1

Efter halvtreds års forløb med permanent kontrarevolution står den fremherskende verden, skuespilsamfundet, igen ansigt til ansigt med den dødsfjende, som man havde troet det muligt at kunne afskaffe ved hjælp af ord med falsk pålydende værdi: arbejderklassen. Ikke én, men mange gange, har det eksisterende skuespilsamfund ved hjælp af sine epigoner: de såkaldte socialistiske, kommunistiske parti- og fagforeningsbureaukrater ladet arbejderklassen forstå, at den "eksisterer i virkeligheden i et fuldt ud moderne og klasseløst samfund", - men ligesålidt som dette samfund er moderne, ligesålidt er det klasseløst, - selv anvendelsen af ordet "virkeligheden" er et misbrug og har intet at gøre med de livsvilkår, der tilbydes i et samfund, der i bund og grund er baseret på et uvirkeligt liv, og hvor arbejderklassen til stadighed bliver berøvet de enorme muligheder, den selv producerer. De revolutionsmættede signaler, som på det internationale plan nu skyller henover verden, er en klar tilkendegivelse af, at den internationale arbejderklasse ikke kun er sig bevidst, at det nu kan være nok med disse løgne, men at den også er klar over, at der kun kan eksistere et eneste samfund, som på samme tid er både virkeligt og moderne: det klasseløse samfund. Situationistisk Internationale, som i lyset af det seneste århundredes erfaringer fra de proletariske revolutioner, har videreudviklet en moderne revolutionær teori, har i det sidste ti-år opmærksomt fulgt tidens revoltesignaler og dens nye former for subversive aktioner og har samtidigt hermed skitseret mulighederne for en umiddelbar virkeliggørelse af det revolutionære projekt, som folkets overtagelse af magten er. Dette projekt indebærer intet mindre end skabelsen af et klasseløst samfund gennem den internationale virkeliggørelse af arbejderrådenes internationale magt. Et sådant samfund vil udgøre den nødvendige affyringsrampe for starten på nye og spændende eksperimenter til brug for virkeliggørelsen af et virkeligt levende livs utallige muligheder og udviklinger. Den moderne revolutionære bevægelse, som intet har tilfælles med raden af gamle arbejderpartier og fagforeninger, kræver alt og tillade ingen begrænsninger eller splittelser. At kampen for den moderne revolutionære bevægelse i øjeblikket ser ud som værende den samme som hidtil ført, er udelukkende fordi den nødvendige affyringsrampe, det klasseløse samfund, intetsteds er blevet virkeliggjort på denne klode. "For fremtiden må al grundlæggende kulturel skaben og enhver kvalitativ omformning af samfundet udsættes, indtil fremskridtet er i gang på alle disse områder i fællesskab" (Guy Debord i "Destruktion af RSG-6", juni 1963).

