|
Af
alle de sager vi er indblandet i, med interesse eller uden interesse,
er en famlende søgen efter nye måder at leve på det
eneste aspekt som til stadighed engagerer os. De æstetiske discipliner
har i denne forbindelse vist sig at være forbavsende utilstrækkelige,
og de udviser en høj grad af afkoblethed når det gælder
de basale spørgsmål. Men det nytter ikke noget at afvise
de æstetiske discipliner - vejen fremad er at kræve mere af
dem. I vor søgen efter nye måder at leve på driver
en blanding af utilpas bevidsthed og overskudsenergi os til fortsat at
etablere nye eksperimentelle institutioner og til fortsat at arbejde med
at formulere en diskurs der inddrager ordet 'æstetik'. Det Fri Universitet
i København er sådan en institution/diskurs.
Vi lever i et samfund regeret efter middelklassens mave - og det
er vel at mærke en stadig ekspanderende middelklasse, besat af orden
og sikkerhed og konsensus. Under de omstændigheder har den 'utilpasse
bevidsthed' en tendens til at implodere i en følelse af ingen udvej
- en følelse grænsende til det selvmorderiske. Konsekvensen
af den danske tradition for borgfred og konsensuspolitik er at de æstetiske
discipliner som regel følger stier trådt af staten i reproduktionen
af samfundets kulturelle værdier. Staten understreger at kulturpolitik
intet har med socialpolitik at gøre og er overbevist om det gavnlige
i at inddrage de æstetiske discipliner i nationens generelle værdiproduktion.
Her menes både kulturelle og kapitale værdier. Samtidig opfordrer
staten alle, inklusive de kulturelle producenter, til at være kritiske
og til at handle med social ansvarlighed. Det forventes at man udtrykker
sig selv og optræder som et individualiseret subjekt med holdninger.
Dette miljø af tvetydighed og 'double bind' er magtens teknologi
- en teknologi der skaber og kontrollerer de stemmer som findes i samfundet.
Konflikter bliver forklaret som misforståelser og forskellene udlignes
med universalmidlet 'dialog'. Hvis du i en dansk kontekst bruger ord som
kommunisme, klassekamp og revolution er du med ét uden for pædagogisk
rækkevidde og kvalificeret til en gratis konsultation hos en psykolog.
Det Fri Universitet i København er en stemme blandt mange stemmer.
Vi er ikke to eller tre individer, men en institution drivende gennem
mange forskellige menneskelige sammenhænge, idet vi producerer og
bliver produceret. Vi er folkene i huset. Denne position etablerer en
foranderlig formation præget af varierende kontekster, plateauer,
stemmer, aktioner, men også inaktivitet, afvisning, evakuering,
tilbagetrækning, exodus. Ifølge situationisten Asger Jorn
skal subjektivitet forstås som et synspunkt i materialet, som en
'interessesfære', og har ikke nødvendigvis noget
at gøre med et individualiseret ego. Vores subjektivitet (det der
siges og det der gøres) udspringer af vores dagligdags materielle
forhold og trækker sig væk fra offentlighedens medierende
fornuft. I offentligheden bliver ethvert udsagn fanget i og filtreret
gennem den individualiserede og fornuftige borger. Hvad nu hvis man ikke
føler sig som en fornuftig borger? Det Fri Universitet i København
er en interessesfære som udspringer af det materielle liv vi oplever.
Vi er altid allerede politiserede før ethvert borgerskab. Vores
perspektiv er lokalt og globalt, og vi er på udkig efter rejsefæller
rundt om hjørnet og rundt på kloden.
Vores udgangspunkt er nu og her: Cirkulationen i og konsekvenserne af
den aktuelle politiske vidensøkonomi og hvorledes begærene
bliver distribueret, akkumuleret, omdirigeret eller blokeret i strømmene
og netværkerne i det landskab. Det forhold at højere uddannelse
i dag ikke er forbeholdt borgerskabet og dets børn og at arbejdsstyrken
generelt er højt kvalificeret har givet os et samfund præget
af masseintellektualitet. Masseintellektualiteten og dagens immaterielle
produktionsmåde som forventer at arbejderen er i stand til at arbejde
i miljøer, som fremstiller abstrakte produkter kendetegnet ved
viden og subjektivitet, har i særdeleshed fanget vores interesse.
Ikke fordi vi vil have et job, men fordi vi bliver nødt til at
anerkende at denne udvikling har indflydelse på vores følelsesliv.
