De fængslende ord
(Forord til en situationistisk ordbog)

Almindelige antagelser arbejder for den herskende organisering af livet, i kraft af det de skjuler. En af antagelserne går ud på at sproget ikke er dialektisk, og afviser således straks anvendelsen af enhver form for dialektik. Men intet er mere åbenlyst underkastet dialektikken end sproget som levende realitet. Således foretages enhver kritik af den gamle verden ved hjælp af dens sprog og dog imod den - altså automatisk i et andet sprog. Enhver revolutionær teori har måttet opfinde sine egne ord, ødelægge andre ords gældende betydning og indskyde nye positioner i "betydningernes verden", svarende til den nye virkelighed som er i sin vorden, og som det drejer sig om at befri fra det herskende kaos. De samme grunde som hindrer vores modstandere (Ordbogens herrer) i at fiksere sproget, tillader os i dag at hævde andre positioner som negerer de herskende betydninger. Rigtig nok ved vi på forhånd, at selve disse grunde på ingen måde tillader os at gøre krav på en definitiv lovformelig sikkerhed; en definition er altid åben, aldrig definitiv; vore definitioner har historisk gyldighed, nemlig for en given periode som er forbundet med en specifik historisk praksis.

Det er umuligt at frigøre sig fra en verden uden at frigøre sig fra det sprog som skjuler den og garanterer den; altså uden at afsløre dens nøgne sandhed. Ligesom magten er den permanente løgn og "den sociale sandhed", så er sproget dens permanente garanti, og ordbogen dens universelle reference. Enhver revolutionær praxis har erfaret behovet for et nyt semantisk felt, og for bekræftelsen af en ny sandhed; lige fra Encyklopædisterne til "kritikken af det stalinistiske træsprog" (fremført af de polske intellektuelle i 1956) er dette krav ustandseligt blevet bekræftet. Det er fordi sproget er magtens bolig, tilflugtsstedet for den politimæssige vold. Enhver dialog med magten er vold, enten som passiv lidelse eller som aktiv provokation. Når magten holder tilbage med anvendelsen af sine materielle våben er det sproget, den betror at bevogte den undertrykkende orden. Denne sammensmeltning er faktisk al magts mest naturlige udtryk.

Fra ordene til ideerne er der kun et skridt; som altid tages af magten og dens tænkere. Alle sprogteorierne, lige fra den debile værens-mysticisme til det kybernetiske maskineris ekstreme (undertrykkende) rationalitet, tilhører én og samme verden, nemlig magtens diskurs der betragtes som den eneste verden det er muligt at referere til, som den universelle mediering. Ligesom den kristne Gud er den nødvendige mediering mellem to sjæle og mellem sjælen og jeg'et, så installerer magtens tale sig i hjertet for al kommunikation, og bliver den nødvendige mediering mellem jeg og jeg. Således lykkes det den at forføre protesten, ved på forhånd at placere den inden for sit eget område, ved at kontrollere den og splitte den indefra. Kritikken af det herskende sprog, dets fordrejning, vil blive den nye revolutionære teoris permanente praksis.

Da enhver ny betydning af autoriteterne kaldes en misforståelse, vil situationisterne fremføre sådanne misforståelsers legitimitet og angive hykleriet i den af magten givne og garanterede betydning. Da Ordbogen er vogteren af den eksisterende betydning, sætter vi os for at ødelægge den systematisk. Erstatningen af Ordbogen - hele det nedarvede og tæmmede sprogs rettesnor - vil finde sit adækvate udtryk i den revolutionære splittelse af sproget, i fordrejningen, som i stor udstrækning praktiseredes af Marx, systematiseredes af Lautréamont, og som S.I. stiller til rådighed for alle.

Fordrejningen, som Lautréamont kaldte plagiat, bekræfter den tese som for længe siden er blevet bekræftet af den moderne kunst, nemlig tesen om ordenes ulydighed, om det umulige i at magten skulle kunne lægge totalt beslag på de skabte betydninger, én gang for alle fiksere den eksisterende betydning, kort sagt den objektive umulighed af et "nysprog". Den nye revolutionære teori kan ikke gøre fremskridt uden at foretage en nydefinering af de hovedbegreber den hviler på. "Ideerne forbedres," siger Lautréamont. "Ordenes betydning tager del deri. Plagiatet er en nødvendighed. Fremskridtet indebærer det. Det trænger ind på livet af en forfatters sætninger, betjener sig af hans udtryk, sletter en falsk idé, erstatter den med den rette idé." For at redde Marx' tanker er det nødvendigt til stadighed at præcisere dem, korrigere dem, reformulere dem i lyset af hundrede års forstærkning af fremmedgørelsen og af mulighederne for deres negation. Marx har behov for at blive fordrejet af dem som fortsætter denne historiske færd, og ikke for til vanvid og hudløshed at blive citeret af tusind afskygninger af bagstræbere, som søger at beslaglægge tanken ved at tage patent på den rigtige fortolkning. På den anden side bliver selve magtens tanke, i hænderne på os, et våben mod magten selv. Siden dets opkomst har det triumferende borgerskab drømt om et universelt sprog, som kybernetikkerne i dag søger at virkeliggøre ad elektronisk vej. Descartes drømte om et sprog (stamfader til nysproget) hvori tankerne ligesom de hele tal fulgte efter hinanden med matematisk strenghed: "mathesis universalis" eller de borgerlige kategoriers eviggyldighed. Encyklopædisterne, som (under feudalmagten) drømte om "definitioner så rigide at tyranniet aldrig ville kunne tilpasse sig dem", forberedte den fremtidige magts evighed, som verdens og historiens ultima ratio.

