Hvis der er noget latterligt i at tale om revolution, er det ganske givet, fordi den organiserede revolutionære bevægelse igennem lang tid har været forsvundet fra netop de moderne lande, hvor mulighederne for en afgørende forandring af samfundet er koncentreret. Alle alternativerne er desto mere latterlige, da de indebærer godtagelse af det bestående på den ene eller anden måde. Udtrykket "revolutionært" er devalueret og uskadeliggjort ved i reklamen at blive brugt som betegnelse for selv de mindste forandringer i den stadigt foranderlige vareproduktion, og dette skyldes at mulighederne for en ønskværdig tilbundsgående ændring ikke længere bliver udtrykt nogen steder. Vor tids revolutionsprojekt står som anklaget foran historiens domstol: man bebrejder det at være slået fejl og at have skabt en ny fremmedgørelse. Dette fører atter til konstateringen af at det bestående samfund på alle realitetens områder har forstået at forsvare sig meget bedre end de revolutionære havde regnet med. Men det har ikke betydet at det er blevet mere acceptabelt. Revolutionen skal genopdages, det er alt.

Dette rejser en række problemer, som teoretisk og praktisk bør løses i de kommende år. Man kan rent summarisk nævne nogle punkter, som det er nødvendigt at være opmærksom på.

Hvad angår den tendens til nye gruppedannelser, som manifesterer sig i disse år inden for forskellige mindretal i den europæiske arbejderbevægelse, skal man kun holde sig til de mest radikale grupper, som i øjeblikket samler sig under arbejderrådenes program. Man må dog ikke overse, at rent ud forvirrede elementer søger at placere sig i denne debat (jfr. den nyligt opnåede enighed mellem filosofisk-sociologiske tidsskrifter af "venstreorienteret" observans i forskellige lande.)

De største vanskeligheder i arbejdet der møder disse grupper, som søger at skabe en ny slags revolutionær organisation er skabelsen af nye slags menneskelige relationer inden for organisationen selv. Det er givet, at samfundet vil udøve et allestedsnærværende pres mod sådan en bestræbelse. Med mindre dette bliver opnået - gennem metoder som stadig skal afprøves - kan vi ikke komme fri af den specialiserede politik. Kravet om alles deltagelse degenererer ofte til et udelukkende abstrakt ideal, skønt det er en absolut praktisk nødvendighed for en virkelig ny organisation og for organiseringen af et virkeligt nyt samfund. De militante risikerer, hvis de ikke længere er de simple udøvere af beslutninger truffet af lederen af organisationen, at blive reduceret til rollen som tilskuer til dem iblandt dem, som er de mest kvalificerede til den politik, der er bestemt af specialisering; og på den måde bliver de passive relationer fra den gamle verden atter reproduceret.

Menneskenes deltagelse og kreativitet afhænger af en kollektiv plan, som udtrykkeligt vedrører alle aspekter af levet erfaring. Den eneste måde at "opvække folk" på er at afsløre den voldsomme kontrast mellem livets potentielle konstruktion og livets nuværende usselhed. Uden en kritik af hverdagen bliver den revolutionære organisation et afskåret miljø, lige så konventionelt og i sidste ende lige så passivt som de ferielandsbyer, der er den moderne fritids specialiserede terræn. Sociologer som Henry Raymond, der har studeret Palinuro, har vist hvordan skuespillets mekanisme på sådanne steder genskaber - på legens niveau - de dominerende relationer i samfundet som et hele. Men så fortsætter de med naivt at glæde sig over "mangfoldigheden af menneskelige kontakter" f.eks., uden at erkende at den blotte kvantitative forøgelse af disse forbindelser ikke gør dem mindre udtryksløse og uvirkelige end alle andre steder. Endog i den mest anti-hierarkiske og frisindede revolutionære gruppe er kommunikationen mellem folk slet ikke sikret ved et fælles politisk program. Sociologerne er normalt forkæmpere for en reformering af hverdagen og for at skabe kompensation for denne i ferietiden. Men det revolutionære projekt kan ikke acceptere den klassiske idé om leg, som et spil begrænset i rum, i tid og i kvalitet. Den revolutionære spil - skabelsen af livet - er i modsætning til alle minder om forgangne spil. Ved at tilbyde tre ugers ferie fra den slags liv ført over 49 ugers arbejde, trækker Club Med's ferielandsbyer på en polynesisk kræmmerteori - omtrent som den franske revolution, der fremstod i en forklædning fra det republikanske Rom, eller således som de revolutionære af i dag først ser på sig selv og definerer sig ud fra den militantes stil, som bolsjevik eller andet. Revolutionen af dagliglivet vil ikke hente sin poesi fra fortiden, men kun fra fremtiden.

Erfaringen af den tomme fritid skabt af den moderne kapitalismes har tilvejebragt en kritisk korrektion af den marxistiske idé om forøgelsen af fritiden: det er klart at den fuldstændigt frie råderet over tiden først og fremmest kræver en omformning af arbejdet og en tilpasning af dette arbejdes mål og betingelser, som er helt forskellige fra det tvungne arbejde, der har hersket indtil nu (jvf. virksomheden i de grupper, der i Frankrig publicerer Socialisme ou Barbarie, i England Solidarity for the Workers' Power, og i Belgien Alternative). Men de, som lægger hele vægten på nødvendigheden af at forandre selve arbejdet, at rationalisere det, at interessere folk i det, den risiko - og som negligerer idéen om livets frie indhold (det vil sige udviklingen af en materielt udrustet skabende magt hinsides de traditionelle kategorier som arbejdstid - der i sig selv er ændret - og adspredelses og hviletid) - de løber den risiko at tilvejebringe et ideologisk skjul for en harmonisering af den nuværende produktion i retning af større effektivitet og udbytte, uden at problematisere selve oplevelsen af denne produktionen og nødvendigheden af denne slags liv. Den frie anvendelse af individets hele forhåndenværende tid er et krav, som det vil være nødvendigt at forsvare mod alle slags drømme om harmoni fra den sociale lagdelings topstræberes side.

De forskellige momenter i den situationistiske aktivitet kan indtil nu kun forstås ud fra perspektivet om revolutionens genkomst - ikke blot den kulturelle, men også den sociale - hvis slagmark lige fra begyndelsen måtte være mere udstrakt end ved alle tidligere forsøg. Situationistisk Internationale skal altså ikke rekruttere disciple eller forkæmpere, men skal i de kommende år samle folk, der er i stand til at varetage denne opgave med alle midler - og uden at lægge vægt på etiketterne. Det vil sige at vi i lige høj grad må tage afstand fra resterne af de specialiserede kunstholdninger som resterne af den specialiserede politik, og især den post-kristne masochisme, som er særegen for så mange intellektuelle på dette område. Vi prætenderer ikke alene at udvikle et nyt revolutionært program. Vi siger, at dette program, denne teori, en dag vil modsætte sig den bestående virkelighed i praksis, og at vi vil deltage i denne opposition. Hvad vi end kan blive individuelt, vil den nye revolutionære bevægelse ikke kunne skabes uden at tage det i betragtning, som vi har søgt sammen, og som kan udtrykkes som overgangen fra den gamle teori om den begrænsede permanente revolution til en teori om den permanente, almindelige revolution.