Guds fravær er ikke mere nogen begrænsning, men begyndelsen til det uendelige. Guds fravær er større. Det er mere guddommeligt end Gud ... Natten er også sol - et fravær fra myten er også en myte. Den koldeste, den reneste, den eneste ægte.

Georges Bataille (i Le Surrealisme en 1948, red. af Breton og Duchamp).

Den kommunikative kunst består i etableringen af kommunikative felter. CO-RITUS er etableringen af et kommunikativt felt.

Kunstens kommunikative fase forudsætter således tilskuerens bortfald (hvilket ikke vil sige det samme som publikums). Den kommunikative kunst er en kunst som lever i mellemrummet. I mellemrummet mellem mennesker. Ser man sådan på sagerne så er kunsten ikke l-æ-n-g-e-r-e bare en form i det æstetiske, det filosofiske, anerkendelsens, tidens eller sindets rum. Kunsten blir' en funktion i det sociale rum. Det sociale rum. Med de briller på (de kommunikative glasögon (Fjord)) bliver samfundsorganisation, sociale mønstre, bykomplekser (den ubevidste urbanisme), virksomheder, stockcarløb, trafik, lokumstegninger og aktieselskaber og fester altsammen manifestationer, der nærmer sig det kunstneriske felt. Manifestationer af kunstnerisk art eller i det mindste med kunstneriske muligheder. Udstillingstraditionen er da et kunstværk ligeså godt som billedet, i dag en stiv ceremoni som kunne blive til et levende ritual. Kunstens kommunikative fase indtræder, når man tar konsekvensen af de tanker. Og jeg anbefaler: tag skridtet i dag mod CO-RITUS interruptus. De grundlæggende tanker om det skridt kan læses i CO-RITUS manifestet 1961.

Antikunst er moralisme
Karl Marx' og Hegels' teorier om fremmedgørelsen baserer sig på, at mennesket fra roden er godt. Men er gjort ondt, fremmed for sine handlinger af onde omgivelser. En arbejder ved et samlebånd er fremmed for resultatet af produktionen. I en dårlig stat er mennesket fremmed.

De gav stødet til Brechts teater - det episke teater. (I modsætning til det dramatiske teater, hvor man kan identificere sig med handlingen. Tude når helten græder (Brecht). Så stiller det episke teater folk frit fordi det fortæller en historie. Man kan grine når helten græder).

Det episke teater kan skabe Verfremdung, fremmedgørelsens dialektiske modsætning. Fremmedgjort for handlingen, blir godtfolk selv sig selv, kan dømme igen, vælge mellem at være der JA-sager og NEIN-sager. Ved at mixe det episke teater med det dramatiske fremkom det absurde teater. Man mente det var et fremskridt og et svar til Brecht fra den frie kunst.

Ved at mixe det absurde teater med Zen-buddhisme opstod happenings, environment o.s.v.

Zen-metodikken skaber Verfremdung ved hjælp af selve naturen, betragter universets kørselv så man kan opnå satori, den højeste viden.

Inspireret af Zen som forkaster alle skrifter, formuleringer og billedkunst (de fik øgenavnet stanken af Zen) fik man forkastet kunsten til fordel for moralen, fik gjort kunstneren til anti-kunstner og anti-kunstneren til moralist.

Læresætningen siger: Om du møder Buddha, da dræb ham. Om du møder patriarkerne, slå dem ned for fode.

På myten om indholdets bortfald til fordel for erkendelsen, opstod anti-kunsten sidst i 1950'erne.

Anti-kunst er osse kunst
Paradoxmageren kunne så bestige talerstolen:

Kunstens fravær er ikke mere en begrænsning. Men begyndelsen til selve kunsten. Anti-kunsten er større. Den er endnu større end kunsten.

