"Konstruktionen af situationer begynder hinsides det moderne sammenbrud af begrebet skuespil. Det er let at se, på hvilket punkt selve skuespillets princip - ikke-medvirken - er knyttet til fremmedgørelsen i den gamle verden. Man ser, i modsætning hertil, hvordan de mest værdifulde af de revolutionære undersøgelser af kulturen har søgt at bryde tilskuernes psykologiske identificering med heltene, for at inddrage denne tilskuer i aktiviteterne ... Situationen er altså skabt for at blive oplevet af sine skabere. 'Publikums' rolle, hvis ikke passiv, så i det mindste som statister, bør stadig gøres mindre, mens den del af dem, som ikke kan kaldes optrædende, men - i en ny betydning af ordet - 'levemenneske', vil blive større".

Den opfattelse vi har af en 'konstrueret situation' lader sig ikke begrænse til en ensidig anvendelse af kunstneriske udtryksmidler, der bidrager til stemningsfulde omgivelser, hvor stor spatio-temporal udbredelse og styrke disse omgivelser så end kan have. Situationen er på samme tid en sammensmeltning af adfærd i tiden. Den er gestikuleret indhold i øjeblikkets omgivelser. Disse gester er produktet af omgivelserne og af sig selv. De producerer andre former for omgivelser og andre gester. Hvordan kan man målrette disse evner? Man vil ikke stille sig tilfreds med empiriske forsøg i omgivelser, hvorfra man kan forvente mekanisk fremkaldte overraskelser. Den situationistiske aktivitets virkelige eksperimentelle retning er at etablere, ud fra mere eller mindre klart erkendte ønsker, et foreløbigt virkefelt, til fordel for disse ønsker. Denne etablering kan kun medføre afklaringen af de primitive ønsker og den diffuse tilsynekomst af nye ønsker, hvis materielle rod netop ville være den nye virkelighed skabt gennem de situationistiske konstruktioner.

Det er altså nødvendigt at overveje en slags psykoanalyse af de situationistiske mål, så enhver som deltager i dette eventyr kan finde frem til præcist de omgivelser som begæres for at realisere dem, modsat de mål forfulgt i de strømninger som kommer ud af freudianismen. Enhver bør søge det, han holder af, det, der tiltrækker ham (og endnu en gang: i modsætning til visse forsøg på moderne skriveri - Leiris fx -, det som er vigtigt for os er hverken vores sinds individuelle struktur eller forklaringen på dets dannelse, det er dets mulige anvendelse i de konstruerede situationer). Ved hjælp af denne metode kan man holde styr på situationens konstruktive elementer og opbygge planer for disse elementers liv.

En sådan undersøgelse vil ikke have mening for andre end personer som arbejder praktisk hen imod en skabelse af situationer. Disse er altså alle, enten spontant eller på en bevidst og organiseret måde, præ-situationister, dvs. personer, som har følt et objektivt behov for denne skabelse gennem selve mangeltilstanden i kulturen og gennem de for øjeblikket herskende udtryk for den eksperimentelle sensibilitet. De er beslægtet gennem en specialisering og gennem deres tilhørsforhold til en historisk avantgarde inden for deres specialisering. Det er altså sandsynligt at man hos alle sammen finder et stort antal temaer fælles med det situationistiske ønske, som vil variere stadig mere med dets overgang til en fase med virkelig aktivitet.

Den skabte situation må nødvendigvis være kollektiv under sin forberedelse og sin udfoldelse. Imidlertid synes det som om, i det mindste i perioden med de første erfaringer, at én person bør have en vis forrang for en given situations vedkommende - ved at være iscenesætteren. Ud fra et situationsprojekt - studeret af et forskerhold - som planlagde, for eksempel, en bevægende reunion af nogle personer ved et aftenselskab, ville det uden tvivl være nødvendigt at skelne mellem en leder - eller iscenesætter; med den opgave at koordinere de foreløbige elementer til opbygningen af omgivelserne og også til at planlægge visse indgreb i begivenhederne (denne sidste proces kan være delt mellem flere ansvarlige, som mere eller mindre ignorerer hinandens planlagte indgreb); de direkte medvirkende medlevende i situationen - der har deltaget i skabelsen af den kollektive plan, og som har arbejdet med på den praktiske sammenstilling af omgivelserne -, og nogle passive tilskuere - der står fuldstændigt fremmede over for konstruktionsarbejdet - som det vil være passende at opfordre til aktivitet.

Naturligvis må forholdet mellem lederen og situationens "levemennesker" ikke blive et specialiseret forhold. Det er blot en kortvarig underordning af et helt hold situationister i forhold til den ansvarlige for et isoleret forsøg. Disse perspektiver, eller den hidtidige sprogbrug, bør ikke give det indtryk, at det drejer sig om en fortsættelse af teatret. Pirandello og Brecht har ladet os se destruktionen af det teatralske skuespil, og nogle fordringer som ligger hinsides dette. Man kan sige, at skabelsen af situationer kun vil erstatte teatret i den forstand, hvor den virkelige skabelse af livet i stadig højere grad har erstattet religionen. Det væsentligste domæne, som vi vil udskifte og fuldende, er tydeligvis poesien, som har brændt sig selv ud som vor tids avantgarde; og nu fuldstændig er forsvundet.

Den virkelige fuldendelse af individet, ligeledes i den kunstneriske erfaring, som situationisterne har opdaget, går nødvendigvis igennem den kollektive beherskelse af verden: før denne findes der endnu ikke individer, men genfærd, som hjemsøger de ting, der uden orden er givet dem af andre. Vi vil lejlighedsvis møde isolerede individer, som færdes på lykke og fromme. Deres divergerende følelser neutraliseres og opretholder deres stivnede, kedsommelige omgivelser. På et givet tidspunkt vil vi tilintetgøre disse betingelser ved at give det oprørske startsignal for en højere-stående leg.

I vor tidsalder søger funktionalismen, som er et uundgåeligt udtryk for teknikkens fremskridt, fuldstændigt at eliminere legen, og forkæmperne for "industrielt design" beklager sig over, at menneskets trang til leg ødelægger deres arbejde. Denne trang, som gement bliver udnyttet af den industrielle kommers, der umiddelbart udfordrer de mest nyttige resultater ved at kræve fornyet udvikling. Vi mener ganske vist, at det ikke er nødvendigt at opmuntre til fornyelse af det kunstneriske indhold i køleskabenes formgivning. Men den funktionalistiske moralprædikant kan intet gøre. Den eneste progressive udvej er andetsteds og i større målestok at frigøre trangen til leg. Før da vil den naive indignation over den rene teori om den industrielle formgivning ikke hindre den grundliggende kendsgerning, for eksempel, at den individuelle bil først og fremmest er en tåbelig leg, og kun som biting et transportmiddel. Imod alle de regressive former for leg, som er en retur til det infantile stadium - altid knyttet til politisk reaktion - er det nødvendigt at forsvare de eksperimentelle former for en revolutionær leg.