Statement in relation to the outlawing of the Copenhagen Free University:
All power to the free universities of the future!
The Copenhagen Free University was an attempt to reinvigorate the emancipatory aspect of research and learning, in the midst of an ongoing economisation of all knowledge production in society. Seeing how education and research were being subsumed into an industry structured by a corporate way of thinking, we intended to bring the idea of the university back to life. By life, we mean the messy life people live within the contradictions of capitalism. We wanted to reconnect knowledge production, learning and skill sharing to the everyday within a self-organised institutional framework of a free university. Our intention was multi-layered and was of course partly utopian, but also practical and experimental. We turned our flat in Copenhagen into a university by the very simple act of declaring 'this is a university'. By this transformative speech act the domestic setting of our flat became a university. It didn't take any alterations to the architecture other than the small things needed in terms of having people in your home staying over, presenting thoughts, researching archival material, screening films, presenting documents and works of art. Our home became a public institution dedicated to the production process of communal knowledge and fluctuating desires.
The ethos of the CFU was critical and opinionated about the ideological nature of knowledge, which meant that we did not try to cover the institution in a cloud of dispassionate neutrality and transcendence as universities traditionally do. The Copenhagen Free University became a site of socialised and politicised research, developing knowledge and debate around certain fields of social practice. During its six years of existence, the CFU entered into five fields of research: feminist organisation, art and economy, escape subjectivity, television/media activism and art history. The projects were initiated with the experience of the normative nature of mainstream knowledge production and research, allowing us to see how certain areas of critical practice were being excluded. Since we didn't wanted to replicate the structure of the formal universities, the way we developed the research was based on open calls to people who found interest in our fields or interest in our perspective on knowledge production. Slowly the research projects were collectively constructed through the display of material, presentations, meetings, and spending time together. The nature of the process was sharing and mutual empowerment, not focusing on a final product or paper, but rather on the process of communisation and redistribution of facts and feelings. Parallel to the development of the CFU, we started to see self-organised universities sprouting up everywhere. Over this time, the basic question we were constantly asking ourselves was, what kind of university do we need in relation to our everyday? This question could only be answered in the concrete material conditions of our lives. The multiplicity of self-organised universities that were starting in various places, and which took all kinds of structures and directions, reflected the diversity of these material conditions. This showed that the neoliberal university model was only one model among many models; the only one given as a model to the students of capital.
As the strategy of self-institution focused on taking power and not accepting the dualism between the mainstream and the alternative, this in itself carried some contradictions. The CFU had for us become a too fixed identifier of a certain discourse relating to emancipatory education within academia and the art scene. Thus we decided to shut down the CFU in the winter of 2007 as a way of withdrawing the CFU from the landscape. We did this with the statement 'We Have Won' and shut the door of the CFU just before the New Year. During the six years of the CFU's existence, the knowledge economy had rapidly, and aggressively, become the norm around us in Copenhagen and in northern Europe. The rise of social networking, lifestyle and intellectual property as engines of valorisation meant that the knowledge economy was expanding into the tiniest pores of our lives and social relations. The state had turned to a wholesale privatisation of former public educational institutions, converting them into mines of raw material for industry in the shape of ideas, desires and human beings. But this normalising process was somehow not powerful enough to silence all forms of critique and dissent; other measures were required.
In December 2010 we received a formal letter from the Ministry of Science, Technology and Innovation telling us that a new law had passed in the parliament that outlawed the existence of the Copenhagen Free University together with all other self-organised and free universities. The letter stated that they were fully aware of the fact that we do not exist any more, but just to make sure they wished to notify us that "In case the Copenhagen Free University should resume its educational activities it would be included under the prohibition in the university law §33". In 2010 the university law in Denmark was changed, and the term 'university' could only be used by institutions authorised by the state. We were told that this was to protect 'the students from being disappointed'. As we know numerous people who are disappointed by the structural changes to the educational sector in recent years, we have decided to contest this new clampdown by opening a new free university in Copenhagen. This forms part of our insistence that the emancipatory perspective of education should still be on the map. We demand the law be scrapped or altered, allowing self-organised and free universities to be a part of a critical debate around the production of knowledge now and in the society of the future.
We call for everybody to establish their own free universities in their homes or in the workplace, in the square or in the wilderness. All power to the free universities of the future.
The Free U Resistance Committee of June 18 2011.
Practicalities in Denmark: Please send a mail to the Minister of Science, Technology and Innovation declaring your university (min@vtu.dk) and cc. to the The Danish Agency of Universities (ubst@ubst.dk)
_________________
Erklæring i forbindelse med ulovliggørelsen af Det Fri Universitet i København:
Al magt til fremtidens frie universiteter!