I en situation, hvor den ene stat efter den anden rystes i sin grundvold, fordi arbejderne forkaster deres "egne", fagforeninger og klargører, at de nok for eftertiden skal ordne deres affærer selv, og hvor sabotager og wild-cat strejker breder sig ud som aldrig før, hører man, og det er lige groft nok, her i de skandinaviske lande, råbene fra de sidste runkne rester af en venstrefløj, som forlængst har fjernet sig fra arbejderklassen, på et "marxistisk-leninistisk" parti; som skal gå i spidsen og "lede" arbejderklassens kamp. Hvad enten de i Danmark eller Norge kalder sig SUF (Socialismens Unge Forrædere), eller i Sverige KFML (Kristliga Föreningen av Medelmåttiga Lögnare) eller tilhører en eller anden i raden af ny-, halv- eller understalinistiske samt bolsjevikiske "grupper", så promenerer disse dog kun med en teoretisk undervikling (selv på gaderne, i transparant form), og repræsenterer alligevel intet andet end det sidste fortvivlede forsøg på, fra den særskilte magts side, at erobre sig proletariatets selvstændige (for andet kan det ikke være) frigørelsesbestræbelser og lede disse ind på en vej, som kan garantere disse gruppers eller disse herrers fremtidige position som nye kapitalister: statskapitalismens "socialistiske" bureaukrater. Den moderne revolutionære bevægelse er derimod "den radikale kritik af enhver ideologi i betydningen: idéernes særskilte magt og den særskilte magts idéer, og er således i modsætning til sådanne gruppers skizofrent prægede arbejde. Det eneste område, hvor sådanne grupper endnu kan opretholde deres illusioner, er derfor indenfor de så berømte underudviklede lande; i troskab til idéerne om den særskilte magt sætter de derfor al deres kraft ind på at mobilisere den økumeniske venstrefløj og det stalinofile borgerskab til at yde sin mest uforbeholdne støtte til den såkaldte 3. verdens nationale befrielsesbevægelser samt til at falde hen i en næsegrus beundring overfor Verdens mest gigantiske bureaukrati: Kina: Da deres til formålet standardsyede ideologi's skyklapper forhindrer dem i at se, hvad der virkeligt foregår i skuespilsamfundet, så forbliver de salige i deres tro på, at den 3. verdens befrielsesbevægelser kan danne modeller til overførelse på de højtindustrialiserede samfund, de ser derfor ikke, at det, disse nationale befrielsesbevægelser arbejder for, er at få samfund, som er ækvivalente med de højtindustrialiserede, og dermed et "status quo forhold", som en moderne revolutionær og international bevægelse ikke kan acceptere at lade sig involvere i. Men det er i sådanne situationer, at arbejderne i de højtindustrialiserede samfund lærer sine fjender at kende, og når disse arbejdere sætter deres planer i gang, da bliver venstrefløjens anstrengelser reduceret til et niveau, som kan sidestilles med det rene syforeningspladder. I en verden uden intelligens repræsenterer arbejderklassen netop den største intelligens; og den ved derfor bedre end nogen, at et "marxistisk-leninistisk," eller et hvilket som helst andet parti, kun kan iscenesætte et nyt skuespil, et nyt falskneri i form af ny repræsentation, opdeling og ideologi, d.v.s. en ny gulerod, som nye partibosser hænger op foran kærren for at få æslet til at trække et læs, som hverken er nyere eller lettere at trække end det gamle. Ideologien står altid i magthavernes tjeneste, og tjener udelukkende som et redskab til brug for nye magtspecialister. Hvad enten de kalder sig SUF, KFM-L, FLN etc., etc., så har disse grupper altså taget fejl, de befinder sig ikke længere i 1921, og allerede dengang viser nedslagtningen af Kronstadtsovjetten, at de tog fejl. For den moderne revolutionære bevægelse er det krystalklart, at sådanne grupperinger ikke har andet at fremvise end den faldne revolutions gamle klæder, de har intet at gøre med vore dages revolution. Og ligesom arbejderne allerede har fordrevet præsteskabet, så er også disse den specialiserede aktivitets og den forfalskede revolutions forsvareres dage talte. Der hvor der eksisterer et parti, der findes der ingen frihed!"

Forenet som de er indenfor den reaktionære venstrefløj udgør disse pseudorevolutionens tilhængere statsmagtens bedste beskyttelseskorps og forstærker. Deres skuespilsmæssige forfalskning af alle revolutionære handlinger og idéer er netop en nødvendig garanti for statens fortsatte beståen, enten i form af den borgerlige Demokratiske, den bureaukratiske "folkedemokratiske", eller også i den åbent udtalte reaktionære statsform; hvorledes skulle det kunne være andet, når man véd, at prægningen fra den eller hin stat i form af sprog, sæder, skikke og smag altid har kunnet udgøre til 5. kolonner i en pseudorevolutionærs sind? - I Grækenland har juntaens magtovertagelse, der blev muliggjort af en ægte revolutionær bevægelses nederlag efter krigsslutningen, fremvist et til lejligheden kærkomment eksempel for alle stalinofile, som drager omsorg og omhu for statens fortsatte beståen. At "tjene folkets interesser", hedder det skuespil, hvormed de kan hente sig de til blegrødt bankede hænders klapsalver hjem fra de "demokratiske" magthavere i andre lande. Gennem sin hofnarreagtige deltagelse på magtelitens samfundsarena tjener en sådan reaktionær venstrefløj som bekræftelse på rigtigheden af den parole, som S.I. fremførte i 1958 og hvori det hedder: "Vi vil ikke arbejde med på skuespillet om verdens undergang, men kun, og udelukkende, på undergangen af skuespillets verden".

Underkastet det ene eller andet statsbureaukratis fremherskende samfundsskuespil fremviser den imbecile venstrefløjs velregisserede "demonstrationer", kun en demonstration af egen skødehundementalitet. Det er gennem sådanne "demonstrationer", at venstrefløjens navlebeskuelse virkelig kommer til sin ret og over for os og alverden beviser, at man har ladet sig underkaste et statsbureaukratis samfundsskuespilsmæssige demagogiske instruktion for massesuggestion - FLN-grupperne, som er mest udbredte i lande med status af velfærdssamfund, anvender åbenlyst Vietnam-krigen som en kompensation for manglende evne til at bekæmpe det hjemlige statsbureaukrati. Sjovt nok: i Frankrig og Sverige nyder disse grupper en vis statslig velvilje, som accepteres af disse grupper. At man på een gang både er med og imod staten, kan måske forklare gruppernes skizofrene forhold til en stat, som de aldrig har sat spørgsmålstegn ved: Hanoi-staten. Når man derfor i talekor påkalder sine nye guder (Mao, Che Guevara, onkel Ho, etc., etc.) bekræfter man kun det, vi i forvejen viste: at de, som påstår sig at repræsentere revolutionen (som kun kan, indeholde alles grænseløse tilfredsstillelse af alles grænseløse begær) i virkeligheden repræsenterer revolutionens direkte modsætning: en fuldstændig forkastelse af jeg'ets egen virkeliggørelse og dermed en dyb foragt for massernes lidenskab. Men den moderne revolutionære som selv er et produkt af det eksisterende samfund, indtil den får gjort et kommende samfund til et produkt af sig selv efter sine egne intentioner, har ingen brug for anvendelsen af martyrer og selvopofrelse, men forkaster noget sådant som den ledeste form for skuespil, der i sig selv er en umulighed i det skuespilsløse samfund, den selv annoncerer. I en verden opbygget på jeg'ets virkeliggørelse er selvopofrelsen den eneste forbrydelse.

