En ny og hidtil uset verdenssituation er ved at tårne sig op:

Den kommende internationale verdensfred, og med den er et nyt og vældigt magtapparat ved at etablere sig til undertrykkelse af den almindelige kreativitet: Retten til at vælge med sit liv.

I ly af den kommende verdensfred vil de tre verdener: Den vestlige privatkapitalistiske, den østlige stats-kapitalistiske og den tredje fattige ved hjælp af internationale overenskomster og magtbalancer etablere et fast og urokkeligt internationalt system, en international feudalisme med nationer i rangorden, et internationalt kastesystem af hidtil uset omfang.

Magtapparatets herskere bliver bureaukraterne, politikerne og de politiske stik-i-rend-drenge. Gennem aftaler om økonomisk og kulturel udveksling vil de kanalisere, dirigere, ensrette og udvælge de skabende handlinger og tanker via den gensidige udvælgelsesproces og økonomiske censur.

Denne proces vil automatisk vælge sin egen internationale elite og dermed tage retten fra alle andre til kulturel kreativitet, retten til at vælge med sit liv.

Den kommende verdensfred vil derfor blive en total krig mod alle de, der ikke hører hjemme i nationernes og internationalismens tre verdener, en krig mod alle de, vi her vil betegne som den fjerde verden. Et superorganiseret snigmord på alle outsidere, drop-outs, på fribyttere, afvigere, overgrounds og undergrounds, kunstnere og forskere, zigeunere, vagabonder, proletarer og provotarer. Eller med andre ord et veltilrettelagt mord på alle de, der arbejder på at virkeliggøre de situationistiske tanker.

På det militære plan vil alle de kræfter som bliver frigjort gennem magtbalancen blive sat ind på at bekæmpe situationistiske manifestationer fra kurdere til sorte pantere, fra studenter til strejkende arbejdere.

På det økonomiske plan vil en stigende økonomisk censur søge at knække alle der har erstattet den statslige eller private kapitalistiske økonomi med en situationistisk livsøkonomi.

På det skabende plan vil al folkelig og fri kunst blive undertrykt til fordel for en statsautoriseret internationalistisk elitekunst som skal gøre det ud for censur. Al forskning i naturen og metafysikken vil blive henvist til tvungne opgaver lagt af økonomerne. Alt produktivt arbejde vil blive tvunget standardisering, og det vil ske endnu mere hårdhændet end nogensinde før.

Måske vil man med politisk mummespil forsøge at foregøgle at der skulle findes fire verdener i det internationale spil, så er vi den femte verdens antinationale. Vil man hævde at der findes fem, så er vi den sjette verdens antinationale, for vi har altid et tal mere end de andre.

De internationale verdener er karakteriseret ved at de kreative og de produktive tvinges til at finansiere deres egne undertrykkere. Den tvangsfinansiering sker på alle planer, men specielt på det skabende og det produktive.

Det er her situationisterne vil sætte ind ved at skabe en organisme der på alle planer kan virkeliggøre en destruktion af de tre internationale verdener og som kan virkeliggøre den fjerde verden: Den situationistiske verden.

Revoltens nødvendighed
Vi vil skabe en organisme der på alle planer kan virkeliggøre dynamikken fra de situationistiske bevægelser ved en endelig destruktion af den handlingslammede filosofisme og dens studentikose biprodukt: Pseudo-revolutionen.

Vi vil skabe en organisme der er samlende for vor dynamik og ikke adskillende. Da enhver dynamik som er skabende har en ny retning, vil vi virkeliggøre en bevægelse som baserer sig på nødvendigheden af at kunne være uenige, på uenighedens nødvendighed.

Vi vil skabe en organisme der baserer sig på virkeliggørelse. Derfor må vi erstatte fremmedgørelsens teorier med virkeliggørelsens praxis. Dette er vores eneste mulighed for at skabe en antinational organisme, der på alle planer kan virkeliggøre en opløsning af de tre internationale verdener. For den nye bevægelse vil basere sig på nødvendigheden af at virkeliggøre den fjerde verden: Den situationistiske verden.

Vi vil skabe en organisme der baserer sig på nødvendighed. På poesiens nødvendighed, på handlingens nødvendighed, på latterens nødvendighed, på dovenskabens nødvendighed, på al nødvendighed som er livets nødvendighed.

Vi vil skabe en bevægelse uden grænser, uden ledelse, uden censur. Enhver der ønsker at virkeliggøre den situationistiske tanke er situationist. Enhver, som ønsker at realisere den fjerde verdens antinationale, er situationist.

Den internationale situationismes fallit
Hvorfor udviklede den situationistiske kamp sig så hurtigt til en kamp om situationismen? Hvorfor blev situationisternes kamp så hurtigt til en kamp mellem situationister? Til en kamp der førte til opløsning og selvdestruktion hos grupper fra Prag til New York. Til gensidige eksklusioner, interne angreb og ligegyldige diskussioner som endte i en handlingslammende filosofisme, som tvang bevægelsen i knæ, splittede den og gjorde den fremmed for sig selv ved at forvandle situationismen til en ny ideologi.

Efter vores analyse ligger forklaringen i den internationale tendens i situationismen. Hver enkelt fraktion repræsenterede i det internationale system en nationalisme i situationistisk forklædning. Det skabte en kamp om rangorden med den latterlige post som chef-ideolog i spidsen. Denne udvikling vil vi nu standse een gang for alle.

Den nye organisme
Michael Bakunin indførte de hemmelige selskaber som det hidtil stærkeste våben i menneskenes frihedskamp. Det var et våben som både de borgerlige magthavere og Karl Marx frygtede fordi det lammer centralisme, ensretning og internationalisme. Dermed lammer det både de nationalistiske borgerliges og de autoritære socialisters arbejdsmål: At dominere ved magt.

Selv Trotzkij's teser om den permanente revolution dækker jo kun over et dialektisk skift mellem magthavere der i praksis er den bedste garanti for at den kommunistiske stat - hvilken contradictio in adjecto - aldrig kan indføres. Michael Bakunins hemmelige selskaber blev et grundlæggende første forsøg på at organisere den permanente revolte.

Anarkistiske bevægelser indførte sekretariats-tanken, ideen om at et sekretariat skulle fungere som forbindelsesled mellem ligestillede anarkistiske grupper.

Antinationale situationister vil i sin nye organisation nedbryde sekretariatstraditionen ud fra det synspunkt at den der sidder på kommunikationen også sidder på informationerne og på den måde på mange punkter på en central magt.

Antinationale situationister vil forsøge at virkeliggøre en organisme som baserer sin sammenhæng og funktion på korrespondanceprincippet, på fri korrespondance mellem autonome grupper og enkeltpersoner.

På den måde vil vi virkeliggøre den permanente revoltes organisme, en organisme som på alle planer kan nedbryde dagliglivets uniformering, klassificering og sterilisation. Hvis dagliglivet kommer til at betyde de betingede refleksers hundeliv, så vil vi afskaffe hverdagen og erstatte den med den permanente revoltes permanente fest.

Hvis vi på dette stadium påstod at vi ejede hele sandheden om løgnagtige stater så ville vi være ligeså løgnagtige som den internationalisme vi bekæmper. Derfor vil antinationale situationister spille ærligt spil: Uenighed gør stærk.

De nye situationistiske grupper der dukker op i dag må handle som hverdagens fabrikker, hvor rebeller forener sig for at brede deres kritik ud over verden gennem handling. Intet mindre kan tilfredsstille dem end at de er tilfredse med sig selv.