Den Ford'ske produktionsmåde, baseret på samlebånd
og maskinkraft, forventede at arbejderen gjorde en manuel indsats, men
invaderede ikke hans eller hendes nervesystem på nogen anden måde
end gennem kedsomhed. Denne produktionsmåde er i det store hele
blevet forladt i den vestlige verden. Produktionen er flyttet ind i arbejderens
krop, og koloniserer nu ikke blot musklerne, men tillige nervesystemet
i sin helhed. Produktion i dag involverer på forskellige planer
evnen til at træffe beslutninger blandt forskellige alternativer
og et niveau af ansvar over for beslutningerne. For at være produktiv
i vidensøkonomien forventes det at arbejderen er subjektiv; man
skal udtrykke sig, man skal tale, kommunikere, samarbejde, osv. Produktionsmåden
er blevet immateriel og er tæt knyttet til kommunikationsprocesser
i hvilke arbejderen udtrykker sin subjektivitet og indgår med en
kritisk holdning. Det er vel ingen overraskelse at statens forventninger
til borgeren er nærmest identiske med forventningerne til arbejderen
i den kapitalistiske produktion. Samtidens politiske vidensøkonomi
er ved at tage form.
Når vi vender vores opmærksomhed mod den æstetiske produktionsmåde
ser det ud til at kunstneren er ved at blive et forbillede for den nye
vidensarbejder. Traditionelt investerer kunstneren sin sjæl i arbejdet,
og denne form for engagement er netop de kvalifikationer som moderne virksomhedsledelse
er interesseret i når man søger en ny medarbejder. Kunstnerens
foretagsomhed, selvstændighed og ophøjede individualitet
er drømmekvalifikationerne for morgendagens vidensarbejder: Den
uorganiserede, usolidariske og højt kvalificerede person som sælger
sin levende arbejdskraft som daglejer. Gårsdagens heroiske avantgardekunstner
bliver morgendagens skruebrækker. Vi ser atomiseringen ske omkring
os og vi deltager selv, med interesse eller uden interesse.
Et andet aspekt er det forhold at meget af den æstetiske produktion
i dag er medvirkende i reproduktionen af vidensøkonomiens ideologi.
Dette sker forbavsende hyppigt når kunstnere engagerer sig i ny
teknologi, når kunstnere engagerer sig i sociale problemer, når
kunstnere udsmykker det offentlige rum, generelt når kunstnere engagerer
sig i gode og opbyggelige anliggender i samfundet. Kunstnere medvirker,
med overlæg eller uden overlæg, i bekræftelsen af det
gældende sociale herredømme; de skaber nye standarder på
markedet eller fejer op hvor kapitalen og staten svigter. Det Fri Universitet
i København har sat sig for at udvikle nye strategier som bygger
på tilbagetrækning og konflikt. 'Tilbagetrækning'
for at indikere en aktivitet som ikke er baseret på direkte opposition,
men på en form for afvisning af magten, en afvisning af lydighed.
'Konflikt' for at indikere en aktivitet, der søger
at fremkalde de modsætninger som under overfladen præger samfundet
og lade dem krystallisere sig.
Det Fri Universitet i København er etableret for at undersøge
og forstærke de former for viden og subjektivitet som vi ser trække
sig ud af, eller blive ekskluderet fra, den mere og mere smalsporede cirkulation
i vidensøkonomien. Vores primære hensigt er ikke at kaste
sand i maskineriet, men at værdisætte det diffuse, poesien,
væmmelsen, afsløringen, skizofrenien etc. Til det formål
behøver vi et universitet. Selv uden nogen permanent intern struktur
er Det Fri Universitet i København den instans, som garanterer
vores værdisætninger.
Det ser ud til at vidensøkonomien forstår de æstetiske
discipliner som et produkt i samfundets superstruktur. Når byen
er planlagt, bygningen bygget, produktet udviklet, så er det tid
til at tilkalde kunstneren. Denne forståelse er den gængse
hos staten, kunstinstitutionerne og blandt mange kunstnere. Kunst er en
social praksis, men er det udelukkende en social konstruktion til gavn
for folkesundheden? Vi har til hensigt at genforbinde diskussionen af
det æstetiske til basis. Masseintellektualiteten og globaliseringen
giver et grundlag for at genintroducere avantgardestrategi, ikke baseret
på den heroiske avantgardes universalitet, men udfoldende sig som
en allerede distribueret, urolig og kreativ styrke i produktionen af nye
sociale forhold. Æstetik hinsides discipliner. Æstetik som
en del af livet.
Komiteen af 15. juli 2001/Jakob Jakobsen og Henriette Heise
|
|