Med det Fri Universitet i København forsøgte vi at genoplive ideen om læring og forskning som frigørende praksisser. Da det Fri Universitet åbnede i 2001 skete det midt i en rivende udvikling, som indebar en omfattende økonomisering af viden og vidensproduktion. Vi kunne se, hvordan uddannelse og læring i tiltagende grad var ved at blive en industri underordnet forretningsmæssige hensyn. Derfor var det vores ønske at genforbinde universitetet med livet. Med livet mener vi det rodede liv, vi lever midt blandt de selvmodsigelser, som præger vores hverdag i et kapitalistisk samfund. Vi ville genskabe forbindelsen mellem vidensproduktion, læring, vidensdeling og hverdagsliv inden for selvorganiserede institutionelle rammer hvilket førte til etableringen af det Fri Universitet i København. Vores hensigter var mange og selvfølgelig delvist utopiske, men også praktiske og eksperimenterende. Vores lejlighed i København blev forvandlet ved simpelthen at erklære "dette er et universitet". Gennem denne talehandling blev vores hjem til et universitet. Det krævede ingen arkitektoniske forandringer bortset fra de små ting, der var nødvendige for at folk kunne overnatte, præsentere deres ideer, forske i arkivmateriale, vise film, eller præsentere dokumenter og kunstværker. Vores hjem blev en offentlig institution, dedikeret til fremstillingen af fælles viden og uroligt begær.
Indstillingen på Det Fri Universitet i København var kritisk. Udgangspunktet var, at viden er ideologisk, hvilket indebar, at vi ikke forsøgte at dække institutionen bag et slør af lidenskabsforladt neutralitet, som traditionelle universiteter gør det. Det Fri Universitet i København blev et sted for socialiseret og politiseret forskning, vidensproduktion og udvikling af bestemte former for kritisk social praksis. I løbet af universitetets seksårige levetid, engagerede vi os i fem forskningsområder: feministisk organisation, kunst og økonomi, flugt og flygtningesubjektivitet, medie-aktivisme og kunst- og kulturhistorie. Projekterne blev udviklet på baggrund af en klar oplevelse af den normativitet, som prægede den officielle vidensproduktion og forskning. Normativiteten blev tydelig, idet vi kunne konstatere, at visse former for kritisk praksis og viden blev ekskluderet og negligeret. Der var mange uudforskede områder på landkortet, som vi ønskede at belyse kritisk til gavn for de utilpassede og ulykkelige, der ikke kan forlige sig med den givne (u)orden. Da vi ikke ønskede at reproducere de formelle universitetsstrukturer, var forskningen baseret på åbne invitationer til alle, som delte vores interesse for forskningsfelterne og vores perspektiv på vidensproduktion. Forskningsprojekterne blev langsomt og kollektivt opbygget via oplæg, møder, arkivarbejde og socialt samvær. Processen var i sin natur præget af udveksling og gensidig kritik uden at fokusere på noget endeligt produkt i form af afhandlinger eller rapporter. Vi lagde snarere vægt på fællesskab og viderefordeling af facts og følelser. Parallelt med udviklingen af det Fri Universitet i København, så vi selvorganiserede universiteter vokse frem overalt. Det spørgsmål, vi hele tiden stillede os selv i forhold til institutionen i lejligheden på Nørrebro, var hvilken form for universitet, vi har brug for i forhold til hverdagslivet? Dette spørgsmål kunne kun besvares i forhold til vores eget livs konkrete materielle betingelser. Mangfoldigheden af selvorganiserede universiteter, der åbnede sine døre rundt omkring i verden var inspirerende. De selvorganiserede universiteter antog alle mulige former og retninger, hvilket afspejlede de mange forskellige materielle betingelser, som præger folks liv rundt omkring. Dette viste også, at det neoliberale universitet kun var én model ud af mange. Det var bare den eneste model som kapitalen stillede til rådighed for sine lydige studerende.
Eftersom strategien med selv at skabe institutioner fokuserede på at tage magt og ikke acceptere dualismen mellem mainstream og alternativ, indebar denne strategi i sig selv nogle selvmodsigelser. For os blev det Fri Universitet en lidt for fastlåst identifikation af en særlig gør-det-selv-strategi i forhold til viden og uddannelse, som vakte udbredt genklang på den internationale kunstscene og i den akademiske verden. Derfor besluttede vi i vinteren 2007 at lukke Det Fri Universitet for at trække os tilbage og skabe rum for andre selvorganiserede universiteter og lade nye formationer dukke frem i landskabet. Det gjorde vi med erklæringen ’Vi har sejret’, hvorefter vi lukkede døren til Fri Universitet i København lige før nytår. I løbet af det Fri Universitets seksårige eksistens var den neoliberale vidensøkonomi hurtigt og aggressivt blevet normen omkring os i København og Nordeuropa. Fremkomsten af sociale netværker online, livsstilsindustri og intellektuel ejendomsret som værdiskabende motorer for økonomien betød, at vidensøkonomien efterhånden kilede sig ind i alle livets porer. Staten havde gennem en altomfattende markedstilpasning af samfundets uddannelsesinstitutioner forvandlet dem til miner, der kunne levere de råmaterialer, som vidensindustrien behøvede i form af ideer, begær og mennesker. Men denne normaliserende proces var åbenbart ikke tilstrækkelig til at få alle former for kritik eller uro til at indordne sig. Andre mere håndfaste midler var åbenbart påkrævet.
