Herlev, Åben By

Rent landskabsmæssigt: Hvad ville der ske, hvis den private ejendomsret blev ophævet i morgen? Udviklingen i forstadskvartererne i Herlev Kommune ville helt sikkert tage en ny retning. Ikke fordi risikoen for at beboerne ville glide tilbage til en primitivisme er særlig stor. Mad Max ville ikke komme til Herlev. Men landskabet ville ændre sig. Demarkationslinjerne mellem, hvad der tidligere var private ejendomme, ville stille og roligt udviskes, der ville efterhånden ikke findes klare skel mellem parcellerne. Et mere sammenhængende landskab ville således opstå med tiden. Villavejene ville ikke længere være de eneste færdselsårer, som giver mulighed for at bevæge sig rundt i kvartererne; biltrafik ville ikke være så afgørende nu, da rummet var blevet åbnet og terrænet omdannet til et stort, og med tiden, sammenhængende landskab. Stier ville blive trådt og slynge sig på tværs mellem husene, børnene skulle ikke nødvendigvis lege på vejen for at finde et neutralt område, passager i hegnene ville opstå, huler i buskadset og små, sammenbankede legehuse i frugttræerne ville give landskabet et forunderligt og utæmmet skær. Ikke kun ræve ville kunne overleve i det ny landskab, harer og enkelte vildsvin ville undertiden kunne ses i lysningerne, nu da landskabet ikke består af små isolerede indelukker, men udfolder sig i et åbent rum, der strækker sig helt ud til horisonten. Fremtiden ville blive grænseløs.

Luftfoto og matrikelkort fra parcelhuskvarteret ved Hjortespringvej, 2004.

Det ny landskab ville have træk, som i stil kunne minde om den engelske landskabelige have. Det ville ikke, som det privatiserede landskab nu, minde mere om den franske park, der var en stiliseret skov beregnet til at ride eller køre i gennem. Den engelske landskabelige have søgte en mere organisk karakter; den var bestemt til søgende og drømmende spadsereture ad slyngede stier fra lysning gennem krat til skov og så videre. Den skabte rum og forløb for nervøs sansning og den frie personlige refleksion og erkendelse. Det ny landskab efter ophævelsen af den private ejendomsret ville formentlig bevæge sig i denne retning og sidenhen endda videre mod ukendte former.

Da jeg blev inviteret til at arbejde som billedkunstner i forstadskommunen Herlev i forbindelse med Instant Herlev-projektet, begyndte jeg på, hvad der blev til en lang række vandringer rundt i de landskaber, som kommunen udgør. Man kan have mange forskellige indgangsvinkler, når man bevæger sig i et terræn, men for mig blev det landskabsmæssige hurtigt centralt. Specielt færdedes jeg meget i parcelhusområdet omkring Hjortespringvej. Jeg havde kamera med og gik på villavejene, kiggede over hækkene og ind i haverne, hvis det var muligt. Det var en form for lystvandring, en blanding mellem ren passiv nydelse og rolig søgen efter det kuriøse, det uventede.

Men nydelsen var kun momentvis. Fremmede som mig slentrer meget sjældent rundt i et villakvarter blot for at nyde landskabet, og jeg blev stille og roligt bevidst om, hvordan min adfærd tog sig ud betragtet udefra: jeg mindede om en indbrudstyv på udkig efter et hurtigt bræk. I villakvarterer har man et bestemt ærinde; man skal enten hjem, besøge nogle bekendte, udføre et stykke arbejde - eller stjæle. Man driver ikke sådan uden videre rundt langs hækkene. Landskabet er bestemt og bestemmende for en ganske specifik og formålsorienteret adfærd. Landskabet i villakvarteret er tabt land i almindelighed.

