Blandt de forskellige situationistiske metoder findes dériven, en teknik for den hastige passage gennem skiftende omgivelser eller atmosfærer. Begrebet dérive er uløseligt knyttet til en udforskning af psykogeografiske påvirkninger, og til bekræftelsen af en legende-konstruktiv adfærd, og adskiller sig således fra de klassiske begreber rejse eller promenade.

En eller flere personer involveret i en dérive afstår, i en længere eller kortere tid, fra at bevæge sig og handle som de gør i almindelighed; de lægger deres vanlige relationer, arbejde og fornøjelse til side for at give efter for terrænets påvirkninger og de møder som opstår. Tilfældets rolle er her mindre afgørende end man tror: ud fra et dérive-perspektiv har byerne et psykogeografisk relief, med konstante strømme, faste punkter og hvirvler som gør det meget vanskeligt at bevæge sig ind i eller ud af visse zoner.

Men dériven indebærer, i sin helhed, på samme tid en løssluppethed og dens nødvendige modsætning: beherskelsen af de psykogeografiske variationer gennem kendskab til og beregningen af deres muligheder. Ud fra det sidste perspektiv forbliver de forudsætninger som økologien hviler på - uanset hvor begrænset det sociale rum er som denne videnskab undersøger - et anvendeligt grundlag for den psykogeografiske tænkemåde.

Den økologiske analyse af den absolutte eller relative karakter af et snit i det urbane væv, af mikroklimaets rolle, af de administrative kvarterers tydelige selvtilstrækkelighed og frem for alt af de forskellige attraktionscentres dominerende påvirkning, må udnyttes og fuldføres gennem den psykogeografiske metode. Det objektive terræn for passionen hvor dériven udfolder sig må på samme tid defineres ud fra sin egen logik og ud fra sit forhold til den sociale morfologi.

Chombart de Lauwe bemærker i sit studie Paris et l'agglomération parisienne (Bibliothéque de Sociologie Contemporaine, P.U.F., 1952) at "et urbant kvarter ikke kun bestemmes af geografiske og økonomiske faktorer, men også af de forestillinger som dets indbyggere og folk fra andre kvarterer har om det"; og han præsenterer i samme studie - for at vise "hvor snævert det virkelige Paris er som hvert enkelt individ lever i... inden for et geografisk område hvis radius er ekstremt lille" - et diagram over alle de bevægelser foretaget over et år af en student som bor i XVIe arrondissementet; disse bevægelser former en trekant med små dimensioner og uden åbninger, og de tre spidser er École des Sciences Politiques, den unge piges bopæl og hendes pianolærers bopæl.

Utvivlsomt kan sådanne optegnelser - et eksempel på en moderne poesi i stand til at provokere stærke følelsesmæssige reaktioner (i dette tilfælde indignation over at det er muligt at leve på sådan en måde) - eller selv Burgess' teori om spredningen af sociale aktiviteter i Chicago i præcise koncentriske cirkler, fremme udviklingen af dériven.

Tilfældet spiller en vigtig rolle i dériven netop fordi metoden for den psykogeografiske observation stadig er i sin barndom. Men tilfældets opførsel er i sin natur konservativ og det har en tendens til i nye omgivelser at reducere alting til et alternativ mellem et begrænset antal muligheder, og til vaner. Eftersom fremskridtet aldrig er andet end et opbrud i et felt hvor tilfældet udfolder sig, og gennem hvilket nye vilkår skabes som er mere gunstige for vores planer, kan man sige at tilfældighederne i dériven grundlæggende adskiller sig fra dem man møder under promenaden, men også at de første psykogeogafiske attraktioner som opdages, risikerer at låse det individ eller den gruppe som udfører dériven omkring nye akser af vaner til hvilke de igen og igen vil blive trukket tilbage.

Det var en utilstrækkelig opmærksomhed over for tilfældet og dets uundgåelige reaktionære ideologiske brug som dømte den berømte slentretur uden mål som fire surrealister forsøgte sig på i 1923, med udgangspunkt fra en by udvalgt ved lodtrækning, til en håbløs fiasko: at vandre omkring i det åbne landskab er naturligvis deprimerende, og tilfældets interventioner er der fattigere end nogen andre steder. Men manglen på refleksion drives meget længere af en vis Pierre Vendryès (i Médium, maj 1954), som tror at han kan sammenligne denne anekdote - eftersom alt dette skulle tage del i samme anti-deterministiske befrielse - med nogle sandsynlighedseksperimenter, for eksempel den tilfældige spredning af haletudser i et cirkelformet akvarium, og konkluderer idet han slår fast: "Det kræves givetvis at denne population ikke underlægges nogen styring udefra". Under disse omstændigheder tilfalder 'de gyldne palmer' i realiteten de haletudser som har den fordel at de er "så fri som muligt for nogen intelligens, selskabelighed og sexualitet", og, følgende, er "virkeligt uafhængige af hinanden".

