Den situationistiske bevægelse fremstår på en gang som en kunstnerisk avantgarde, som en eksperimentel undersøgelse af vejen til menneskets frie tilrettelæggelse af sit daglige liv, og endelig som en bidragyder til den praktiske og teoretiske opbygning af en ny revolutionær protest. For fremtiden må al grundlæggende kulturel skaben og enhver kvalitativ omdannelse af samfundet suspenderes, indtil fremskridtet er i gang på alle disse områder samtidigt.

Overalt finder man det samme samfundssystem med fremmedgørelse, totalitær kontrol og passivt forbrugende tilskuere, selv om der er visse forskelle i de ideologiske og juridiske forklædninger. Sammenhængen i dette samfundssystem kan ikke forstås uden en helhedskritik, hvor man peger på dets modsætning: den frie skaben, menneskets herredømme over dets egen historie på alle niveauer.

Dette mål og denne kritik er uadskillelige begreber (der hver for sig viser hen til hinanden). At indføre dem i vor tid vil straks betyde en genoplivning af den radikalisme, som var bæreren af arbejderbevægelsen, den moderne poesi og kunst og tænkningen i filosofiens dialektiske epoke fra Hegel til Nietzsche. For at gøre dette må man først og fremmest - uden forsøg på at bevare nogen trøstende illusion - se nederlaget for det revolutionære projekt i århundredets første tredjedel i øjnene i hele dets udstrækning og erkende, at det i alle dele af verden og på alle livets områder er af magthaverne blevet erstattet af glimmer, der dækker og pynter op på den gamle samfundsorden.

At genoplive radikalismen medfører naturligvis også et betydeligt forskningsarbejde med henblik på alle de tidligere forsøg på frigørelse. Erfaringerne om, hvorledes de er endt i isolation eller slået over i global mystifikation fører til større forståelse af sammenhængen i den verden, som skal ændres - og ved hjælp af denne forståelse kan man redde mange af de enkeltresultater, som blev nået i den nærmeste fortid, og som således kan blive virkeliggjort. Denne forståelse af den reversible sammenhæng i verden afslører - i den grad den eksisterer og er mulig - de halve forholdsreglers falske karakter, og den afslører også, at der i høj grad er tale om halve forholdsregler, hver gang den herskende samfundsorden - dens rangfølge og specialisering, dens vaner eller smag - gendannes i modstandernes rækker.

Yderligere tager den materielle udvikling i verden fart. Den lægger beslag på stadig flere kræfter, og regeringsspecialisterne er tvunget til at ignorere dette som følge af deres roller som passivitetens vogtere. Denne udvikling skaber på samme tid en ophobning af almindelig utilfredshed og åbenlyst dødelige farer, som disse regeringsspecialister er ude af stand til at kontrollere på en holdbar måde.

Når situationisterne anbringer den kunstneriske protest i et sådant perspektiv, vil man forstå, at den enhedsbetragtning for kunst og politik, som vi taler om, ikke absolut betyder, at vi anbefaler en hvilken som helst indordning af kunsten under politikken. For os og for alle, der begynder at betragte vor tidsalder på en afmystificeret måde - har der ikke eksisteret moderne kunst siden slutningen af 30'erne, nøjagtigt ligesom der heller ikke noget steds er blevet skabt en revolutionær politik siden. Deres genopståen nu kan kun være deres syntese, (Aufhebung), dvs. netop virkeliggørelsen af deres mest fundamentale krav.

Den nye protest, som situationisterne omtaler rejser sig allerede. Trods den ikke-kommunikation og isolation, som den nuværende samfundsorden har organiseret, dukker signaler op gennem en ny slags skandaler, fra ét land til et andet, fra ét kontinent til et andet; udvekslingen af dem er begyndt.

