Sprogproblemet er i centrum i alle kampene mellem de kræfter som søger at afskaffe den herskende fremmedgørelse og de kræfter som søger at opretholde den; det er uadskilleligt fra disse kampe, integrationen er total. Vort liv i sproget er som en vandring i forurenet luft. Skønånderne kan påstå hvad som helst, men ordene leger ikke. De knepper ikke som Breton troede, - der kan allerhøjst blive tale om "englefisse" i drømmenes verden. Ordene arbejder på vegne af den herskende organisering af livet. De er imidlertid ikke blevet fuldstændigt automatiseret og ulykkeligvis, for informationsteoretikerne, er ord ikke i sig selv "informationistiske"; de indeholder kræfter som kan kuldkaste alle kalkyler. Ordene sameksisterer med magten i et forhold som svarer til det forhold som proletariatet (i dette ords klassiske såvel som moderne betydning) har med magten. Beskæftiget af den næsten på fuldtid, udbyttet for enhver betydning eller ikke-betydning som kan vrides ud af dem - men dog forbliver ordene bemærkelsesværdigt og radikalt fremmede for den.

Magten præsenterer kun ordenes falske, officielle mening. Den påtvinger dem en 'passérseddel', fastlægger deres plads i produktionen (hvor mange tydeligvis arbejder på overtid) - den giver dem så at sige deres lønningspose. Om anvendelsen af ord har Lewis Carrolls Klumpe-Dumpe helt rigtigt observeret "at vide hvem der er den kommende hersker, det er det hele". Og han bekræfter at han (en social ansvarlig arbejdsgiver i den henseende), giver dobbelt så meget i løn til dem som han beskæftiger rigtigt meget. Vi kan også forstå fænomenet ordenes ulydighed, deres flugt, deres åbne modstand (manifesteret i hele den moderne skrivekunst fra Baudelaire til dadaisterne og Joyce), som et symptom på HELE samfundets revolutionære krise.

Under magtens kontrol betegner sproget altid noget andet end autentisk erfaring. Netop her fremkommer muligheden for et fuldstændigt brud. Organiseringen af sproget er blevet så forvirret, at kommunikationen påtvunget af magten afslører sig som bedrageri og narreværk. En begyndende kybernetisk magt forsøger forgæves at kontrollere sproget med de maskiner, som den behersker, for at sikre informationen som fremtidens eneste mulige kommunikationsform. Men selv på dette, dens eget område, bryder modstanden frem, og man kan med rette betragte den elektroniske musik som et, ganske vist tvetydigt og begrænset, forsøg på at vende op og ned på den herskende orden ved at stille maskinerne i sprogets tjeneste. Men der findes en mere generel og radikal opposition, som afviser hele den ensidige, unilaterale "kommunikation" i den gamle kunst såvel som i den moderne informationisme. Den efterlyser en kommunikation som underminerer al særskilt magt. Virkelig kommunikation opløser staten.

Magten lever af at undertrykke. Den skaber ingenting, den absorberer kun. Såfremt magten skulle bestemme ordenes betydning ville der ikke findes nogen poesi - kun formålsbestemt "information". Man ville aldrig kunne gøre modstand i sproget og al vægring ville være nonverbal, rent lettristisk. Men hvad er poesi, hvis det ikke lige netop er sprogets revolutionære momenter, uadskillelige fra historiens og det personlige livs revolutionære momenter.

Magtens kvælertag på sproget kan sammenlignes med dens kvælertag på helheden. Kun med et sprog som har tabt al umiddelbar kontakt med helheden kan informationen bygges. Information er magtens poesi (kontra-poesien til magtens opretholdelse), det er den formidlende forfalskning af det bestående. Derimod må poesien forstås som den direkte kommunikation i virkeligheden og som den virkelige forandring af denne virkelighed. Den er intet mindre end frigjort sprog; sprog som har genfundet sin rigdom, sprog som smadrer dets rigide betydninger og samtidigt indbefatter ord og musik, skrig og gestik, maleri og matematik, kendsgerninger og handlinger. Poesien er altså afhængig af de mest frugtbare muligheder og vil på et givet stade af den socio-økonomiske udvikling genopvække og forandre livet. Det skulle således være unødvendigt at fastslå, at poesiens forhold til sin samfunds-materielle basis ikke består i en ensidig underordning, men i et vekselvirkningsforhold.