I december 2010 modtog vi et formelt brev fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, som meddelte os, at Folketinget havde vedtaget en ny lov, der gjorde Det Fri Universitet i Københavns og alle andre selvorganiserede og frie universiteter ulovlige. Brevet oplyste, at de udmærket var klar over, at vi ikke var virksomme længere, men at de bare for en sikkerheds skyld ønskede at underrette os om, at ”Såfremt Det Fri Universitet i København genoptager sin uddannelsesvirksomhed, vil Det Fri Universitet i København blive omfattet af forbuddet i universitetslovens §33”. Universitetsloven i Danmark blev i 2010 ændret, og termen ’universitet’ kan nu kun anvendes af statsautoriserede institutioner. Vi blev informeret om, at dette var for at beskytte ’de studerende mod at blive skuffede’. Da vi kender rigtigt mange, som er blevet skuffede over de statsanerkendte universiteter i forhold til de strukturelle forandringer, som er sket de senere år, har vi besluttet at udfordre denne skærpede kurs ved at åbne et nyt frit universitet i København. Med dette initiativ holder vi fast i, at et frigørende perspektiv i forhold til uddannelse stadig skal være en del af landskabet. Vi kræver, at loven skrottes eller ændres, så den tillader selvorganiserede og frie universiteter at tage del i en kritisk debat omkring vidensproduktionen nu og i fremtiden.
Vi opfordrer alle til at etablere deres egne frie universiteter i hjemmet eller på arbejdspladsen, på byens pladser eller i vildnisset. Al magt til fremtidens frie universiteter.
De Fri Universiteters modstandskomite af d. 18. Juni 2011
Rent praktisk: Send venligst en mail til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling hvor i bekendtgør jeres universitet (min@vtu.dk) og cc. til Universitetsstyrelsen (ubst@ubst.dk).
_________________
Trauma 1 - 11: Stories about The Copenhagen Free University and the surrounding society in the last ten years
Museum of Contemporary Art, Roskilde
18 June - 11 September 2011
The exhibition Trauma 1-11:: Stories about The Copenhagen Free University and the surrounding society in the last ten years is a presentation based on the Copenhagen Free University, a self-organised institution that was established by artists Henriette Heise and Jakob Jakobsen in 2001. This exhibition is made in collaboration with Emma Hedditch, Howard Slater and Anthony Davies who have close links to the Copenhagen Free University. Trauma 1-11 will be a journey through the period 2001 to 2011. It will be a staged interpretation of events in and around the Copenhagen Free University in a dramatised sequence of acts.
The Copenhagen Free University unfolded as a space for research and knowledge sharing within domestic settings in a small flat in Copenhagen. The institution was dedicated to the production of 'critical consciousness and poetic language' until 2007 where it ceased its activities. In 2010 the artists received a letter from the Ministry of Science noting them that if they ever wanted to conduct educational activities under name the Copenhagen Free University it would be breach a new law outlawing self-organised universities. This new law will in August be challenged with the opening of a new free university in a flat or in a park or in a square.
Museum of Contemporary Art,
Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde, Denmark
Download the guide to the exhibition >>>
Watch Trauma 1-11: >>>
Trauma 1 - 11: Fortællinger om Det Fri Universitet i København og det omgivende samfund i de sidste ti år
Museet for Samtidskunst, Roskilde
18. juni - 11. september 2011
Trauma 1-11: Fortællinger om Det Fri Universitet i København og det omgivende samfund i de sidste ti år er en udstilling, der tager udgangspunkt i Det Fri Universitet i København, en selvorganiseret institution, der blev etableret af kunstnerne Henriette Heise og Jakob Jakobsen i 2001. Denne udstilling er skabt i samarbejde med Emma Hedditch, Howard Slater og Anthony Davies, der har tætte forbindelser til Det Fri Universitet. Trauma 1-11 bliver en personlig rejse gennem perioden 2001 til 2011. Det vil være en iscenesat fortolkning af begivenheder i og omkring Det Fri Universitet i et dramatiseret hændelsesforløb.
Det Fri Universitet fungerede som et rum for forskning og vidensdeling indenfor rammerne af hverdagen i en lejlighed i København. Institutionen var dedikeret til fremstillingen af 'kritisk bevidsthed og poetisk sprog' indtil 2007 hvor det Fri Universitet afsluttede sine aktiviteter. I 2010 modtog kunstnerne et brev fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling som gjorde dem opmærksom på at hvis de ønskede at genoptage de uddannelsesmæssige aktiviteter under navnet Det Fri Universitet i København, så ville det være et brud på en ny lov som har ulovliggjort selvorganiserede universiteter. Denne nye lov vil blive udfordret i august med åbningen af et nyt frit universitet i en lejlighed eller i en park eller på en plads.
Museet for Samtidskunst,
Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde
Download udstillingens guide >>>
Se Trauma 1-11: >>>