For avantgarden - overalt hvor den findes - drejer det sig om at forbinde disse erfaringer og disse mennesker og samtidig med at sådanne grupper forbindes at klarlægge deres fælles grundlag. Vi må gøre disse handlinger fra den nye revolutionære epoke kendte, forklare og udvikle dem. De er letgenkendelige derved, at de forener nye kampformer og et nyt - manifest eller latent - indhold i deres kritik af den eksisterende verden. Således vil det gældende samfund, der roser sig så meget for sin stadige modernisering, finde nogen at tale med, for det har endelig frembragt en moderniseret modsætning.

Ligesåvel som vi har været hårde, fordi vi har villet sikre os, at ingen ambitiøse intellektuelle eller kunstnere, som er ude af stand til at forstå os rigtigt, skulle komme ind i den situationistiske bevægelse, og for at fordrive og afsløre forskellige forfalskninger - som den nashistiske foregivne "situationisme" er det nyeste eksempel på - lige så vel er vi besluttet på at anerkende ophavsmændene til disse nye, radikale handlinger som situationister, at støtte dem og aldrig fornægte dem, selv hvis nogle af dem endnu ikke er sig det revolutionære program af i dag bevidst, men kun på vej til at finde sammenhængen i det.

Lad os begrænse os til nogle eksempler på handlinger, som vi fuldt ud bifalder:

Den 16. januar fjernede bevæbnede revolutionære studenter i Caracas på en fransk kunstudstilling 5 billeder - som de derpå tilbød at bringe tilbage, mod at nogle politiske fanger blev frigivet. Imidlertid lykkedes det politiet selv at bemægtige sig billederne, på trods af at Winston Bermudes, Luis Monselve og Gladys Troconis prøvede at forsvare dem. Nogle dage senere kastede nogle andre kammerater to bomber mod den politibil, som transporterede de generobrede billeder, desværre uden at det lykkedes at ødelægge dem.

Alt dette er en manifestation af den eneste rigtige måde at behandle billeder fra fortiden på: at genindsætte dem i livets spil på en plads, hvor de virkelig kan få betydning. Sandsynligvis har der siden Gauguins og Van Goghs død, hvor deres værker blev erobret af deres fjender, aldrig været ydet dem en hyldest mere i overensstemmelse med deres ånd end denne handling i Venezuela. (Gauguin: »Jeg har villet fastholde retten til at vove alt«).

Under opstanden i Dresden i 1849 foreslog Bakunin - uden at man dog fulgte ham - at man tog billederne fra museet og lagde dem oven på barrikaden ved byporten for at se, om ikke de angribende tropper ville være forlegne ved at fortsætte skydningen. - Man bemærker altså, hvordan affæren i Caracas på én gang forbinder sig med et af højdepunkterne i den revolutionære rejsning i sidste århundrede og samtidig straks går endnu et skridt videre.

De danske kammeraters bombeaktioner mod de bureauer, der arrangerer turistrejser til Spanien - eller de illegale radioudsendelser for at vække til modstand mod atomvåben forekommer os at være lige så velmotiverede. Det er meget opmuntrende, at der inden for rammerne af den komfortable og kedsommelige "socialiserede" kapitalisme i de skandinaviske lande dukker mennesker op, som ved hjælp af vold afslører nogle sider af en anden vold, der er grundlaget for denne "humaniserede" samfundsorden, f.eks. dens monopol på oplysning eller dens organiserede fremmedgørelse i fritiden eller i turismen. Den komfortable kedsommeligheds bagside, som man må acceptere i tilgift er, at ikke blot er denne fred ikke livet, men den hviler på truslen om atomdøden, og den organiserede turisme er ikke blot et elendigt skuespil, som skjuler virkeligheden i de lande, der gennemkrydses; men virkeligheden i det land, som man således omdanner til et neutralt skuespil - det er Francos politi.