Et Good-Year dæk af Oldenburg, en dåse af Kaprow stillet frem på tribunen. Et par blodige trusser præsenteret af Nam June Paik, et spil kort af Dick Higgins. Reb af Vostell eller et tomrum udpeget af Eric Ander Zen. Det er smukke ting. Digte omsat til handling, udstillet i stedet for afmalet. Altsammen ting fra omgivelserne anbragt med mening eller et formål eller efter een eller anden plan. Nøjagtig som La Gioconda (Mona Lisa), eller en anden genstand eet eller andet sted fra - traditionelt afmalet. Klassisk kunst: Lar tilskuerne lisså åben. Tidsmæssigt endda mere fri end den såkaldt åbne performance.

Af den gode grund kunne salthandleren Marcel Duchamp og Picabia give hende navnet LHOOQ (på dansk: hun er varm i røven) samt et lille overskæg a la Hardy Strid.

Endnu sidder happening-publikum og glor som i et teater efter den sande erkendelse som foran et billede, for at kunne spise Zen til morgen, middag, aften. - Konklusion: Er åben kunst andet end ren erkendelse, er den kunst?

Jorn Zorn Silkeborg
Når min kollega, Asger Jorn, bruger Niels Bohrs komplementærteori til at angribe mig med. For min teori om tilskuerens bortfald (først i dagbladet Politiken og senere på engelsk i The Situationist Times). Og når han samtidigt angriber komplementærteorien (i sin bog om naturens orden: Komplementærteori = Blindgyde). Så viser det bare den konfuse tankegang, der ligger bagved hans angreb. Tilskueren er i alle tilfælde død, siger Jorn. Han kan nemlig slet ikke eksistere. Det står der i Bohrs komplementærteori. Bohr siger: Betragter man et objekt. Så kan man ikke undgå at forandre det. Et elektronmikroskop kan fx. forandre elektroniske sammenhænge i det, man undersøger. Jeg citerer Bohr: "Under studiet af primitive folkeslag kender jo etnografer ikke blot faren for at gribe ind i de pågældende kulturer ved deres berøring, som deres nærværelse fører med sig, men kommer ofte tillige selv til at mærke, hvor dybt deres egen livsindstilling kan ændres gennem sådanne studier. Jeg tænker her på den af opdagelsesrejsende velkendte erfaring, at fordomme, som de måske ikke hidtil var sig selv bevidst, kan rystes i deres grundvold gennem den indre harmoni, som menneskelivet kan frembyde også under skikke og traditioner så helt forskellige fra deres egne . . . "

Når Jorn finder ud af tilskuerens bortfald fire år efter, at CO-RITUS-manifestet har fastslået det. Så må jeg selvfølgelig gi' ham ret. Men han overser og glemmer helt det væsentlige i argumentationen: Tilskuerens død er også den klassiske kunstners. Jorn arbejder stadig på det klassiske billede med ham selv som den sublime skaber. Han forstår åbenbart ikke den tanke om tilskuerens død. Han har da heller aldrig taget konsekvensen af den. Den er taget med den kommunikative kunst. Med CO-RITUS-placeringen af kunsten i nye sammenhænge.

CO-RITUS er ikke anti-kunst
Jeg proklamerer altså ikke kunstens død. Konstaterer bare at kunstens kommunikative felt ikke er der, hvor renæssancetraditionen anbragte det. Kunstnere fra Zorn til Jorn og Jorn til Zen har altså arbejdet på et andet plan, end deres billeder befinder sig.

Når Jorn bemærker til mig (i Held og Hasard 1963-udgaven, p. 53) at tilskueren er opstået ved sult. Så må jeg svare, at tilskueren ikke kan få sulten dækket som tilskuer. - Og når Vostell fortæller mig (Charlottenborg 1964): "Jeg ønsker at isolere mennesket fra massen. Få ham til at føle sig ensom og se sig selv." Så må jeg svare at absolut ensomhed, såvidt jeg kan se, er en umulighed. Og at man ikke kan spejle sig uden at have noget at spejle sig i.