Genopdagelse af poesien kan smelte sammen med revolutionens genfødsel, som det blev demonstreret under visse faser af de mexicanske, cubanske og congolesiske revolutioner. Mellem de revolutionære epoker, under hvilke masserne bliver poeter gennem handlinger, kan den poetiske oplevelse opfattes som det eneste sted hvor revolutionens helhed afgiver livstegn om et endnu ufuldbåren men nærværende potentiale, som skyggen af et spøgelse. Dette indebærer, at det som vi her kalder for den poetiske oplevelse, er svært, farligt, og under alle omstændigheder usikkert (i virkeligheden drejer det sig om summen af en epokes næsten umulige handlinger). Det eneste sikre er at den falske, officielt anerkendte og tilladte poesi ikke længere udgør epokens poetiske oplevelse. I sit angreb mod den organiserede undertrykkelse inden for kulturen og dagliglivet definerede surrealismen helt korrekt sine våben som "poesi, om nødvendigt uden digte". For Situationistisk Internationale drejer det sig i dag om en poesi nødvendigvis uden digte. Og når vi taler om poesi så har det intet at gøre med nyversificeringens reaktionære overleveringer, end ikke med den formelle modernismes reaktionære gentagelser. At virkeliggøre poesi er intet mindre end på én og samme tid at skabe begivenhederne og deres sprog, og dette som uadskillelige elementer.

Alle lukkede gruppesprog - som fx det sprog som udformes af grupper af unge, eller af samtidens avantgardegrupperinger, til intern brug i deres bestræbelse på at definere dem selv - er mere eller mindre vellykkede forsøg på at opnå en direkte, gennemsigtig kommunikation, den gensidige anerkendelse, gensidige forståelse. Men sådanne forsøg er begrænset til de små grupper som i deres virke er isoleret på den ene eller anden måde. De begivenheder som de har kunnet tilvejebringe, festerne som de har kunnet give for hinanden, har været holdt inden for de snævrest tænkelige grænser. Et af de revolutionære problemer består i at forene denne form for "sovjetter", disse KOMMUNIKATIONSRÅD, for overalt at åbne en direkte kommunikation, som ikke mere behøver at skulle kunne falde tilbage på fjendens kommunikationsnetværk (dvs. magtens sprog), og som således vil være i stand til at omforme verden efter sine egne ønsker.

Det drejer sig ikke om at sætte poesien i revolutionens tjeneste, men om at sætte revolutionen i poesiens tjeneste. Kun således kan vi undgå at revolutionen forråder sit eget projekt. Vi kommer derved ikke til at gentage det surrealistiske fejlgreb, som stillede sig selv i revolutionens tjeneste netop som den er ophørt med at eksistere. Ude af stand til at lægge en delvis og hurtigt knust revolution bag sig, omvendte surrealismen sig lige så hurtigt til samfundsskuespillets reformisme, med en kritik som er rettet mod en bestemt del af det herskende skuespils former, men som blev udført inden for rammerne af netop dette skuespils dominerende struktur. Surrealisterne synes at have været uvidende om det faktum at magten, for at forbedre eller modernisere skuespillet i dets indre, påtvang litteraturen sit eget sprog, magtens hemmelige skrift, som ingen anden end den selv har nøglen til.

Enhver revolution er udsprunget af poesien og er blevet virkeliggjort ved poesiens kraft. Dette fænomen har undgået og undgår stadigvæk revolutionens teoretikere (og de kan bestemt heller ikke opfatte det, såfremt de fortsætter med at hænge fast ved den gamle opfattelse af revolution og af poesi), men er som sædvanligt blevet opfattet af de kontrarevolutionære. Ud af mængden af det historiske materiale er begivenhederne i Budapest, i begyndelsen af den halvstalinistiske undertrykkelse efter den 4. oktober, et eksempel. Det hemmelige politi så det som en af sine hovedopgaver at nedrive de digte som var klæbet op på murene, en operation som foregik for øjnene af menneskemængden der promenerede i gaderne, - hele denne risikable operation foregik på et tidspunkt hvor politiet endnu ikke turde iføre sig deres uniformer. Og Congo var i tiden op til folkerejsningen indhyllet i tamtam-kommunikationens intensive sprog. Den europæiske kolonialismes oprigtighed og sande natur kan udmærket bedømmes efter den europæiske presses fuldstændige ignorering af denne egenartede, almene og selvstændige nyhedskilde. Man lod som om tamtam overhovedet ikke eksisterede. Som bekendt blev denne ignorering en for kolonialpolitikerne skæbnesvanger fejltagelse. Vi erindrer os kun én undtagelse: nogle vittighedsagtige antydninger og henvisninger i en artikel om det belgiske kolonisystem der blev publiceret i det svejtsiske blad "Weltwoche" - før de afgørende begivenheder. Overalt hvor poesien dukker op, skræmmes de kontrarevolutionære af den og giver sig lidenskabeligt til, gennem diverse besværgelser - lige fra kætterbål til rene stilistiske analyser - at slippe af med den. Den virkelige poesis øjeblikke, "som har fremtiden for sig", truer hver gang med på ny at indrette verden i sin helhed og al fremtid efter egne hensigter. Disse modkrav har under hele deres eksistens ikke kendt til kompromiser. De genopliver historiens ubetalte gæld. Fourier og Pancho Villa, Lautréamont og de asturianske dynamitister (hvis efterkommere nu opfinder nye strejkeformer), matroserne i Kronstadt og Kiel, samt alle der i denne verden, med eller uden os, forbereder sig til at kæmpe for den lange revolution: de er uden tvivl denne nye poesis sendebude.