Selvfølgelig kunne jeg gå ad villavejene, og turene blev, hvis de blev indtegnet på et kort set fra luften, en slags parallelforskudt bevægen sig frem og tilbage. Så jeg fik den indskydelse, at det kunne være interessant at anlægge en landskabelig slynget sti, som skar sig gennem en række parcelhushaver og forbandt to eller flere parallelle villaveje. Den landskabelige sti skulle skabe en ny passage i kvarteret og på den måde ikke kun bryde geometrien, men også det privatiserede og parcellerede landskab. Således var det mit håb at provokere de menneskelige sanser, præget af det nuværende lukkede landskab, med en oplevelse, som ikke blot var formålsbestemt og i sig bar en anelse om et muligt landskab. Jeg gav mig i kast med at planlægge Den landskabelige sti i Herlev.

En mulig dragning af Den landskabelige sti i Herlev i villakvarteret ved Hjortespringvej.

Den landskabelige have opstod i England midt i 1700-tallet og tog paradoksalt nok sin forestillingsmæssige inspiration, ikke fra naturen som sådan, men fra franskmanden Claude Lorrains malerier. Han havde 100 år tidligere skildret heroiske landskaber befolket af hyrder og guder og helte, et landskab hvor menneske, arkitektur og natur smeltede sammen i en nervøs harmoni. Den landskabelige natur i Lorrains billeder blev skænket en speciel opmærksomhed, den var ikke længere bare bagtæppe for kulturen, men blev skildret som noget selvstændigt, med et eget liv og egen kraft. Lorrains visioner var selvfølgelig akademiske og distancerende i deres stilisering, men selv situationisterne hyldede Lorrains malerier, specielt hans havnebilleder for deres særligt inciterende fremstilling af en sum af muligheder. Lorrains billeder, de fleste skabt i Italien i midten af 1600-tallet, berører netop nødvendigheden af at skabe en repræsentation af naturen i en tid, hvor mennesket var begyndt at reflektere over sig selv som et væsen i en natur funderet i sit eget organiske program.

Claude Lorrain: Landskab med offerscene til ære for Apollon, 1662.

Nogle formuende englændere besluttede i 1700-tallet ikke desto mindre at forsøge at realisere billedet og sætte repræsentationen tilbage i 'naturlige' omgivelser ved at udforme de stykker natur, de ejede, nemlig deres parker og godser, efter Claude Lorrains drømte skønhedsidealer. Det blev til de engelske landskabelige haver, som, sammenflettet med Lorrains visioner, selv i dag ubevidst flyder ind i vores billeder af det naturlige landskab. Disse forestillinger om natur infiltrerer som en understrøm også udformningen af mange parcelhushaver. Som landskabsarkitekten C.Th. Sørensen skriver i indledningen til bogen 'Utypiske haver til et typehus' fra 1966: "Villaejeren vil faktisk ofte presse en herregårdshaves elementer ind på sit begrænsede område, og det går ikke". På parcelhusgrunden er parcelhuset iscenesat som hovedbygningen, og haven er den naturlige og landskabelige scenografi uden om. Men ligesom den engelske landskabelige have bygger parcelhushaven også på en skarp afgrænsning af scenariets grænser. For parcelhusejeren er skellet til naboen så godt som altid nøje markeret med hegn eller hæk. For godsejeren var grænsen mellem prydhaven og det dyrkede land også så godt som altid præcist markeret med stensætning, grøfter og hegn, også selvom der blev givet plads til kik ud over det dyrkede land inde fra haven. Naturen fik en selvstændig repræsentation i den landskabelige have, men den fik slet ikke frit løb. Den engelske landskabelige have var individualismens og det spirende borgerlige demokratis have, ligesom den franske park var totalitarismens og enevældens have.

Stourhead Park i England er et anlæg som kan se kompliceret ud. Men det enkle princip er en serie bygningsværker, der ligger langs en vej, som løber rundt om en sø.