Ordenes ulydighed har - fra Rimbaud til surrealisterne - i en eksperimentel fase vist, at den teoretiske kritik af magtens verden er uadskillelig fra en praksis som nedbryder den; magtens beslaglæggelse af hele den moderne kunst og dens forvandling til undertrykkende kategorier i det herskende skuespil er den sørgelige bekræftelse af dette. "Det som ikke dræber magten, dræbes af den." Dadaisterne har som de første tilkendegivet deres mistroiskhed over for ordene, en mistillid der var uadskillelig fra en vilje til at "forandre livet". Siden Sade har de hævdet retten til at sige alt, at befri ordene og "erstatte Ordets alkymi med en sand kemi" (Breton). Ordenes uskyld er herefter bevidst kundgjort, og sproget erklæret for "den værste af alle konventioner" som må nedbrydes, afmystificeres og befries. Dadas samtidige har ikke undladt at understrege denne bevægelses vilje til at ødelægge alt ("et ophugningsforetagende", ængstede Gide), den fare som den repræsenterede for den herskende betydning. Med Dada er det blevet en absurditet at tro at et ord for evigt er knyttet til en idé: Dada har realiseret alle muligheder i det sagte, og for bestandig lukket døren for kunsten som specialitet. Dada har definitivt rejst problemet om kunstens virkeliggørelse. Surrealismen har kun værdi som forlængelse af dette krav; i dens litterære produktion var den reaktionær. Hvad angår kunstens virkeliggørelse, så betyder poesien (i situationistisk betydning) at man ikke kan virkeliggøre sig i et "værk", men derimod virkeliggøre sig kort og godt. At "sige alt" (det, Sade som sagt var den første til), implicerede allerede afskaffelsen af den særskilte litteraturs domæne (hvor kun det der er litterært kan siges). Men denne afskaffelse alene, som erklæredes af dadaisterne efter Rimbaud og Lautréamont, var ikke en overskridelse. Der gives ingen overskridelse uden virkeliggørelse, og man kan ikke overskride kunsten uden at virkeliggøre den. Men i praksis har der end ikke fundet en afskaffelse sted, idet der siden Joyce, Duchamp og Dada fortsat findes en ny spektakulær litteratur der trives. Det skyldes at det tilsyneladende forløsende ord: "sige alt," ikke har nogen eksistensberettigelse uden friheden til at gøre alt. Dada havde en chance for virkeliggørelse i Spartakus, i det tyske proletariats revolutionære praksis. Dennes nederlag gjorde Dadas nederlag uundgåeligt. Med dens absorbering (inklusiv næsten alle de oprindelige og ledende skikkelser) i de efterfølgende kunstbevægelser, blev Dada det litterære udtryk for tomheden på det poetiske område, kunsten at udtrykke intetheden i den dagligdags frihed. Det ultimative udtryk for denne kunst i at "sige alt" uden at handle, er den blanke side. Den moderne poesi (eksperimentel, permutationel, spatiel, surrealistisk eller nydadaistisk) er poesiens antitese, den er det kunstneriske projekt opslugt af magten. Den ophæver poesien uden at virkeliggøre den; den lever af sin permanente selvdestruktion. "Hvad skal det nytte at redde sproget" - erkender Max Bense ynkværdigt - "når der ikke er mere at sige?" - en specialists bekendelse! Papegøjesnak eller stumhed er permutationsspecialistemes eneste alternativ. Tænkningen og den moderne kunst, garanteret af magten og som garanterer den, bevæger sig således inden for det som Hegel kaldte "smigerens sprog". Alle bidrager til hyldesten af magten og dens produkter, fuldender tingsliggørelsen og banaliserer den. Ved at erklære at "virkeligheden udgøres af sprog", eller at sproget "kun kan betragtes i sig selv og for sig selv", ender sprogspecialisterne med "sprog-objektet" og "ord-tingen" og finder nydelse i hyldesttalen over deres egen tingsliggørelse. Tingens model bliver dominerende, og varen finder endnu engang sin virkeliggørelse, sine digtere. Statsteori, økonomisk teori, retsteori, filosofisk teori, kunstteori - alt sammen har nu denne karakter af apologetisk forsigtighed.