Det står mere og mere klart at poesien i sin egenskab af tomrum er forbrugersamfundets anti-materie, idet den ikke kan forbruges (efter de moderne kriterier for forbrugsobjekter: et objekt som har ækvivalent værdi for alle i en passiv masse af isolerede forbrugere). Når den citeres er poesien intet; den skal fordrejes [detourne], anvendes, sættes i spil. Al kundskab om den gamle poesi er udelukkende akademiske øvelser, den akademiske tænkning i funktion. Hvis vi med "historie" ikke mener magthavernes skuespilsmæssige historie men dagliglivets, dets mulige udvidelse, samt historien om ethvert individuelt liv og dets virkeliggørelse, så har poesiens historie ikke været andet end en flugt fra historiens poesi.

I denne sammenhæng er det nødvendigt at klargøre den rolle som den gamle poesis "konservatorer" spiller. De sørger for dens udbredelse samtidig med at staten, af helt andre årsager, udrydder analfabetismen. Disse personer er kun en speciel slags museumskonservatorer. Mængder af poesi findes naturligt konserveret i verden. Men ingensteder findes de steder, de øjeblikke, og de mennesker som skulle kunne genoplive den, kommunikere med den, og benytte sig af den. Dette kan nemlig kun realiseres ved hjælp af fordrejningens teknik [detournement]: fordi forståelsen af den gamle poesi har ændret sig, såvel gennem erkendelsestab som gennem opnåelsen af ny erkendelse; og fordi de øjeblikke hvor den gamle poesi genopdages og gøres nærværende i kraft af særlige begivenheder tilføres den i vidt omfang ny betydning. Men navnlig må en situation, hvor poesi er mulig, ikke afspores af en oprejsning af nogen af fortidens poetiske nederlag (disse nederlag er det som poesiens historie vender på hovedet og videregiver som de helt store resultater der fremvises som poetiske monumenter). En sådan situation stræber naturligt mod kommunikationen og dens mulighed for at opnå suverænitet, og derigennem opnå sin egen poesi.

Samtidigt med den poetiske arkæologi (der restaurerer gammel poesi i udvalg, reciteret af specialister på Lp-plader for ny-analfabetismens offentlighed, frembragt af det moderne skuespil), har informationisterne sat sig for at bekæmpe alle frihedens "redundanser" for simpelthen at formidle ordrer. Automatiseringens tænkere tilsigter eksplicit en automatiseret teoretisk tænkning ved fiksering og eliminering af såvel livets som sprogets variable. De finder stadig lus i deres udsøgte dessert! For eksempel er de oversættelsesmaskiner, som har til formål samtidig at sikre informationens verdensomspændende standardisering og foretage den informationistiske revision af den gamle kultur, underlagt deres bestemte programmering som nødvendigvis ikke opfanger enhver ny betydning som et ord kunne få, såvel som de dialektiske tvetydigheder det har opbygget i tidens løb. Sprogets liv - der er forbundet med ethvert fremskridt inden for den teoretiske forståelse: "Ideerne forbedres. Ordenes betydning tager del deri" - finder sig således fordrevet fra den officielle informations maskinstationer. Men samtidig kan den frie tænkning organisere sig under jorden på en måde hvorved den unddrager sig informationspolitiets kontrolteknikker. Jagten på utvetydige signaler og binær øjebliksklassifikation er klart forbundet med den bestående magts tænkemåde og må underlægges den samme kritik. Netop i deres vanvittige formuleringer opfører de informationistiske tænkere sig som klodsede forløbere for den morgendag de selv har valgt, og stiller nøjagtig den samme fremtid i udsigt som den der tilbydes af det nuværende samfunds dominerende kræfter: befæstelsen af den kybernetiske stat. De er fuldstændig undergivet det stadigt stærkere teknokratiske feudalvælde. I deres gækkeleg findes ingen plads for uskyld. De er kongens hofnarre.

Valget mellem informationisme og poesi angår ikke længere fortidens poesi. Netop på samme måde som ingen varianter af den klassiske revolutionære bevægelse længere, nogen steder, betragtes som et virkeligt alternativ til den gældende organisering af livet. Det er på dette grundlag vi annoncerer poesiens totale forsvinden i dens gamle former i hvilke den blev produceret og forbrugt, og det er på dette grundlag vi annoncerer dens genkomst i virkningsfulde og uventede former. I vor epoke drejer det sig ikke længere om at formulere poetiske slagord, men om at virkeliggøre dem.