5

Som en garanti for, at afgørende spørgsmål ikke skal stilles, producerer magten på samlebånd en uendelig række af pseudoproblemer som f. eks. neger-, kvinde-, ungdoms-, narkotika-, abort- og sportsproblemer. Omgående giver den imbecile venstrefløj sig stolt i kast med disse vejrmøller, og fremkalder derved en måbende beundring hos samtlige sociologer, professorer, "intellektuelle" og præster. Men sagen er den, at alle disse pseudobarrikader, som alle kan fejes ned i historiens skraldespand ved hjælp af en direkte revolutionær handling, opbygges bevidst af statsmagten og dens krybende tilhængere for at ingen skal få tid til at beskæftige sig med hovedspørgsmålet, som er selve statsmagtens fjernelse. Det vil sige, at på disse breddegrader er det statsmagten, som på grund af intelligensen hos sine modstandere, der får lov til at føre partisantaktik. Den reaktionære venstrefløjs acceptering af den af statsmagten til brug for løsningen på en venstrefløjs fritidsproblemer, anviste kampplads, hvor man netop kæmper på den banehalvdel, som magten ønsker det (d.v.s. egen banehalvdel), kan kun ses som et forsøg på at skjule den for såkaldte socialister så ubehagelige sandhed: "socialisterne"s egen skræk for socialismen.

6

Fra computeren til klassesamfundets bevarelse har man fremdraget ordene: "demokrati på arbejdspladsen" og "medbestemmelsesret". Forvirringen, der er opstået gennem fremkomsten af en sådan narresut, ses vel tydeligst deri, at den samlede "Springerpresse" fra yderste venstrefløj til højrefløjen i international politik ønsker et sådant narreværks gennemførelse, derved skjules også bedst det virkelige problem, som er selve ARBEJDET. Man kan ikke lade sig særligt meget overraske af, at samtlige partier og partier under dannelse, der har taget patent på arbejderklassen, vil bibeholde denne klasse til brug for fortsat udsugning, selv om man så skal give arbejderne lov til selv at forvalte deres egen fremmedgørelse. Ingen steder findes det parti, som vil tilbagelægge arbejderklassen og arbejdet som arbejde betragtet. Tilbagelæggelse af arbejdet er ikke nogen "utopisk" tanke (se SR 2), "men er tværtimod den første forudsætning for en effektiv tilbagelæggelse af det markedsstyrede forbrugersamfund og dets splittelse af hvert enkelt menneskes liv i tvungen "frihed" og "arbejdstid". Det er disse komplementære sektorer af et fremmedgjort liv, som naturligt må få en revolutionær arbejderklasse til at fjerne alt fremmedgørende arbejde, hvorigennem den muliggør sin egen tilbagelæggelse som arbejderklasse betragtet. Det ydre 'modsætningsforhold mellem "fritid" og "arbejdstid" rummer også et indre mod sætningsforhold, hvor forholdet mellem brugs- og bytteværdi uendeligt afspejler sig. Det er kun hinsides disse modsætninger, at mennesket ud af sin virksomhed kan skabe et formål for sin vilje, sin bevidsthed, og træde ind i et samfund, det selv har skabt. Arbejderrådenes totale og direkte demokrati er løsningen på al nuværende splittelse" (Supplement til SR 2).

7

Såfremt det kun skulle dreje sig om at skifte magthaverne ud med nye magthavere, ville status quo blive opretholdt, med nogle detaljeændringer fjerner man ikke undertrykkelsen, således som patenterede venstrebureaukrater åbenbart tror det. Det, det drejer sig om, er at fjerne de kolonimagter, som koloniserer det daglige liv og derved skabe mulighed for en total ændring af dagliglivet gennem en permanent revolution af hverdagen, således at en ny dag virkelig opleves som en ny dag. I stedet for nye magthavere kræver vi nu selv at blive magthavere; magthavere uden slaver, magthavere over vore egne liv. Her ligger et af hovedproblemerne for en moderne revolutionær massebevægelse. En sådan bevægelse eksisterer imidlertid ikke i dag, men alene det at efterlyse den her, skaber muligheden for dens grundlæggelse.