Kunstens kommunikative fase er ikke kunstens død. Slet ikke. Men derimod kunstens udvidelse. Vi vil ikke den gamle kunst til livs, proklamerer kun bortfaldet af en illusion, en løgn. Og tar' konsekvensen af det ved:

a) at rokere tilskueren over på deltagerens plan

b) at rokere kunstneren over på urbanisatorens plan

c) kunstens muligheder over på det sociale rums plan

d) den funktionelle urbanisme over på den kommunikative urbanismes plan

e) let fixerede billede over på det ukomponerede billedes plan

f) kommunismen over på kommunikativismens plan

g) passagen over på CO-RITUS' plan o.s.v.

Den tid vil meget snart opstå, hvor arbejdet vil lette på vingerne og flyve bort. En ny tid vil nærme sig hvor det sociale fundament vil hvile på andre piller, og en ny balance opstår båret af servostyring, automatik og en fuldendt cybernetik, som vil finansiere økonomiens bortfald. En ny cirkulation vil opstå i den økonomiske cirkulations kølvand, en social cirkulation af kunstnerisk karakter.

Den gamle situationistiske teori om passage blir' dermed forældet. Guy Debords teori var at man ved hjælp af hastige passager skulle bevæge sig gennem ukendte miljøer som ikke havde noget at gøre med passageplanen. Og derfor var af labyrintisk karakter. At man ved hjælp af sådanne passager kunne skabe Verfremdung og få folk til at ytre ønsker om den nye urbanisme. Labyrinter af den karakter fik navnet Derive Labyrinter fordi man kunne aflede noget af dem (deriver). Jeg har altid syntes at den teori er noget vrøvl. Vi har som svar bygget en spiral labyrint. Selv om den franske matematiker Max Bucaille i The Situationist Times Nr. 3 forsøger at bevise at sådan en spiral er umulig. Det er den kun plangeometrisk. I CO-RITUS' felter var publikum med i opbygningen og forskellig aktivitet. Vi havde ikke til formål at revse tilskueren sådan som Zen-folkene. Og heller ikke spille geni i Jorns og Zorns renæssancetradition.

Non-formel
Passagen var forældet, ideen om komnikativitet kunne vokse frem. Og et er den problematik der dybest ligger bag de mange brud mellem de situationistiske grupper. For at vinde erfaring på disse felter har Ørestads Eksperimental Laboratorium kanaliseret neo-urbanistiske eksperimenter direkte i byfelter og udstillingsfelter. Kanaliseret CO-RITUS-koncerter, CO-RITUS-udstillinger, konferencer, konsumkunst fra CO-RITUS & CO. Efter tre års eksperimenter må jeg tilstå, at resultaterne endnu er meget uafklarede, mulighederne synes at forekomme uendelige. Vi står kun ved begyndelsen. Hvor ellers i den trætte nutidskunst finder man den fornemmelse?

Så vinker vi da snarligt farvel til anti-kunsten. Den kom til Skandinavien efter at vi havde skabt CO-RITUS. Og den vil forsvinde før CO-RITUS. Vi opfatter anti-kunstnernes publikumsrevselse. Deres strenge foragt for disciplin. Og deres forsøg på handling, som er en latent længsel efter de nye rokeringer. Og hilser med glæde de nye tegn på forståelse af de nye muligheder som glimtvis er fremkommet der (f.ex. hos Vagn Steen i hans osmotiske teater, hos Köpcke i hans rebusbilleder, hos Jean Marie Quineau i hans Cent Mille poemes, hos Peter Louis Jensen i hans snorebilleder, hos Peter Bonnén i hans skydebilleder). Og jeg opfordrer derfor: I dag, hvor digte nærmer sig billedet, billedet nærmer sig teatret, teatret nærmer sig handling:

Lad os gøre byen og rummet til et strålende atelier for den nye kunst. Kunsten får nyt lys med CO-RITUS.