I modsætning til disse vildfarelser kan dérivens primært urbane karakter, i kontakt med de centre af muligheder og betydning som de store byer forvandlet af industrien udgør, snarere udtrykkes ved hjælp af Marx' ord: "Menneskene kan ikke se noget omkring sig som ikke er deres eget billede, alting taler til dem om dem selv. Selve deres landskab er i live."

Man kan udføre en dérive alene, men alting peger på at den mest frugtbare spredning består i flere små grupper af to eller tre personer som har nået frem til det samme grad af bevidstgørelse; her bør en sammenligning mellem indtrykkene hos disse forskellige grupper gøre det muligt at nå frem til objektive resultater. Det er ønskværdigt at sammensætningen af disse grupper veksler fra den ene dérive til den næste. Flere end fire eller fem deltagere gør at den specifikke karakter ved en dérive har en tendens til hurtigt at fortage sig, og i hvert fald er det umuligt at overskride ti deltagere uden at dériven fragmenteres i flere dérives som udføres samtidigt. Den sidstnævnte praksis er forresten af stor interesse, men de besværligheder den medfører har indtil nu ikke gjort det muligt at organisere den i det ønskede omfang.

Middellængden af en dérive er en dag, betragtet som tidsintervallet mellem to perioder søvn. Tidspunkterne for begyndelsen og afslutningen spiller ingen rolle i forhold til dagens lyse timer, men man må ikke desto mindre være opmærksom på at nattens sidste timer i almindelighed er uhensigtsmæssige for en dérive.

Denne gennemsnitlige længde af en dérive har kun statistisk værdi. Først og fremmest optræder den ganske sjældent i ren form, eftersom de involverede i begyndelsen eller slutningen af en dag ofte er tvunget til afsætte en eller to timer til banale gøremål; hen imod slutningen af dagen bidrager træthed meget til denne overgivelse. Men vigtigst af alt så finder dériven ofte sted i løbet af et nøje planlagt tidsrum på nogle timer eller måske uventet i løbet af nogle ganske få øjeblikke, eller over flere dage uden afbrydelse. Trods de afbrydelser som søvnens nødvendighed fremtvinger, så kan visse dérives med tilstrækkelig intensitet forlænges til tre eller fire dage. Det er korrekt at det i tilfælde af en række af flere dérives udført over en længere periode, næsten er umuligt præcist at afgøre hvornår en bestemt bevidsthedstilstand knyttet til en specifik dérive afløses af en tilstand fra en anden. Det er sket at en række af dérives uden nogen nævneværdig afbrydelse fandt sted over en periode på omkring to måneders tid, hvilket ikke sker uden at nye objektive adfærdsbetingelser opstår, og hvilket betyder at et stort antal gamle forsvinder.

Skiftende vejrforholds indflydelse på dériven er kun afgørende når det gælder længere perioder med regn, som næsten helt umuliggør dem. Men uvejr eller andre former for nedbør er nærmest en fordel for dérives.

Dérivens rumlige felt er mere eller mindre eksakt eller ubestemt afhængigt af om denne aktivitet i første omgang sigter på at studere et terræn eller på følelsesmæssig desorientering. Man skal ikke negligere det faktum at disse to aspekter af dériven overlapper på mange måder og at det er umuligt at isolere nogen af dem i en ren form. Men anvendelse af taxier, for eksempel, kan tilvejebringe en ganske klar opdeling: hvis man under en dérive tager en taxi, enten for at komme til et bestemt sted eller for at flytte sig tyve minutter vest på, har det at gøre med at man frem for alt interesserer sig for en privat deorientering. Hvis man holder sig til en direkte udforskning af et bestemt område, koncentrerer man sig om forskning inden for en psykogeografisk urbanisme.

