Af alle de sager vi er indblandet i, med interesse eller uden interesse, er en famlende søgen efter nye måder at leve på det eneste aspekt som til stadighed engagerer os. De æstetiske discipliner har i denne forbindelse vist sig at være forbavsende utilstrækkelige, og de udviser en høj grad af afkoblethed når det gælder de basale spørgsmål. Men det nytter ikke noget at afvise de æstetiske discipliner - vejen fremad er at kræve mere af dem. I vor søgen efter nye måder at leve på driver en blanding af utilpas bevidsthed og overskudsenergi os til fortsat at etablere nye eksperimentelle institutioner og til fortsat at arbejde med at formulere en diskurs der inddrager ordet 'æstetik'. Det Fri Universitet i København er sådan en institution/diskurs.

Vi lever i et samfund regeret efter middelklassens mave - og det er vel at mærke en stadig ekspanderende middelklasse, besat af orden og sikkerhed og konsensus. Under de omstændigheder har den 'utilpasse bevidsthed' en tendens til at implodere i en følelse af ingen udvej - en følelse grænsende til det selvmorderiske. Konsekvensen af den danske tradition for borgfred og konsensuspolitik er at de æstetiske discipliner som regel følger stier trådt af staten i reproduktionen af samfundets kulturelle værdier. Staten understreger at kulturpolitik intet har med socialpolitik at gøre og er overbevist om det gavnlige i at inddrage de æstetiske discipliner i nationens generelle værdiproduktion. Her menes både kulturelle og kapitale værdier. Samtidig opfordrer staten alle, inklusive de kulturelle producenter, til at være kritiske og til at handle med social ansvarlighed. Det forventes at man udtrykker sig selv og optræder som et individualiseret subjekt med holdninger. Dette miljø af tvetydighed og 'double bind' er magtens teknologi - en teknologi der skaber og kontrollerer de stemmer som findes i samfundet. Konflikter bliver forklaret som misforståelser og forskellene udlignes med universalmidlet 'dialog'. Hvis du i en dansk kontekst bruger ord som kommunisme, klassekamp og revolution er du med ét uden for pædagogisk rækkevidde og kvalificeret til en gratis konsultation hos en psykolog.

Det Fri Universitet i København er en stemme blandt mange stemmer. Vi er ikke to eller tre individer, men en institution drivende gennem mange forskellige menneskelige sammenhænge, idet vi producerer og bliver produceret. Vi er folkene i huset. Denne position etablerer en foranderlig formation præget af varierende kontekster, plateauer, stemmer, aktioner, men også inaktivitet, afvisning, evakuering, tilbagetrækning, exodus. Ifølge situationisten Asger Jorn skal subjektivitet forstås som et synspunkt i materialet, som en 'interessesfære', og har ikke nødvendigvis noget at gøre med et individualiseret ego. Vores subjektivitet (det der siges og det der gøres) udspringer af vores dagligdags materielle forhold og trækker sig væk fra offentlighedens medierende fornuft. I offentligheden bliver ethvert udsagn fanget i og filtreret gennem den individualiserede og fornuftige borger. Hvad nu hvis man ikke føler sig som en fornuftig borger? Det Fri Universitet i København er en interessesfære som udspringer af det materielle liv vi oplever. Vi er altid allerede politiserede før ethvert borgerskab. Vores perspektiv er lokalt og globalt, og vi er på udkig efter rejsefæller rundt om hjørnet og rundt på kloden.

Vores udgangspunkt er nu og her: Cirkulationen i og konsekvenserne af den aktuelle politiske vidensøkonomi og hvorledes begærene bliver distribueret, akkumuleret, omdirigeret eller blokeret i strømmene og netværkerne i det landskab. Det forhold at højere uddannelse i dag ikke er forbeholdt borgerskabet og dets børn og at arbejdsstyrken generelt er højt kvalificeret har givet os et samfund præget af masseintellektualitet. Masseintellektualiteten og dagens immaterielle produktionsmåde som forventer at arbejderen er i stand til at arbejde i miljøer, som fremstiller abstrakte produkter kendetegnet ved viden og subjektivitet, har i særdeleshed fanget vores interesse. Ikke fordi vi vil have et job, men fordi vi bliver nødt til at anerkende at denne udvikling har indflydelse på vores følelsesliv.