Stourhead Park i England og Frederiksberg Slotshave her i landet er stadig gode eksempler på den landskabelige havestil, præget af slyngede stier, tæt skovbevoksning og åbne enge, små vandhuller, men også pavilloner og mørke grotter. Alt sammen en form for iscenesat arkadisk natur præget af skiftende stemninger, rum og kik skabt med henblik på at fremprovokere poetiske oplevelser for de vandrende. Den individuelle sansning og følsomhed skulle anspores - inden for scenografiens rammer vel at mærke. Landskabet var pittoresk, men ikke grænseløst.

I forbindelse med Den landskabelige sti i Herlev var det min hensigt at skabe et forløb gennem de eksisterende parcelhushaver, som netop betonede overgangene mellem de forskellige haverum. Jeg forestillede mig stien som et enkelt jordspor, der slynger sig over plænerne, gennem hækkene, rundt om bevoksningerne, mellem bedene. Men stien viste sig at være en drøm fra min side, som udfordrede en meget dybt forankret grundlov i vores samfund: den private ejendomsret. 26 henvendelser til grundejere og 26 afslag, nogen med begrundelse, de fleste uden. Tiden er åbenbart ikke moden til forsøg med til et nyt socialt landskab og et nyt flydende billede af naturen, tiden er åbenbart ikke moden til, hvad jeg vil betegne som et kommunistisk landskab..

En anden drømmer, som fremførte at naturen er menneskelig på samme tid som mennesket er et artsvæsen i naturen, er Karl Marx. Men han fandt, at mennesket i og med kapitalismen er i færd med at gøre sig fremmed over for naturen - stenene, bladene, floderne - men ikke alene den sanselige natur, men også over for sin egen menneskelige natur. Mennesket er ved at støde naturen fra sig, at fremmedgøre sig fra den, i og med at den i sine mange former i tiltagende grad kun eksisterer for os som kapital. Mennesket er undervejs til at gøre, hvad der ellers er levende, uorganisk og mineralsk. Denne mineralisering af naturen, som mennesket selv katalyserer, finder ifølge Marx sin krystallinske form i den private ejendomsret, som opdeler og udstykker vores liv og gerninger, kiler sig ind vores inderste væsen og blokerer selv vore sanser fra den håndgribelige virkeligheds inciterende sum af muligheder:

"Ophævelsen af privatejendommen er [...] den fuldstændige frigørelse af alle menneskelige sanser og egenskaber; men den er det netop i kraft af, at disse sanser og egenskaber er blevet menneskelige såvel subjektivt som objektivt. Øjet er blevet menneskeøje, ligesom dets genstand er blevet en social menneskelig genstand, der kommer fra menneske til menneske."
(Karl Marx: Det økonomisk-filosofiske manuskript fra 1844)

JJ, august 2004

Efterskrift:

Udsigtstårnet

For at kunne betragte et landskab må man etablere en afstand og et overblik. Det skabte jeg ved at konstruere et udsigtstårn på taget af et parcelhus i Herlev; terrænet åbnede sig, og det inddelte landskab kom til syne. Parcelhushaverne ligger tæt, kun opbrudt af villavejene, der løber som kanaler mellem de grønne parceller. Tagene på husene kommer op som grå og mørkerøde rygge i et hav af grøn beplantning og havearkitektur. Men ikke engang skuet over det tabte land kunne kontempleres uden, at der opstod konfl ikter i forhold til privatejendommen og dens ide om eksklusive territorier. Blikkene udover landskabet i almindelighed blev fra parcelhusejerne ude
i landskabet betragtet som en krænkelse af privatlivet, og fremprovokerede meget kraftige reaktioner fra den lokale Grundejerforening. Formanden for foreningen gik så vidt i sin indignation over “forbrydelsen”, at han fysisk forulempede Anja Franke, indehaveren af det hus som lagde ryg til udsigtstårnet. Inden der var gået en uge havde Herlev Kommunes tekniske udvalg lukket udsigtstårnet ud fra sikkerhedshensyn. Den private ejendomsret hersker stadig i Herlev.