Endelig de engelske kammeraters aktion. Disse offentliggjorde i april planerne om "Regeringsbunkers for Region 6" og oplysninger om beliggenheden, og deres umådelige fortjeneste er, at de herigennem afslørede, hvor langt statsmagten allerede er nået i sin organisering af landet, og hvor vidt fremskreden iscenesættelsen af dens totalitære funktion er. Denne er ikke kun knyttet til perspektivet om krigen, langt snarere er det truslen om atomkrig, som vedligeholdes i både øst og vest, der har til formål at bevare massernes lydighed, at organisere magtens bunkers og at forstærke det psykologiske og materielle forsvar for de herskende klassers magt. Resten af den overfladisk set moderne urbanisme tjener samme formål. Allerede i april - 1962 skrev vi i nr. 7 af det situationistiske tidsskrifts franske udgave, Internationale Situationniste, apropos de individuelle beskyttelsesrum, som året forud var lavet i USA: "Ligesom i alle gangsterbander er beskyttelsen kun et påskud. Beskyttelsesrummenes virkelige formål er at være en prøve på - og derigennem i sig selv en styrkelse af - folks lydighed, og bearbejdelsen af denne lydighed på en måde, der er gunstig for det herskende samfund. Beskyttelsesrummet som nyskabt forbrugsvare i overflodssamfundet viser klarere end noget som helst tidligere produkt, at man kan få mennesker til at arbejde for at opfylde behov, der er åbenlyst kunstige, og som utvivlsomt vil vedblive at være behov uden nogensinde at have været ønsker. Den nye bolig, som tager form i "sovebyerne", er ikke reelt forskellig fra beskyttelsesrummenes arkitektur; den repræsenterer blot en mindre udviklet niveau af samme arkitektur. Jordoverfladens organisering som en koncentrationslejr er den normale tilstand i et samfund under udvikling, hvis underjordiske version i koncentreret form alene repræsenterer dette samfunds patologiske exces. Den underjordiske sygdom afslører bedst helbredstilstanden på overfladen.

Englænderne er netop fremkommet med et afgørende bidrag til studiet af denne sygdom og altså også studiet af det "normale" samfund. Dette studium er i sig selv uadskilleligt fra en kamp, der ikke er bange for at overskride de gamle, nationale taburegler om "forræderi" ved at bryde den hemmeligholdelse, som er af vital betydning for magthaverne i det moderne samfund, og som skjules bag en overflod af "oplysninger". Sabotagen fortsatte på trods af politiets anstrengelser og flere arrestationer; bla. trængte man overrumplende ind i nogle hemmelige militære hovedkvarterer (hvor visse ansvarlige blev fotograferet mod deres vilje), og man blokerede systematisk 40 telefonlinjer til centrene for Secret Service ved uafbrudt at ringe til de ultrahemmelige numre, som man også havde afsløret.

Dette første angreb mod den herskende indretning af samfundet er det, vi har villet hilse - og viderebringe - ved i Danmark at arrangere manifestationen "Destruktion af RSG-6". Hermed anerkender vi ikke blot denne kamps internationale udstrækning, men lige så meget dens udstrækning til en anden front, til den kunstneriske side af samme globale kamp.

Den kulturelle skaben, som man kan kalde situationistisk, begynder med planerne for den unitære urbanisme eller skabelsen af livssituationer, og virkeliggørelsen heraf kan altså ikke adskilles fra historien om bevægelsen for virkeliggørelsen af alle de revolutionære muligheder, som det nuværende samfund indeholder. Imidlertid kan der i den øjeblikkelige aktion, som må foregå inden for de rammer, vi vil destruere, allerede nu med de eksisterende kulturelle udtryksmidler, fra film til maleri, skabes en kritisk kunst. Det er dette, situationisterne har sammenfattet i teorien om 'détournement'. Kritisk i sit indhold må denne kunst være selvkritisk i sin form. Den er en kommunikation, som, da den kender grænserne for den givne kommunikations specialiserede område, "nu vil indeholde sin egen kritik".

Med hensyn til "RSG-6" har vi først skabt en atmosfære af - anti-atombeskyttelsesrum, som første rum leder tanken hen på. Derefter møder man en zone af konsekvent benægtelse af denne art behov. Den kunstart, der her benyttes som kritik, er maleriet.