Under alle omstændigheder er det rumlige felt først og fremmest afhængigt af udgangspunktet - det isolerede individs bopæl, og et mødested valgt af en gruppe. Den maksimale udstrækning af dette rumlige felt overskrider ikke udstrækningen af en stor by og dens forstæder. Dets mindste udstrækning kan begrænse sig til en lille selvbærende stemning: et enkelt kvarter, eller til og med en enkelt blok hvis det tjener noget (et ekstremt tilfælde er en statisk dérive over en hel dag på Saint-Lazare-stationen).

Udforskningen af et bestemt rummeligt felt forudsætter altså en udpegning af baser, og en beregning af gennemtrængningsretninger. Det er her studiet af kort bliver vigtigt - almindelige kort ligesom økologiske eller psykogeografiske - og en korrektion og forbedring af disse kort. Vi behøver vel ikke at tilføje at vi ikke er interesseret i det eksotiske som udspringer af at man gennemkrydser et givet kvarter som man aldrig har besøgt tidligere. Bortset fra dets ubetydelighed, er dette aspekt af problemet fuldstændigt subjektivt, og vil i løbet af en dérive ikke være nærværende særligt længe.

I "det mulige møde" er udforskningens del minimal, i forhold til den adfærdsmæssige desorientering. Et individ indbydes til alene og på et givet tidspunkt at begive sig til et bestemt sted. Han eller hun befries fra det almindelige mødes besværlige krav, eftersom han eller hun ikke har nogen at vente på. Når dette "mulige møde" har ført ham eller hende til et improviseret sted som han eller hun kender til eller ikke kender til, iagttager han eller hun imidlertid omgivelserne. Det er muligt at man på samme sted har arrangeret et andet "muligt møde" for en anden hvis identitet han eller hun ikke kender til. Det er til og med muligt at han eller hun aldrig tidligere har set denne anden person, hvilket driver ham eller hende til at begynde at konversere med forskellige forbipasserende. Det er muligt at han eller hun ikke træffer nogen, eller til og med tilfældigvis træffer den person som har arrangeret det "mulige møde". Under alle omstændigheder, og frem for alt hvis stedet og tiden er velvalgt, kommer individets anvendelse af sin tid til at tage en uforudset vending. Han eller hun kan til og med over telefonen bede nogen, som ikke ved hvor det første har ført ham eller hende, om et andet "muligt møde". Det bliver åbenbart hvilke næsten uendelige ressourcer som dette tidsfordriv tilbyder.

Det man kan lære af dériven gør det muligt at oprette den første fortegnelser over psykogeografiske artikulationer i en moderne by. Bag udforskningen af atmosfæriske enheder, af deres vigtigste komponenter og deres spatiale lokalisering, udskiller man deres vigtigste passage-akser, deres udgange og deres forsvar. Man når frem til den centrale hypotese om eksistensen af psykogeografiske drejeskiver. Man måler den afstand som reelt skiller to dele af en by fra hinanden, og som ikke har noget at gøre med den omtrentlige afstand som et kort kunne antyde. Ved hjælp af gamle kort, luftfoto og eksperimentelle dérives kan man oprette en kartografi for påvirkninger, som indtil nu ikke har fandtes, og hvis aktuelle unøjagtighed, som er uundgåelig før end et vældigt arbejde er gjort, og som ikke er værre end den i de første portolandkort, med den forskel at det ikke længere handler om at afgrænse bestående kontinenter på en præcis måde, men om en foranderlig arkitektur og urbanisme.

De forskellige enheder af atmosfærer og boliger er i dag ikke præcist opdelt, men omgives af grænseområder af større eller mindre udstrækning. Den mest generelle forandring som dériven fører til er den stadige mindskning af disse grænseområder, indtil deres fuldstændige afvikling.

Inden for arkitekturen selv ansporer smag for dériven til anvendelsen af alle slags nye former for labyrinter, som de moderne konstruktionsmuligheder tilbyder. I marts 1955 reporterede pressen byggeriet i New York af et hus hvor man kan se de første tegn på en mulighed for en dérive inden for en lejlighed:

"Lejlighederne i det spiralformede hus kommer til at have form som et stykke lagkage. De kan forstørres eller formindskes som man vil, gennem at bevægelige skillevægge flyttes. Konstruktionen i halve etager gør at man ikke behøver at begrænse antallet af rum, eftersom en lejer kan bede om at få lov til at anvende den følgende sektion oven for eller neden under ham. Dette system gør det muligt på seks timer at transformere tre lejligheder med fire rum til en lejlighed med tolv rum eller flere."

(Forsættelse følger.)