betragter den kulturelle aktivitet fra et helhedssynspunkt, som metode for eksperimentel konstruktion af hverdagen, som kan blive permanent med udvidelsen af fritiden og arbejdsdelingens forsvinden (til at begynde med ved hjælp af kunstnerisk arbejde).

2.

Kunsten kan ophøre med at være en beretning om følelser og i stedet for blive en direkte organisering af højerestående følelser. Det drejer sig om at producere os selv og ikke ting som underkuer os.

3.

Mascolo har ret når han siger ("Le Communisme"), at reduktionen af arbejdsdagen ved hjælp af proletariatets diktatur er "den bedste forsikring dette regime kan give om sin revolutionære autensitet". Det er en kendsgerning, at "hvis mennesket er en vare, hvis han behandles som en ting, hvis det almindelige forhold mellem mennesker er den ene tings forhold til den anden, da er fordi det er muligt at købe hans tid af ham". Mascolo konkluderer imidlertid alt for hurtigt, at "den tid, som et menneske anvender frit", altid er anvendt godt, og at "købet af tiden er det eneste onde". Der er ikke frihed i anvendelsen af tiden, hvis man ikke ejer de moderne redskaber til konstrueringen af hverdagen. Brugen af sådanne redskaber vil markere springet fra en utopisk revolutionær kunst til en eksperimentel revolutionær kunst

4.

En international sammenslutning af situationister kan betragtes som en sammenslutning af arbejdere fra en avanceret sektor af kulturen, eller mere nøjagtigt en sammenslutning af alle dem, som kræver ret til et arbejde, som de nuværende sociale betingelser forhindrer; altså som et forsøg på organisering af professionelle revolutionære indenfor kulturen.

5.

Vi er i praksis udelukket fra den virkelige kontrol over de materielle kræfter, som er ophobet i vores tid. Den kommunistiske revolution har ikke fundet sted, og vi befinder os endnu indenfor rammerne af den gamle kulturelle overbygnings råddenskab. Henri Lefebvre ser rigtigt nok at denne modsigelse er den centrale i en specifik moderne uoverensstemmelse mellem det progressive individ og verden, og kalder den kulturelle tendens, som har denne disharmoni som grundlag, "romantisk-revolutionær". Det utilfredsstillende ved Lefebvres opfattelse er at gøre det simple udtryk for disharmonien til tilstrækkeligt kriterium for en revolutionær aktion i kulturen. Lefebvre afskriver på forhånd ethvert eksperiment hen imod dybtgående kulturelle forandringer ved at stille sig tilfreds med ét indhold: bevidstheden om det (endnu alt for fjerne) mulige-umulige, som kan udtrykkes inden for råddenskabens rammer ligegyldigt hvilken form den tager.

6.

De, som vil overskride den gamle etablerede orden, i alle dens aspekter, kan ikke forbinde sig til nutidens uorden, selv på det kulturelle område. Det er nødvendigt at kæmpe uden yderligere afventen, også i kulturen, for den konkrete tilsynekomst af fremtidens flydende orden. Det er dens mulighed, allerede tilstede blandt os, som underminerer alle udtryk som findes inden for kulturens kendte former. Det er nødvendigt at føre alle pseudokommunikationens former til deres absolutte ødelæggelse, for en dag at nå til en virkelig og direkte kommunikation (ud fra vor hypotese om anvendelsen af højerestående kulturelle midler: den skabte situation). Sejren vil tilhøre dem, som vil være i stand til at lave uorden uden at holde af den.

7.

I råddenskabens verden kan vi afprøve vores styrke, men ikke anvende den. Den praktiske opgave med at overvinde vor uoverensstemmelse med verden, det vil sige at overvinde råddenskaben gennem nogle højerestående konstruktioner, er ikke romantisk. Vi vil være "romantisk-revolutionære", i Lefebvre's forstand, nøjagtigt i samme udstrækning som vi ønsker at lide nederlag.