Der hvor den særskilte magt erstatter massernes selvstændige handling, altså der hvor bureaukratiet bemægtiger sig ledelsen af alle sider af samfundslivet, angriber det sproget og reducerer dets poesi til sin informations vulgærprosa. Bureaukratiet tilegner sig sproget egennyttigt, ligesom alt andet, og påtvinger masserne det. Sproget kan derpå korrekt kommunikere dets budskaber og indeholde dets tanke; det er den materielle støtte for magtens ideologi, cementen mellem dens ideologiske brokker. At sproget fremfor alt skulle være et middel til kommunikation mellem menneskene, det kender bureaukratiet intet til. Eftersom al kommunikation går via det, har menneskene end ikke mere behov for at tale med hinanden: de har fremfor alt at indtage deres rolle som modtagere, i det informationistiske kommunikationsnet som hele samfundet er reduceret til, modtagere af ordrer som skal udføres.

Dette sprogs eksistensform er bureaukratiet, og dets tilblivelse, dets udvikling er en bureaukratiseringsproces. Den bolsjevistiske orden som er opstået af den sovjetiske revolutions nederlag, har tilført billedet af magtbureaukratiet en serie mere eller mindre magiske og upersonlige udtryk: "Politbyro", "Komintern", "Kavanné", "Agitprop" er nogle mystiske navne på nogle virkeligt mystiske, specialiserede organisationer som bevæger sig i statens skydækkede sfære (eller partiledelsen) uden forbindelse med masserne, medmindre det drejer sig om at instituere og styrke herredømmet. Sproget koloniseret af bureaukratiet reduceres til en serie unuancerede, ufleksible formler, hvor de samme navne altid ledsages af de samme adjektiver og tillægsformer; navneordet styrer dem, og hver gang det dukker op følger de automatisk i den korrekte orden. Denne "bringen i trit" af ordene gengiver blot en mere dybtgående militarisering af hele samfundet, dets deling i to hovedkategorier: leder-kasten og masse-kasten, hvor sidstnævnte skal udføre førstnævntes ordrer. Men de samme ord er tiltænkt at spille andre roller; de er imprægneret med den magiske evne til at støtte undertrykkelsens virkelighed, maskere den og præsentere den som sandheden, den eneste mulige sandhed. Man er således ikke længer "trotskist", men "hitler-trotskist", der findes ikke længere nogen marxisme, men "marxismen-leninismen", og oppositionen er automatisk "reaktionær" i "sovjet-regimet". Den strenghed hvormed man sakraliserer de rituelle former, har til formål at bevare renheden i denne "substans" over for de fakta som åbenbart modsiger den. Herskernes sprog er da alt, og virkeligheden intet, den er allerhøjst dette sprogs ydre skal. Folk har i deres handlinger, tanker og følelser at opføre sig som om deres stat var denne fornuft, denne retfærdighed og denne frihed som proklameres af ideologien; ritualet (og politiet) er der for at sørge for at denne opførsel opretholdes (jvf. Marcuse, Soviet Marxism).

Den radikale tankes forfald øger i anseelig grad ordenes magt, magtens ord. "Magten skaber intet: den opsluger" (jvf. Internationale Situationniste nr. 8). De ord som blev smedet af den revolutionære kritik er, som partisanernes våben, overgivet på en slagmark: de overgår til kontrarevolutionen; og som krigsfanger underkastes de tvangsarbejdets regime. Vore mest umiddelbare fjender er fortalerne for den falske kritik, dens patenterede funktionærer. Uoverensstemmelsen mellem teori og praksis udgør den centrale base for opslugningen, og den er basis for den revolutionære teoris forstening til ideologi: de virkelige praktiske krav (hvis virkeliggørelse der allerede er tegn på i samfundet i dag) omformes således til idé-systemer, til fomufts-krav. Ideologerne i alle lejre, det herskende skuespils vagthunde, er udøverne af dette hverv; og de mest ætsende begreber tømmes således for deres indhold og sættes på ny i cirkulation, i den opretholdte fremmedgørelses tjeneste: det er den omvendte dadaisme. De bliver til reklameslogans. Den radikale kritiks begreber erfarer den samme skæbne som proletariatet; man berøver dem deres historie, man kapper deres rødder over: de er præpareret til magtens tænkemaskiner.