8

Åbenbart forblændet af sit eget parlamentarisme-accepterende partiapparat er en hovedbestyrelsesudtalelse fra en fremmedgjort organisation, der arbejder med fremmedgørende midler, Venstresocialisterne i Danmark, gengivet i VS/BULLETIN 33, god at få forstand af. Her foreligger et eklatant bevis for "venstre-politiske" partiers ukrænkelighed. Det hedder i udtalelsen: "HB afviser tanken om et nyt og bedre arbejderflertal uden grundlæggende ændringer i magtstrukturen i form af etablering af organer for arbejdermagt. Denne arbejdermagt kan ikke delegeres ud til parlamentsmedlemmer og tillidsmænd, men må etableres og forblive på arbejdspladsen«. (fremhævet af SR).

Da vi véd, at erfaringerne vedrørende arbejderråd og arbejderrådenes magt er meget små på baggrund af bureaukraternes fantastiske underspilning af denne den eneste og reneste form for totalt demokrati (hvilket jo også ville overflødiggøre demselv) - skal vi her fremkomme med en minimumsdefinition på arbejderrådenes magt:

Siden Situationistisk Internationales konstruering af en situation, der førte til kuppet mod studenterforeningen UNEF i Strassbourg og dets videreførelse til Nanterre og Sorbonne, hvorved hele det franske forårsoprør i 1968 blev udløst, har mange sympatiserende haft held til at gennemføre lignende situationer andre steder i verden. Men i modsætning til disse steder møder de i Skandinavien en kompakt masse af stupiditet hos en venstrefløj, der bærer den falske revolutions maske. Såfremt et virkeligt revolutionært element skulle søge at videreudvikle en demonstration udover det en selvbestaltet demonstrationsledelse har planlagt, vil et sådant revolutionært element, som i sig selv véd, at det ikke er nok at genopdage radikalismen i vor tid, såfremt den ikke bliver genjusteret således, at den svarer til det eksisterende materielle udstyr, af nulliteterne for en impotent venstrefløj blive betragtet som provokatør. Aktion ender således ikke i kreation, men i reaktion, og han risikerer derfor at blive udsat for "demonstrationsledelsen"s "ordnere", som ikke værner demonstrationen mod politiet, men politiet mod demonstrationens eventuelle revolutionære elementer, som derefter af disse "ordnere" fjernes fra demonstrationen. Det svarer nøjagtigt til det, som CGT udtalte om forårsoprøret i Frankrig: "Der må gribes hårdt ind overfor alle forsøg på at føre arbejderbevægelsen på afveje". At kunne indse CGT's fadæse, vil være det samme som at kunne indse sin egen. - Siden ingen vil forsvare de revolutionære elementer, der af dumhedens avantgarde bliver udråbt som provokatører, nuvel, så skal vi gøre det. Et sådant revolutionært element vil vi betegne som situationist, - og det på trods af, at han eventuelt ikke er fuldt ud klar over den moderne revolutions teoretiske udviklinger og kommende fleksible referencepunkt.

10

Sociologien, der analyserer et pseudoliv, bliver som følge deraf selv til en pseudovidenskab og kan sikkert fremskaffe en hel række af falske avantgarder i et forsøg på at tilbagevise os. Det er klart, at man ud fra traditionelle paragraffer kan dømme os, men da det er nøjagtigt lige så klart, at en avantgarde kun kan have sit felt i det nuværende, vil det også indebære, at den set ud fra den kommende histories synsvinkel langt mere nøjagtigt repræsenterer denne nutid end sine dommere, hvorved dens kriterier for bedømmelsen af denne epoke imod de officielle værdier og til fordel for de virkelige værdier vil vise sig at være korrekte. Vi er naturligvis fuldt ud klar over, at en sådan teoretisk udvikling naturligt medførte, at vi dømte alle de, som troede sig at være vore dommere, til at eksistere i en forsinket og dermed uautentisk nutid. Når den sidste sociologist dingler i tarmene fra de sidste bureaukrater og kapitalister, har verden sikkert ikke flere problemer. Tror De?

Da vore teorier ikke er nogetsomhelst andet end teorien om det mini-liv, vi alle tvinges til at leve og de muligheder for en tilbagelæggelse, som vor verden fremskaber, så er den eneste kritik af vor virksomhed, som vi kan acceptere, en kritik, som opstår af massernes selvstændige skabelse af et befriet livs betingelser. De seneste års revolutionære udbrud har kun været en bekræftelse på rigtigheden i vor teori, - nu venter vi utålmodigt på, at denne kritiks virkeliggørelse skal gøre den situationistiske internationale overflødig.