Den Ford'ske produktionsmåde, baseret på samlebånd og maskinkraft, forventede at arbejderen gjorde en manuel indsats, men invaderede ikke hans eller hendes nervesystem på nogen anden måde end gennem kedsomhed. Denne produktionsmåde er i det store hele blevet forladt i den vestlige verden. Produktionen er flyttet ind i arbejderens krop, og koloniserer nu ikke blot musklerne, men tillige nervesystemet i sin helhed. Produktion i dag involverer på forskellige planer evnen til at træffe beslutninger blandt forskellige alternativer og et niveau af ansvar over for beslutningerne. For at være produktiv i vidensøkonomien forventes det at arbejderen er subjektiv; man skal udtrykke sig, man skal tale, kommunikere, samarbejde, osv. Produktionsmåden er blevet immateriel og er tæt knyttet til kommunikationsprocesser i hvilke arbejderen udtrykker sin subjektivitet og indgår med en kritisk holdning. Det er vel ingen overraskelse at statens forventninger til borgeren er nærmest identiske med forventningerne til arbejderen i den kapitalistiske produktion. Samtidens politiske vidensøkonomi er ved at tage form.

Når vi vender vores opmærksomhed mod den æstetiske produktionsmåde ser det ud til at kunstneren er ved at blive et forbillede for den nye vidensarbejder. Traditionelt investerer kunstneren sin sjæl i arbejdet, og denne form for engagement er netop de kvalifikationer som moderne virksomhedsledelse er interesseret i når man søger en ny medarbejder. Kunstnerens foretagsomhed, selvstændighed og ophøjede individualitet er drømmekvalifikationerne for morgendagens vidensarbejder: Den uorganiserede, usolidariske og højt kvalificerede person som sælger sin levende arbejdskraft som daglejer. Gårsdagens heroiske avantgardekunstner bliver morgendagens skruebrækker. Vi ser atomiseringen ske omkring os og vi deltager selv, med interesse eller uden interesse.

Et andet aspekt er det forhold at meget af den æstetiske produktion i dag er medvirkende i reproduktionen af vidensøkonomiens ideologi. Dette sker forbavsende hyppigt når kunstnere engagerer sig i ny teknologi, når kunstnere engagerer sig i sociale problemer, når kunstnere udsmykker det offentlige rum, generelt når kunstnere engagerer sig i gode og opbyggelige anliggender i samfundet. Kunstnere medvirker, med overlæg eller uden overlæg, i bekræftelsen af det gældende sociale herredømme; de skaber nye standarder på markedet eller fejer op hvor kapitalen og staten svigter. Det Fri Universitet i København har sat sig for at udvikle nye strategier som bygger på tilbagetrækning og konflikt. 'Tilbagetrækning' for at indikere en aktivitet som ikke er baseret på direkte opposition, men på en form for afvisning af magten, en afvisning af lydighed. 'Konflikt' for at indikere en aktivitet, der søger at fremkalde de modsætninger som under overfladen præger samfundet og lade dem krystallisere sig.

Det Fri Universitet i København er etableret for at undersøge og forstærke de former for viden og subjektivitet som vi ser trække sig ud af, eller blive ekskluderet fra, den mere og mere smalsporede cirkulation i vidensøkonomien. Vores primære hensigt er ikke at kaste sand i maskineriet, men at værdisætte det diffuse, poesien, væmmelsen, afsløringen, skizofrenien etc. Til det formål behøver vi et universitet. Selv uden nogen permanent intern struktur er Det Fri Universitet i København den instans, som garanterer vores værdisætninger.

Det ser ud til at vidensøkonomien forstår de æstetiske discipliner som et produkt i samfundets superstruktur. Når byen er planlagt, bygningen bygget, produktet udviklet, så er det tid til at tilkalde kunstneren. Denne forståelse er den gængse hos staten, kunstinstitutionerne og blandt mange kunstnere. Kunst er en social praksis, men er det udelukkende en social konstruktion til gavn for folkesundheden? Vi har til hensigt at genforbinde diskussionen af det æstetiske til basis. Masseintellektualiteten og globaliseringen giver et grundlag for at genintroducere avantgardestrategi, ikke baseret på den heroiske avantgardes universalitet, men udfoldende sig som en allerede distribueret, urolig og kreativ styrke i produktionen af nye sociale forhold. Æstetik hinsides discipliner. Æstetik som en del af livet.


Komiteen af 15. juli 2001/Jakob Jakobsen og Henriette Heise