Vi keder os i byen; der findes intet Soltempel længere. Mellem de forbipasserende kvinders ben havde Dadaisterne ville finde skruenøgler og surrealisterne et krystalbæger; det er tabt. Vi kan på ansigterne læse alle tegnene, morfologiens seneste tilstand. De opklæbede plakaters poesi varede i tyve år. Vi keder os i byen, man må anstrenge sig voldsomt for endnu at opdage mysterier blandt opklæbningerne i de åbne gader; humorens og poesiens seneste tilstand;

Og badeanstalten på Småpigernes Gade. Og politikammeret på Rendezvous Gade. Den medicinsk-kirurgiske klinik og arbejdsformidlingen ved Guldsmedenes Kaj. De kunstige blomster i Solens Gade. Hotel Slotskælderen, Ocean-baren og caféen Kom og Gå. Epokens Hotel.

Og den sælsomme statue af Doktor Philippe Pinel, de sindssyges velgører, de sidste sommeraftner. At udforske Paris.

Og din glemsel - dine erindringer ødelagt gennem alle verdenskortets rystelser - strandet i Pali-Kao's Røde Kælder, uden musik og uden geografi, tager ikke længere af sted til haciendaen, hvor rødderne tænker på barnet, og hvor vinen afsluttes med gamle fortællinger fra almanakken. Nu er det spil ude. Haciendaen vil du ikke få at se. Den eksisterer ikke.

Alle byer er geologiske og man kan ikke gå tre skridt uden at træffe på spøgelser, som er bevæbnet med al den prestige, deres legender giver dem. Vi udvikler os i et lukket landskab, hvis holdepunkter uafbrudt henviser os til det forgangne. Bestemte vinkler i bevægelse, bestemte flygtige perspektiver tillader os at ane oprindelige forestillinger om rummet, men denne vision forbliver fragmentarisk. Man må søge den på de magiske steder, i folkeeventyrene og i de surrealistiske fortællinger: Slotte, endeløse mure, små glemte barer, mammut-huler, kasinoernes spejle.

Disse forældede billeder bevarer en lille katalyserende kraft, men det er næsten umuligt at anvende dem i en symbolsk urbanisme uden at forynge dem - idet man tillægger dem en ny betydning. Vores sind, som er besat af gamle arketyper, er kommet langt bag efter de perfektionerede maskiner. De forskellige forsøg på at omfatte den moderne videnskab i nye myter forbliver utilstrækkelige. Siden er det abstrakte trængt ind i al kunst, i særdeleshed i dagens arkitektur. Det plastiske i ren tilstand, uden pynt, og endda uden sjæl, giver øjet hvile og gør det koldt. Andetsteds findes andre fragmentariske skønheder, og jorden fjernes stadig mere fra de synteser vi blev lovet. Alle tøver mellem det forgangne, levende i sindet, og fremtiden, død for nærværende.

Vi vil ikke forlænge den mekaniske civilisation og den kolde arkitektur, som i det lange løb vil føre til fri tid i kedsomhed.

Vi sætter os for at finde på nye bevægende scenerier...

Mørket og dunkelheden viger for den kunstige belysning, og årstiderne for lokalerne med klimaanlæg: natten og sommeren mister deres charme, og morgendæmringen forsvinder. Bymennesket mener at have undsluppet den kosmiske realitet, men der forekommer ingen tilsvarende udvidelse af deres drømmes liv. Grunden til det er åbenbar: Drømmen har sit udgangspunkt i virkeligheden og realiserer sig i den.

Teknikkens sidste udvikling tillader den permanente kontakt mellem individet og den kosmiske realitet, samtidigt med at den fuldstændig undertrykker dens uforenelige aspekter. Glastagene lader os se stjernerne og regnen. Det bevægelige hus drejer sig med solen. Dets lette mure tillader beplantningen at komme ind i livet. På spor kan huset om morgenen rykke frem til havet og om aftenen vende tilbage til skoven.

Arkitekturen er det enkleste middel til at forme tiden og rummet, til at modulere virkeligheden og få os til at drømme. Det drejer sig ikke blot om den plastiske artikulation og modulation, udtryk for en forgængelig skønhed, men om en indvirkende modulation i overensstemmelse med det evige spektrum af menneskelige ønsker og fremskridtene for realiseringen af disse.