Den revolutionære betydning af den moderne kunst, som kulminerede med dadaismen, var destruktionen af alle konventioner, i kunst, i sprog og i adfærd. Således som det, der blev destrueret i kunsten eller filosofien, endnu ikke helt er fejet ud fra aviser eller kirker, og således som kritikken af våbnene ikke fulgte med i visse fremskridt for kritikkens våben, er dadaismen selv blevet en anerkendt kulturel mode. Neo-dadaisterne har nylig forvansket dens former til reaktionært divertissement og gør nu karriere ved at genoptage denne stil, der blev opfundet før 1920, med umådeholdent grov udnyttelse af hver detalje og lade denne "stil" tjene accepteringen og dekoreringen af den nuværende verden.

Imidlertid har denne negative sandhed, den moderne kunst har indeholdt, altid været en retfærdiggjort benægtelse af det omgivende samfund. I 1937, da nazi-ambassadøren, Otto Abetz, i Paris foran Guernica-billedet sagde til Picasso: »Det er Dem, der har lavet dette?« svarede Picasso kort og godt: »Nej. Det er Dem«.

Negationen - og også den sorte humor - som var så udbredt i den moderne kunst og poesi efter de erfaringer, man gjorde i første verdenskrig, fortjener sikkert at komme frem på ny med henblik på skuespillet om den 3. verdenskrig; det skuespil vi lever i. Skønt neo-dadaisterne taler om at oplade Marcel Duchamp's tidligere negativitet med positivitet (æstetisk) er vi sikre på, at alt hvad verden udgiver for os som positivitet, kun uophørligt kan oplade negativiteten i de udtryksformer der nu er mulige og på den måde udgøre tidens eneste repræsentative kunst. Situationisterne ved, at den virkelige positivitet kommer andet steds fra, og at negativiteten i udtryksformerne virker med til den.

Hinsides alle billedmæssige problemer - og selv, håber vi, hinsides alt, hvad der kan minde om underkastelse under en form for billedmæssig skønhed, der har været forældet i kortere eller længere tid - har vi her noteret nogle fuldkomment klare tegn.

De udstillede "direktiver" på tomme billeder eller på et nyanvendt abstrakt billede, er at betragte som slagord, som man kan se dem skrevet på mure. Titlerne på visse af billederne i form af politiske proklamationer har sikkert den samme betydning af hån og tilbagevisning af den pompiérisme, der er på mode, og som søger at basere sig på et maleri af "rene tegn", umeddelelige.

De "termonukleare kartografier" er straks ude over den møjsommelige søgen efter "ny figuration" i maleriet, fordi de forener action-painting's frieste fremgangsmåder med gengivelsen, som kan gøre krav på at være realistisk fuldkommenhed, af forskellige dele af verden på forskellige tidspunkter under næste verdenskrig.

Med serien "sejre" - som også er en sammenblanding af den største, ultramoderne tvangløshed og en Horace Vernet's minutiøse realisme - drejer det sig om en fornyelse af krigsmaleriet: men i modsætning til Georges Mathieu og den ideologiske reaktion, han har grundet sine små publicity-skandaler på, korrigerer den omdrejning af historien, vi her når frem til, denne til det bedre, mere revolutionært og mere vellykket, end den faktisk var. - "Sejre" fortsætter den ubetinget optimistiske drejning, hvormed Lautréamont allerede med frisk dristighed har nedlagt påstand om dokumentfalsk over for alle ulykkens former, og dens logik: "Jeg accepterer ikke det onde. Mennesket er fuldkomment. Ånden falder ikke. Fremskridtet eksisterer... Indtil nu har man skildret ulykken for at indgyde rædsel, medlidenhed. Jeg vil skildre lykken for at fremkalde disse tings modsætninger... Såvel som mine venner ikke dør, taler jeg ikke om døden".