Vort projekt for ordenes befrielse kan sammenlignes med Encyklopædisternes forehavende. "Sønderrivelsens" sprog i det 18. århundredes oplysningsbevægelse manglede den bevidste historiske dimension; det var uden omsvøb kritikken af den gamle, brøstfældige feudale verden, men det var totalt uvidende om hvad der skulle komme ud af den: ingen af Encyklopædisterne var republikanere. Det udtrykte snarere de borgerlige tænkeres egen sønderrivelse; vores sprog tager fremfor alt sigte på den praksis som sønderriver verden, og til at begynde med de slør som skjuler den. Mens Encyklopædisterne søgte den kvantitative opregning, den entusiastiske beskrivelse af en verden af ting, hvori bourgeoisiets og varens allerede tilstedeværende sejr udfolder sig, så oversætter vores ordbog det kvalitative og den endnu fraværende, men mulige sejr, det udstødte i den moderne historie (proletariatet) og det udstødtes tilbagekomst. Vi stiller sprogets virkelige befrielse i udsigt, for vi stiller os som opgave at omsætte det i en praksis fri for alle lænker. Vi afviser enhver autoritet, lingvistisk eller af en anden art: kun det virkelige liv kan tillade en bestemt betydning, og kun praksis kan verificere den, d.v.s. gøre den sand. Striden om hvorvidt der tilkommer et ords betydning virkelighed eller ej, når det isolerer sig fra praxis, er et rent skolastisk spørgsmål. Vi placerer vores ordbog på dette libertære område som endnu undslipper magten, men som er dens eneste mulige globale arving.

Sproget forbliver endnu den nødvendige medierende instans for forståelsen af den fremmedgjorte verden (Hegel ville have sagt: den nødvendige fremmedgørelse), som den radikale teoris instrument der til sidst vil bemægtige sig masserne, fordi det er deres sprog; først da vil det finde sin sandhed. Det er altså af afgørende betydning at vi former vores eget sprog, det virkelige livs sprog i modsætning til magtens ideologiske sprog, stedet for retfærdiggørelse af alle den gamle verdens kategorier. Vi må allerede nu forhindre forfalskningen af vore teorier, deres mulige opslugning. Vi anvender bestemte begreber, der allerede anvendes af specialisterne, men vi gør det ved at give dem et nyt indhold, ved igen at vende dem imod de specialister som de understøtter, og imod fremtidens lønnede tænkere (som Claudel har gjort det for Rimbaud og Klossowski for Sade) der kunne være fristet til at projicere deres egen råddenskab på den situationistiske teori. Fremtidens revolutioner må opfinde deres eget sprog. Den radikale kritiks begreber må påny undersøges ét for ét for at genfinde deres sandhed. Ordet fremmedgørelse fx, et af nøglebegreberne til forståelsen af det moderne samfund, må desinficeres efter at have passeret igennem en Axelos' mund [redaktør for Auguments]. Alle ord, magtens tjenere alle til hobe, står i samme forhold til denne som proletariatet, og som det er de instrumentet og agenten for den kommende befrielse. Stakkels Revel! Der findes ingen forbudte ord; i sproget er alt tilladt, ligesom det vil blive på alle andre områder. At forbyde sig anvendelsen af et ord er at give afkald på et våben som benyttes af vore modstandere.

Vores ordbog vil være en slags nøgle hvormed man vil kunne dechifrere informationerne, og sønderrive det ideologiske slør som skjuler virkeligheden. Vi vil give de mulige oversættelser som vil sætte folk i stand til at begribe de forskellige aspekter af skuespilsamfundet, og vise hvorledes de mindste indicier (de mindste tegn) bidrager til dets opretholdelse. Det er i en vis forstand en tosproget ordbog, for ethvert ord besidder en "ideologisk" betydning, nemlig magtens, og en virkelig betydning; som vi anser for at svare til det virkelige liv i den nuværende historiske fase. Vi vil også skridt for skridt kunne bestemme ordenes forskellige positioner i den sociale krig. Hvis ideologiens problem består i at vide hvordan man stiger fra ideernes himmel ned til den virkelige verden, så vil vores ordbog være et bidrag til udarbejdelsen af den nye revolutionære teori, hvor problemet består i at vide hvordan man skal gå fra sproget ud i livet. Den virkelige tilegnelse af ordene der arbejder, kan ikke virkeliggøres uden for tilegnelsen af arbejdet selv. Etableringen af den befriede skabende virksomhed vil samtidig være etableringen af den sande kommunikation, af den omsider befriede kommunikation, og de menneskelige relationers gennemsigtighed vil erstatte ordenes fattigdom under den gamle uigennemsigtigheds regime. Ordene vil ikke ophøre med at arbejde før menneskene er hørt op med det.