Morgendagens arkitektur vil altså være et middel til at ændre den nuværende opfattelse af tid og rum. Den vil være et middel for viden og handling.

De arkitektoniske komplekser vil være modificérbare. Deres udseende vil forandre sig delvist eller totalt, i overensstemmelse med deres beboeres vilje.

De tidligere kollektiver tilbød masserne en absolut sandhed og indiskutable mystiske eksempler. Relativitetsbegrebets fremkomst i det moderne liv tillader formodningen om den EKSPERIMENTELLE side af den kommende civilisation, selv om dette ord ikke tilfredsstiller mig. Lad os sige mere elastisk, "fornøjeligere" levemåde. På basis af denne bevægelige civilisation vil arkitekturen - i det mindste ved sin begyndelse - være et middel til at afprøve de tusinde måder, som livet kan ændres på, med henblik på en ultimativ mytologisk syntese.

En sindssygdom har overfaldet planeten: banaliseringen. Alle bliver hypnotiseret af produktion og komfort - kloakering, elevatorer, badeværelser, vaskemaskiner.

Denne tilstand, der opstod som en protest mod elendigheden, har skudt over sit fjerne mål - menneskets befrielse fra materielle bekymringer - for omgående at blive til et billede af en besættelse. Ungdommen i alle lande har truffet sit valg mellem kærligheden og det tomme indholdsløse lort - og foretrækker lortet. Det er afgørende at fremprovokere et fuldstændigt åndeligt omsving ved at bringe de glemte ønsker frem i lyset og ved at skabe fuldstændigt nye ønsker. Og gennem en intensiv propaganda til gunst for disse ønsker.

Vi har allerede gjort opmærksom på at skabelsen af situationer er et af de grundlæggende ønsker hvorpå den fremtidige civilisation vil blive bygget. Dette behov for den absolutte skabelse har altid været snævert forbundet med behovet for at lege med arkitekturen, tiden og rummet...

Chirico forbliver en af de mest bemærkelsesværdige forløbere inden for arkitekturen. Han har vovet sig tværs gennem tiden og rummet til problemerne om fravær og tilstedeværelse.

Vi véd, at en genstand, som ikke er blevet bemærket bevidst ved et første besøg, i løbet af de følgende besøg ved sit fravær vil fremkalde et udéfinerligt indtryk; som et resultat af dette syn bagud gennem tiden bliver fraværet af en genstand en følelig tilstedeværelse. Mere præcist: selv om kvaliteten af indtrykket sædvanligvis forbliver ubestemt, så veksler den ofte i overensstemmelse med den fremhævede genstands natur, og den betydning beskueren tillægger genstanden kan svinge fra afklaret glæde til forfærdelse. (Det er for os af ringe betydning, at hukommelsen i dette nævnte tilfælde er midlet for disse sjælelige tilstande. Jeg har kun valgt dette eksempel på grund af dets enkelthed).

I Chiricos maleri (arkadeperioden) skaber et tomt rum en tid med fylde. Man kan let forestille sig den fremtid, som vi vil forbeholde lignende arkitektur, og deres indflydelse på masserne. Vi har kun foragt overfor et århundrede, som bandlyser den slags forslag til dets såkaldte museer.

Den nye vision af tiden og rummet, som vil være det teoretiske grundlag for fremtidige konstruktioner, er stadig ikke præcis og vil ikke blive det fuldstændigt - før eksperimenter med nye adfærdsmønstre har fundet sted i byer etableret til dette formål, hvor, foruden de nødvendige boliger med et minimum af komfort og sikkerhed, bygninger med stor autoritet, forener sig med symbolske bygninger, der afbilleder ønskerne, kræfterne og tidligere og fremtidige begivenheder. En rationel forlængelse af de gamle religiøse systemer, de gamle fortællinger og i særdeleshed psykoanalysen ind i arkitektoniske udtryk bliver for hver dag mere og mere påkrævet, da enhver anledning for passion er ved at forsvinde.

På en måde vil enhver bebo sin personlige "katedral". Der vil dér findes værelser, som bedre end piller får os til at drømme, - og huse, hvor man kun kan elske. Andre vil ubetvingeligt tiltrække rejsende...

Man kan sammenligne dette projekt med de kinesiske og japanske haver i deres blændværk - med den forskel, at disse haver ikke blev anlagt, for at man skal kunne leve fuldt ud i dem - eller med den latterlige labyrint i Jardin des Plantes, ved hvis indgang man - som højdepunktet af dumhed, og Ariadne arbejdsløs - kan læse: Leg i labyrinten er forbudt.

Denne by kan ses i form af en vilkårlig forening af slotte, grotter, søer osv. Det ville være urbanismens barokstadium, betragtet som et middel til erkendelse. Men allerede denne teoretiske fase er overskredet. Vi véd, at man kan bygge en moderne bygning, i hvilken man overhovedet ikke mere genkender det middelalderlige slot, men bevarer og forstærker "slottets" poetiske kraft (gennem bevarelsen af et bestemt minimum af linjer, gennem overførelsen af andre bestemte linjer, gennem indsætning af åbninger, den topografiske placering osv.).

Kvartererne i denne by kunne svare til hele spektret af forskellige følelser, som man tilfældigt møder i hverdagen.

Det Bizarre Kvarter - Det Lykkelige Kvarter, som egentlig er reserveret til beboelse - Det Ædle og Tragiske Kvarter (for de artige børn) - Det Historiske Kvarter (museer, skoler) - Det Nyttige Kvarter (sygehuse, varehuse) - Det Skumle Kvarter, osv. Og en astrolar, som grupperer plantearter i overensstemmelse med deres forbindelse med de planetariske rytmer; altså en planetarisk have, der kan sammenlignes med den, astronomen Thomas havde til hensigt at grundlægge på Laaer Berg i Wien. Uundværlig til at give indbyggerne et begreb om kosmos. Og måske også et Dødskvarter, ikke for at dø dér - men for at leve der i fred, og hermed tænker jeg på Mexico og på et grusomhedsprincip i uskyldigheden, som dagligt bliver mig mere kært.

Det Skumle Kvarter, f. eks. - ville med fordel erstatte de helvedes huller, de kvarterer med dårligt omdømme fyldt med uhumske buler og tvivlsomme karakterer, som folk fra tidernes morgen har haft i deres hovedstæder: de symboliserer de ondskabsfulde livskræfter. Det Skumle Kvarter måtte på ingen måde skjule de virkelige farer, såsom fælder, fangehuller eller miner. Der ville være vanskeligt at komme ind, med skrækkelig udsmykning (skingrende fløjter, vækkeure, periodiske sirener med uregelmæssig rytme, monstrøse skulpturer, mekaniske køretøjer med motorer, dvs. automobiler) og kun lidt oplyst om natten, ligesom den er heftigt oplyst om dagen gennem en udbredt anvendelse af reflekteret lys. I centrum "Det Skrækkelige Køretøjs Plads". Overflod på et marked af et produkt fremkalder nedgang for dette produkts markedsværdi: således ved en udforskning af Det Dunkle Kvarter vil barnet og den voksne lære ikke mere at frygte de ondskabsfulde manifestationer af livet, men at more sig over dem.

Indbyggernes væsentligste aktivitet ville være den KONTINUERLIGE DÉRIVE. Ændringen af landskabet fra time til time vil resultere i fuldstændig desorientering ...

Senere vil denne dérive, ved det uundgåelige slid af udtrykkene, delvis forlade det direkte erfarede til gunst for det betragtende ...

Den økonomiske modstand er kun tilsyneladende. Vi ved, at jo mere et sted er afsat til ubegrænset spil, desto større indflydelse har det på adfærden, og desto større er dets tiltrækningskraft. Monaco's og Las Vegas' umådelige prestige er et bevis herfor. Og Reno er en karikatur af fri kærlighed. Skønt det kun drejer sig om simple pengespil. Den første eksperimentelle by vil i vidt omfang leve af en tolereret og kontrolleret turisme. Avantgardens fremtidige aktivitet og produktion ville helt naturligt koncentrere sig i denne by. I løbet af nogle år ville den være verdens intellektuelle hovedstad og ville overalt blive anerkendt som sådan.